”Ved forhør arbejder i med socialismens fjender. Det må I aldrig glemme !” – siger Stasiofficeren Wiesler i filmen ”das Leben der Anderen”. Nu vækker i Tyskland et autoritært politiforhør af en uskyldig skolepige og hendes skoleleders angivelse af hende for politisk tankeforbrydelse mindelser om DDR-tiden.
En grotesk historie vidner om demokratisk krise og undertrykkelse af ytringsfriheden i Tyskland for tiden: I en skole i Mecklenburg-Vorpommern blev en 16-årig pige den 27.02 af tre politibetjente pludselig taget ud af sin klasse foran klassekammeraterne og ført bort til en såkaldt ”opklarende samtale af præventiv karakter”. Pigen havde ingen forbrydelse begået. Der forelå heller ingen mistanke om en forbrydelse. Alligevel var pigen - af hendes egen skoleleder - blevet anmeldt til politiet, fordi hun på det sociale medie TikTok, havde ytret den Tankeforbrydelse, at Tyskland var hendes hjem og ikke kun et sted på kortet. Desuden havde pigen forværret forseelsen ved at sammenligne Tyskland med smølferne, fordi de små nissevæsener er blå, som partiet AfDs logo, og hun havde lagt et humoristisk billede af smølfer i Tyskland op. Dette var altså grund nok, til at skolelederen i byen Ribnitz-Damgarten; Jan-Dirk Zimmerman, samlede telefonen op, ringede til politiet og angav sin egen skoleelev for såkaldt -”forfatningsfjendtlig virksomhed”.
Skoleleder Zimmerman fik senere opbakning til sin angivervirksomhed mod den 16-årige skoleelev af Mecklenburg-Vorpommerns undervisningsminister; Simone Oldenburg fra partiet die Linke, som udtaler: ”Skolelederen har handlet absolut rigtigt”. Mens delstatens indenrigsminister; Christian Pegel, også forsvarer politiets anti-demokratiske aktion med begrundelsen, at det jo nok ikke var så slemt for pigen, fordi hun jo ikke en gang var blevet ført bort i håndhjern. Dermed understreger Mecklenburg-Vorpommerns venstreradikale regering også ønsket om, at ordensmagten også i fremtiden på denne autoritære og udemokratiske måde skal gribe ind overfor system-og regeringskritiske unge.
Ingen statsbetalte medier i Danmark har naturligvis dækket sagen, men i Tyskland vækker den trods alt en del furore. Den tidligere leder af Stasi-museet i Berlin-Hohenschönhausen, historikeren Hubertus Knabe, udtaler, at sagen minder ham om DDR-tiden og advarer mod en statsstøttet tendens til angiveri af medborgere for politiske synspunkter, som han mener truer demokratiet og ytringsfriheden.
Sagen vidner om en betændt og udemokratisk politisk kultur og om kæmpe krise for ytringsfriheden i Tyskland for tiden. En autoritær tilstand, som det må være demokratisk pligt at advare imod herhjemme.