Efter folketingsvalget må danskerne efter al sandsynlighed belave sig på en socialdemokratisk ledet regering bakket op af de radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet. En katastrofe set fra et borgerligt synspunkt, for det er nok de færreste, der kan forestille sig en stram udlændingepolitik på dén baggrund og endnu mindre, at inddæmningen af islam i Danmark vil have nogen gang på jord de næste fire år.
Set i et ytringsfrihedsperspektiv er der ikke meget, der tyder på, at vi kan vente os et stålsat forsvar for vores grundlæggende frihedsrettigheder med en socialdemokratisk regering.
I seneste valgperiode udsatte regering og Folketing ytringsfriheden i Danmark for så mange anslag, at vi i Trykkefrihedsselskabet i foråret måtte erkende, at det ikke længere var islam, men vores egne folkevalgte, der udgjorde den største trussel mod det frie ord. Den proces blev anført af Lars Løkke Rasmussens såkaldt borgerlige regering, men Socialdemokraterne var med hele vejen, og har mildt sagt ikke løftet en klov for at stå vagt om grundlaget for vores demokrati.
Her de tre vigtigste eksempler:
Imamloven
I 2016 fremsatte daværende justitsminister Søren Pind (V) forslag om en skærpelse af straffelovens § 136, hvorefter det blev gjort strafbart at billige en række handlinger som led i religiøs oplæring. Selvom formålet var at begrænse den radikalisering, der finder sted i en række moskeer, var der ikke desto mindre tale om et indgreb i ytringsfriheden, som efter omstændighederne kunne have en langt videre effekt. Hertil kom, at loven i realiteten var ren signalpolitik og nærmest umulig at håndhæve, så man endte med at gøre indhug i ytringsfriheden uden reelt at få et andet gode for det, man havde kastet bort.
Socialdemokraterne stemte for forslaget sammen med regeringen og DF. Enhedslisten, Alternativet og det Radikale Venstre stemte imod.
FNs migrationspagt
Løse rygter siger, at jo større indgreb politikerne ønsker at foretage i danskernes liv og hverdag, jo mindre debat ønsker de at skabe omkring indgrebene. Når det gælder tiltrædelsen til FNs migrationspagt, eller Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration, kunne der i hvert fald være noget om, snakken, for det så grangiveligt ud som om Lars Løkke Rasmussen havde regnet med, at han nærmest i dølgsmål kunne sende en regeringsrepræsentant til Marokko for at slutte Danmark til denne aftale, der har som hovedformål at fremme indvandring og multikulturalisme, samt at iværksætte initiativer for at forhindre modstand mod masseindvandringen.
Men Migrationspagten indeholder også et frontalangreb på presse- og ytringsfriheden, fordi den forpligter regeringen til at blande sig i, hvordan medierne vinkler deres rapporteringer om migrationsstrømmen, så de bliver ”etisk korrekte” – og stoppe mediestøtte til de medier, der ”systematisk promoverer intolerance, xenofobi, racisme og andre former for diskrimination mod migranter”.
Socialdemokraterne bakkede op om Danmarks tiltrædelse, og det samme gjorde samtlige partier i Folketinget, bortset fra Dansk Folkeparti.
Påvirkningsloven
I efteråret 2018 fremsatte justitsminister Søren Pape Poulsen (K) et forslag om at skærpe spionbestemmelsen i straffelovens § 108. Formålet med skærpelsen var at ”præcisere, at det er strafbart at hjælpe eller sætte en fremmed efterretningstjeneste i stand til at virke inden for den danske stats område ved at samarbejde om at udøve påvirkningsvirksomhed med henblik på at påvirke beslutningstagning eller den almene meningsdannelse”
Med lovforslaget gjorde regeringen fuldstændig lovlige ytringer, som f.eks. modstand mod NATO, strafbare med op til 12 års fængsel, hvis man skønnede, at de var fremsat som led i et samarbejde med en fremmed efterretningstjeneste.
På trods af kritik og protester fra høringsberettigede parter og organisationer, blev forslaget vedtaget med stemmer fra Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Radikale – og Socialdemokraterne.
SF, Enhedslisten og Alternativet stemte imod.
Dansk Folkeparti stemte hverken for eller imod.
Det er i sig selv dybt begrædeligt, at det uden undtagelse er borgerlige partier, der har genereret det ene indgreb i ytringsfriheden efter det andet. Og det bliver ikke bedre af, at trods den omstændighed, at vi står over for en ny folketingsperiode med en ny, socialdemokratisk, regering, så er truslen mod det frie ord uændret: Socialdemokraterne har ikke vist vilje til at forsvare danskernes ytringsfrihed, da de var i opposition og kunne gøre det uden omkostninger, så hvorfor skulle de gøre de nu?
Partiets retsordfører, Trine Bramsen, har i hvert fald meget store problemer med forståelsen for demokratiets mest grundlæggende forudsætning. Således udtalte hun i april til TV2 News om Stram Kurs og Rasmus Paludan: "Jeg synes, at Rasmus Paludan skal have mindre taletid [...] For min skyld må man godt sige til sådan nogle typer her, at man ikke har retten til at demonstrere".
Trine Bramsen kan meget vel blive justitsminister i den kommende regering.
Håbet er paradoksalt nok, at de venstrefløjspartier, der har stemt imod indgrebene i ytringsfriheden de seneste år, og som skal udgøre den nye regerings støttepartier, vil have stamina nok til at stå vagt om det frie ord i tiden, der kommer.
Artiklen har været bragt i 24Nyt
