Den store misforståelse

Frihedens manifest.

”Mennesket fødes og forbliver fri og lige i alle Rettigheder.
Al magt beror på folket.”

Menneskerettighedeserklæringen af 1789.

Al frihed begynder med religionskritik. Uden religionskritik er der reelt ingen frihed tilbage -kun skinfrihed dvs. retten til at tisse i sine egne bukser. Uden religionskritik udhules ytringsfriheden. Uden ytringsfrihed bliver frihed endsige demokratiet en tom, hul og utopisk illusion.


”I disapprove of what you say, but I will defend to the death your right to say it”.

Med denne sætning knæsatte den franske filosof Voltaire (1694 - 1778) det, som er den vestlige verdens vigtigste princip: nemlig ytringsfriheden!

Hvorfor er den det? Det er den, fordi ytringsfriheden er moder til al frihed. For hvis man fjerner den, er der reelt ingen frihed tilbage! – kun skinfrihed! (..) Underforstået: den dag mennesker ikke længere taler sammen om de ting, der optager dem endsige det, der bekymrer dem i det daglige, så ophører vi med at være mennesker endsige frie mennesker. Det faktum, at nogen har gjort sig selv til herre over, hvad andre mennesker må tænke og sige, er en tragedie!

Med George Orwell (1903-50) bliver tingene skåret ud i pap ” Frihed er retten til at fortælle folk ting, de ikke har lyst til at høre”. Underforstået: det at sige noget om nogle eller noget alene med det formål at fornærme nogen er uhæderligt! Men det at have en mening om noget – og at give udtryk for denne mening er en ganske anden sag.

Jeg kan ikke huske om du er dig selv, eller om du er din tvillingebror; men jeg er under alle omstændigheder fuldkommen enig med dig.
Kunne ikke have sagt det bedre selv - det er den ypperste kompliment jeg kender!

Venlig hilsen,

Jens

Tak, Jeppe, tak.

Desværre tror jeg, at de lyse hoveder, Tøger og de andre, er/var vel vidende om, hvad de støtter med deres argumentation.
De er ikke historieløse - de har blot valgt at se bort fra historien!

Gode hilsener

Elon

Det der med "mennesket fødes frit" er meget fundamentalt. Desværre er det også forkert. Det er ganske åbenlyst, at mennesker fødes ufrie. De første måneder og endda år er de hjælpeløse, derefter bliver de bundet ind i stammens snærende bånd.



Det er noget alle, kan se, men ingen tør sige.

Befriende endelig at se dét konkret udtrykt, som vi er mange, der føler, men ikke så præcist kan formulere. Rart at få sat ord på de såkaldte "tolerantes" intolerance.
Man vil dog nok ikke opleve, at de "tolerante" i deres ophøjede bedreviden, vil begribe deres nonsens-argumentation.

Tak og med venlig hilsen
Henrik Schouw

Fin analyse af et meget brugt begreb. Nu kunne det være rart med analyse af en række andre begreber, der optræder hver dag i den offenlige, politiske diskussion. Sådanne begreber kunne være: religionsfrihed, velfærd, demokrati, menneskerettigheder - og mange andre. Det forekommer mig, at de nævnte begreber misforstås, og dermed misbruges, i den offentlige debat. Misforståelsen og misbruger viser sig derved, at diskusionen ikke kommer ud af stedet, hvad fleste politiske diskussioner ikke gør.

Oh Venstrefløj, oh venstrefløj, hvorfor har du forladt mig!
Fra jeg kan huske, anså jeg min familie og den venstrefløj de tilhørte, som de progressive, de tolerante - dem der bar og byggede fremtiden.
Overalt tog de teten - i landspolitik, i fagforeningerne, ude på arbejdspladserne, på uddannelsesinstitutionerne, i lejerbevægelsen, i kunsten - overalt var det venstrefløjen der satte dagsordenen.
Men i dag tilhører de det modsatte - de er reaktionære, intolerante og tilbageskuende.
Ikke engang progessive og tolerante mennesker som Wafa Sultan og Hirsi Ali formår at råbe dem op!
Selvgodhedens og selvretfærdighedens dyne har lagt sig tungt tungt over dem!!!
Tak Jeppe, for en flot klumme!

’Jeg kan simpelthen ikke tolerere intolerance’ sagde den vantro missionær i gryden mens han ventede på at blive spist af talibaner…, undskyld, af kannibalerne.

Fin og vigtig formuleret klumme og indhold - tak for det!

Skal - kan eller er klummens indhold tilsendt andre medier, aviser og blogs m.m.?

Eller er den for intolerant for de "tolerante med de rigtige meninger"??

Karl Erik Jensen efterlyser en begrebsanalyse af en række begreber, som forekommer i den politiske diskussion. Da jeg åbenbart ikke har nogen velvillig læser i dette forum, der vil gøre arbejdet for mig, overvinder jeg pinligheden og henviser til min nye bog Den Politiske Forpligtelse.

Visdommens brede vej.

Jo tak, Kai Sørlander vi læser skam dine fremragende bøger.

Se også den Amerikanske filosof Allan Bloom: Historien om Vestens intellektuelle forfald 1987.

”I disapprove of what you say, but I will defend to the death your right to say it” stammer ikke fra Voltaire men blev tillagt ham, af S. G. Tallentyre, som prøvede at formulere Voltaires holdning positiv i et enkelt udsagn.
Synspunktet om at 'mennesket fødes frit....' er heller ikke Voltaire men har sin baggrund i den samtidige Rousseaus naturfilosofi. Dets menneskeopfattelse opererer med en naturtilstand, den oprindelige 'ædle vilde', et frit individ som først samfundet med sine normer ødelægger. En mulig venden tilbage til denne tilstand ser Rousseau imidlertid ikke, selvom han anser den for den ideelle.
Sarkastisk skriver Voltaire til ham:
'Ingen har brugt mere ånd på at gøre os til dyr som de. Læsningen af deres nye bog vækker en stærk lyst til at kravle rundt på alle fire'.

Islamister i Danmark
Parallelsamfund med islamisten her. Ja han kan tale dansk
Ham her bor i Danmark og han taler dansk. Hvad pokker er det for noget indoktrineret middelalder vås! Hvorfor skal vi danskere godkende det?
http://www.youtube.com/watch?v=IyyPTmuiIYA&feature=player_embedded

Özlem Sara Cekic til bal med Erdogan – Hendes idol. Tyrkiet bliver nok den næste islamiske republik, og skifter rolle med Iran, som er utilfreds med deres egen regering. Det er den islamist hun er nede og besøge. Se billederne her.?http://www.flickr.com/photos/64160282@N03/?saved=1

Muslimerne er godt igang med at etablere sig. Lig mærke til at det er deres ungdom der råber op omkring en moske. Vores ungdom kunne aldrig drømme om at bygge en kirke til. Det er på tide vi sætter den muslimske ungdom på plads. Alt hvad der hedder moske bebyggelse skal til afstemning henfør Grundloven § 69: De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov.
Muslimerne er jo blind overfor at den er gal med deres egen ideologi, og der bliver stadig begået selvmordsbombere, Kvindeundertrykkelse osv. De har aldrig haft en intern åben diskussion omkring dette.
Vi skal ikke røre en finger, før muslimer har ændret Islam til at tolerere andre end dem selv, ligestilling mellem kønnene, fjernet Sharia lovgivningen, lader vantro komme til Medina og Mekka, ændrer Islam og koranen så de ikke hader de vantro, fjern "dawa", "sharia", "dhimmi" og "jihad" fra koranen, gifter sig ikke med andre end muslimer, lader muslimske piger blive som vestlige piger og lade dem få deres seksuelle frigørelse, kristne og jøder er ikke som aber og grise, dræber kristne og brænder kirker i muslimske lande, slår dem der forlader Islam ihjel, fjern Madrassa og Koran skoler, osv. FØR DER IKKE SKER NOGLE ÆNDRINGER HOS MUSLIMER SKAL VI IKKE RØRE EN FINGER. Vi venter.....hvad er muslimernes næste træk? Tør de ligge pres på den Saudiske konge, eller er de bare kyllinger? Vi er anti jihad (krigerisk forstand), vi er anti sharia og vi er anti dawa og anti apostates mord.
Og hvis de endelig får en moske, skal kønnene ikke separeres og der skal ikke være minerater, og det skal være udelukkende på dansk, men det ligger 20-100 år ude i fremtiden. I mellemtiden har de RIGTIGT meget at bevise.

Sjovt nok, er de eneste jeg har hørte brug denne udtryk er racister.

"Jeg er ikke racist, jeg tolerer bare ikke islams intolerens".
Og de fatter ihvertfald ikke paradoksen.

@ Kai Sørlander

... som jeg straks vil købe og sætte ved siden af alle dine andre fremragende bøger!

mvh
Jeppe Juhl

@ Tommy Dalnæs

Som vikarierende daglig redaktør kan jeg meddele, at alt, hvad man kan læse i Sappho, står til fri afbenyttelse og gengivelse i ethvert medie, der måtte have interesse.

@ Kai Sørlander

Du har ganske ret. Enhver, der vil have rede på, hvad der er op og ned i den politiske diskurs, bør læse din bog.

Tak Til Kai sørlander for henvisningen - jeg iler til biblioteket eller boghandleren.

Tariq Ramadan, 2:25, "You will always be more muslim than white. You are not white!", sammenligningen er mellem den afroamerikanske bevægelse i USA i 60erne. Men muslimer er ikke en race, og hvorfor deler han (og alle muslimer) verden op i muslimer og ikke-muslimer? Og dette racistiske statement får han en klapsalve for. MULSIMER SER VERDEN: DEM DE VANTRO (KUFFAR, KAFIR) OG Muslimerne, DE RETTROENDE, SOM TROR PÅ AT MUHAMMED FIK EN ÅBENBARING FRA GUD I EN HULE. DEM MOD OS. Man tog skiltene ned i Sydafrika med hvide her og sorte der. Nu er Tariq Ramadan ved at tage dem op igen i Europa, hvor der står hvide her og muslimer der.
http://www.youtube.com/watch?v=Rb6W9WIRZ58

Og hvorfor ville Tariq Ramadan ikke interviewes i denne dokumentar? 3:35
http://www.youtube.com/watch?v=cvofRm-4nRs&feature=related
Desuden stiller han også op i sit debatprogram med Hizb Ut Tahrir, hvilket afslører om hans ståsted.

Rousseau blev født i Genéve i 1712 og døde i nærheden af Paris i 1778. De mellemliggende sekogtres år er en uafbrudt kæde af kaotiske hændelser ægte og indbildt ulykke, forbitrede kontroverser med venner og fjender.
Rousseau kaster sig skiftevis ud i febrilsk foretagsomhed og synker hen i drømmerier og dorsk vegeteren, eller han undslipper den onde verden i nervøse sammenbrud.

I sin ungdom udøver han næsten alle de professioner, der findes for en ung mand, der er stukket af fra et ærbart hjem; han bliver skriverlærling, håndværker, elev på et præsteseminar, musiklærer, kammertjener, sekretær, opdrager, omstrejfende musikant, ansat på et matrikelkontor. Senere bliver han sekretær i den diplomatiske tjeneste, nodeskriver og opfinder i den forbindelse sit eget nodesystem, dirigent og ganske succesrig operakomponist og skuespilforfatter; han værker opføres endog ved det kongelige hof i Versailles, hvor ophavsmanden dog vækker mishag ved sin overdrevent skødeløse påklædning.

I disse ustadig år af sit liv flakker han om mellem Genéve, Italien, Schweiz den franske provins og Paris; han skifter bolig hvert andet år, ja somme tider hver anden måned. I denne frovirrede tid tillægger han sig selv i sin ærlighedsfanatisme alle laster: tyveri, løgne, anfald af dovenskab, bagvaskelse af piger med uplettet rygte, planløs læsning af romaner, sener lige så planløs læsning af filosofiske og historiske bøger.

I Paris får han indflydelserige venner, som Diderot og Voltaire, som han dog også under tiden raver uklar med men får dog klinget skårene igen.

Man kan tænke over Gud. Man kan tænke over verden. Men man kan også fæstne tankernes tråd til sin egen eksistens. Det er det, Rousseau gør. Han er nok den mest egocentriske tænker i filosofiens historie*. Han skriver selv, at hele han kendskab til mennesket . og det er hans hovedeærinde - udspringer af iagttagelser af sig selv. " Hvor skulle maleren og den menneskelige natur apologet også hente sit forbillede, om han ikke havde fundet det i sit eget hjerte? Han skildret naturen sådan, som han følte den i sig selv.

* ( en sandhed med modifikationer: Schopenhauger, Kant, Nietzche og Kierkegaard var også meget egocentriske - omend på hver sin måde, dog altid på den pæne måde dvs. nok kritiserende men ikke fordømmende).

I sit hovedværk: Bekendelse (på dansk 1948) afsløre han, hvor langt han var fra selv at realisere sine idealer. Rousseau blev en banebryder, både litterært, pædagogisk og politisk.

P.S. Jeg vil skrive et kort indslag om Voltaire og Hume senere. Mvh. Allan Hansen

Som beundrer af Kai Sørlanders analytiske geni og velvillig læser af dette forum iler jeg til med at citere Sørlanders begrebslogiske analyse af tolerance-begrebet.

Analysen, der bærer overskriften: 'MISFORSTÅET TOLERANCE', er fra 30. maj 2008:

"1.

I den politiske dagligdag diskuteres der ofte med en sådan hast, at det kan være svært for tanken at følge med. Jævnligt tvinges man til at tage stilling, før man har fået tænkt sig om. Derfor er det positivt, når der er nogle, der træder et skridt tilbage fra døgnets umiddelbare diskussion og tænker lidt over dens forudsætninger. Hvad betyder de begreber, som vi bruger i den løbende diskussion? Hvorledes definerer vi dem? Lægger vi ikke det samme i begreberne, så taler vi forbi hinanden. Der må være et begrebsmæssigt grundlag, som parterne i diskussionen skal være fælles om at acceptere, hvis diskussionen overhovedet skal føres rationelt.

Så når diskussionen er mest forvirret, er det på tide at holde lidt igen og give sig tid til at reflektere over betydningen af de begreber, som man bruger. Og om end denne forpligtelse til refleksion i sidste instans gælder alle, så har vi dog indrettet samfundet således, at der er nogle, som har fået bedre mulighed for at udøve den end de fleste, nemlig de universitetsansatte akademikere.

Således har de to litterater fra Københavns Universitet, Thomas Bredsdorff og Lasse Horne Kjældgaard, også følt det, da de sammen gik i gang med at skrive bogen Tolerance – eller hvordan man lærer at leve med dem, man hader, der er udkommet i begyndelsen af dette år. I denne bog søger de at afgrænse begrebet ’tolerance’ og at belyse det historisk og litterært. De blev sat i gang af den ophidsede debat, som er fulgt med genkomsten af religionen i det politiske rum, og som fik et højdepunkt i den krise, som fulgte på Jyllands-Postens publicering af en række karikaturer af profeten Muhammed.

De besluttede at hæve sig over krisens tummel og reflektere over tolerance-begrebet for at få et bedre grundlag for at tage stilling til stridens kerne. Og dermed også for at få et bedre grundlag for at forholde sig mere alment til det nuværende politiske landskab, som Muhammed-krisen jo blot er et tilspidset udtryk for. Hvis vi ikke forstår Muhammed-krisen, så kan vi heller ikke forstå, hvad det betyder, at Danmark og Europa igennem de seneste generationer har fået en stor og stadig voksende muslimsk befolkning. Og så kan vi heller ikke forholde os rationelt til de problemer, som denne befolknings religion nu konfronterer os med.

I betragtning heraf er det prisværdigt, at Bredsdorff og Kjældgaard påtager sig det tankearbejde, som kræves for at få klarhed over begrebet ’tolerance’. Og det bør vi værdsætte ved selv at tænke deres bog igennem for at se, om arbejdet holder. Nu da de har lagt grunden, bør vi gå i deres spor for at se, hvor de styrer os hen. Styrer de os frem til en holdbar klarhed over begrebet ’tolerance’, eller mister de overblikket på vejen? Ved at gå ind i en reel dialog med bogen, kan vi hjælpe hinanden til en dybere og mere holdbar indsigt.

Jeg begynder denne dialog med at gengive bogens konklusion: altså den holdning til publiceringen af Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer, som forfatterne ender med at tilslutte sig. Og den er enkel. Bredsdorff og Kjældgaard er enige om at fordømme Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose for at have bragt tegningerne. Deres konklusion er, at Flemming Rose ved at publicere disse tegninger tjener ”intolerancens sag”(s. 219). De klandrer ham for at vælge konfrontationen frem for den ægte tolerance. Og det begrunder de specielt på deres tolkning af Kurt Westergaards tegning af Muhammed med en bombe i turbanen. ”For det lader sig ikke gøre at læse andet ud af tegningen af Muhammed med bombeturbanen, end at alle, der følger ham, er bombemænd” (s. 220).

Det afgørende er så, om vi skal følge Bredsdorff og Kjældgaard i den dom. For at tage stilling hertil må vi begynde med at gå tilbage og undersøge, hvorpå de begrunder deres standpunkt. Og som det allervigtigste må vi gøre os klart, hvorledes de to forfattere opfatter Muhammed-krisen. Dybest set opfatter de denne krise som et sammenstød mellem ytringsfrihed og tolerance. ”To arvestykker fra oplysningstiden, ytringsfrihed og tolerance, var, viste det sig, stødt frontalt sammen” (s. 209). Som de ser det, er der tale om ”en konflikt, hvor den ene part, avisens modstandere, slår på tolerance, mens den anden part, avisens tilhængere, pukker på ytringsfrihed” (s. 210).

Ifølge det billede, som Bredsdorff og Kjældgaard her tegner af konflikten, fremstår Jyllands-Posten og Flemming Rose som den eneste moralske aktør i sagen. Den eneste part, hvis moralske habitus står til bedømmelse. Fra den ene side hævdes, at Jyllands-Posten og Flemming Rose blot har udnyttet deres grundlovsfæstede ytringsfrihed. Og fra den anden side – som Bredsdorff og Kjældgaard altså ender med at tilslutte sig – hævdes, at Jyllands-Posten og Flemming Rose har optrådt intolerant, fordi de har misbrugt ytringsfriheden til at fremføre et budskab, som fordømmer en hel religion, og som må opfattes som en forkastelse af denne religions tilhængere.

Men dette billede af konflikten er simpelt hen fortegnet. Det giver de muslimer, som føler sig krænkede over Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer en alt for passiv rolle. De betragtes udelukkende som ofre, mens alle moralske krav – også kravet om tolerance – stilles til den part, som publicerer tegningerne. Men da har man overset noget helt afgørende. I en situation, hvor man taler om ytringsfrihed, er det ikke primært den, som ytrer sig, der skal vise tolerance. Det er den, som hører eller modtager ytringen. Ytringsfrihed betyder, at man anerkender folks ret til at udtrykke meninger og holdninger, som man ikke deler, og som man måske forkaster. Man tolererer, at de udtrykker deres meninger, også selvom de modsiger ens egne. Man imødegår det ikke med vold eller trusler om vold, men kun med argumenter og debat.

Underligt nok gør Bredsdorff og Kjældgaard sig overhovedet ingen tanker om, hvorvidt de muslimer der vil have undskyldning for tegningerne, og som helst vil have dem forbudt, er intolerante. De to forfattere synes alene at betragte muslimerne som ofre og ikke som selvstændige ansvarlige mennesker. Men når muslimerne ikke vil anerkende Jyllands-Postens frihed til at trykke tegningerne, og når de kræver både undskyldning og forbud, så må det i første omgang være dem – og ikke Jyllands-Posten – der står over for anklagen om intolerance. Og spørgsmålet er så, om den anklage holder. Vi må nærmere undersøge, om de vitterligt mangler tolerance, eller om det tværtimod er således, at deres intolerance er berettiget. Er de udsagn, der er indeholdt i Jyllands-Postens karikaturer, af en sådan karakter, at de ikke bør tolereres, men at det er fuldt berettiget at kræve, at de skal undskyldes og forbydes?

I første omgang må svaret afhænge af, hvorledes tegningerne skal fortolkes. Som allerede nævnt hævder Bredsdorff og Kjældgaard, at det ”ikke lader sig gøre at læse andet ud af tegningen af Muhammed med bombeturbanen, end at alle, der følger ham, er bombemænd”. Dermed forkaster de tegnerens egen tolkning, som de citerer: ”Tegningen går ikke på islam som helhed, men på den del, som åbenbart kan inspirere til vold, terrorisme, død og ødelæggelse” (s. 218). Men spørger man, hvorfor de afviser den tolkning, og hvorfor de mener, at tegningen nødvendigvis påstår, at alle muslimer er bombemænd, så kan man ikke finde nogen alment forpligtende begrundelse i deres fremstilling. Og kunne man ikke give en helt tredje tolkning? Kunne man ikke hævde, at tegningen symboliserer, at Muhammed selv var hærfører, og som sådan var villig til i religionens navn at føre krig imod de vantro. I den rolle kunne man vanskeligt forestille sig Buddha eller Jesus.

I modsætning til Bredsdorff og Kjældgaard mener jeg ikke, at der er belæg for at lægge sig fast på nogen bestemt og alment forpligtende fortolkning, og må derfor nøjes med at lade fortolkningsmulighederne stå åbne. Set i det lys undrer det mig selvfølgelig, at Bredsdorff og Kjældgaard mener at kunne være så entydige i deres fortolkning, som de er. Især når de hele tiden omtaler tegningen, som om der var flere bomber i turbanen. Ja, en enkelt gang tales der om en håndfuld bomber. For på den baggrund skulle man ikke tro, at de overhovedet havde studeret tegningen nærmere. De kommer snarere til at ligne de muslimer, der mener at kunne fordømme tegningen uden at have set den.

2.

Men sagen stikker dybere endnu. Når vi skal vurdere, om muslimernes reaktion på Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer – deres ønske om undskyldning og forbud – er udtryk for intolerance, så må vi inddrage yderligere en synsvinkel. Foreløbig har vi kun set på forholdet imellem ytringsfrihed og tolerance. Hermed har vi fulgt Bredsdorff og Kjældgaard. Men det er jo en religiøs skikkelse, der karikeres; og så kommer religionsfriheden også ind i billedet. Så må vi undersøge, om religionsfriheden understøtter muslimernes krav om, at tegningerne bør forbydes, eller om den omvendt medfører, at muslimerne bør tolerere, at sådanne tegninger trykkes.

Hvad er forholdet mellem religionsfrihed og tolerance? Umiddelbart indebærer religionsfriheden, at enhver skal have lov til at bekende sig til, hvilken religion – gud – han vil. Religionsfriheden stiller altså krav om, at vi skal tolerere andres frihed til at vælge religion efter deres egen personlige overbevisning. Men skal det være konsistent, så stiller det også krav til religionerne. Så skal religionerne selv tolerere, at folk kan vælge religion efter deres egen frie overbevisning. De skal tolerere frafald.

Det har vi efterhånden lært i den kristne verden; og deri er vi blevet hjulpet af kristendommen, fordi det ligger i dens kerne, at det er den enkeltes personlige tro, der er afgørende. Det er ved sin egen frit givne tro, at man retfærdiggøres. Ser vi i stedet på den islamiske verden, så er situationen anderledes. Dér ligger forbudet imod frafald som en relativt væsentlig del af den etablerede islamiske lovgivning. Og det må betragtes som en medvirkende faktor i forklaringen på, hvorfor den islamiske verden – i modsætning til Vesten – aldrig indefra har oplevet en sekularisering af det politiske.

Men på dette sted i argumentationen er det eneste, som betyder noget, at religionsfriheden i sig selv indebærer, at vi hver især, hvad enten vi bekender os til en religion eller ikke, bør tolerere, at andre kan skifte religion, og at de kan have en anden religion end den, som vi selv har. Og i næste omgang er spørgsmålet så, hvad dette krav implicerer med hensyn til, hvorledes vi bør vurdere muslimernes krav om, at der skal siges undskyld for Muhammed-karikaturerne, og at sådanne tegninger helst bør forbydes. Svaret bør ikke være særlig svært. Med deres krav viser muslimerne, at de ikke har respekt for, at der er andre i samfundet, som giver udtryk for et andet syn på Muhammed end deres eget. De vil ikke tolerere, at der er andre, som giver udtryk for, at Muhammed ikke er hellig og ikke fortjener særlig respekt.

Men så langt de ikke kan tolerere det, så langt anerkender de heller ikke andres religionsfrihed, og så er de intolerante. Så er det de muslimer, der kræver undskyldning for og forbud imod tegninger som dem, Jyllands-Posten bragte, der er intolerante og ikke viser respekt for andres religionsfrihed. De er intolerante, fordi de kræver, at også ikke-muslimer skal følge islamisk lov i deres forhold til afbildning af Muhammed. Derimod er der ingen grund til at anklage Jyllands-Postens redaktion for intolerance. Den stiller overhovedet ikke nogen krav, som bryder med muslimernes religionsfrihed; den udnytter blot sin egen religionsfrihed til ikke at bøje sig for kravet om, at Muhammed skal behandles med særlig respekt.

Følger vi logikken i den principielle sammenhæng imellem ytringsfrihed, religionsfrihed og tolerance, så er det altså ikke Jyllands-Postens redaktion og Flemming Rose, der optræder intolerant, når de trykker Muhammed-karikaturerne. Det er derimod de muslimer, som kræver undskyldning og forbud, som er intolerante. Dermed er vendt fuldstændig op og ned på Bredsdorff og Kjældgaards konklusion. Det viser med al ønskelig tydelighed, at litterær analyse ikke kan erstatte principiel tænken. Tværtimod, når den principielle tænkning er så svag som deres, så kommer hele den litterære indpakning til at fremstå som sminkningen af et lig.

Når Bredsdorff og Kjældgaard går forkert i deres analyse af forholdet mellem ytringsfrihed, religionsfrihed og tolerance, så er der i første omgang tale om en rent filosofisk fejltagelse. De misforstår ganske simpelt de begrebslogiske sammenhænge. I anden omgang bliver deres misforståelse imidlertid politisk farlig. Følger vi deres opfattelse, så gør vi det sværere at opretholde et samfund, som sikrer alle borgere ytringsfrihed og religionsfrihed. Så gør vi det sværere at opretholde den adskillelse mellem religion og politik, som hører en rationel demokratisk samfundsorden til.

Skal vi bevare en sådan politisk orden, så skal vi kæmpe imod den intolerance, som muslimerne udviser, når de vil forbyde tegninger som dem i Jyllands-Posten. Så skal vi forholde os direkte modsat Bredsdorff og Kjældgaard og bakke op om Jyllands-Posten. Med deres fordømmelse af Jyllands-Posten medvirker Bredsdorff og Kjældgaard til at gøde grunden for en spirende intolerance. Alt imens uklarheden i deres principielle tænken gør, at de opfatter sig selv som forkæmpere for tolerance. Det er et selvbedrag, og at det iklædes litterære og akademiske gevandter, gør det ikke mindre."

”Jeg kan simpelt hen ikke tolerere intolerance!” er efterhånden en klassiker. Jeg luftede den selv for 4-5 år siden et andet sted.

Man kan ikke udelukke, at det er folk med såkaldt andre intelligenser end de logiske, der finder god mening i paradokset uden at fatte den fælde, de er gået i. Men intelligens og demokrati er en svær størrelse at håndtere.

I alt fald er paradokset en populær størrelse at placere i en debattråd, da dens iboende uløselighed åbner mulighed for en uendelighed af debat.

Men mere interessant er den bagvedliggende præmis, der skiller vandene:

Hvis man forudsætter, at alle mennesker er lige a priori, så opfatter man intuitivt, at ”Jeg kan simpelt hen ikke tolerere intolerance!” er et paradoks.

Hvis derimod ens verdensbillede er dualistisk opdelt i de onde og de gode, de urene og de rene, så læses paradokset således: "Jeg kan simpelt hen ikke tolerere de onde/urene" idet de onde/urene har en række forkastelige egenskaber såsom intolerance.

Selvgodheden funkler skamløst i denne fuldfede projektion, når de onde tildeles de egenskaber, som man selv udstiller, men ikke vil vedkende sig.

Test paradokset af på din næste, og du vil få en lakmusprøve på vedkommendes verdensbillede, om enten at alle er lige, eller om nogle er mere lige end andre.

Så lad os hellere få noget mere Robinson Ekspedition, det er mere interessant end dette.

Det er altid sjovt at høre Langballe og de andre rødder fra DF, råbe op om ytringsfrihed. De kan ikke lide at blive udstillet og dømt som racister og er vel trætte af alle deres stævninger. De mener det skal være lovligt at lyve, forhåne, fornedre og true enkelte grupper borgere i Danmark. Til gengæld vil de gerne forbyde, eller censurer specifikke TV stationer, eller forbyde visse mennesker at have parabol antenne !
DF´s angreb på racismepargrafen er ikke et forsvar af ytringsfrihed - men derimod en kamp for at være racist og helt lovligt udfører propaganda i racismens navn.

Straffelovens § 266 b er ikke begrænsende i forhold til ytringsfrihed, med mindre ens ærinde er at fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering.Racismeparagraffen, som den hedder af gode grunde, forhindrer ikke tankevirksomhed, eller hvad du snakker med dine medmennesker om - den handler udelukkende om " forsæt til udbredelse i en videre kreds"

Det er også vigtigt, når der i ovenstående artikel refereres til historie - at Racismeparagraffen, blev vedtaget at et enigt folketing i slutningen af 30'erne, som et forsøg på undsætte og formindske presset på jøderne - efter Nazisternes krystal nat.
Forsvaret af Straffelovens § 266 b, eller rettere mit forsvar - er ønsket om ikke at komme tilbage til tiden op til Racismeparagraffens vedtagelse.

Det er også vigtigt at vide muhammedtegningene, ikke blev stoppet af Racismeparagraffen - heller ikke genoptrykningerne af dem - eller den efterfølgende bog om tegningerne - hvilket var en reel sejr for ytringsfriheden.

Ubetinget ytringsfrihed er en ideologi som er nem at advokerer for, hvis man bor på elfenbenslot, uden kontakt til virkeligheden. Men som med så mange ideologier, vil den ikke fungerer uden pragmatisme.

Begrebsforvirring!

Nogle gange tror vi, at vi taler om det samme - mens vi virkeligheden tænker på to forskellige ting
og dette forhold gør det meget svært, at nå til nogle grundlæggende aksiomer dvs. grundsætninger og konklusioner. Nogle tror på det de ser - mens andre ser det de tror på!

Jeg vil gerne skrive et lille indlæg, om en kvinde, som jeg elsker og respektere - det gør jeg fordi hun først og fremmest
er en klog og skarpsindig tænker men samtidig et dejligt varmt og venligt menneske men mest af alt, kender hun islam fra sit eget blod.
Hun hedder Wafa Sultan. Wafa Sultan er Ex muslim, læge,psykolog og forfatter født i Syrien.

" Vi er ikke imod muslimer men totalt imod islam" Citat: Wafa Sultan.

Dette citat af Wafa Sultan er det grundlæggende aksiom i vores undersøgelse.

Så vi kan så starte med at fastslå, at jeg er islamkritiker og ikke muslim hader - så fik vi det på plads!
Man skal være mere en almindelig idiot hvis man ikke kan forstå, at terror og kvinde undertrykkelse stammer fra koranerne.

Dette forhold synes indlysende for folk, som har læst koranerne men er samtidig umuligt, at forstå hvis man ikke har læst koranerne,
( koranerne skal altid skrives i flertal idet, der findes mange forskellige koraner i omløb)

Da jeg for ca. 25 år siden begyndte at studere islam havde jeg meget svært ved, at fatte det jeg læste, det skal jeg gerne indrømme.

Det er meget svært for mennesker i den vestlige verden, at forstå hvad islam handler om og for en buddhist er islam fuldstændig absurd.
Den første bog jeg læste var - Das Abenland am Scheideweg - som på dansk blev til Vesten må vælge med undertitlen:

Ismael eller Isak?
Islam eller Israel?
Koran eller Bibel?
Muhammed eller Jesus?
af Marius Baar 1980, som jeg tilfældigvis fandt i en gammel bog kasse.

Da jeg læste Marius Baar, sagde jeg tit til mig selv - det kan ikke være rigtig, der må være noget JEG har misforstået
men desværre nu mere jeg søgte desto mere absurditet.

"Guds kærlighed er ukendt for muhamedaneren. Koranen prædiker had og forbandelse mod og over alle, især jøder og kristne, der ikke vil bekende sig til islam. Da Muhammed så, at jøder og kristne ikke omvendte sig til islam, indpodede han hadets gift, der gennem mange hundrede år ikke har mistet virkning.
Med Muhammed har islam degraderet den rigtige gammel testamentlige lære om guds enhed på en forkert og umenneskelige måde. Allah er for muhamedanerne en sjælløs, ubevægelig og ubarmhjertig gud. En sådan gud tåler kun sit eget billede. Denne gud fordrer underkastelse og tilbedelse af alle skabninger. Han er den fuldkomne egoisme, en grusom kærlighedsløs tyran, der kun fordrer"
Citat: Marius Baar.

ET FORSVAR MOD KVINDE UNDERTRYKKELSE!

Sådan en titel har vi vist ikke set siden den franske filosof Simone de Beauvoir ( 1908-86). - Kønnet som tanke" måske det var på tide, at følge op på den tråd?
( Det tvetydig ved en eksistentialistisk moral er ikke, at en bestemt handling lige så vel kan være god som ond, men at den er menneskelig i eksistentiel forstand).

(...),,,, Underforstået: kvinde frigørelse i den islamiske verden - er løsningen på det islamiske trauma!!!

" i god tro er intet helligt" Citat: Salman Rushdie.


Det er ikke mange mennesker i den vestlige verden, som har læst koranerne og det kan man godt forstå for de har mange andre fornuftige ting, at bruge sin tid med.
Koranen er lang, tung, usammenhængende, selvmodsigende og dermed komplet umulig at forstå. Man forstår da godt, at folk i Vesten ikke orker at pløje sig igennem denne umulige og besynderlige bog.

Den berømte Skotske filosof David Hume (1711-76) har denne skarpe kommentar:

”Koranen er en vild og absurd forestilling. Koncentrerer vi os om Muhammeds fortællinger, vil vi hurtig opdage, at han priser eksempler på forræderi, umenneskelighed, grusomhed, hævn og snæversyn, som er aldeles uforenelig med et civiliseret samfund”.


”Stening til døde afhugning af arme og ben mord på bøsser og lesbiske, mord mod folk, der ikke underkaster sig islam, mord på folk, der forlader klanen, selvmordsbomber og seksuelle overgreb mod børn viser blot med al tydelighed, at Muhammeds allah er et satanisk svin,, Citat José Maria Carlos



”Koranen lærer os at dræbe afgudsdyrkerne og de vantro, der afviser islam” Gholam-Reza Fada, 1980.



Koranerne er bygget op som vers dvs, befalinger, som ikke levner plads til fortolkning. Dette forhold betyder, at man ikke kan stille spørgsmåltegn eller kritiserer islam. Et andet forhold er, at der er dødsstraf for at forlade islam og det har fuldstændig traumatiseret muslimerne i 1400 år - så der ikke nogen religions frihed, at finde her.

Alt i den islamiske verden handler om sex og religion.( Hirsi Ali)

Begreber som psykologi, filosofi, antropologi og sociologi er nærmest ikke eksisterende i den islamiske verden.

Er man blot lidt fortrolig med psykologi og filosofi da har man nogle fortræffelige analyse redskaber.

Lad os derfor slutte vores undersøgelse med, at undersøge vores kilde materiale.

Historien om Jesus fortæller os ikke, at Jesus var en bevæbnet man der drog ud og huggede hovedet af folk han ikke kunne lide - men det gjorde muslimernes helt Muhammed og derfor forstår muslimerne religion, som en krig.



Wafa Sultan er, blot en af de få som slap ud af 1400 års fangeskab og hendes bog
hedder "A GOD WHO HATES. 244 sider pris 200 kr.



Mit budskab skal lyde - sæt muslimerne fri og brand koranerne.

IZNO. Det står efter Juhls og Sørlanders analyser klart, at de intolerante befinder sig blandt muslimerne og deres medløbere. Muslimernes manglende respekt for religionsfrihed er helt central. Testen på, om muslimerne går ind for den, er, at andre religiøse skal kunne mene og sige, at Muhammed er og var en skiderik. Dette forhold kan først opfattes som værende på plads, når de muslimske klagesange hører op. Indtil da må vi uden skånsel udfordre dem og deres beskyttere og især sidstnævntes censur-virksomhed. Det vil vi gøre uden at spekulere på, om det skal lykkes for dem at kalde det en forhånelse af deres tro og ad den vej i ny og næ lokke en godtroende dommer på glat is. Den muslimske censur-paragraf er en forbrydelse mod demokratiet, idet den ser bort fra den demokratiske ret til at samle sig efter anskuelser, at oprette partier og propagandere for deres budskab. Dette kaldes af censur-begejstrede for "forsæt til udbredelse til en videre kreds", flot Orwell'sk newspeek. Den ville præsterne i Iran synes om. Ægte demokrati har ikke en elite eller et præsteskab, der skal sige god for politiske modstanderes programmer og opstillingsberettigelse. Censur-paragraffen har giver iranske tilstande i Danmark og Europa. Jeg personlig helmer ikke, før det er lavet om.

Hej Jeppe
Hvis ytringsfriheden er absolut og ukrænkelig, skal vi vel også have friheden til at fremsætte injurier, komme med ærekrænkende og bagvaskende udtalelser mod enkeltpersoner, samt opfordre til vold, uden at blive bremset af lovgivningen. Mener du, at vi skal have afskaffet disse begrænsninger af ytringsfriheden?
Hilsen Morten Isaksen

(Rousseau i ’Du contrat social’)
er, taget bogstavelig, meningsløs. Enhver kan jo se at det ikke er tilfældet, lige fra fødslen. Ikke frihed er grundlaget, bindingen er.

Mener man derimod at mennesket fødes med en NATURLIG trang til og behov for frihed stiller sagen, og sætningen, sig anderledes.
Den er udtryk for en ny menneskeopfattelse, den at mennesker selv kan og vil og at det er deres naturlige ret at kunne. Den er naturret svarende til menneskets natur, det skal have ret til selvbestemmelse.
Dette står i kontrast til og konflikt med den ældgamle skæbnetro som den enkelte intet kan stille op imod og som er ført videre i religionerne, i den ’almægtige gud’.
Derfor er frigørelsens optimistiske projekt stærk knyttet til religionskritik (absolutismen)og troen bliver en sag for den enkelte.

Og projektet er stærk knyttet til et opgør med slaveriet som ikke kan forenes med tanken
om frihed, et opgør som er vestens fortjeneste, mundende ud i ’menneskerettigheder’.
Dette grundlæggende opgør har aldrig fundet sted i islam, her er loven fortsat bundet til den skæbnesvangre ’guds lov’ hvor nogle uheldige tildeles en tilværelse som slaver.

Senere filosoffer ser dog knap så optimistisk på sagen. Her er mennesket snarere sin egen skæbne og frihed noget man er dømt til, uanset den håbefulde gudstro.

En lille "filosofisk" sag, som jeg har tænkt meget over, hvordan skal formuleres....

"I det øjeblik jeg som person ytrer mig eller handler ud fra en hensyntagen til, hvad andre mennesker (eksempelvis en gruppe)kan fatte og forstå (tåler at høre følelsesmæssigt), og jeg gør det for at beskytte dem for det budskab, jeg ønsker at fremsætte, har jeg da ikke sat mig til dommer over ”de andres” evner (eller rette beskyldt dem for at være for dumme eller uudviklede) til at forstå mit budskab i den sammenhæng jeg leverer det og dermed gjort mig til ”overherre”, altså sat mig selv på en piedestal som et højerestående væsen? (Og har jeg dermed ikke allerede forhånet den gruppe mennesker som dummere og mindre begavede end mig selv og mine lige?)"

(Dette skal naturligvis ikke sammenlignes med at ændre ytringer eller handlinger for at tækkes andre og undgå konflikt. Det er det, vi i dag kalder selvcensur, det gør man, når man handler som en ”appeaser”! Altså et krybende menneske uden tillid til egne evner eller styrke - eller måske i fidelitet med en anden gruppe - men så er vi jo igen tilbage ved stykke 1.)

Hej Morten. Tak for spørgsmålet:

”Hvis ytringsfriheden er absolut og ukrænkelig, skal vi vel også have friheden til at fremsætte injurier, komme med ærekrænkende og bagvaskende udtalelser mod enkeltpersoner, samt opfordre til vold, uden at blive bremset af lovgivningen. Mener du, at vi skal have afskaffet disse begrænsninger af ytringsfriheden?”

Ingen rettigheder er absolutte og ukrænkelige – heller ikke ytringsfriheden. Etiske fordringer er primære og absolutte. I det omfang vi bøjer os for fordringerne kan der eksistere nogle dermed sammenhængende rettigheder. Det vil sige at rettighederne har vi ikke ubegrænset – de er altid begrænset af empiriske faktorer – ikke mindst af menneskets natur og begrænsede ressourcer.

Eksistensen af materiel ytringsfrihed forudsætter således en almindelig konsensus om tolerance. Der hvor grænserne for tolerancen går, der går også grænserne for ytringsfriheden.

Efter min mening er det naturligt og rigtigt at beskytte individer mod trusler om vold samt mod løgnagtig ærekrænkelse og bagvaskelse. Denne grænse for tolerancen betyder, at grænsen for lovlige ytringer bliver trukket her.

Den begrebslogiske analyse kan ikke sige præcis hvor grænsen bør trækkes, for det beror på empiriske forhold, erfaringer, traditioner samt et personligt skøn. Og her kan vi skønne forskelligt. Det man kan sige er, at skønnet bør udøves inden for de rammer som sættes af Sørlanders etiske konsistenskrav. Det har jeg så forsøgt at gøre i min besvarelse af spørgsmålet.

Hej Jeppe
Der er jo en grund til, at vi i Europa har love mod hatespeach. Det er selvfølgelig historien om dæmoniseringen af jøderne i tredivernes Tyskland, der slog over i regulær etnisk udrydelse, jeg mener. Senest har vi set denne mekanisme bekræftet ved Rwandas folkemord i 1994. Mener du ikke disse historiske erfaringer skal tages i betragtning, når der lovgives på feltet?
hilsen Morten Isaksen

Palæstinensiske børn bliver undervist i væbnet modstand. Det er tv-stationen Al-Aqsa, der er ledet af Hamas og bliver sendt i de palæstinensiske områder, der hver fredag sender et tv-program til børn, hvor en sort/hvid udgave af Mickey Mouse taler om et verdensherredømme under islamistisk ledelse.
Musen hedder ’Farfour’ eller ’Sommerfugl’, og sammen med pigen Saraa er de værter på programmet, ’Morgendagens Pionerer ’, der lader børn synge krigssange i æteren.

Er dette hvad der advokeres for, med ytringsfrihed ? Er det i gerne vil med fremtiden for Dansk TV ?

Ubetinget ytringsfrihed, vil så også gælde ovenstående Mickey Mouse eksembel, men måske skal ytringsfriheden kun gælde for Camre, Langballe og Hedegaard ?

Intelligens er udelukkende et praktisk spørgsmål, det er derfor, yderst begavede mennesker kan udtale sig dumt.

Når folk som Uffe Elleman-Jensens, Rune Engelbrechts, George Metz’ med mellemrum fylder den danske bladverden med deres muntre retorik om, at ytringsfrihedens grænser bestemmes af tolerancen, skal vi have i erindring, at dogmatisme og fanatisme er uafhængig af menneskets intellektuelle eller uddannelsesmæssige standard.

Hvis mennesker kun læser det, de vil læse og kun hører efter de argumenter, der passer i deres kram,  er det jo ikke oplysning vi har med at gøre men ensrettet information.

Intelligensen er ensrettet, og så er den ikke længere. Hvorfor den er ensrettet kan så diskute- res til dommedag. Måske sad de forkert på potten, måske fik de for mange smæk som barn. Mulighederne er legio. Det afgørende er, at  de troende ikke ejer tvivlens nådegave.    

Jeppe Juhls fremragende forklaring om historien er også en psykisk forklaring på kulturens menneskelige forfald, idet mennesket som kulturvæsen ganske enkelt ikke kan fungere harmonisk uden at have en kultur at støtte sig til, for derved får det identitet som menneske.

Men den tanke at det simpelthen er nødvendigt for den psykiske sundhed at identificere sig med andre mennesker, er bare ikke populær hos kultureliten, fordi de er uvidende om den måde menneske og kultur fungerer på. De læser ikke i den retning.  

I sin bog ”Bagsiden af spejlet” skærer filosofi professor Konrad Lorenz  dette problem ud i pap.  

"Vi mennesker der fra naturens hånd er kulturvæsener, kan slet ikke lade være med at udstyre alt det der blev overleveret til os i vor barndom og ungdom fra vore forældre og ældre slægtninge, med de emotionelle værdier, som disse traditionsgivere har for os. Synker disse værdier under nulpunktet, er der lukket af for videregi - velse af kulturel tradition."

Identificerer vi os ikke med det, vi henter i traditionen, har vi ganske enkelt ingen rigtig identitetsbevidsthed. Og har vi ikke det, kan vi ikke være psykisk sunde. Derfor bliver ungdommen - med Lorenz ord - da også fjender af samfundet.

Derfor er tidens systematiske opgør med danskernes traditioner ensbetydende med at undergrave sin egen identitet, en undergravelse der giver tomhed og rodløshed. Faktisk mener Lorenz, at et isoleret menneske slet ikke et menneske, da menneskeånden er et overindividuelt fænomen, bundet sammen af slægternes traditioner

Alle former for liv er naturligvis et resultat af evolutionen, men menneskets åndelige liv er ifølge Lorenz en ny form for liv i evolutionen, da dette åndelige liv indebærer en akkumulation af viden og en tilpasning til bestemte sociale og etiske grundholdninger og dermed en ny slags fællesskab af mennesker.

Eller den konkrete virkeliggørelse af et overin- dividuelt system som kaldes kultur.

Pointen er ganske enkelt ifølge Lorenz, at det netop er forskellen mellem kulturerne, der har bestemt menneskets højere udvikling. Derfor er det naturligvis en katastrofe af rang at opløse fællesskabet ved at udviske grænserne mellem kulturerne. Her kan man naturligvis ironisk tilføje, at det gør muslimerne heller ikke, det er kun europæerne.

Nutidens udvikling både med hensyn til EU,s demokrati-underskud  og dens besynderlige ide med at fylde Europas velfungerende lande op med den muslimske kultur er på længere sigt vejen til kaos eller ragnarok.

Men sådan ser Margrethe Vestager fra Det Radikaler Venstre ikke på det. Hun er med egne ord ved at brække sig, når hun ser det danske flag blafre i en kolonihave.

http://www.bebo.com/JonasB894
http://sourceforge.net/projects/afilipas32/
http://sourceforge.net/projects/alexeino31/
http://sourceforge.net/projects/gandom7/

I would not recomend it since frostwire is known for viruses on pc and macs