Min dybt troende kæreste Maria, der er fra Brasilien og katolsk opdraget, havde gjort mig det lysende klart, at det absolut ikke ville være befordrende for stemningen juleaften i hendes hjem, såfremt jeg undlod at tage med til juleaftensgudstjeneste i Ordrup Kirke klokken 16.30.
”Jamen Maria, jeg er jo jøde, og ...”
”Det var Jesus også”, afbrød kvindemennesket mig kontant, ”gør dig klar”!
”Jeg er også absolut ikke-troende ateist”, forsøgte jeg mig så.
”Det tror I alle. Knap frakken ...!”
Den sekulære jøde i kirken
Nu tilhører jeg bestemt ikke den stadigt stigende andel af fidele og feminiserede danske mænd, der ikke magter at sige fra over for det smukke køn, men Marias blik og en kombination af min gode borgerlige opdragelse og en vis portion nysgerrighed samt frygten for at skulle overnatte på sofaen gjorde udfaldet, så klokken 16.25 gik jeg hånd i hånd med Maria ind i den stopfyldte kirke i Ordrup til mit 52-årige livs første julegudstjeneste
Det skulle vise sig at være en rigtig god beslutning. Gudstjenesten var smuk, præstens prædiken var fremragende og salmerne og koret pragtfuldt. Det var en helt igennem positiv og opløftende oplevelse.
Flere hundrede mennesker forsamlet i fællesskab – mere eller mindre troende – men forankrede i en kristen og vestlig tradition, hvor kærlighed til livet blev fejret. Og især det sidste, kærlighed til livet, er noget vi jøder har til fælles med den ene af de to andre abrahamiske religioner.
Som sekulær jøde følte jeg mig på intet tidspunkt som et fremmedlegeme, og jeg havde heller ingen problemer med efter bedste evne at synge med på salmerne.
Og jeg indrømmer gerne, at da præsten sluttede af med at sige ”lad os bede” og Maria (som en af de få?) foldede hænderne ud i en vifte, bøjede hovedet og lukkede øjnene og bad, så blev jeg varm om hjertet, fordi jeg vidste, at det hun bad til var det Gode.
At jeg så ikke har troen i mig, og med hele mit intellekt og min positivistiske tilgang til livet forkaster tanken om det guddommelige, det betød intet i denne sammenhæng.
Der kan ikke komme noget dårligt ud at tro på jøden Jesu ord og budskab, og verden ville hævet over enhver saglig tvivl være et bedre sted, hvis alle var som Maria og Jesus.
Den institutionelle religions – det vil sige kirkens - historiske forbrydelser uforsagt. Dem har Maria og nutidens kristne ikke noget ansvar for, endsige sympati for (tosserne undtaget).
Først rørt, så vred
Alle disse tanker opererede jeg med i nuet, mens jeg sad der i kirken. Det er ikke noget, der opstod i bakspejlet, og følelserne blev forstærket og cementeret, da gudstjenesten sluttede af med B.S. Ingemanns uforligneligt smukke salme: ”Dejlig er Jorden”.
Dejlig er jorden!
Prægtig er Guds Himmel!
Skøn er sjælenes pilgrimsgang!
Gennem de favre
riger på jorden
går vi til Paradis med sang.
Tider skal komme,
tider skal henrulle,
slægt skal følge slægters gang;
aldrig forstummer
tonen fra Himlen
i sjælens glade pilgrimssang
Englene sang den
først for markens hyrder;
skønt fra sjæl til sjæl det lød:
fred over Jorden!
Menneske fryd dig,
os er en evig frelser født!
Jeg blev oprigtigt og naivt rørt over teksten, fordi den formidler det bedste i den judæo-kristne kultur: Ønsket om fred på jord, kærligheden til livet og slægten og dermed en direkte anerkendelse af kulturens og nationens essentialitet.
Gadegaards og Lexners kæmpeløgn
Men jeg blev også grebet af en anden følelse, der bedst kan beskrives som vrede. Ægte dybtfølt vrede. Vrede over det ufattelige forræderi over for vores kultur, som jeg mener, vi er vidne til i dag.
Jeg så mig omkring i forsamlingen og kunne simpelt hen ikke lade være med at tænke på, hvor mange af de salige ansigter jeg så foran mig i kirken, der i deres dagligdag mere eller mindre passivt medvirker til at undergrave det, som de her i nuet var med til højtideliggøre ved ikke ærligt at adressere det onde, der er kommet til os?
Denne lidet jule-agtige sindsstemning og deprimerende tvivl var en direkte konsekvens af min forfærdede læsning af en økumenisk fælles-kronik skrevet en god uges tid forinden i Berlingske Tidende. Den var skrevet af Anders Gadegaard, domprovst og formand for Danske Kirkers Råd, overrabbiner Bent Lexner og den ”moderate” imam, Naveed Baig, hvor de tre prælater i ulidelig politisk korrekthed og med imponerende despekt for logik og forkastelig teologisk uhæderlighed forsøgte at få os alle til at forstå, at deres tre religioner i virkeligheden står for det samme smukke menneskesyn.
Hvis man ser bort fra det komplet ulogiske i, at tre ”konkurrerende” religioner, hvoraf mindst to af dem jo må tage fejl, forsøger at overbevise almuen om, at de i virkeligheden dybest set står for det samme, så er kronikken en de facto falliterklæring for Anders Gadegaard, som jeg vil betegne som en naiv idiot, og for Bent Lexner, som jeg menneskeligt sætter meget højt, men som i denne sammenhæng også har ladet sig spænde for en for danske jøder utrolig farlig relativistisk vogn.
Knæfald ved relativismens alter
Gadegaard og Lexner er indbegrebet af den europæiske syge. En sygdom der er karakteriseret ved, at moralsk og kulturel relativisme er det nye evangelium.
Vi er inden for dette kvælende tankesystem alle lige gode, alle kulturer og normer er lige meget værd, menneskerettigheder er universelle og alle vil sin ”næste” det bedste.
Det er en livsfarlig og dokumenteret kæmpeløgn, der i virkeligheden ophæver alle sædvaner og kulturelle og religiøse normer, og svarer til at sige, at alt er ligegyldigt.
Det er en sælsom dyrkelse af en moderne form for destruktiv nihilisme, og Gadegaard, der som privatperson går ind for at bygge stormoskeer i Danmark, og Lexner, der frygter jødernes assimilation mere end det erklærede jødehad, som udspringer af islam, er sørgelige eksponenter for denne udvikling.
Så historien ender faktisk dårligt. Jeg gik ud af Ordrup Kirke en oplevelse rigere, men også med dyb pessimisme for så vidt Europas fremtid angår.
Danskerne kan godt samles i kirken ved juletid, men noget så simpelt som at kæmpe for sin egen kultur, det er ikke noget, flertallet magter.
Når hverken de gejstlige eller politikerne vil anerkende, hvad der er ved at ske.
Når vi knæler ved relativismens alter, så har Europa ingen fremtid, så følger slægter ikke slægters gang, tonerne vil med sikkerhed forstumme og fred på jord fremdeles være en illusion.
Jeppe Juhl er journalist, Calvingpris-modtager og medlem af Trykkefrihedsselskabets rådgivende råd
