Den forfængelige fornuft

HVAD I ALVERDEN ER VERDEN?

. Grundlæggende er der ingen forskel på tro, overtro og vantro idet de alle alene hviler på regulært selvbedrag og falsk bevidsthed, som den tyske filosof Arthur Schopenhauer kaldte Majas slør; indholdet kan jo være hvad som
helst, det er troen alen, der bærere værket.

Der findes ingen grundlæggende adskillelse mellem mytologi og teologi, det skulle da lige være, at teologi er et levebrød – altså en indtægtskilde.

Hvad skete der med de gamle guder, så som Odin, Thor, Zeus, Venus, Mars og hvad de nu hed alle sammen? De ”døde” den gang mennesket holdt op med at dyrke dem og i stedet kastede sig ud i monokulturen, det blev tragedien fødsel.

Det fremføres ofte, at det var Nietzsche, der slog gud ihjel med sine afsløringer af vor kulturs tomme illusioner.
Hertil har den danske religionshistoriker Vilhelm Grønbech (1873-1948) denne pragtfulde kommentar:” Gud døde dengang mennesket fandt det nødvendigt at bevise hans eksistens”. Monokulturen har altid ført mennesket ud i intolerance og snæversyn men værst af alt til fjendskab iblandt menneskerne.

Jeg har ofte hørt mennesker, der taler om noget de kalder for gud og allah og den slags. Men da jeg ikke har nogen personlig erfaring med dette fænomen må jeg indrømme, at stort set ikke har den ringeste idé om hvad det er disse mennesker taler om - og når jeg beder disse mennesker om at forklare sig ender det altid i mystiske spøgelse historier, som fortaber sig i tåger. Ingen gud har nogensinde skabt ét eneste menneske.

Til gengæld har mennesket opfundet utallige guder, ned gennem menneskets historie, og stadig nye kommer til! ”Mennesket skabte gud af frygt og uvidenhed – Citat af Pär Lagerkvist. Nobelpris 1951.

Men det skal man forstå rigtigt; mennesket havde brug for et imaginært totem, som kunne ”forklarer” alt det som mennesket ikke selv kunne forklare. I dag må vi jo nok erkende, at dette er en noget besynderlig cirkel slutning, som fx - gud er god og derfor er det gode godt og det gode er godt fordi gud er god (...) Sagt på en anden måde: er det gode godt fordi gud vil – eller vil gud det gode fordi det er godt? . Som man sagde i det gamle Grækenland ” skal vi ikke snart have nogen nye guder.
Det forhold, at mennesker opfinder sig en gud blot for, at få sig en herre, er, jo i sig selv absurd og ligner mest alt en psykologisk korsslutning. Når man fortæller børn, at gud har opfundet hele verden, stiller børene ofte det interessante spørgsmål – hvem opfandt så gud?
Er det noget, der har opfundet sig selv? Hermed forstummer al teologi i mystisk tåge snak – for det har ingen hidtil givet noget fornuftigt svar på.

”Gud er død, vi har slået ham ihjel.” skrev den tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900). Og hvad mente han så med det? Det han mente var, at det var på høje tid, at mennesket tog livet alvorligt, det betyder ikke at livet nødvendigvis behøver at være kedeligt - måske sanere tværtimod.

Menneskeheden skal tage deres egen skæbne i sine egne hænder og lære, at stole på sig selv. Livet er noget mennesket må tage på sig – og forholde sig til livet på en rationel måde: på godt og ondt - idet paradis og helvede allerede findes her på jorden, symboliseret ved frihed som paradis og undertykkelse som helvede.

Når gud er død er der ikke længer nogen, der står og gemmer sig bag døren og dermed bliver mennesket selv draget til ansvar for sine handlinger, gøren og laden. I sådan en verden forpligter mennesket sig til, at forholde sig rationel til omverden med fornuften som eneste domstol. Det, der var Nietzsche mål (filosofi) var, at befri (frelse) mennesket for religionens (kirkens) dogmatiske: åndelige fængsel. Samtidig forstod han godt, at det var en farbar vej – en slags alles krig mod alle, som Thomas Hobbes (1588-1679) havde hævdet.

Hvis tæppet forsvinder under vores fødder bliver vi rodløse og angsten melder sig. Når mennesket er overladt til sig selv, bliver mennesket en slags linedanser, som befinder sig på en line udspændt mellem to tårne; for derefter, at bevæge sig tilbage til det gamle tårn eller til nye tårne. Altid med risiko for at styrte ned i afgrunden eller, at nå de højeste tårne. Sagt på en anden måde; mennesket er altid på vej ind i nogett eller på vej ud af noget eller midt i noget, men aldrig uden for noget. Selv når vi sover, siger Freud, er bevidstheden til stede, ellers ville vi ikke være i stand til, at huske vores drømme.( se: Sigmund Freuds. Drømmetydning.


Den danske filosof Peter Zinkernagel udtrykker sig således: noget er altid noget i forhold til noget andet noget; for i sig selv er det ikke ingenting. Og det er da til, at tage og føle på, for tingene/begreberne opstår jo altid af deres modsætninger eller deres medsætninger – uden for kontekst er de intet! - dette forhold har man været opmærksom på lige siden Platons tid.
I den filosofiske terminologi kaldes fænomenet dualisme. Det betyder, at sproget og bevidstheden på afgørende vis operere dualistisk – med to (lat.duo) poler – som kun kan begribe noget og føje nye indtryk og betydninger til ved at udnytte de mange sproglige modsætningspar, der ligger parat: Lys/mørke – godt/ondt – lige/ulige – grænse/ubegrænset – koldt/varmt og så fremdeles.
Den anden vigtige konsekvens af modsigelsens grundsætning er, at kun det ene udsagn ved to modsatte sætninger kan være sandt. Det lyder umiddelbart indlysende: enten står der to lys på et bord, eller der står ikke to lys på et bord – om der er ét, tre eller slet ingen siger udsagnet ikke noget om, så man skal forholde sig til det konkrete – enten/eller. Det er imidlertid en meget streng logik, for er noget sandt eller retfærdigt, så er det modsatte falsk eller uretfærdigt.

I denne sammenhæng kun man tilføje, at islam, som vi sener skal se er kristendommens dualisme dvs. det stik modsatte.

Set i denne sammenhængende perspektivering er demokratiet den nye religion, hvor det nu ikke længer er menneskets guder, men mennesket selv, der er sat i centrum. Med andre ord - skal vi ikke snart have en verden for - voksne mennesker?

Som bekendt stammer den demokratiske samfundsorden fra det gamle Grækenland, men her bør man lige være opmærksom på, at de mænd, der sad på tinget dvs. beslutningsprocesserne alle var højtbegavede mennesker og trænet tænker, og ikke som vores tids kustoder, kagekoner og pølsemænd, som fylder op i folketinget - her i ligger der en væsentlig forskel.

Friedrich Nietzsche, som kom fra en respekteret præstefamilie har denne pragtfulde kommentar” Kristendommen har blot forvandlet et sundt og stærk rovdyr - til et sygt og tamt husdyr”.

Den danske filosof Villy Sørensen sagde engang i et interview” Mennesket er et dyr, der ikke er hvad det er af oprindelse i modsætning til de andre dyr, der netop er hvad de er af oprindelse”. Underforstået vi må gå ud fra, at verden var til før vi fik sproget; så hvad var vi før vi fik sproget? – et dyr!

Vi bruge jo ikke kun sproget når vi skal kommunikere med hinanden men også til, at forme tanker og begreber - man kunne også sige; uden sprog ingen tanker og ingen tanker uden sprog – men sproget kan jo også bedrage: tryllesang, som det hed på Platons tid. I conversations (dialektik) fra 1970. udtrykker Krishnamurti sig således” sproget er altid falsk idet det jo nok kan beskrive verden, men det kan aldrig blive ét med den verden, som det beskriver”. Når mennesket taler, taler´det, altid med sig selv! Hvorfor? Jo, for ellers bliver samtalen meningsløs... man kan jo ikke sige, at jeg ikke selv var til stede under min tale; underforstået menneskets begrebsverden er bygget op omkring den indre samtale – tankernes og ideologiens verden (metafysikkens verden).

Jeg mødte engang en filolog (sprogforsker), han forklarede, at der findes ca. 300 sprog og hver gang et sprog uddør, mister vi en verden; nemlig sprogets beskrivelse af verden, med andre ord findes der 300 sproglige beskrivelser af hvordan verden ser ud, set i denne sammenhæng er verden blot en sprog konstruktion.

Vi har jo kun sproget til at beskrive verden med; en verden, der jo ikke i sig selv er sproglig. Dette besynderlige paradoks har optaget mennesket lige siden Platons tid – for er det mennesket, der er i verden? Eller er verden i mennesket?


Bevidsthedens evolution tager sit udgangs punkt med Platons homo generosus - det generøse og fornuftbaserede menneske. Menneskets mentale bredbånds forbindelse er meget høj og bred målt i informations data per. sekund bit se: Mærk verden, men er dog begrænset dvs. der forgår mange informationer, som vi ikke er os bevidst om, uden for jeg´et sfære hersker en overfladisk subjektivitet dvs. det som vi ikke kan gribe og forstå og , som derfor ikke kan verificeres i en målbar rationel forstand.

Spydige tunger har kaldt alt den morderne filosofi for - blot fodnoter til Platon; en sandhed med visse modifikationer, men aksiomerne dvs. grundsætningerne, er Platons.

Platon (427-347 fvt.) er den første systematisk tænker, som vi har historisk kendskab til, desværre er mange af hans værker gået tabt. For Platon var verden noget, der hang sammen – noget sammenhængende, der af systemmastikken.Hos Platon finder vi de fire elementer – 1. Sprogets verden – dét, som sproget kan udtrykke og beskrive. 2. Tingenes verden – det, som vi kan røre ved. 3. Følelsernes verden – dét, som vi ikke kan røre ved, men som kan føles. 4. Tankernes verden – metafysikken, dét, som vi former vores begreber med. Ifølge Platon er disse elementer altid tilstedeværende i vores opfattelse af verden. For Platon var verden – idéernes verden og kreativitetens verden, og dermed også den morderne idéverden så som film, musik, design og kunst tager sit udgangspunkt med Platon idéverden. Der syntes da også, at hersker en indlysende analogi mellem Platons idéverden,
Darwins evolutionsbiologi, Einsteins relativitetsteori og Stephen Hawkings - universet i en nøddeskal. Med Platons” ånd” skabtes frihed, kreativitet og morderne tækning dvs. refleksion og selvkritik. Platons linje kaldes derfor idealismen i modsætning til hans elev Aristoteles (384-322 fvt.), som tænkte i fænomener, hans linje kaldes derfor materialisme.
(et gammelt kinesisk ordsprog siger: hvis du har et æg, og jeg har et æg, og vi bytter, ja, så har vi begge et æg; altså, der er lige lang vej over åen - status quo. Men hvis jeg har en idé og du har en idé og vi bytter, så har vi begge - to idéer). Altså udveksles der idéer og verden vokser. Når det kommer sig til erkendelsesteori komme vi ikke uden om den skotske filosof David Hume(1711-76), hans vigtigste læresætning lyder ”om det som vi ikke har nogen personlig erfaring med, om dette kan vi aldrig vide” hermed mener Hume det sanselige, det der kan erfares igennem sanserne dvs. det vi kan se, høre, smage, lugte og mærke. Hermed er vi igen tilbage i Platons verden.Det skal dog tilføjes, at Humes lov også omfatter naturvidenskabelig erfaring altså, at slutte fra årsag til virkning dvs. det vi kan erfare igennem kontrollerede forsøg og undersøgelser, som altid føre til det samme resultat, er også erfaring.

Den tyske sprogfilosof Ludwig Wittgenstein (1889-1951) skal have det sidste ord i denne syntese - hans meste berømte sætning lyder således” Det, hvorom man ikke kan tale, om det bør man tie”. Med andre ord hvornår styrter sproget ned i afgrunden (ravnerok) – i dets forsøg på, at beskrive verden? Wittgenstein havde omhyggeligt undersøgt hvad sproget kunne bære og magte og hvad, der var dets begrænsning. Sproget er som en bold, og med en bold kan man jo, som bekendt spile mange forskellige spil men, det er alene reglerne der sætter betingelserne.

Den fremragende danske filosof Peter Thielst sig et sted om sproget” Tanken/sproget, er som et lokomotiv; nok i stand til at bruse lidt frem og tøffe baglæns, men er dog altid bundet til sine skinner”.
Man kunne tilføje, at gud – døden og paradis er alle uinteressante spørgsmål idet, der ikke gives nogle klarificeret svar; så det bør man overhovedet ikke beskæftige sig med.
Lad mig slutte med et citat Buddha, som var en god tænker:

" Vi er, hvad vi tænker. Alt hvad vi er, opstår med vores tanker. Med vores tanker, skaber vi verden".

Tak til Ulla Nørtoft Thomsen - for lidt efertanke - det er sundt.

Mvh. Allan Hansen.

At se det store i det små-
dertil vil jeg gerne nå.
At se det små udi det store-
lær at lære og at more.

Er stolthed virkelig så vigtigt for så mange?
Oplysning som begreb forekommer mig langt væsentligere.
Som jeg sagde under en jobsamtale nogenlunde ordret: Kendte jeg mig ikke, er det ikke sikkert, jeg ville lære mig at kende. Det er nok muligt en anden har mere brug for arbejdet end jeg har.
Jeg fik ikke jobbet.

Forfængeligheden kræver ’ting’ man kan være stolt af – det står ikke i modsætning til hinanden men er hinandens forudsætninger/betingelser.
Ratio, fornuften, står også i kontrast til forfængeligheden hvis anliggende ikke er hvem man er men hvordan man fremstår.
Vores tidsånds dyrkelse af en åndsforladt kropskultur er det ekstreme udtryk for det, mod al fornuft.
Sagt med andre ord: frihed er der masser af - bare ingen frigørelse.

Det endelige opgør står mellem den rationelle fornuft verden og den romantiske pladder humanisme.
Jeg vil gerne være humanist - men på fornuftens betingelser.
Opgøret står altså mellem filosofi og retorik dvs. mellem den bastante metafysik, som hævder at have alle svarene og den sofistikeret metafysik, som ikke står klar med alle svarene men til gengæld stiller alle de interessante spørgsmål.

Her med en lille hilsen til den danske filosof Kai Sørlander:Forsvar for rationaliteten 2008.

’Forfængelighed er frugten af den offentlige mening; den skabes af den offentlige mening og næres af den. Deraf følger, at de, der er herrer over den offentlige mening, også er herrer over folkets handlinger”, skriver Rousseau - hvilket han har ret i.
At bukke under for den offentlige mening er et forfængelig projekt som kræver afkaldt på den selvstændige vurdering, på erkendelsen. ’Pladderhumanisme’ er én konsekvens, pladderpopulisme en anden. Men vurdering er et værdibegrundet valg som fint kan klare sig uden stolthed.
Jeg foretrækker demokrati frem for sharia. Det er jeg ikke stolt af, mit valg er ganske levedygtig
uden stolthed mens den ikke kan klare sig uden det rationelle. Desuden er jeg fri for mistanken om, at mit valg skyldes min stolthed.
Stolthed har jeg ofte mødt, ikke mindst hos muslimer. De er stolte af en kollektiv kultur hvis
medlemmer de er – uden at kunne henvise til personlige fortjenester. Man er sågar stolt af at være stolt, en stolthed som går i selvsving.

Men Rosseau har, endnu en gang skriver Enzensberger, sejret.
Den noget besynderlige idé om at ’mennesket er godt af natur’, at ondskaben kommer fra
kulturen, glemmer at mennesket både er et biologisk og et kulturelt væsen og at en tilbagevenden
til paradis, til ren naturtilstand, ikke er mulig. Desuden lader det til at alle oprindelige samfund
har dræbt mennesker. Humanisme er en europæisk kulturel opfindelse.
På den anden side har den ensidige satsning på (økonomiske)rammebetingelser ført til socialismens idé om ’socialiseringen af produktionsmidlerne’. Det har de så droppet, til fordel for socialiseringen
af terapien. Og nu er vi alle erklæret syge, kun terapien er sund. Det mest terapeutiske land er
nok Sverige, med klare tendenser til bevidsthedskontrol som ellers er karakteristisk for totalitære
sekter.

AT TURDE TÆNKE.

Rousseau blev født i Genéve i 1712 og døde i nærheden af Paris i 1778. De mellemliggende sekogtres år er en uafbrudt kæde af kaotiske hændelser ægte og indbildt ulykke, forbitrede kontroverser med venner og fjender.
Rousseau kaster sig skiftevis ud i febrilsk foretagsomhed og synker hen i drømmerier og dorsk vegeteren, eller han undslipper den onde verden i nervøse sammenbrud.

I sin ungdom udøver han næsten alle de professioner, der findes for en ung mand, der er stukket af fra et ærbart hjem; han bliver skriverlærling, håndværker, elev på et præsteseminar, musiklærer, kammertjener, sekretær, opdrager, omstrejfende musikant, ansat på et martrikelkontor. Senere bliver han sekretær i den diplomatiske tjeneste, nodeskriver og opfinder i den forbindelse sit eget nodesystem, dirigent og ganske succesrig operakomponist og skuespilforfatter; han værker opføres endog ved det kongelige hof i Versailles, hvor ophavsmanden dog vækker mishag ved sin overdrevent skødeløse påklædning.

i Disse ustadig år af sit liv flakker han om mellem Genéve, Italien, Schweiz den franske provins og Paris; han skifter bolig hvert andet år, ja somme tider hver anden måned. I denne frovirrede tid tillægger han sig selv i sin ærlighedsfanatisme alle laster: tyveri, løgne, anfald af dovenskab, bagvaskelse af piger med uplettet rygte, planløs læsning af romaner, sener lige så planløs læsning af filosofiske og historiske bøger.

I Paris får han indflydelserige venner, som Diderot og Voltaire, som han dog også under tiden raver uklar med men får dog klinget skårene igen.

Man kan tænke over Gud. Man kan tænke over verden. Men man kan også fæstne tankernes tråd til sin egen eksistens. Det er det, Rousseau gør. Han er nok den mest egocentriske tænker i filosofiens historie. Han skriver selv, at hele han kendskab til mennesket - og det er hans hovedeærinde - udspringer af iagttagelser af sig selv. " Hvor skulle maleren og den menneskelige natur apologet også hente sit forbillede, om han ikke havde fundet det i sit eget hjerte? Han skildret naturen sådan, som han følte den i sig selv.

I sit hovedværk: Bekendelse (på dansk 1948) afsløre han, hvor langt han var fra selv at realisere sine idealer. Rousseau blev en banebryder, både litterært, pædagogisk og politisk.

Tilbagetoget fra Dannevirke var ikke et nederlag, men en taktisk genistreg af den danske overgeneral De Meza. Efter at den danske hær med held havde slået adskillige angrebsforsøg tilbage, satte frosten for alvor ind. Det betød, at Dannevirkestillingen kunne omgås, da fjorde og overvandede områder kunne befærdes, akkurat som svenskerne kunne gå over isen til Langeland og Lolland og derfra videre.
Det var et tilbagetog og det berøvede prøjserne og østrigerne for en sejr og det bevarede en intakt danske hær.
Jovist er alt gråt, måske snarere hvidt. Men soldaterne var ikke besejret og de var besluttet på at gøre deres pligt, altså ikke opgivende eller demoraliseret.
Akkurat som i dag. For det er politikerne, der i dag bestemmer, at piraterne ikke må fængsles men tværtimod skal bespises med halalkød og sættes i land.
Og det var også politkerne, der i 1864 afskedigede overgeneral De Meza fordi han havde trukket sig tilbage.
Havde vi anvendt samme taktik ved Dybbøl kunne Danmarkshistorien have fået et ander forløb.