Herman F. Christiansen interviewede den amerikanske kommentator og forfatter, da han gæstede København. Læs interviewet her.
Ifølge Mark Steyn har vestlig civilisation mere eller mindre opgivet kampen om at bevare ytringsfriheden for de kommende generationer. Det skyldes en manglende vilje til at kritisere særligt islam. Dermed har Vesten valgt at begå kulturelt selvmord.
Ifølge ham vil det betyde enden på de liberale og demokratiske værdier, Europa traditionelt har stået for. Uden dette centrale kritiske synspunkt på religion eller multikulturalisme vil Vesten ikke længere kunne være verdens frihedsbastion, siger Mark Steyn til mig.
Vi mødes til et interview inde på Christiansborg d. 26. september 2015 efter en konference som Trykkefrihedsselskabet står for i anledning af, at der er gået 10 år siden Muhammedtegningerne blev trykt i Jyllands-Posten tilbage i 2005.
Muhammedtegningerne udløste dengang store protester og demonstrationer blandt muslimer over hele verden, hvor adskillige kirker og ambassader blev angrebet, og som resulterede i mange omkomne.
Det store mediesvigt
Vi sætter os godt til rette i et af Christiansborgs flotte mødelokaler med malerier af giverne af den reviderede Grundlov i 1915.
Ude på gangen, lige uden for vores rum, er der ironisk nok en fremvisning af Danmarks første demokratiske grundlov af 1849, hvor censuren blev afskaffet, og som dermed blev grundlaget for, at religionskritik blev indført for første gang i landets historie.
Jeg spørger Mark Steyn om, hvorvidt muligheden for at kritisere religion er mere truet nu end før Muhammedkrisen? Hans svar er pessimistisk.
”Jeg tror, vi er mere truet nu end før Muhammedkrisen. Der skete det stikmodsatte efter krisen end det, der burde være sket. De store aviser som f.eks. ”The Times” eller ”The Guardian” burde have genoptrykt tegningerne, men gjorde det ikke. Dermed udviste de ikke solidaritet med Jyllands-Posten, da det virkelig gjaldt. Det samme skete med Charlie Hebdo i Paris. At sige ”Je suis Charlie” eller holde en pen op i luften krævede intet reelt mod. At være villig til at vise tegningerne var det nødvendige at gøre. Forståeligt nok var der ikke mange, der havde modet til at gøre dette”.
”De store internationale aviser svigtede dermed. De skjulte deres frygt ved at hævde, at de tog kulturelt hensyn til andre religioner. Men vi forsvarer kun ytringsfriheden ved at etablere det størst mulige offentlige rum for debat og satire”.
Ja, men har vi ikke de store institutioner som f.eks. EU eller FN, der beskytter vores rettigheder for at kunne kritisere religion?
”Disse institutioner forsvarer ikke vores ret til at kunne kritikere religion, når det virkelig gælder. Hverken EU eller FN har en fuldstændig fri tilgang til religionskritik. Deres tilgang er tværtimod reguleret med ting man må og ikke må sige. FN har nemlig diskuteret indførelsen af strafbare blasfemiparagraffer, hvorefter det vil blive forbudt at fornærme en persons religion. Vi ved alle, hvilken specifik religion, vi her taler om”.
Bag lukkede mødedøre
Hvordan kan man skelne mellem hate speech og reel religionskritik og kan man overhovedet finde sådan en distinktion?
”Det tror jeg ikke, man kan. Vi bliver nødt til at forstå, at hele det multikulturelle projekt faktisk er med til at fjerne betydningen af enkelte ord, nogle ord bliver endda forbudt at bruge. Man bliver stemplet som racist eller nazist, hvis man vælger at forholde sig kritisk til islam eller indvandring. Det er jo absurd, at det skal skyldes racisme eller nazisme at ville forholde sig kritisk til de ting. Ayaan Hirsi Ali er jo en mørk feminist fra Somalia, der kritiserer de samme ting i islam, som jeg ville blive stemplet som racist for.
På den måde er det sikreste ikke at nævne nogen form for islamisering, og derfor er der mange politikere, som ikke gør det. Politikere kan jo snakke om det bag lukkede døre i mødelokaler som f.eks. det, vi nu sidder i, hvor der kun er billederne af disse gamle statsministre, der kan høre os. Men politikere har endnu ikke fundet en måde, hvorpå man risikofrit kan tale kritisk om islam til den generelle befolkning”.
Så du ser ikke optimistisk på Europas fremtid? Du tror ikke, at Danmark eller Vesten generelt vil kunne fortsætte med at være det samme frie samfund det nu er, hvis vi får en stor muslimsk udskiftning i befolkningsdemografien?
”Nej, det tror jeg ikke. For Danmark uden danskere vil ikke være det samme land. Et Danmark uden danskere ville jo i øvrigt bare være ejendom. Hvis en nation er en akkumulation af fortidens folkelige, historiske arv bliver fremtiden ikke den samme på grund af europæernes nuværende handlinger. Geert Wilders blev stillet for retten, fordi han forholdt sig kritisk til islam.
I et fremtidigt islamisk Holland vil disse retssager sandsynligvis med tiden blive erstattet med rigtige blasfemisager. Ismer som f.eks. racisme, sexisme eller betegnelser som ”islamofobi” fjerner faktisk muligheden for at føre politik, fordi de forhindrer, at man kan forholde sig til hvordan samfundsforhold i virkeligheden er. At redde de europæiske nationalstater vil vise sig som en enorm udfordring i fremtiden. Her vil nogle overleve og andre ikke”.
For at kunne skelne mellem paranoia og virkelighed er det nødvendigt at kunne pege på nogle faktuelle kendsgerninger, der peger i retning af denne udvikling. Hvilket bevis bygger du dine konklusioner på, at vi faktisk går i den retning, du siger vi går?
”Jeg tror, at vi, hvis vi ikke giver den nødvendige kritik, vil se særligt islam komme med flere krav om etablering af islams egne statsinstitutioner styret ud fra islams egen religiøse lovgivning. Her vil mange moderate muslimer også tabe, eftersom mange muslimer også ønsker en reform af islam.
Hvis det ikke sker, vil vi gradvis se flere krav blive stillet om implementering af islamiske normer, hvor f.eks. piger og drenge holdes adskilt i svømmehalen, sammen med flere krav om, hvad man kan og ikke kan spise og endda sige. Denne udvikling er allerede godt i gang flere steder i Europa.
Dette sker, mens disse religiøse, totalitære kræfter påtager sig offerrollen. Der er selvfølgelig mulighed for at undgå denne udvikling. Men det kræver, at vi står fast på vores frihedsidealer og kræver, at alle religioner skal stilles lige, når det gælder kritik. At ingen religion får særbehandling”.
Herman Christiansen er kandidatstuderende i historie og filosofi ved Københavns Universitet og freelance-skribent på Kristeligt Dagblad.
