I Sverige er der plads til alle. Eller næsten alle. En af de få, der ikke fandt nåde, er pakistaneren Khalid Saeed, der netop har fået afslag på asyl.
Man skulle ellers synes, at Khalid er kvalificeret til en plads i folkehjemmets trygge favn. Ifølge eget udsagn er han og hans familie truet på livet i hjemlandet.
Det er en påstand, der virker troværdig, når Khalid samtidig fortæller, at han er frafalden muslim. Han har ikke alene lagt afstand til sin tro, han har gjort det offentligt på sin blog.
Det burde få alle lamper til at lyse.
I Pakistan blev han opsøgt af Allahs rettroende. De mishandlede ham og truede ham på livet. Derefter gik han under jorden, og kom ad omveje til Sverige. Her har han opholdt sig i de to år, sagsbehandlingen har stået på.
Nu er dommen så faldet, og Khalid skal forlade landet.
Men hvorfor har de svenske myndigheder ikke fundet ham værdig?
Det er et godt spørgsmål. Og måske har den svenske kunstner, Lars Vilks, ret, når han ironisk skriver:
”Han (Khalid, red) burde have vidst, at en muslim, som forlader islam ikke passer ind i det svenske folkehjem”.
Vilks noterer også, at ingen af de medier, der normalt står på spring for at forhindre udvisning af muslimske asylanter, har interesseret sig for denne sag.
Et troværdighedsproblem
Måske har Vilks ret. Måske passer frafaldne muslimer, jøder og andre der er truet af fanatiske muslimer bare ikke ind i dagens Sverige?
Man kunne få den tanke, at bemeldte grupper skaffer meningseliten et troværdighedsproblem på halsen.
For er det ikke sådan, at en erkendelse af Khalids asylbehov - samtidig vil være en erkendelse af, at islam er en ekstremt intolerant religion?
Kunne man forestille sig, at man i det politisk korrekte Sverige, hvor troen på islam som Fredens Religion lever i bedste velgående, vil have det svært med en sådan erkendelse?
Og kunne man forestille sig, at man frem for at se virkeligheden i øjnene vil vælge den lette løsning – og vende ryggen til forfulgte som Khalid?
Kender man en smule til Sveriges politiske tradition, vil man vide, at de lette og opportunistiske løsninger ligger lige for.
Her sætter man sig sjældent op imod dem, der truer med vold. Her vælger man den mest opportune – nogle vil sige feje – løsning, hvorefter man konstruerer en argumentation, der forklarer, hvorfor dette eller hint var det eneste rigtige at gøre.
Gad vide hvordan forklaringen vil lyde, hvis det går Khalid, som det er gået tusindvis af andre ”dårlige muslimer”. Hvis han lynches eller dømmes til døden ved en sharia-ret?
Vil man sige, at han var en provokatør, der i ord og handling opildnede til had, og som derfor lå, som han selv havde redt?
Støtteside med detaljeret gennemgang af sagen: http://eticha.com/wearekhalid/
