Den tidligere maoist, Albanien-tilhænger, VS’er Uffe Elbæk er opvokset på en højskole, idet hans fader, Oscar Elbæk, var lærer på Ry Højskole.
Jeg har set, at det skulle være en kulturradikal baggrund. Det stod i Politiken. Den er da kristen.
Ry Højskole havde i sin tid J. Chr. Hostrups søn, Helge, som forstander.
Om ham og tiden sagde fader Hostrup ved en tale:
”Jeg er sikker på, at min søn og hans unge kone er særlig skikkede til denne gerning, og det samme gælder min søns medhjælper, lærer Halse. De er frisindede og folkelige mennesker. Der er noget, man kalder »Radikalisme«, men den Radikalisme, der kun går ud på at luge ukrudtet bort, skal man ikke være bange for.
De er retsindige og gudfrygtige mennesker, som ikke vil rive Guds Himmel ned over os, men bo og opvokse sammen med os under den. De vil føre ungdommen frem i vore fædres fodspor, frem til videre udvikling.”
Ja, sådan vil den nye kulturminister ikke kunne sige. Han har gjort op med sin højskolefortid så grundigt, som man kan.
En ny Kristen Poulsgaard
Den nye kulturminister er altså en ganske normal og tilpasset kulturradikal. Han har de rigtige meninger. Han er indbegrebet af den kreative klasse og hans største fortrin er, at han er bøsse.
Nu bliver kulturradikalismen igen lig med den statslige kultur. I ti år var de kulturradikale sat uden for – delvis kun – og nu er de tilbage.
Ordenen er genoprettet. Alt er ved det gamle.
Han har udtalt, at han er kulturelt set ”altædende”. Det vil sige, at han ingen smag har og ikke kan skelne mellem godt og skidt. Han vil ikke skelne mellem finkultur og lavkultur.
Det siger alle, der ikke har nogen interesse for finkultur eller har dårlig smag. Og det viser sig da også, at han er til rockmusik.
Han er dybest set udtryk for kulturrindalisme-radikalisme. Han er en moderne udgave af Kristen Poulsgaard. Han vil have det gamle ud: Balletten, gamle scene, kirkemusik og symfoniorkestre.
Selvom han ikke skelner mellem højkultur og populærkultur, fastholder han en forskel på kunst og kultur. Han aner sikkert ikke hvorfor, men han kan i det mindste sige, at kultur er vaner.
Det er jo en god, gammel, dansk, socialdemokratisk definition.
Ikke den første
Endelig er der den nye ligestillings- og kirkeminister med ansvar for det nordiske, Manu Sareen. Han er født i Punjab.
Han er ikke den første minister med indvandrerbaggrund. Edvard Brandes, koloniminister en overgang, var det vel lidt, men socialdemokraten Henry Grünbaum var 2. generationsindvandrer.
Det var der ingen, der gjorde noget ud af dengang, han blev minister, men nu er det symbolsk, og der er ikke grænser for, hvor mange ”signaler”, det udsender. Politik er blevet en radiosender, der hele tiden udsender den slags.
Man kan kun glæde sig over, når en hindu bliver døbt og dermed bliver en kristen, sådan som tilfældet er med ham. Det var den radikale præst, Mikkel Wold, der foretog dåben. Han er en sand hyrde, der opsøger fortabte får.
Som østtyske toldere
Hvorfor er Sareen blevet kirkeminister? Ligestilling kan han næppe bruge megen tid på. Der er vel heller ikke så meget at gøre i kirkeministeriet.
Der er tale om, at han skal læres op til at blive minister et andet sted. Dog er der et problem. Han får for meget tid i kirkeministeriet.
Og når en politiker får for meget tid, bliver han som østtyske toldere. Undersøger alt. Det var bedre, da den radikale Ole Vig Jensen var kirkeminister. Han kom vist aldrig i ministeriet.
Der er dog ingen tvivl om, at udnævnelsen skal give omtale og signalere multi-et-eller-andet. Jeg ville dog faktisk have foretrukket Naser Khader som kirkeminister.
Udnævnelsen er også udtryk for manglende respekt og tolerance over for de 20 eller 30 ”bibeltro” præster, der er imod det ene og det andet, som om disse få udgjorde en trussel.
De er udtryk for folkekirkelig mangfoldighed, men når det handler om folkekirken, så er mangfoldighed pludselig ikke længere en ”værdi” og så ophører respekt og tolerance, som af regeringen er udnævnt til stærke danske værdier.
Vi skal altså have respekt, men… Vi skal være tolerante, men…
Forberedelse til adskillelse
De radikale og SF skal også bruge ham til at forberede adskillelsen af stat og kirke. De taler igen om den paragraf 66 i Grundloven, som nogle kalder en ”løfteparagraf”. Men det er en fejlfortolkning. Den er ikke et løfte om noget som helst og da slet ikke om en kirkeforfatning. Der står kun ”ordnes ved lov” – men det er jo, hvad der sker hele tiden.
Det bliver da morsomt at se, hvem der kommer i det udvalg, der skal forberede og sylte. Mon ikke det bliver de sædvanlige tordenskjolds soldater.
Jeg har et par kandidater: biskop Karsten Nissen fra Viborg og lederen af Grundtvig-akademiet, Birgitte Stoklund Larsen. Hvorfor de to? Jo, de har udtalt sig til Kristeligt Dagblad om Sareen.
Karsten Nissen som orientalist
Karsten Nissen er en meget progressiv kristen. Han synes, det er interessant, at Manu Sareen er den første minister med indvandrerbaggrund. Det er for det første forkert. Det er dernæst ikke det mindste interessant.
Hvad interessant er det ved det? Tror Nissen, at der vil blive tilført den danske folkekirke punjabiske elementer?
Jeg har to svigersønner med indvandrerbaggrund. Jeg vil blive vred, hvis der var nogen, der fandt det interessant. Nissen er en slags orientalist.
Han tolker dernæst udnævnelsen sådan, at det viser, at kristendommen ikke er dansk, men global.
Jeg har endnu aldrig mødt nogen, der mente, at den mosaisk-kristne livsanskuelse var dansk. Kan Nissen mon finde en eneste, der mener, at Jesus ikke var jøde?
Har Nissen aldrig hørt om noget, der engang hed Ydre Mission? Mon de kære damer fra Hirtshals, der var med i Sudan-missionen, troede, at Sudan lå i Danmark?
Plat kliche
Dernæst er kristendommen ikke global. Det er en plat kliche. Der findes faktisk andre religioner i verden. Og til sidst: Helle Thorning-Schmidt taler konstant om Danmark og det danske.
Den nye kulturpolitik skal bygge på danske værdier. VK-regeringen var globalistisk. Kender Karsten Nissen mon Kristian Jensens bog Hurra for globaliseringen?
Eller er den, set fra bispens side, også et signal om danskhed. Hvad får Nissen til at sige, som han gør?
Hans irrationelle had til Tidehverv, naturligvis. De røde danske præster har i ti år været besat af raseri mod Krarup og Langballe. Denne vrede har gjort dem blinde og døve for alt andet.
Samme besættelse lider også Birgitte S. Larsen af. Hun siger glad om Manu Sareen: ”Andre vil gerne klistre danskhed og folkekirken sammen”.
Andre? Ja, andre end de radikale. Nu har jeg dog svært ved at forestille mig den danske folkekirke virke i Frankrig? Ønsker grundtvigakademikerne en kirke løsrevet fra folket?
Det lyder sandelig meget grundtvigsk. Skal de tale engelsk i den kirke? Er de blevet økumenikere eller katolikker?
Vor tids nationalliberale
Helle Thorning-Schmidt har i tale efter tale klisteret danskhed og den røde regering sammen. Den baserer sig på en styrket EU-modstand og anti-globalister i massevis.
De kulturradikale er vor tids nationalliberale. Hvis Nissen og Larsen ikke var forblændet af vrede, ville de med det samme tage afstand fra den nye regering. Men i stedet glæder de sig – for ih, hvor er det interessant med en inder.
