Det største offer i den livsvigtige debat om multikulturalismen og islam i Vesten er tabet af den sunde fornuft. Og når fornuften forsvinder, så vil ufornuften råde. Så enkelt er det.
Det er ulideligt at være vidne til. Men ikke desto mindre er det et sørgeligt faktum:
Det at tænke sig om er blevet en sælsom undtagelse blandt et flertal af intellektuelle og andre såkaldte meningsdannere i de Gode Menneskers lejr. Dem fra den såkaldt værdipolitiske venstrefløj.
I ved, dem der sidder i deres ophøjede elfenbenstårne med en årgangsvin i hånden og med den ene mundvig hånligt griner af de stakler, der ser X Faktor og læser Dan Brown, mens de med den anden mundvig bilder omverdenen og sig selv ind, at de forstår Finnegans Wake.
I ved, dem der ikke har nogen berøring med det virkelige liv, dem som færdes hjemmevant på deres svenske ødegårde eller i deres villaer i Spanien og som aldrig kunne drømme om at sætte deres sandalbeklædte fødder i Vollsmose eller Mjølnerparken.
Spinatfuglenes verden
Disse meningsdannere kaldes her i Danmark ofte for ’kulturradikale’, hvilket er en blodig fornærmelse af folk som Georg Brandes og Poul Henningsen, der besad både intellektuel gennemslagskraft og evnen til at tænke selvstændigt.
Selv kalder jeg disse selvbestaltede og opstyltede arvtagere for ’spinatfuglene’. Og det er naturligvis ikke ment positivt.
For ansvaret for den mislykkede danske diskurs om indvandring og multikulturalisme, hvor det meste af hvad der bliver sagt og skrevet er reduceret til banal og dybt forudsigelig mudderkastning, kan næsten totalt placeres i deres fine fuglebure.
Den sunde fornuft i den danske diskurs om indvandringen og multikulturalismen er sendt på permanent ferie. Den vender formentlig ikke tilbage. Og det er Spinatfuglene, der har udskrevet feriebilleten.
Tag ikke fejl af dem. Spinatfuglene. De har ordet i deres magt. Men ordene er tomme. Det er syntaks uden semantik. Ordene opstår og konciperes nemlig i et skinhelligt vacuum, hvor enhver selvstændig tanke er suspenderet og meningsmageriet sat på ideosynkratisk autopilot.
Budbringerens angivelige tilhørsforhold er vigtigere end hans budskab. Spinatfuglene lytter ikke, de kigger. På afsenderens navn.
Når han derefter er placeret i deres tankeløse bås, så ignorerer de konsekvent ethvert sagligt argument, ethvert empirisk vidnesbyrd, der ikke passer ind i deres forankrede og urokkelige verdenssyn, for til sidst at destruere budbringeren i en personfikseret motivanalyse.
Sokrates roterer i sin grav.
Spinatfuglenes tankeløse verden er opdelt i et ’os’ og et ’dem’, i et ’vi’ og et ’I’. Den ægte humanisme er taget som gidsel og i stedet afløst af et ubegavet og forenklet todelt univers bestående af det altruistiske Gode Menneske (os) og det egoistiske Onde Menneske (dem).
Det er jo ikke så indviklet det hele, når Lars Hedegaard, Mogens Camre, Karen Jespersen, Morten Messerscmidt, Søren Krarup, Jesper Langballe og mange flere bekymrede danskere med en hånlig håndevending kan affærdiges med prædikater som ’xenofobisk paranoide’, eller ligefrem som ’racister’.
Og systemet bakker Spinatfuglene op i form af en vanvittig racismeparagraf. Så de har jo ret. Spinatfuglene. Det siger systemet. Det siger domstolene.
Spinatfuglene har magt. Usynlig magt. Hvis ikke, så kunne vi jo bare ignorere dem. Så var der ingen grund til at skrive denne klumme. Men det er dem, der lige siden 1968 har sat den politisk korrekte dagsorden.
Dem som igennem et lille halvt århundrede har dikteret, hvad der er god og dårlig tone. Og dette diktat er blindt blevet fulgt af et lemmingeagtigt flertal af vores populistiske politikere og hos så at sige samtlige journalister fra de store medier.
En del af journaliststanden
Jeg ved, hvad jeg taler om. Jeg var selv en del af journaliststanden i 80’erne og 90’erne. Og jeg havde heller ikke det personlige mod og den nødvendige integritet til at bryde med denne journalistiske omvendte omerta.
Det er svært at isolere sig fra fællesskabet. Så hellere holde kæft og dukke hovedet. Det skulle jo nødigt være ubehageligt at gå på arbejde. Men der var nogle, der turde.
Blandt andet Søren Krarup og Davis Gress, som straks blev en del af det dårlige selskab, mens Rifbjerg, Carsten Jensen og Metz var indbegrebet af det gode selskab. Jeg - og mange andre - vågnede først op tirsdag d. 11.september 2001.
Jeg skammer mig i dag dybt over den systematiske og fuldstændig usaglige tilsvining som blev ”Mørkets Fyrste fra Seem” lod i den danske presse. Alene navnet siger alt: Mørkets Fyrste. Krarup fik en uværdig behandling. Ganske enkelt.
Uanset hvor uenig man måtte være med tidehvervspræsten, så satte Søren Krarup en nødvendig debat i gang. Men han skulle kvæles. Med vold og med magt. Med alle tænkelige midler.
Til helvede med, hvad han sagde. Til helvede med saglige modargumenter, der eventuelt kunne bringe balance i tingene og udløse en konstruktiv debat med deraf afledte forklarings- og løsningsmodeller.
Hvor var den saglige kritik henne? Ingen steder. I stedet blev præsten udsat for frådende personoverfald fra så at sige alle kanter.
Hjælpen kom fra den mest umage partner af alle. Nemlig fra Ekstra Bladet og dets fortrinlige chefredaktør, hædersmennesket Sven Ove Gade. Debat og uenighed, udveksling af synspunkter. Replik og duplik, det er da, skulle man tro, en del af et oplyst samfund.
Ja, måske, men kun så længe debatten befinder sig inden for de af Spinatfuglene definerede, restriktive rammer. Sprænger man disse rammer, så er man øjeblikkeligt stemplet.
En kedelig karl. En moralsk anløben personage. En del af det dårlige selskab. Det gælder mindst lige så meget i dag, som for tyve år siden. Spørg blot Lars Hedegaard. Eller Jesper Langballe.
Det er Spinatfuglene og deres villige lakajer på universiteterne, der har været med til at fryse et intellektuelt fyrtårn som Kai Sørlander ud i den akademiske kulde.
Det er dem, som lægger professor Bent Jensen for usagligt had. Det er dem, der docerende fortæller os, at vi ikke har noget andet moralsk valg end at acceptere en globaliseret verden, hvor menneskerettigheder, dikteret af 2. verdenskrigs vestlige sejrherrer, er universelle og at multikulturalisme ikke alene er af det Gode, men ligefrem er en moralsk nødvendighed, på trods af at en dokumenteret virkelighed viser os det modsatte.
At sige andet er rendyrket ondskab. Det er ikke så indviklet, mener Spinatfuglene med en argumentation, der hører til i en børnehave: vi er de Gode, I er de Onde. De mangler kun at række tunge for at fuldende deres intellektuelt uhæderlige måde at føre debat på.
Idéudveksling efterlyses
Men det ér indviklet. Og det er derfor, der er brug for en konstruktiv udveksling af ideer. Brug for at lytte til hinanden. Brug for en langt mere sokratisk tilgang til disse emner.
Der er argumenter på begge sider af denne skillelinje, der er værd at lytte til. For i Spinatfuglenes lejr findes der trods alt også besindige mennesker.
Men de besindige i den anden lejr kanøfles. De tør – stort set ikke – gå op imod ’fører-fuglene’. Resultatet er en polariseret, useriøs og meningsløs debat.
Det er eksempelvis decideret useriøst at betegne Lars Hedegaard som racist. Ja, det er ikke alene useriøst, men direkte ansvarsløst at betegne Karen Jespersen, Pia Kjærsgaard, Morten Messerschmidt, Jesper Langballe og Mogens Camre som racister.
Strategien bag disse grundløse prædikater er naturligvis oplagt. Det gælder om at få De Onde Mennesker sat uden for indflydelse. Og kun få ting er mere diskvalificerende end racismestemplet.
Lykkes De Godes strategi, bliver væsentlige synspunkter jo udelukket fra diskursen. Hvem er tjent med det? Svaret turde være indlysende: Ingen! Heller ikke Spinatfuglene, og slet ikke deres børn og børnebørn.
De ovennævnte personer er bekymrede. Bekymrede for vores land, for vores børn, for vores fremtid. Og hvad i alverden er der i vejen med det? Det er da ædelt. Uanset hvor uenig man måtte være med deres argumenter, så kan motivet da ikke beklikkes? Kun ufornuften kan angribe bekymring.
Kun ufornuften kan angribe historisk analyse og ærlig intellektuel søgen efter viden. Det er muligt, de ovennævnte overdriver faren ved multikuturalismen i almindelighed og islam i særdeleshed. Jeg ville ønske det var såvel, jeg tvivler.
Men det er ikke noget, jeg eller andre finder ud af ved, at kritikerne af islam stigmatiseres og dæmoniseres og ved at systemet trækker et perverst og intellektuelt fattigt racismekort. Sikken dog en åndelig armod.
Ja, der er i kampens hede røget finker af fadet. Men racister. Det er de ikke. Det er de alt for begavede til. Racisme finder man hos galninge og de allerlaveste sociale klasser, der i idel frustration over en vanvittig politik har brug for syndebukke.
Lad os i stedet prøve med fornuften. Den sunde fornuft. Den fornuft, der ikke lader sig diktere af ideosynkrasier og puerile fjendebilleder. Lyt til dem, du er uenige med. Læs hvad de skriver. Hør hvad, de siger. Det kunne jo være, vi alle blev lidt klogere.
Indlysende sund fornuft
Lad mig i ovenstående ånd prøve at give mit bedste bud på, hvad der er indlysende sund fornuft:
Min sunde fornuft får mig til at sætte frihed over alt andet. En tilværelse uden frihed er ikke værd at leve.
Min sunde fornuft accepterer det faktum, at den vestlige, demokratiske verden, produktet af den hellinistisk-judæo-kristne kulturarv, imperisk er dér, hvor mennesket er mest frit.
Min sunde fornuft siger mig, at det er et system, vi gerne vil bevare og til stadighed bør arbejde hårdt for at forbedre. Jeg kan ikke sige, at det er den bedste måde at indrette sig på. Der er utallige fejl og mangler.
Men jeg kan med sikkerhed sige, at jeg endnu ikke har set nogen måde at indrette sig på som menneskeskabt samfund, der er bedre.
Min sunde fornuft siger mig derfor, selvom jeg er ateist, at jeg hellere vil leve i en verden, der er rodfæstet i jøden Jesus ord, end i den islamiske verden, der blindt underkaster sig Muhammeds ordrette referat af en guddommelig åbenbaring.
En verden, der ikke er fri, men som er bygget op omkring total underkastelse. En verden hvor religiøse mindretal forfølges, hvor kvinder er mindreværdige, og hvor der er dødsstraf for at være homoseksuel.
Min sunde fornuft fortæller mig derfor, at min kultur er bedre end deres. Overlegen, ganske enkelt.
Min sunde fornuft siger mig også, at dette jo intet har med det enkelte individ at gøre. Jeg har været heldig i livets lotteri og er blevet født i Danmark. Hvilken velsignelse. Hvilket held. Var jeg blevet født i Yemen eller Sudan, ja så var jeg jo blevet opdraget med deres kultur og deres religion.
Dette gør naturligvis ikke denne anden mig eller en hvilken som helst anden muslim til et ringere menneske.
Min sunde fornuft siger mig også, at mennesker, der kommer fra en anderledes kultur, vil have vanskeligheder med at tilpasse sig den fri verden, hvilket betyder, at vi skal gøre alt, hvad der står i vores magt for, at de kan tilpasse sig vores overlegne kultur, når de er kommet hertil. For deres skyld og for vores egen!
Min sunde fornuft fortæller mig, at denne tilpasning altid starter med sproget. Altid!
Min sunde fornuft siger mig også, at vi derfor ikke skal tage mod indvandrere fra disse underlegne kulturer, hvis man ikke med sikkerhed ved, at de kan lære at tilpasse sig og i øvrigt bidrage positivt og konstruktivt til vores alles fælles bedste.
Min sunde fornuft siger mig, at Danmark har en moralsk forpligtelse (glem de konventionelle), som et af verdens rigeste lande, til at tage imod flygtninge.
Og hvis det er umuligt for dem at vende tilbage, skal vi naturligvis beholde disse flygtninge og med alle tænkelige midler hjælpe dem til at blive en integreret del af vores samfund, (det skete for min famile).
Min sunde fornuft fortæller mig også efter at have læst Koranen, haditherne og suraerne, at der er tale om totalitære skrifter og en politisk ideologi forklædt i religiøse gevandter.
Min sunde fornuft siger mig, at benægter man ovenstående, så benægter man en dokumenteret virkelighed. Læs bogen!
Min sunde fornuft siger mig også, at det overhovedet ikke giver nogen mening, at den såkaldte venstrefløj ikke bakker ubetinget og helhjertet op om kampen mod islamismen, der jo er den mest rendyrkede facisme, vi har set siden Mussolinis, Francos og Hitlers dage.
Hvis deres motiver, som man jo kan frygte, er, at ’mine fjenders fjende er min ven’, så er der enten tale om galskab eller skruppelløs kynisme. Der findes intet andet svar – siger min sunde fornuft mig. Galskab fordi islamismen højlydt opg aggressivt prædiker et opgør med alt, hvad venstrefløjen har kæmpet for. Skruppelløs kynisme, fordi resultatet i de værste scenarier er katastrofalt for Vesten.
Min sunde fornuft siger mig også, at problemer med unge utilpassede andengenerations-muslimer i Danmark sjældent skal findes direkte i koranen, men ofte skyldes helt naturlige sociale omstændigheder for indvandringsgrupper og det faktum, at de kommer fra dysfunktionelle familier, der er et produkt af den stammekultur, som er en del af den islamiske verdens triste virkelighed.
Min sunde fornuft siger mig, at vi selv bærer en stor del af ansvaret ved at have lukket for mange uintegrérbare mennesker ind i totalt misforstået ’godhed’, og har forværret en i forvejen nærmest umulig opgave ved ikke straks at have stillet krav til dem.
Min sunde fornuft siger mig også, at uansvarlig politik ikke fratager nogen individer det moralske ansvar for uansvarlige gerninger.
Min sunde fornuft har ikke været i stand til at finde ét eneste logisk argument for ikke at udvise fremmede statsborgere, der har begået meget grov kriminalitet.
Min sunde fornuft siger mig, at et nødvendigt opgør med islamismen kun kan komme indefra.
Min sunde fornuft gør mig trist til mode, fordi jeg ikke kan se, hvordan man kan reformere islam, og derfor heller ikke kan se ovenstående nødvendige opgør komme.
Min sunde fornuft siger mig, at diskrepansen i væksten mellem moralsk og teknologisk udvikling er den måske største fare for menneskehedens fremtid, fordi det kun er et spørgsmål om tid før fanatikere, der elsker livet hinsides mere end livet på denne jord, vil være i stand til at udvikle og bruge masseødelæggelsesvåben.
Min sunde fornuft siger mig også, at den blotte tanke om at føre en konstruktiv dialog med imamer ikke alene er koncentreret spild af tid, men samtidig en kolossal bjørnetjeneste for de muslimer, der er kommet til Danmark for at få en bedre tilværelse i et frit og åbent samfund.
Min sunde fornuft siger mig, at det nærmest er ubegribeligt, at selv fornuftige folk på den anden side af skillelinjen ikke kan se indse, at de svigter de folk, som de gerne vil hjælpe, ved ikke ærligt at adressere problemer, der er åbenlyse for enhver.
Min sunde fornuft siger mig, at vi skal være forsigtige med udelukkende at beskæftige os med islam som et tankesystem, men også skal skele til praksis.
Min sunde fornuft siger mig, at vi skal ranke ryggen og stolt, højlydt og aggressivt støtte vores egen kultur. Moralsk relativisme er en fare for vores blotte eksistens. Dette indebærer blandt andet, at religionslighed ikke kan komme på tale, hvilket jeg som jøde overhovedet ikke har nogen problemer med.
Min sunde fornuft siger mig, at en civilisation, der er baseret på evige sandheder skrevet i en 1400 år gammel bog, naturligvis aldrig vil kunne udvikle sig, men for evigt være fanget i et helligt, statisk vacuum.
Min sunde fornuft (og historiske indsigt) siger mig, at nationalisme ikke opstår på grund af nationer, men at nationer opstår på grund af nationalisme (læs:fællesskab) og derfor ikke kan være af det onde.
Min sunde fornuft fortæller mig, at hvis ikke vi får gjort noget ved diskursen, så kan det ende med, at Lars Hedegaards og andre folks - i mine øjne overdrevne - multikulturelle mareridtsscenarier kommer så tæt på virkeliggørelse, at vores demokrati og vores frihedsrettigheder kommer under alvorlig belejring.
Min sunde fornuft siger mig, at Newton’s tredje lov (”for enhver aktion er der en lige så stor og modsat rettet reaktion”) også gælder for de naturlove, der dikterer den politiske verden, hvilket betyder, at der uundgåeligt vil komme en folkelig politisk reaktion på uansvarlig politiske beslutninger.
Min sunde fornuft siger mig, at Ernest Renan havde ret, da han i 1882 (!) skrev: ”(…) A nation is therefore a large-scale solidarity, constituted by the feeling of the sacrifices that one has made in the past and of those that one is prepared to make in the future. It presupposes a past; it is summarized, however, in the present by a tangible fact, namely, consent, the clearly expressed desire to continue a common life (…)”
Min sunde fornuft siger mig, at jeg sagtens kan tage fejl i meget af det ovenstående, og at det ville glæde mig (konstruktivt) at få påpeget, hvor fornuften har svigtet mig.
Nu afventer jeg med spænding spinatfuglenes svar … jeg vil nemlig gerne lytte!
Jeppe Juhl er journalist og Calvingpris-modtager
