”Det var altså puddelens kerne”, siger Faust, efter at djævelen i skikkelse af en puddelhund i røg og damp har forladt ham. Men hvad er det egentlige indhold bag den politiske debats røg og damp i Tyskland for tiden?
Forbud mod det demokratiske oppositionsparti; Alternative für Deutschland – det drøfter nu, tilsyneladende seriøst, Tysklands politiske og juridiske elite. Og begrunder det rent orwellsk som et ”forsvar for demokratiet”. Ønsket om partiforbud formuleres af repræsentanter for de gamle partier; Socialdemokratiet, CDU, die Linke, die Grünen og støttes bredt af statsbetalte medier i Tyskland.
I takt med stigende vælgerfremgang i meningsmålinger for Tysklands førende oppositionsparti og de gamle magthaverpartiers tab af stemmer ved lokal-og delstatsvalg til AfD høres nu i Tyskland mere og mere skingert det udemokratiske krav fremsat om et direkte og autoritært forbud mod landets nationalkonservative parti. Som magtinstrument er forfatningsdomstolen og den indenlandske efterretningstjeneste udset til at tjene det politiske formål; neutraliseringen af den demokratiske opposition. Disse to magtorganer tjener angiveligt som tysk demokratis skjold og sværd og stort set samtlige ledende funktionærer er her politisk udpegede af de gamle partier: CDU, SPD, Die Grünen, FDP og die Linke. Hvilket også sandsynliggør tanken om hele partiforbudsdebatten som et beskidt politisk bestillingsarbejde, hvis egentlige formål ikke er selve partiforbuddet, der juridisk næppe lader sig gennemføre, men derimod neutraliseringen og skandaliseringen af den demokratiske opposition.
To gange før er et partiforbud gennemført i nyere tysk retshistorie; nemlig i 1952 mod det nynazistiske Sozialistische Reichspartei og i 1956 mod kommunistpartiet. Begge gange i henhold til den tyske grundlovs §21, afs. 2 om antidemokratiske bevægelser og fordi disse partier i ord og handling vitterligt arbejdede for selve demokratiets afskaffelse. En anke, som på ingen rimelig måde gøres juridisk eller politisk gældende mod AfD i dag. Hvorfor så al den snak om partiforbud, når kritikken mod AfD for at være antidemokratisk, hverken holder juridisk eller poltisk?
”AfD håner vores demokrati og retsstat, som partiet vil ødelægge” og ”Det er vigtigt, at et forbud mod AfD bliver diskuteret, og vælgernes opmærksomhed dermed skærpet” (Flensborg Avis 03.01), sådan lyder det f.eks. fra SPD-formand Saskia Esken i en selvafslørende udtalelse, der ufrivilligt lader ane den egentlige magtpolitiske hensigt bag partiforbudsdebatten i Tyskland. For selv om partiforbuddet mod AfD næppe holder juridisk, så tjener debatten og den negative medieomtale jo altså det politiske formål; at skræmme vælgere væk.
Den dansk-frisiske forbundsdagspolitiker Stefan Seidler bryster sig skamløst af sin ”nordiske demokratiforståelse”, samtidig med at han ivrer for et forbud mod den demokratiske opposition og erklærer sig uden forbehold for tilhænger af, at ”staten undersøger, om AfD kan og bør forbydes. Det står jeg ved, fordi dele af partiet vil ødelægge den frisindede, demokratiske samfundsorden i forbundsrepublikken” (Helsingør Dagblad 24.01). Seidler ved godt selv, at det er løgn, men debatten tjener hans politiske formål. Også Daniel Günther (CDU); ministerpræsident for Slesvig-Holsten vil gerne have et AfD-forbud og udtaler: ”Det defensive demokrati må bruge sine instrumenter”. CDU-formand Friedrich Merz og CSU-formand Markus Söder har dog for nylig udtalt sig imod et AfD-forbud.
Partiforbuddet støttes til gengæld enten aktivt eller debatten om partiforbud formidles ukritisk af statsbetalte medier i Danmark, der på ingen måde problematiserer den autoritære politiske udvikling syd for grænsen. Iflg. DR tv-avisens (21.01) Klaus Poulsen har ”AfDs forbindelse til nynazister nu sat en debat i gang om man skal forsøge at forbyde partiet”. Kun politisk kommentator Lykke Friis lagde tøvende afstand til den demokratiske ræson i idéen om partiforbud på tysk. Også DRs venstreekstreme journalist Steen Nørskov har for et intetanende dansk publikum ukritisk og tendensiøst i sine reportager fra Tyskland formidlet idéen om partiforbud mod indvandringskritiske og demokratiske oppositionspartier. Påstanden om ”forbindelse til nazistiske kredse” er i øvrigt den samme, som DR og TV2 tidligere i 2003 løgnagtigt fremsatte om en uskyldig pressemedarbejder for daværende kirkeminister Tove Fergo og skyldes et møde i november om udlændlingepolitik, hvor enkelte medlemmer af AfD sammen med CDU-medlemmer skulle have deltaget. Mødet var privat, ikke partiofficielt og oplægsholderen ved det pågældende møde var ikke nazist, som DR og statsbetalte medier ellers påstår, men den østrigske identitære; Martin Sellner. Mødet var altså hverken nynazistisk eller udtryk for AfDs officielle udlændingepolitik, men misbruges nu af medier og magthavere som anledning til at kriminalisere Tysklands demokratiske opposition.
Og her afslører sig i Tyskland for tiden det egentlige demokratiske problem; nemlig med en autoritær og udemokratisk politisk kultur, hvor ytringsfrihedens rammer indskrænkes og den demokratiske opposition kriminaliseres. Politiske og juridiske magthavere smider nu demokratiets maske i Tyskland og viser, hvordan den rå vilje til magt altid er alle tyranners tyran.
Det er puddelens kerne.
