Der findes ikke åbne grænser

Screening af jobansøgere

Hvorfor modstand mod pointsystemer for indvandrere? For økonomer er screening en rationel måde til at selektere mellem ansøgere under ufuldkommen information – og regeringens pointsystem er netop en screeningsmekanisme. Det er ikke den smarteste måde at screene indvandrere på, og regeringen kunne tage ved lære af erfaringer fra områder, hvor screening af ansøgere anvendes rutinemæssigt: Ved besættelse af ledige stillinger.

En virksomhed ved ikke hvilken ansøger, der vil være bedst til jobbet, og det er for omkostningsfuldt at ansætte alle for efterfølgende at fyre de mindst duelige. Virksomheder screener derfor ansøgerne. Først på baggrund af et pointsystem (eksamenskarakterer) og tidligere erhvervserfaring. Et højt karaktergennemsnit er ansøgerens måde at signalere høj produktivitet. Dernæst inviteres udvalgte til en ansættelsessamtale, hvor det bl.a. vurderes, om ansøgeren vil passe ind i virksomhedskulturen.

Da der altid er en risiko for fejl, når beslutninger træffes under ufuldkommen information, så ansættes de fleste med en 3 måneders prøveperiode. Det reducerer fyringsomkostningerne, og det påfører den ansatte en selvrisiko og et incitament til at strenge sig ekstra an i prøveperioden.

At screene ansøgere på den måde er en rationel måde at træffe beslutninger på under asymme­triskinformation (ansøgeren har bedre information om egen produktivitet, end virksomheden har). Virksomheden kan mene, at særlige karakteristika som køn, alder, etnisk oprindelse, højde og fysisk styrke eller personlig udstråling og udseende er vigtige, og retten til at skelne mellem – diskriminere - ansøgere – af en hvilken som helst grund eller uden grund – er en simpel følge af økonomisk frihed. Hvis en virksomhed i for høj grad ansætter medarbejdere ud fra andre kriterier end produktivitet, så straffes virksomheden på markedet med et mindre overskud og tab af markedsandele.

Screening af indvandrere

Lande screener indvandrere, og de diskriminerer, så nogen får arbejds- og opholdstilladelse, og andre afvises. Der findes mig bekendt ingen lande, der har åbne grænser. Alle diskriminerer, og det er fuldt legitimt. Det er en menneskeret at kunne forlade sit fædreland, men ikke en menneskeret at få opholds- og arbejdstilladelse i et andet land.

Regeringen har indført et pointsystem for indvandrere. Point­systemet er baseret på information om uddannelse og tidligere erhvervs­erfaring. Den information er ikke særlig præcis i forhold til at vurdere, om en indvandrer vil være i stand til og villig til at forsørge sig selv. Som alternativ har Liberal Alliance (LA) foreslået, at indvandrere selekteres ud fra, om de har et job på hånden eller ej.

Sloganet om ”Åbne grænser og lukkede kasser” er – et slogan. LA’s forslag har i virkeligheden ikke meget med åbne grænser at gøre – eller med lukkede kasser for den sags skyld: Ansættelseskontrakten er et signal, som indvandreren bruger til at sige ”jeg vil være en produktiv borger i Danmark”, og ansættelseskontrakten anvendes altså som en screeningsmekanisme af myndighederne præcis som regeringens pointsystem. Ud fra en økonomisk betragtning er LA’s screeningsmekanisme mere præcis, fordi det signal, den baserer sig på – en ansættelseskontrakt – siger mere om indvandrerens evne og villighed til at forsørge sig selv, end regeringens pointsystem gør.

LA foreslår endvidere en femårig ”prøveperiode”, hvor indvandreren og dennes familie ikke har ret til sociale ydelser og skal sørge for at være dækket af en privat sundhedsforsikring. I denne periode vil indvandreren kunne udvises, hvis vedkommende ikke kan forsørge sig selv. Det svarer til virksomheders prøveperiode, og det indebærer en selvrisiko for indvandreren – og et stærkt incitament til at stramme sig ekstra an i de første år. Det øger sandsynligheden for en vellykket integration.

Screening for integrerbarhed?

Spørgsmålet er, om det alene er selvforsørgelse, der skal være kriteriet for selektion blandt indvandrere? Eller skal der også screenes for indvandrernes evne til at blive integreret?

Både regeringens og Liberal Alliances screeningsmekanismer synes at basere sig på den opfattelse, at det eneste problem med indvandring er, at der er en overvægt af indvandrere, der belaster de sociale systemer og tjener så lidt beskattede penge, at de ikke er nettobidragsydere. Kort sagt: Problemer med indvandring knytter sig alene til indretningen af velfærdsstaten, ikke til indvandrerne.

Det kan man enten udlægge som en ekstrem materialisme, hvor alle værdier og adfærd alene udledes fra materielle forhold eller en (selvvalgt) blindhed over for andre konsekvenser af indvandringen: problemer med multikulturalisme, sammenhængskraft, ghettodannelse, radikalisering, kulturelt betinget modvilje mod integration og tilsvarende krav om særregler, særlovgivning og særrespekt, større behov for særundervisning i skoler, hyppigere forekomst af visse genetisk betingede sygdomme, der belaster sundhedsvæsenet, manglende anerkendelse af kvinders og homoseksuelles lige rettigheder, krav om indskrænkning af ytringsfriheden af hensyn til islam, trusler og intimidering af indvandringskritiske politikere, profetspottere og islamkritikere… Fortsæt selv listen.

Ud fra en økonomisk betragtning er det naturligvis relevant at se på den samlede pakke af konsekvenser og omkostninger af indvandring og ikke udelukkende fokusere på den enkeltes selvforsørgelse, og derfor er det rationelt også at screene indvandrere på baggrund af information, der signalerer noget om integrerbarhed.

Ønskes det eksempelvis at begrænse overrepræsentationen af visse indvandrere i kriminalitets­statistik­ken, så er køn og alder relevant information at selektere indvandrere ud fra: Yngre mænd er mere kriminelle end kvinder og end ældre mænd. Kriteriet kunne forfines ved at afgrænse det til mænd fra ikke-vestlige lande eller måske endda mænd fra en række specifikke lande.

Hvis man ser islamisk radikalisering, trusler mod ytringsfrihed og terrortrusler som et væsentligt problem, så er religion kombineret med land – og køn – relevant information at lægge til grund for en screening af indvandrerne.

Er der tale om krænkelse af nogens rettigheder?

Igen: At screene ansøgere på den måde er en rationel måde at træffe beslutninger på under asymme­trisk information – og i dette tilfælde er det indvandreren, der har bedre information om egen vilje og evne til at blive en velintegreret borger, end modtagerlandet har.

Men er det ikke diskriminerende? Krænker man ikke indvandrernes rettigheder? Svaret på det første spørgsmål er ja, svaret på det andet spørgsmål er nej. Selvfølgelig er der tale om diskrimination i betydningen forskelsbehandling, men også screening ud fra krav om job og selvforsørgelse diskriminerer de indvandrere, der er fysisk eller mentalt handicappede, er gamle, er kronisk syge, er kvinder opvokset i lande, hvor de – fordi de er kvinder – er blevet forment adgang til uddannelse, eller bare er vokset op under en sådan fattigdom, at uddannelse aldrig var en mulighed.

Det ejendommelige ved hele diskussionen om lukkede grænser er, at én form for diskrimination accepteres alment, nemlig den økonomiske, hvorimod det møder modstand at diskriminere på baggrund af nationalitet, køn eller religion. Men er en sådan diskrimination en større krænkelse af indvandrernes rettigheder? Selvfølgelig ikke. Og det er hverken mere eller mindre liberalt. Det er bare ikke politisk korrekt.

Lovgivning er territorielt afgrænset

Lighed for loven gælder kun nationalt, da lovgivning er territorielt afgrænset, så det er kun i forhold til personer med ophold i Danmark, at staten ikke må diskriminere, og det er ikke en menneskeret at kunne bosætte sig, hvor på jorden man ønsker. Der er således ikke tale om, at krænke indvandrernes rettigheder, hvis de udelukkes fra at få opholdstilladelse i Danmark – af en hvilken som helst grund eller uden grund. Hvis der er nogens rettigheder, der bliver krænket, så er det danske ejendomsbesiddere, der de facto hindres i at kunne sælge deres ejendom til potentielle indvandrere. Det må være et begrænset problem.

Hvis et land indfører en meget restriktiv indvandringspolitik, der udelukker produktive indvandrere, blot fordi de har den forkerte religion eller kommer fra det forkerte land, så vil landet blive straffet af markedet, præcis som virksomheder, der ikke ansætter de bedst egnede. Landet vil få færre produktive indvandrere til landet, og det vil alt andet lige blive fattigere end ellers.

Og det er præcis den situation, Danmark er havnet i. Vi har indrettet os med et skattetryk og socialt system, der afskrækker de mest produktive og potentielt lettest integrerbare indvandrere fra at flytte til Danmark, og som samtidig tiltrækker indvandrere, der hverken har vilje eller evne til at blive integreret eller være selvforsørgende. Og ved ikke at selektere indvandrere efter deres grad af integrerbarhed, er følgeomkostningerne fra manglende integration blevet enorme.

Torben Mark Pedersen er cand. polit., ph.d , formand for Liberal Alliance i Københavns Storkreds og med i Trykkefrihedsselskabets rådgivende råd