”Hvad er forskellen på Sverige og Danmark? I Danmark har vi en fri debat. Men hvorfor Rustad, er det så skidt i Norge? Norge har ikke tilnærmet sig moderlandets debatkultur. Hvorfor ikke?”
Det var Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard, der gerne ville have Hans Rustads bud på, hvorfor debat opfattes så forskelligt i to lande, der på så mange andre punkter er så ens.
Hans Rustads svar var, at der er stor forskel på folk og eliten. I nærsamfundet kender folk hinanden, og de er ret ens. Men eliten svæver over vandene.
”Vi gik i chok i Norge den 22. juli, og sådan som jeg har opfattet det, så synes jeg, at jo mere folk er i chok, jo galere bliver de i hovedet”, lød det fra Hans Rustad.
Glæden ved at hade
Fra tilhørerne kom der mange betragtninger. Blandt andet den, at de ægte 68’ere hadede de borgerlige med alt, der kunne trækkes. De borgerlige og kapitalen var de onde, og de gode følte sig bedre af at hade det onde.
”Man skal ikke undervurdere effekten af had. Det er dejligt at hade, og hvis man hader i takt, føles det endnu bedre”, svarede Sørine Gotfredsen og slog endnu et slag for, at man måtte acceptere, at mennesket også rummer det onde, og at det ikke bare sådan lige går væk.
Hans Rustad fulgte op på den tangent og mindede om, at intet eksisterer isoleret. Hvis venstre-eliten stormer frem, baner den vej for højreekstremismen.
”I sorgtiden har jeg ikke en eneste gang hørt nogen tale om Gud. Men jeg har hørt Kringsatt av fiender, der blev skrevet af den Moskva-tro kommunist Nordahl Grieg. Der snakkes nu om, at den skal optages i den norske salmebog og måske endda gøres til vores nationalmelodi”, sagde Hans Rustad.
Videre gik snakken om kollektivt had, dæmonisering, debatkultur og ikke mindst at livet også rummer meget at glæde sig over midt i en tid, hvor det ikke skorter på bekymringer.
Norges statsminister Stoltenberg har scoret ikke så få point på sin værdige optræden i forbindelse med tragedien. Flere ville gerne høre mere om ministeren, der optrådte som statsmand.
Hans Rustad havde en anden vinkel på den sag. Nemlig at han holdt op med at være minister og blev præst, der græd med de efterladte og stod i spidsen for den kollektive sorg.
