Der var en periode i Dirch Passer liv, hvor hans kone troede at hun var et køleskab og det var også hans problem, betroede han sin læge, for ‘hver gang hun åbnede munden, kunne han ikke sove for lyset’. Det grinede man hensynsløst af dengang. Men nu er Dirch og hans giftige maskulinitet død for længst.
Tiden er nu en anden, “hvor ord betyder noget”, som vores digitaliseringsminister Caroline Stage fra Moderaterne slog fast i DR2s super koreograferede ‘Debatten’ 16/1. Hun var fortørnet over at Mark Zuckerberg var gået i Elon Musks fodspor og droppet samarbejdet med de eksterne censur grupper, moderatorer, som de kalder sig, der i sin tid havde afpresset Facebook, for netop at opnå kontrol med den sociale platforms debat miljø. “Med den nye politik for Facebook” fortsatte Stage “der er det for eksempel lovligt at kalde kvinder for husholdnings-projekter”. Stage købte på den konto ikke “ind på den her ytringsfriheds…” og blev afbrudt af koreografen, der skulle time de andre gæsters medvirken inden for den stramme tidsplan.
Men inden da havde hun sagt rigeligt
Vi skal vågne op af Tornerosesøvnen når det kommer til sociale medier. Vi har allerede set, ved et valg i Rumænien, lige nu, hvor det gennem EU bliver undersøgt om Rusland igennem TikTok har påvirket direkte det demokratiske valg. Det er ikke bare et spørgsmål om man må sige noget grimt eller pænt. Det er et spørgsmål om, hvad er det for et demokrati vi vil have.
Det er i sig selv deprimerende at høre en dansk minister plædere for, at en amerikansk virksomhed, skal bestemme hvad og hvordan vi taler til hinanden i Danmark. Og så i næste moment være forskrækket over ideen om udenlandsk, her ‘russernes’, indblanding på den sociale platform TikTok. Samme beskyldning brugte man i 2016, da Trump vandt over den tidligere Førstedame og udenrigsminister Hillary Clinton. Den autoritære, men dejlige Ursula von der Leyen sagde før valget i Italien, at “hvis det udvikler sig i en besværlig retning, så har vi de værktøjer vi brugte i Polen og Ungarn”. I forrige uge sagde den beklovnede tidligere kommissær Thierry Breton, at man måske skal gøre med Tyskland, som man gør med Rumænien, hvis for mange tyskere stemmer på det populistiske AfD, som følge af at partiets leder har talt med Elon Musk på X. “Valgbenægtelse” er ikke en del af vokabularet i disse tilfælde.
Demokrati handler netop om at påvirke, det er hele ideen med at debattere og føre valgkamp. “Democracy dies in darkness” er det hensygnende Washington Posts eminente slogan. Det kræver gode argumenter og så kan Obama ellers true briterne og Jacques Delors danskerne med at vi kommer om bag i køen, hvis de stemmer sig ud eller vi siger nej til Unionen. Dengang var vi en global landsby, nu truer naboen med sine meninger.
Og hvordan har ‘russerne’, der bliver trukket før Hitler kortet i disse år, påvirket valget direkte uden at det var til at se? Det er som at lave en undersøgelse af, om striber på tværs eller på langs af tøjet ser mere slankende ud… hvis ikke man kan se det med det blotte øje, har det ingen betydning, som David Mitchell forklarede på quizshowet QI. Den samme logik gælder for, hvad vi selv kan se, som hvad vi selv kan bestemme er et godt eller et dårligt argument. Det er demokratiets, eller, som vi kalder det herhjemme, folkestyrets fundament. Vi er et folk, der har en stat, som gamle Reagan yndede at sige, vi er ikke et stats-koreograferet folk. Men Stage var ikke færdig
Jamen jeg har hørt det der argument med at moderationen ikke fungerede. Og det har der ganske givet ikke gjort i nogle situationer, men at sige at fordi noget ikke fungerer at man så skal kapitulere, synes jeg jo er en helt gak logik
Personligt har jeg aldrig hørt det argumenteret, at censuren, som hun kalder moderation, ikke fungerede. Jeg har derimod hørt argumentet om at censur ikke fungerer hvis man vil have et frit og demokratisk samfund. Pointen er at vi alle sidder inde med vores forestilling om, hvad der er op og ned, og hvis vi fik magten til at afgøre det på samfundets vegne ville vi blot blive despoter. For de fleste af os af et godt hjerte, men despoter ikke desto mindre.
Billedet herover forestiller “...en gruppe faktatjekkere [der] fortæller Galileo om solsystemet”, skrev Steffen W Frølund på X “Hans blasfemiske hadtale må stoppes ved lov, og hans ord censureres. (Rom, 1633)”. I samme ånd supplerede X-profilen Niklas med et billede af “...en gruppe faktatjekkere og samlet lægestand [der] fortæller Ignaz Semmelweis om ligegyldigheden omkring håndhygiejne på hospitalerne”.
Hele ideen med ytringsfriheden hviler i erkendelsen af, at sandheden ikke kan monopoliseres. Anderledes opløftende er det derfor at lytte til USAs nyvalgte præsident Donald Trump, som på WEFs årsmøde , eller “Satans Sammenhold”, som Klaus Schwab kaldte det, i Davos erklære at staten “ikke længere skal definere vores borgers ytringer for, hvad der er desinformation og hvad der er misinformation”. For de to ord, argumenterede den frie verdens leder, “er censorernes favoritord, de der ønsker at stoppe den frie udveksling af ideer og, ret beset, fremskridt”. Det er det eneste demokrati man kan have!
Stage udtrykker ubehjælpsomt vores magthaveres svar på deres stadigt mere afmægtige svar, på en udvikling, som er ved at glide hele EU af hænde. I stedet for at løse reelle problemer, forsøger man at kvæle kritik. Således kunne man høre Spaniens premierminister Pedro Sanchez på WEF mødet plædere for, at det skal være umuligt at optræde anonymt på nettet. Men anonymitet er en del af ytringsfriheden, ideen følger med helt ind i stemmeboksen.
I den amerikanske forfatnings 1. tilføjelse er garantien af “Freedom of the press” således ikke pressens særlige frihed, men folkets ret til at udtrykke deres mening, forklarede Larry O’Conner for et par måneder siden på Hillsdale College. Thomas Paine skrev ikke det indflydelsesrige og revolutionære pamflet “Common Sense”, der lagde grunden for den amerikanske revolution i 1776, som en etableret journalist for en etableret avis - han skrev det end ikke i sit eget navn! Han var, argumenterer Larry O’Connor, at betragte som en anonym blogger. Som vi alle er præster for Vorherre, som gamle Grundtvig yndede at sige, er vi også, ifølge den amerikanske forfatning, presse for folket. “Jeg elsker Twitter” erklærede Trump for en del år siden, før Twitter lukkede hans konto af hensyn til demokratiet - “Det er ligesom at have sin egen avis, bare uden underskuddet!”
I DRs koreograferede debat, appellerede Stage til koreografens sympati, ved at minde om, at “gængse medier, som det [Clement Kjærsgaard] arbejder for, bliver mindre og mindre relevant”, hvorfor hun mente at de sociale platforme, der altså er amerikanske, skal påtage sig en redaktionel rolle i vores demokratiske debat. De sociale medier er således ikke at regne for telefoncentraler, som vi bruger til at tale med hinanden, men som gammeldags mediehuse, der afgør hvad der skal være vigtigt i den offentlige debat og hvorfor - med Stages regulerende indflydelse. Og således trækker jeg en af mine foretrukne kæpheste frem fra stalden, for at vise, hvorledes Stages verden af Facebook moderatorer tog sig ud.
Da Facebooks moderatorer censurerede, som Moderaternes Stage gerne så genetableret, blev en af de største og vigtigste nyhedshistorier begravet, hvilket fik direkte og afgørende indflydelse på det amerikanske valg. Ligesom de etablerede mediehuse, efter daværende præsident Joe Bidens debat med kandidaten Trump, erkendte, hvad vi på de sociale medier har vidst i fem år, at Bidens hjerne havde fået en afgørende defekt, er erkendelsen af hans og hans families grasserende korruption langsom ved at dæmre. Det kommer sig at Biden få minutter før hans præsidentperiode udløb, og mens Trump holdt sin indtrædelsestale, benådede det meste af sin familie for alle ikke voldelige forbrydelser de måtte have begået de seneste ti år. Da Biden blev blev spurgt om han ikke ville benåde sig selv i samme omgang, svarede han, “Hvorfor skulle jeg det? Jeg har ikke gjort noget ulovligt!”
Det er selvfølgelig historien om hans søn Hunter Bidens computer, der blev bekræftet. Den computer som Hunter, der blev benådet for nogle måneder siden (i stedet for den mere oplagte ‘straffrihed’, da han nu, som resten af den korrupte præsident-familie, ikke kan værge sig fra at vidne under ed) afleverede hos en reparatør og aldrig hentede igen. Computeren dokumenterede korruptionen, der siden blev bekræftet af familiens partnere med navne så litterære som Devon Archer og Tony Bobulinsky. Siden har et udvalg i Kongressen fremvist, at den benådede familie ejede et netværk af skuffeselskaber, hvorigennem der fløj millioner af dollars ud til de enkeltes konti fra steder, hvor Joe Biden havde politisk indflydelse. Mest opsigtsvækkende med Hunters bestyrelsespost i det ukrainske energiselskab Burisma, det Ukraine hvor der (end)nu - og ikke helt urelateret - er en voldsom krig i gang.
Den amerikanske efterretningstjeneste foretrak i 2020 at skifte den folkelige præsident Trump ud med den hjerne-svækkede Joe Biden. “Det skal være Joe Biden!” som tidligere FBI direktør James Comey sagde, og de ville give ham noget at stå imod med i debatten mod Trump, som daværende CIA direktør vidnede om foran Kongressen. Så da New York Post fremkom med historien om indholdet på Hunters computer, ‘for ikke at blive mindre og mindre relevant’, havde efterretningsvæsenet allerede præpareret de sociale medier, herunder Facebook, for at dæmpe historiens udbredelse. Morrell og 50 af hans kollegaer forfattede et åbent brev, der erklærede, at det lignede ‘russisk desinformation’. New York Post fik prompte lukket deres konti på de sociale medier og historien blev gjort næsten umulig at dele, helt ind på Messenger.
Det var den foreløbige kulmination på et langt offentligt/privat samarbejde, hvor de sociale medier censurerede på statens vegne i efterretningsvæsenets billede. Stage tager altså fejl, når hun erklærer “at fordi noget ikke fungerer at man så skal kapitulere, synes jeg jo er en helt gak logik”. Censur er i sit væsen ondsindet, fordi den giver tyrannisk magt. Det blev forklaret allerede i Oplysningstiden.
Facebooks nye politik har ført til en heftig debat om grundlæggeren og ejeren Mark Zuckerberg blot svinger med den politiske vind. Facebook censurerede indtil for ganske nylig ikke blot lystigt konservative, klimaskeptikere, Trump støtter og selv navnet Tommy Robinson. Zuckerberg sponserede endda valgsteder parallelt med de lovformelige ved valget i 2020, i netop de svingstater, hvor Biden overraskende fik enormt mange stemmer. Zuckerberg påstod for nylig over for Kongressen at han “didn’t realize $400 million he spent on “getting out the vote” in the 2020 election benefited one party over the other.” som New York Post kunne fortælle - den avis, der blev censureret af bl.a Facebook, for at fortælle om Joe Bidens korruption, som hans søns computer havde overvældende beviser på.
Selvom folk som Tim Pool udtrykte forbitrelse, så kræver det meget mod ikke at svigte sine idealer og det havde Mark Zuckerberg, som de fleste mennesker, ikke nok af, siger Mike Benz besindigt. Det havde Musk, derimod så nu er det trygt for den velmenende Zuckerberg at følge trop for ytringsfriheden. Benz minder om at Zucker i 2019 beklagede sig over for meget censur på nettet og ville have fjernet had-tale begrænsningerne. Men organisationen #ChangeTheTerms lancerede en kampagne, der på få uger kostede Facebook 60 mia. dollars og under udsigten til at blive ruineret, gav Zuckerberg dem, hvad de forlangte, hvilket var at udlicitere censureren til dem og lignende grupper.
Det samme, siger Benz, så man i 2021, hvor Zuckerberg mente at man skulle kunne diskutere alle aspekter i pandemien, oprindelse, vacciner, osv, men blev presset af sin ‘Global Policy’ direktør, den tidligere vicestatsminister Nick Clegg (der skrev bogen “How To Stop Brexit” EFTER Brexit(!)) til at censurere på vegne af Bidens regering. Tidens globale udfordringer udgjorde et større hensyn, for det gør det altid. Zuckerberg kunne end ikke fortælle, at det var Bidens regering, der pressede den private aktør.
“I don’t think that the pushing for social media companies to censor stuff was legal.” fortalte han Joe Rogan og lagde vægte på at ytringsfriheden var et amerikansk stykke etos, der garanterede den enkeltes frihed, som private firmaer ikke var underlagt. Men det er regeringen, hvorfor denne proxy censur er ulovlig. “Having people in the administration calling up the guys on our team and yelling at them and cursing and threatening repercussions if we don’t take down things that are true is like, it’s pretty bad.”
Stage har dog ret i at vi skal vågne op af Tornerosesøvnen. I Digitaliseringsministeriet arbejder man med “såkaldte signaturprojekter, som havde til formål at afprøve kunstig intelligens i den offentlige sektor. ” Det kaldes en ‘taskforce’ og sådan en “skal bidrage til at frigøre arbejdskraft, reducere administration og øge kvaliteten i den offentlige sektor til gavn for borgere og virksomheder”. Men for at kunne komme på nettet har man også en ‘bredbåndspulje’, der “bidrager til, at der er adgang til hurtigt bredbånd i hele landet” med “projekter på Avernakø, Drejø og Langeland”. Det lyder sympatisk at staten er der for at hjælpe, men alternativt kan folk selv blot tage i Elgiganten og købe et Starlink sæt. Med den teknologiske udvikling kunne man således tro at Musk allerede havde udført lidt DOGE arbejde for den danske skatteyder, men sådan går det næppe da Starlink har den fordel at det er “Muligt at undgå lokal censur, da Starlink internet kører uden om nationale internetknudepunkter.”
Selv om det er vigtigt at alle danskere således har adgang til et hurtigt internet; "Så syntes jeg, at det er den forkerte vej at gå, at vi siger nu giver vi los”. som Stage sagde til Qvortrup & Co “Nu lader vi alle borgere have deres frie bestemmelsesret, til at skrive hvad de vil de sociale-medier". Men hvad skal de så bruge dette pinedød nødvendige internet til, kunne man spørge. Selvom man ikke gjorde det svarede Stage alligevel med en af de mest foruroligende TikTok videoer nogensinde produceret
»Tillykke! Du har nu gennemført Instagram. Du har set alt, hvad der er at se. Scrollet dig gennem samtlige kattevideoer. Set alle sider. Nu skal du lukke telefonen. Lav noget sjovt. Se din familie eller venner. Læs en bog. Gå en tur.«
https://x.com/i/status/
Imens ovre i Amerika har præsident Trump annonceret det næste Manhattan Projekt, Projekt Stargate, der er en serie massive datacentre, som skal sikre USA førertrøjen i udviklingen af kunstig intelligens. Sammen med robotter er det ikke blot fremtiden, men fremtidens økonomi. Og det kræver energi flere gange end det nuværende forbrug. Ikke noget for vores vindmøller, hvis ustabilitet truede julestegen. “Der er ikke et grønt energi-kapløb” sagde Trumps nye energiminister, “der er et energi-kapløb!”. Derfor ser USA, som også Kina og Rusland, sultent på Grønland, hvor der forventes at gemme sig enorme olieforekomster, som også uran og lithium.
Fordi vores politikere ikke vil debattere på en åben markedsplads men helle gemme sig i de statsbetalte medier, hvor man reproducerer gårsdagens imaginære problemer har vi satset på grøn omstilling, fordi det fik os til at føle os gode og indvandring fra muslimske lande, fordi vi ikke kunne sige hvad der var indlysende. 96% af danskerne kan ikke lide Trump fordi de etablerede medier fortæller dem, at hans indlysende sandheder er onde. Så da Trump under NATO topmødet fortalte Mette Frederiksen om de faktiske forhold i ishavet, og krævede at vi derfor investerede i radaranlæg og droner, der kunne overvåge Grønlands kystlinje, hvor kinesiske og russiske skibe har stadig mere trafik, satsede den danske regering ikke på at reagere i virkeligheden, men på at den slemme mand ikke blev genvalgt, så alt kunne blive som før. Deri har Stage også ret, et ord betyder noget!
EU har, med Storbritanniens farvel, grundlæggende ingen AI industri og ingen robot-industri. Vi satser på at regulere det eksisterende og ikke innovere, hvilket betyder at der stort set ikke er en eneste europæisk tech-virksomhed af betydning. Det betyder et ‘brain drain’, så mens USAs store virksomheder hedder Apple, Microsoft og META, hedder vores stadig Nestle, L’oreal og Phillips, som tog sig mere imponerende ud, da det stadig hed Kul- og Stål Unionen. Herhjemme har formynderiske politikere sat os til at sortere vores affald, inden det bliver kørt til forbrændingen, noget som robotter med kunstig intelligens snart kan tage sig af. Det ville “frigøre arbejdskraft, reducere administration og øge kvaliteten” af vores hverdag. I stedet vil digitaliseringsministeren hellere være Big Freak Sister.
Vi vil ikke låses fast i censurens mørke og tænder et lys for at Elon Musk kan sikre vores ret til at sige, hvad der Dirch Passer os.
