I mandags blev en 29-årig mand ved en appelsag i Vestre Landsret idømt 7 dages betinget fængsel for på to hjemmesider at have offentliggjort vittigheder, som retten fandt var en overtrædelse af straffelovens § 266b, den såkaldte racismeparagraf.
Mere konkret blev den 29-årige dømt for at ”….have udbredt vittigheder, hvorved grupper af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af race, hudfarve, nationale eller etnisk oprindelse eller tro”
Det var især vittigheder, der var kategoriseret som ”Jøde jokes” og ”neger jokes”, som dommerne gav anklageren medhold i var udtryk for, ”…at jøder og sorte mennesker manglede værdi som mennesker – for jødernes vedkommende navnlig ved at latterliggøre dem med reference til holocaust, og for gruppen af sorte mennesker ved at beskrive dem som slaver, værdiløse, kriminelle eller med analogier til dyreriget. Udsagnene var på den baggrund nedværdigende eller forhånende udtalelser omfattet af straffelovens § 266 b, stk. 1, således som denne bestemmelse må forstås i lyset af den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det forhold, at udsagnene var formuleret som vittigheder, kunne ikke føre til et andet resultat.”
Dommen illustrerer, hvad vi har hævdet siden Trykkefrihedsselskabets oprettelse i 2005, nemlig at racismeparagraffen i straffelovens § 266b er en bestemmelse, der ikke hører hjemme i et demokrati.
Det er i sig selv grotesk, at man kan blive idømt en (betinget) fængselsstraf for en vittighed: vittigheder er i sagens natur ikke alvor, men humor, og skal som sådan ikke tages for pålydende. Det følger faktisk af det, man kalder forholdets natur, at vittigheder tværtimod IKKE skal tages alvorligt og at hele vittighedens raison d´etre hviler på en overraskende – ofte stærkt fortegnet eller ligefrem usand - pointe, der ikke sjældent spiller på fordomme og vilde overdrivelser. Det er dét, der gør den sjov – for nogle vel at mærke, mens andre finder det plat og usmageligt, men ingen kan med vægt argumentere for, at en vittighed er mere alvorlig end i værste fald en plathed. Dommen underkender i den forstand hele vittighedens oprindelige formål og gør oven i købet nonsens kriminelt, for der er i sagens natur ingen, der kan eller må tage vittigheder alvorligt.
Dommens absurditet understreges af, at anklagemyndigheden havde sorteret i det oprindelige udvalg af vittigheder fra byretten og ”kun” indbragt 53 af et oprindeligt langt større antal vittigheder på hjemmesiderne for Landsretten. En omstændighed som den dømte vittighedssamler, 29-årige Azad Habib, selv pointerede det retsløse i: ”Jeg er blevet frifundet for halvdelen af vittighederne. Hvem skal jeg spørge, når jeg i fremtiden skal finde ud af, hvilke vittigheder, der er et brud på racismeparagraffen?”
God pointe. For det er præcis, hvad Vestre Landsrets dom er udtryk for: smagsdommeri af værste skuffe, der intet har med en retsstat at gøre: smagsdommeri hører ikke hjemme i en dansk retssal, hvilket de juridiske dommere burde have indset og forhindret denne både tåbelige og ulykkelige sag i overhovedet at blive prøvet. Når det alligevel er sket, skyldes det en kombination af dommernes manglende evne og vilje til at se ud over de platte vittigheders grovkornede natur og sondre mellem dannelse og ytringsfrihed/jura på den ene side – og anklagemyndighedens begær efter at få defineret grænserne for anvendelsen af § 266b på den anden.
Det er pinligt og foragteligt at bruge offentlige ressourcer på at slæbe en mand i retten og dømme ham for at udbrede dårlige vittigheder på nettet. Det er uværdigt for en demokratisk retsstat og dommen står som endnu en skamstøtte over racismeparagraffen, der aldrig skulle have fundet vej til dansk ret.
Efter sigende vil Azad Habib søge Procesbevillingsnævnet om 3. instansbevilling, så sagen kan blive prøvet for Højesteret.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
