Sidste uge var Politikens chefredaktør Bo Lidegaard i studiet i Deadline på DR for at gøre rede for sit blads linje i forhold til hele dækningen af massakreringen af redaktionen Charlie Hebdo.
Der kom det igen til en af de mest grundlæggende sammenblandinger, som bliver ved og ved med at dukke op i debatten om Politikens – og faktisk også de fleste andre mediers – knæfald for islamisterne.
Den nødvendge pli
1) Ytringsæstetik og ytringsetik: Jeg er fuldkommen enig med alle andre i, at man bør udvise pli i dialoger, især hvis man ønsker en god kommunikation, om end man jo fra tid til anden også kommer sandheden nærmere med inspireret og inciterende tale. Men man har bestemt ikke pligt til at håne nogen – med mindre man vil, og det kan sagtens koste samtalen.
Omvendt er det heller ikke forbudt at håne folk – og man kan ikke altid forudse, hvem der føler sig hånet eller spottet. Og man kan i øvrigt sige, hvad man vil - soft, poetisk, groft, som en havnearbejder eller fisefornemt som en dannet dandy.
Det er meget vanskeligt at være uenig i, at det ikke klæder folk at være grove i samtalen – forstået sådan, at man jo godt lige kan prøve at mærke efter, hvordan det føles nede i maven, inden man bare kæfter op. Jeg er enig, helt enig. Faktisk er jeg rørende enig. På lidt samme fuldkommen hjernedødt indlysende måde, som når man opdaterer sin computer. ”Agree?” O, yeah.
2) Ytringsfrihed. Men vi taler altså ikke – i debatten om Deadline forleden – om, at Politikens chefredaktør Bo Lidegaard, en pæn mand som han er, alene ud fra sin moral eller sin store empati eller sin dannelse eller sin pli, vælger at undlade at bringe denne eller hin tegning eller på anden vis sige sin bramfri mening om muslimer i sin avis.
Vi taler om, at han direkte på live TV medgiver, at grunden til, at han undlader det, er, at han nu er bange. Han tør ikke. For han regner – i det nye debatklima, som han mener nu er opstået og altså er en realitet – med, at det kan have konsekvenser.
Det betyder altså, at han ikke længere kan sige det, som han personligt har lyst til, fordi der nu er andre, som bestemmer, hvad han kan sige, og hvad han ikke kan sige (med livet i behold). Med andre ord har han ikke frihed til at sige det, han vil. Han har mistet sin ytringsfrihed. Den er nu underlagt en totalitær, fascistisk ideologi fra Mellemøsten.
Årsagen til, at vi er nødt til at holde de to ting adskilt er blandt andet, at man sagtens kan have brug for at ytre ting, der fornærmer andre groft. Det drejer sig især om konflikter. Kvinderne er ikke blevet frie ved at tale mændene efter munden og undlade at ”krænke” de gængse værdier eller ”fornærme” mænd. Det var nødvendigt.
På samme måde har arbejderklassen ofte haft behov for at krænke arbejdsgiverne verbalt for at få deres rettigheder igennem. Og sommetider har det, der bare var deres sprog - bandeord, du-tiltale og primitive, grove udsagn i det hele taget - i sig selv været oplevet som krænkende tale.
Man kunne blive ved. Litteraturkritikken og kunstkritikken lever af at udfordre læseren og kunstnerne og publikum generelt. De politiske konflikter løses ikke kun ved at tale hinanden efter munden og gennem blødsøden dialog. Men også ved, at nogen siger ting, som andre kan opfatte som krænkende. Det kan jo, helt enkelt, være, at man er voldsomt uenig.
Ved at blande de to forhold sammen – æstetikken og etikken inden for friheden og så frihedsretten selv – så overser man noget uhyre vigtigt:
Intimideret til tavshed
Bo Lidegaard siger i dag ikke det, han måske ville sige, fordi han simpelthen ikke tør. Vi taler med andre ord ikke om, at han har pligt til at krænke, eller at han skal krænke eller at han bør krænke, vi taler heller ikke om, at han undlader at krænke, fordi han bare har lyst, eller fordi hans etik byder ham det. Vi taler om, at han forhindres i det.
Hans ytringsfrihed er stækket af kriminelle selvtægtsforbrydere, der pludselig mener, at de står højere end loven. Han er intimideret til at tie. Det er ikke et frit valg
Min opfattelse er, at det skal vi ikke finde os i. Vi skal ikke bøje nakken. Vi skal fortsætte med at udtrykke os som vi vil - med eller uden pli.
Men vi skal ikke undlade at udtrykke os - hverken med eller uden pli - simpelthen fordi vi ikke tør andet. Så har man givet fortabt. Så har man underkastet sig onde magter.
Så har man ladet terroristerne vinde. Og det var dét, Politikens chefredaktør for leden gjorde live på TV.
I gamle dage reklamerede Politiken med, at den var ”Det bedste blad”, og at avisen var ”Organet for den højeste oplysning”.
Kernen i problemet her er, at hvis man ikke længere kan sige, hvad man mener bedst indfanger situationen, eller trykke, hvad man har føler bedst samler øjeblikket, eller bringe de tegninger, som bedst formidler en indsigt eller en ny erkendelse, en oplyst tilstand, ja, så er man faktisk ikke længere "Det bedste blad", men derimod ”Det næstbedste blad”.
Man er ikke længere ”Organet for den højeste oplysning”, men derimod ”Organet for den næsthøjeste oplysning”. Man er altså blevet – som hjertelægerne siger, når patienterne dør imellem hænderne på dem – suboptimal.
Mit helt enkle spørgsmål er: Kan vi være tjent med sådan en presse?
Kristian Ditlev Jensen er forfatter
