"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Der er grænser for, hvor meget woke vi vil finde os i

9. december 2021 - Artikel - af Aia Fog

Selvom woke-bevægelsens talsmænd M/K er særdeles magfulde og er der ved at komme sprækker i dæmningen. Det er sagen om de amerikanske virksomheder Best Buy og Levi´s et godt eksempel på.

”Vi lever i en klovne-verden!” udbrød min gode veninde forleden, da vi igen-igen harcelerede over det tiltagende menings-diktatur som woke bevægelsen har haft alt for stort held til at tvinge ned over hovederne på ordentlige mennesker. Det ultimative fornufts-kollaps var, da regnbueflaget vajede side om side med Dannebrog over offentlige bygninger – herunder Københavns Rådhus og Christiansborg, men frygten er, at det køns- og racekonstruktivistiske cirkus ingen ende vil tage, og at vi stadig har det værste til gode.

Og dog: der er tegn på, at det store, tavse flertal nu endelig er begyndt at give lyd fra sig og reagere på absurditeterne. Ikke så meget herhjemme, men i USA som vi jo ofte skal se imod, når vi vil vide, hvilken vej vinden vender og hvad vi har i vente. Således er tøjgiganten Levi´s og elektronikgiganten Best Buy pludselig havnet i både shitstorm og forbrugerboykot, da virksomhederne for nylig overskred den usynlige grænse for den ”almindelige” amerikaners retsfølelse.

Det skete efter domfældelsen i sagen mod den nu 18-årige Kyle Rittenhouse, der blev pure frifundet for at have skudt og dræbt to og såret en tredje i forbindelse med optøjerne i Kenosha sidste sommer. En fuldstændig korrekt dom baseret på adskillige vidneudsagn og overvældende video- og fotobeviser.

Men ikke for de venstreekstreme og woke-segmentet, der forsøgte at lyve sagen til et racespørgsmål og Rittenhouse til et højreekstremt militsmedlem og bærer af hvidt overherredømme, og hvis gennemslagskraft i de amerikanske mainstreammedier er så massiv, at man kan forledes til at tro, at de er et udtryk for folkestemningen. Således også for Levi´s og Best Buy, der for længst er hoppet på woke-vognen og har ansat ”inklusions- og diversitetskonsulenter”, der skal slå hårdt ned på alt i virksomhederne, der ikke passer ind i woke-bevægelsens stadigt snævrere og mere totalitære rammer.

Disse inklusions- og diversitetskonsulenter reagerede prompte på frifindelsen af Kyle Rittenhouse og udsendte en slags opråb med besked til alle medarbejdere i virksomhederne om, at de havde mulighed for at få akut psykologbistand og samtaleterapi, hvis de var brudt sammen over den frygtelige og racediskriminerende dom.

Best Buys chefkonsulent udi inklusion og diversitet, Mark Irvin, skrev bl.a. til de ansatte, at Rittenhouse-dommen var ”endnu et svært øjeblik for nationen” som kan virke ”voldsomt udfordrende og dybt sårende”, og han fortsatte: ”Jeg ved, at begivenheder som disse kan udgøre et voldsomt pres på vores mentale sundhed og velbefindende. Vær forsikret om, at Best Buy er klar til at hjælpe. Vi opfordrer dig til at benytte vores sundhedstilbud, der også omfatter psykologbistand til alle i husstanden.”

Levi´s modstykke til Mark Irvin, Elizabeth Morrison, tilbød de ansatte 24/7- psykologbistand til dem, der var ramt af ”…smerter og traumer forvoldt af race-, identitets- og trosbaserede tragedier”, og hun tilføjede: ”for at sikre tryghed, fortrolighed og for at fremskynde helingsprocessen, vil jeg i starten af december være vært for en snak foran pejsen med spørgsmål og svar til dr. Jamila Codrington, som er klinisk psykolog og specialist i racetraumer. Dr. J og jeg vil i løbet af samtalen drøfte de mentale og psykologiske følgevirkninger af kæden af sociale og racemæssige retshandlinger og give værktøjer til at håndtere traumer i den forbindelse.”

Det blev åbenbart for meget. Ikke bare for de medarbejdere hos Best Buy og Levi´s, der lækkede de interne memoer til den undrende offentlighed – men så sandelig også for kunderne, der har sendt de to virksomheder ud i en gigantisk shitstorm på de sociale medier og svoret, at de aldrig mere vil købe virksomhedernes varer.

Det mest interessante ved historien er ikke, at Levi´s og Best Buy i den grad har forregnet sig og i deres bestræbelser på at følge med tidsånden og gøre alt det rigtige, i stedt gør folk rasende. Det er heller ikke, det groteske i at tilbyde medarbejderne krisehjælp på grund af en dom (selvom det i sig selv er et signal om fatalt svigtende tiltro til andre menneskers stamina og livsduelighed). Det mest interessante er den umiddelbare og massive reaktion på Levi´s og Best Buys´ grundformodning om, at deres omverden var enige i, at Rittenhouse-dommen var helt forkert, racistisk og ekskluderende.

Jeg ser reaktionerne mod Levi´s og Best Buy som et lille, men meget vigtigt signal om, at den amerikanske folkesjæl og de grundværdier, der har forenet 50 forskellige delstater og gjort landet til verdens mægtigste, stadig er – om ikke intakt, så dog alive and kicking. Der er gudskelov grænser for galskaben, og det giver håb om, at den klovne-tid vi lever i lige så stille vil dø ud, og denne verdens magtfulde klovne vil miste deres indflydelse. Også herhjemme.

 

Artiklen har været bragt i Den Korte Avis

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg