I medierne og af vore politikere skal vi hele tiden høre og læse om demokratibevægelser og oprør mod diktatorer og ønske om demokrati.
Alt sammen noget vi skal støtte, om nødvendigt med militær indsats.
Samtidig kan vi næsten dagligt se eksperter, politikere og meningsdannere igen og igen hamre det budskab ind, at det der sker i Mellemøsten viser at befolkningerne dér ønsker demokrati og samfund, som vi har her i vesten.
Endda har vor udviklingsminister Søren Pind været ud at sige, at Irak er det demokratiske forbillede for det, som sker nu i Mellemøsten.
At man så eklatant ønsker/kommer til at fejlfortolke begivenhederne i Mellemøsten er i sig selv bekymrende.
Irakisk udrensning af kristne
Hvis Irak skal være forbillede for begivenhederne i det øvrige Mellemøsten, så skal man jo være klar over, at det, nogle selv i Mellemøsten kalder ”irakiske tilstande” er den meget blodige borgerkrig mellem sunnier, shiitter og kurdere, som afsættelsen af Saddam Hussein, udløste.
En borgerkrig, der betød en reel etnisk udrensning af næste alle kristne i Irak. Op mod 1 million blev fordrevet eller slået ihjel.
At rense landet for kristne var og er reelt det eneste som de tre store muslimske grupper i landet har kunnet enes om. Alt dette medens USA havde magten i landet.
Hellig krig mod Gaddafi
Netop forfølgelsen og ønskerne om at uddrive de kristne, som vi har set det i Irak, synes snarere at være det irakiske eksempel, som resten af Mellemøstens befolkninger for tiden er i færd med at efterfølge.
I Libyen kalder oprørerne således deres krig for: hellig islamisk krig mod Gadaffi, ligesom oprørernes overordnede råd har udtalt, at: ”der ikke er brug for religionsfrihed i Libyen; vi er 100 % muslimer.”
I Egypten finder der dagligt overgreb og forfølgelse sted af landets oprindelige befolkning: det kristne mindretal, kopterne. Kirker og landsbyer brændes af.
Kristne slås ihjel og fordrives fra deres landsbyer af islamister og salafister, uden at militæret gør mine til at gribe ind overfor disse tilstande.
Ved den nyligt overståede folkeafstemning om ændringerne i den egyptiske forfatning fandt der valgsvindel sted i stor stil.
Afstemningssteder i især kristne områder, åbnedes simpelthen ikke, eller i hvert fald så sent, at det var umuligt for folk at nå at afgive deres stemme.
Overalt argumenterede islamister og salafister for at der skulle stemmes ja af hensyn til at bevare Koran og sharia som grundlag for den egyptiske forfatning, og for at kopterne skulle holdes uden for indflydelse.
En omstændighed, som vistnok ingen af vore medier overhovedet har viderebragt, endsige kommenteret.
Heller ikke, at de 20 %, der stemte nej til forfatningsændringerne netop var de kristne + den lille gruppe af vestligt indstillede muslimer, der faktisk er i Egypten.
Men hvad er 20 % mod de 80, der stemte ja for at bevare islam som grundlag for forfatning og samfund og for at holde kopterne uden for indflydelse?
I begyndelsen af marts måned blev landsbyen Sol lidt uden for Cairo overfaldet af en rasende hob af muslimer, der ville have fat i en kristen mand, der havde begået den forbrydelse, at han og en muslimsk kvinde fra en nabolandsby var blevet forelskede i hinanden.
Kirken i byen blev brændt ned.
Mængden forhindrede simpelthen brandvæsnet i at nå frem til stedet, ligesom det tilstedekommende militær forholdt sig passivt. Nogle dage senere gik de kristne i demonstration i Cairo på pladsen foran TV-bygningen.
De kristne demonstrerede over den begåede ugerning mod dem og forlangte deres kirke genopført.
Skønt militæret var på pladsen, bl.a. med tanks, greb de ikke ind, da demonstranterne blev overfaldet af muslimer, hvilket betød, at 6 kristne blev dræbt og 150 sårede. Sådan er tilstandene altså i Egypten, som vi nu hylder for at ville indføre demokrati.
Den egyptiske forfatning og sharia
En meningsmåling for nylig viste i øvrigt, at kun ca. 30 % ønsker at opretholde den fredsaftale som Sadat indgik med Israel. 84 % af egypterne mener desuden, at der skal være dødsstraf for at forlade islam.
I forvejen kan det nævnes, at den egyptiske forfatning har som artikel 2, at koran og sharia er grundlaget for lov og ret i landet, hvorefter lovgivere og dommere altså har sig at rette.
I parentes bemærket, så skal det måske også lige nævnes, at en helt ny meningsmåling viser, at selv i et land som Tyrkiet, der bejler til at komme med i EU, er 59 % af befolkningen imod, at kristne skal have lov til at holde gudstjeneste i landet. Så animositeten mod kristne er altså lige uden for Europas hoveddør.
I det første land i Mellemøsten, der oplevede et oprør mod landets mangeårige enevældige diktator, Tunesien, er frygten nu, at det alligevel skal lykkes islamisterne og det muslimske broderskab at kapre revolutionen.
Det er måske også derfor, der så længe har været stille omkring det, som sker i landet.
I nabolandet Algeriet, som ikke har været med i det såkaldte arabiske forår, bølgen af opstand mod de siddende regimer, har regeringen her den 22.maj dekreteret, at alle kristne kirker, som ikke er ”designeret” til gudstjenestelige formål, nu skal lukkes ”en gang for alle”, i skrivelsen til den protestantiske kirke i landet fra ”højpolitikommissariatet”.
Islamisk vækkelse
Dette tyder på, at den bølge, der skyller gennem Mellemøsten i højere grad, end vi har hørt, er en islamisk vækkelse, rettet mod kristne og andre mindretal i de pågældende lande.
Det seneste land, der har stået for tur med hensyn til såkaldt folkeligt oprør mod præsidenten, er Syrien. Også her har de vestlige medier, inklusive de hjemlige, ikke været sene til at tale om folkets ønske om demokrati, osv.
Imidlertid er forholdene i Syrien disse, at oprørerne ønsker Assads fald, fordi man er trætte af styrets verdslige regimente.
Hertil kommer at den religiøse majoritetsgruppe, som er sunnierne (70 %), ikke længere ønsker at blive styret af Assads alawitter(der er en gren af shia), der kun udgør ca. 10 % af befolkningen.
Også i Syrien frygter de ca. 10-12 % kristne at havne midt i denne cocktail af opgør mellem de muslimske grupper, de kristne netop betegner som: ”irakiske tilstande”.
Det er værd at bemærke, at sådan, som Syriens nuværende regime har regeret, har mindretal, såsom de kristne, været forholdsvis beskyttet af lovgivning, retlige institutioner, og den indbyrdes balance mellem befolkningsgrupperne i landet, som regimet har sikret.
Det er således på tide, at der kommer fokus på, hvad det egentligt er for nogle kræfter der står bag oprørerne i de muslimske lande, og hvilke bevæggrunde, der driver dem.
Her er det vigtigt at have med, at alle børn i skolerne i Mellemøsten udelukkende hører om kristne mennesker og kristendommen som noget negativt, ligesom det fuldstændigt forties, at der var kristne i Mellemøsten mere end 600 år før nogen lærte krigeren Muhammed at kende.
Prøv at slå op i en egyptisk skolebog om religion, eller se et palæstinensisk børneprogram, (du kan finde den slags på Youtube eller på MEMRI = The Middle East Research Instittut´ s hjemmeside) hvor der leges selvmordsbomberen mod de onde jøder.
Mediernes drømmebilleder
Når man ser, hvad det er for et enøjet had til kristne og jøder, muslimske børn opdrages og indoktrineres til, så kunne det måske være, alvoren i det, som foregår dernede, kunne gå op for medier og politikere.
Det kunne i første omgang komme de kristne mindretal til gode, og på sigt, ville det så også have den effekt, at vi bedre forstod, hvorfor muslimske unge også i Europa, nærmest er født med had til deres omgivelser (de ser jo de samme programmer, og hører de samme ting, som deres fætre og kusiner i Mellemøsten).
Måske derfor hjemlige medier og politikere skulle til at dykke et par spadestik dybere i deres analyser for forståelsen af, hvad der sker netop nu i Mellemøsten.
Det ville ikke kun tjene sandheden, men vil nok også give et klarere overblik at træffe beslutninger ud fra, hvilket vel ville være at foretrække frem for de drømmebilleder, der fortiden fremtrylles i medier og ud af politikernes munde.
Det er og bliver en falsk og unuanceret melodi.
Ole Buchardt Olesen er sognepræst i Gilleleje
