En af de sandheder, som hurtigt blev vedtaget efter terroraktionen i Norge er, at Anders Breiviks ideologi bedst kunne forstås som en slags nationalkonservatisme.
Denne sandhed er nært knyttet til holdningen om, at årsagen til tilfældet Breivik er at finde i debattonen. En holdning, der blev spidsformuleret af Politikens Anita Bay Bundegaard, som på TV talte om et kontinuum mellem nationalkonservatismen og Breivik.
Sagt på en anden måde: Breiviks massakre på Utøya er den logiske og naturlige konsekvens af nationalkonservatismens tilstedeværelse i debatten.
Søforklaringer
Denne alvorlige anklage udgør det ene yderpunkt i en debat, som meget hurtigt er blevet politiseret til skade for en dybere forståelse af truslerne mod vores samfund.
Det andet synspunkt er det, som mange borgerlige debattører har søgt at hævde, nemlig at det ikke giver mening at tale om en sammenhæng mellem tonen og terroren, fordi vi slet ikke kan rationalisere Breivik.
Det var en gal mands værk, og dermed er den sag lukket.
Begge tilgange forekommer mig at være politisk motiverede, hvilket bedst viser sig ved, at netop de, som altid har henvist til psykologiske og sociale årsager, når det drejer sig om islamisk terror, med så stor iver finder den dybereliggende årsag i den nationalkonservative ideologi.
Mens de, som altid har fremhævet forbindelsen mellem den islamistiske ideologi og terror, pludselig henfalder til en belejlig psykologisering.
I en artikel skrevet til dette års udgave af Årsskriftet Critique, har jeg søgt at fastholde det synspunkt, at der naturligvis er en forbindelse mellem handling og ideologi, og at det står lysende klart, at Anders Breivik er ideolog.
Vi må altså tage de forklaringer alvorligt, som søger den ideologiske sammenhæng. For det uhyggelige ved Breiviks terror er ikke, at den er uforståelig, men at den i allerhøjeste grad er forståelig – vel at mærke i en helt bestemt ideologisk kontekst, som er udpenslet af Breivik selv på lidt over 1500 sider.
Konservatisme?
Det næste spørgsmål er så, om det er en konservativ ideologi? Spørgsmålet har jeg behandler i føromtalte artikel. Det korte svar er nej.
Ser man nemlig på, nogle af de kendetegn, vi normalt tilskriver konservatismen, så står det klart, at konservatismen grundlæggende er anti-radikalisme.
Den knytter sig snævert til en opfattelse af politik, som betoner menneskets begrænsninger, og som derfor afviser utopiske projekter.
Med et udtryk, som den konservative politiker Aksel Møller yndede at bruge, kan man sige, at for konservative er politik det muliges kunst.
Dette er ikke et udtryk for konservativ svaghed, men netop en afgørende pointe i den konservative kritik af den moderne verdens politiske projekter.
I modsætning hertil kan Breiviks ideologi bedst opfattes som en form for revolutionær nationalisme, hvortil der endda knytter sig visse okkulte elementer karakteristisk for nogle nyfascistiske tænkere.
Han knytter en korsfarerideologi til en idé om ham selv som en del af en revolutionær avantgarde – en gammel kommunistisk idé – som har til opgave gennem heroiske, overmenneskelig handlinger – læs terror – at vække de slumrende europæiske folk.
I en forstand er Breivik som alle andre revolutionære i historien og som Dostojevskijs Raskolnikov, der mente at være et napoleansk overmenneske og derfor slog den gamle pantelånerske ihjel uden at blinke.
Utopiens endemål er en omfattende etnisk udrensning, hvor op i mod 60 % af Europas befolkning deporteres, hvor Europa bliver en føderal superstat, som kan vælte USA af tronen, og hvor der tillige oprettes kristne stater langs Mellemøstens middelhavskyst.
Den borgerkrig, Breivik taler om, er ikke som hos visse nationalkonservative en forestående trussel, der skal undgås, men derimod en storslået mulighed for en udrensning, som kan sikre etnisk, kulturel og moralsk renhed i Europa.
Derfor ser han det også som sin opgave at hjælpe den på vej. Hans borgerkrig er ikke sammenbrud, men en national revolution.
Konservatismens afvisning af radikalismen
Flere steder hos Edmund Burke, konservatismens fader, udtrykkes en kras kritik af den politiske radikalisme. Et sted skriver han således:
”Når disse forkyndere ikke finder deres vidtløftige principper anvendelige i sager, der kun kræver en saglig eller hvad jeg kunne kalde en borgerlig og lovmæssig opposition, så opponerer de overhovedet ikke. For dem heddet det krig eller revolution – eller slet ingenting. Når de ser, at deres politiske projekter ikke passer til den verden, de lever i, kommer de ofte til at tænke ringe om alle samfundets grundprincipper”
For Burke er politik i høj grad statsmandskunst, og som sådan må han derfor afvise en opfattelse af det politiske, der udspringer af radikalismen og altid kræver alt eller intet.
Et sted taler han om radikalismens gemytbestemte tilbøjelighed til at sønderrive alt, og i en af de mest berømte afsnit taler han om at forandre for at bevare og sætter dette i opposition til den radikale politik:
”På én gang at reformere og bevare er en helt anden sag. Når man beholder det brugbare ved en gammel institution, og det, som skal føjes til, skal indpasses i det, som er bibeholdt, kræves der en stærk ånd, en stadig udholdende opmærksomhed, mangesidige evner til at sammenligne og kombinere og en frodig og rådsnar forstand.
Og disse egenskaber vil stå i en stadig kamp med to hinanden modsatte kræfters forenede magt, nemlig det stivsind, som afviser enhver forbedring, og den overfladiskhed, som trættes og væmmes ved alt, hvad den har”
Pointen er, at denne kritik naturligvis har gyldighed for både radikalismer på højre og venstrefløj. Breivik er højreradikal og konservatismen er, hvor den overhovedet er forstået, et opgør og en anklage med denne højreradikalisme.
Højreradikalismen er ikke en fortsættelse af konservatismen, men tværtimod en perversion af konservatismens forsvar for det nationale, det frie samfund, det personlige ansvar, kristendommen og den sunde mådelige udvikling.
Christian Skov er ph.d.-studerende i historie og redaktør af Årsskriftet Critique
