Hvis liberalismen vil overleve, må den holde op med at foragte de provinsielle hjemmefødinge, der vil forsvare sammenhængskraften, den må besinde sig på historien og melde ud, om den står på frihedens eller ufrihedens side.
Det er en vigtig historisk konstatering, at kapitalisme og frihed hænger sammen. I hvert fald har vi ikke tidligere kendt til samfund, hvor der herskede frihed i vores forstand – dvs. personlig frihed, ytringsfrihed med ret til religionskritik, politisk lighed, demokrati og retsstat – uden at der også fandtes kapitalisme, eller som man også kan sige det: en fri markedsøkonomi med frikonkurrence og beskyttelse af den private ejendom.
Teoretisk set kan man muligvis ikke udelukke, at personlig frihed, ytringsfrihed, politisk lighed, demokrati og retsstat også kunne sameksistere med f.eks. en socialistisk eller centraldirigeret økonomi, hvor alting produceres efter en centralt fastlagt plan, og hvor produktionsudbyttet ligeledes fordeles af det offentlige.
Vi må imidlertid konstatere, at de eksperimenter med socialisme, vi hidtil har set, stort set har ført til den værste af alle verdener – nemlig en kombination af politisk og personlig ufrihed, underudviklede eller forvredne økonomier og en ringe grad af behovstilfredsstillelse. Det gælder naturligvis hele det gamle sovjetiske imperium fra Vladivostok til Stettin; det gælder Cuba, ligesom det nu er begyndt at gøre sig gældende i det nye socialistiske diktatur i Venezuela. Her må vi ikke glemme, at Sovjetmagten brød sammen på grund af sine indre modsigelser, sine egne indre svagheder. Jeg ved godt, at Sovjetunionen militært set ikke kunne hamle op med præsident Reagans oprustning, selv om landet brugte over 40 pct. af sit BNP på militæret, men det er netop pointen. I modsætning til USA kunne den centraldirigerede Sovjetunion ikke samtidigt producere nok smør og nok kanoner, og teknologisk set kunne man på grund af den herskende ufrihed slet ikke følge med.
Nogle vil så pege på det dynamiske Kina som en mulig undtagelse, hvad angår den økonomiske fremgang. Men eftersom Kinas vækst er kommet i stand under et hårdt diktatur, forventer jeg – og mange meget kyndigere iagttagere – at der vil opstå et stigende pres for indførelse af de samme frihedsrettigheder, som vi nyder i Vesten. Der er meget lang vej igen, før man kan sige, at den velstand, som et par hundrede millioner kinesere i de støre byer nu kan nyde, er udbredt til hele det tilbagestående bondeland, men skulle det lykkes regimet at løse denne gigantiske opgave, har jeg svært ved at forestille mig andet, end at der vil komme et uimodståeligt pres nedefra, som vil kræve demokrati, ytringsfrihed og indførelse af the rule of law. Dvs. at i den udstrækning Kina bliver ved med at udvikle sig økonomisk, vokser sandsynligheden for en politisk revolution.
Marx: Kapitalisme er forudsætningen for frihed
Disse betragtninger kan måske forekomme underlige, når de kommer fra en gammel marxist som mig. Men der er intet mærkeligt ved dem. Nu er venstrefløjen jo holdt op med at læse Marx, og den er derfor ikke klar over, at Marx netop betragtede den kapitalistiske produktionsmåde som et afgørende historisk fremskridt i forhold til alle hidtil kendte økonomiske og politiske systemer. Kapitalismen stod for Marx og hans medarbejder Friedrich Engels som en uomgængelig forudsætning for friheden. Ganske vist mente Marx ikke, at friheden kunne virkeliggøres inden for rammerne af en fri markedsøkonomi – det kunne først ske, når menneskeheden tog et par yderligere trin op ad historiens stige til socialisme og derefter kommunisme – men den kapitalistiske fase i menneskehedens historie kunne man ikke springe over, for den var selve forudsætningen for at udvikle produktivkræfterne i en sådan grad, at man kunne tage skridtet fra "nødvendighedens økonomi" og til "frihedens økonomi". Derfor var Marx også begejstret for de borgerlige revolutioner, der havde banet vejen for den moderne kapitalisme: den engelske revolution i slutningen af 1600-tallet, den amerikanske revolution i 1776, den franske revolution i slutningen af 1700-tallet. Han holdt naturligvis også med de amerikanske Nordstater under den amerikanske borgerkrig i 1860'erne, fordi han med rette mente, at sydstaternes tilbagestående slaveøkonomi var uforenelig med kapitalismen og dermed en afgørende hindring for udviklingen af samfundets produktive potentiale.
Morsomt nok – når man i dag ser unge mennesker med sorte masker råbe op om kapitalismens og imperialismens ondskab – var Marx også en svoren tilhænger af det franske imperium i Nordafrika og det britiske i Indien. Han havde ikke ringeste respekt for de samfundsforhold, der havde rådet, før europæernes ankomst, og han var fuld af fortrøstning til, at den økonomiske orden, de medbragte, ville føre til en moderne udvikling i disse tilbagestående områder, således at de kunne finde deres plads i menneskehedens frembrusende tog mod socialisme og kommunisme.
Ulykkeligvis ser det ud til, at den historiske sammenhæng mellem kapitalisme, politisk frihed, demokrati og retsstat er gået i glemmebogen i vor tids offentlige diskurs. Nu fremstilles sagen nærmer sådan, at kapitalisme er en slags junglens lov, hvor den stærke med alle midler knuser den svage, hvor korruption og alskens ulovligheder florerer, og hvor staten og retsordenen er fjender, som kapitalisterne med alle midler prøver at få afskaffet, sådan at de frit kan boltre sig. Og således at de kan sende forgiftede og aldeles unyttige varer på markedet – tydeligvis i den hensigt at tage livet af deres kunder.
Hvis det nogen sinde skulle komme dertil, vil kapitalismen naturligvis bryde sammen i løbet af et par uger. En velfungerende kapitalisme kræver et frit samfund med en uforfærdet ytringsfrihed, ret til at tænke nye tanker og til at eksperimentere. Den kræver politisk lighed mellem mennesker, sådan at ingen kan påberåbe sig fordele som følge af etnisk oprindelse, køn, en særlig fin afstamning o.lign.
Og kapitalismen kræver først og fremmest en retsorden, der er uafhængig af den lovgivende og udøvende magt. Dvs. at en velfungerende kapitalisme forudsætter magtens tredeling, som Montesquieu tog til orde for i begyndelsen af 1700-tallet. Uden er sådan retsorden garanteret af uafhængige domstole og på grundlag af love, der håndhæves ligeligt og uden persons anseelse, kan man f.eks. ikke indgå kontrakter og forvente, at de bliver opfyldt. Man kan ikke låne penge ud og forvente, at de bliver betalt tilbage. Man kan ikke investere og forvente, at høste udbyttet af sin investering.
Sharia uforenelig med markedsøkonomi
Det er derfor, den islamiske retsorden, eller vel snarere uorden – shariaen – er uforenelig ikke bare med friheden i vestlig forstand, men i allerhøjeste grad også med en fri markedsøkonomi. Shariaen kender ikke til erhvervsdrivende selskaber, juridiske personer, rentetagning, kommercielle kontrakter eller uafhængige domstole, hvortil man kan indbringe kontrakter eller forpligtelser, der ikke er overholdt. En muslim vil altid stå over en ikke-muslim, en mand altid over en kvinde, og alt hvad en muslim behøver at gøre er at beskylde f.eks. en kristen købmand for at have gjort sig skyldig i gudsbespottelse for at kunne beslaglægge hans ejendom eller nægte at betale sin regning.
Det har undret mig, at dem, som vi i gamle dage kaldte den kapitalistiske klasse – eller med et finere ord: bourgeoisiet – ikke kan indse, at der ikke vil være nogen kapitalistisk klasse, nogen garanteret ejendom eller nogen økonomisk fremdrift i et samfund, hvor shariaen har vundet indpas. Det kan godt være, at man ude i den arabiske ørken kan opføre verdens højeste bygninger og de mest strålende shoppingcentre. Man kan også bygge kæmpemoskeer midt i vore storbyer med minareter, der rager op over de omkringliggende bygninger, og som kan demonstrere islams territorielle magt. Men den økonomiske baggrund ligger i det frie og kapitalistiske Vesten. Det er vores afhængighed af olien, der sikrer de islamiske potentater en stadig strøm af penge. Og dem der opfører disse pragtbygninger er vestlige ingeniører og indforskrevet arbejdskraft fra Asien eller i Vesten f.eks. danske håndværkere.
Liberal foragt for hjemmefødninge
Jeg må desværre konstatere, at vore dages kapitalister – nu generaliserer jeg ganske vist – ikke synes at have andet ideologisk gods at tilbyde end den rene liberalisme, som består i at skatterne skal så langt ned som muligt, og at folk så i øvrigt må gøre, som de vil. Ifølge denne moderne liberalisme er alt lige godt. Den ene politiske eller etiske holdning kan være lige så god som den anden, for hvad vedkommer det forretningslivet? Multikultur og kulturrelativisme er højeste mode på de bonede gulve. Man ser med foragt på de provinsielle hjemmefødninge og bondeknolde, der himler op om sammenhængskraften, og som påstår, at det Danmark vi kender jo i den sidste ende bygger på kristendommen og ikke på abstrakte menneskerettigheder udtænkt af eksperter i elfenbenstårne. For hvad skal vi bruge historien, kulturen og i sidste ende Danmark til? Om den herboende befolkning føler sig hjemme i en dansk eller en arabisk eller pakistansk kultur, kan være ét fedt.
Jeg tror, at kapitalisternes laden-stå-til kan føres tilbage til 1970'erne. Det var i dette årti, at dem, der kalder sig venstrefløjen, opgav at slås for socialismen – forstået som samfundsovertagelse af produktionsmidlerne og planøkonomi. Og da den private ejendom ikke længere var truet, overlod bourgeoisiet gerne den ideologiske førertrøje til fortalere for diverse erstatningsideologier for socialismen. Lad dog de små boltre sig med deres mærkværdige forehavender, sagde man på direktionsgangene. Vi kan måske tilmed vinde folkelig sympati ved at ved at udvise forståelse for de nye ideologier, som venstrefløjen bruger for at holde sig ved magten. Og så fik vi i en lind strøm det ene besynderlige ideologiske korthus efter det andet: antiracisme, tredje-verdens-religionen, antifascismen (som om der fandtes mere end 18 fascister i Danmark), multikulturalismen, post-nationalismen, feminismen, økologismen, den gode tone, den respektfulde dialog, etnisk og religiøs ligestilling, kulturrelativisme, menneskeretsreligionen – og nu på det seneste klima-religionen. Alle disse ideologier tjener to formål: For det første skal de tjene som løftestænger for højere skatter og en større offentlig sektor – for underligt nok kan ingen af dem implementeres, uden at folk skal have flere penge op af lommen. For det andet – i snæver sammenhæng med det første formål – skal de tjene til at cementere den såkaldte venstrefløjs hegemoni over den offentlige diskurs og dermed dens politiske og økonomiske magt.
Ret skal imidlertid være ret. Naturligvis er der fornuftige elementer i alle de erstatningsideologier, der har remplaceret socialismen. Ellers ville de næppe kunne få det gennemslag, vi har kunnet konstatere. F.eks. kan man jo ikke frakende klimatopmødet i København en vis betydning. Det har i hvert fald været hundekoldt lige siden, hvilket jeg tror må hænge sammen med, at Conni Hedegaard er blevet klimachef i EU.
Men der har også været negative konsekvenser af bourgeoisiets kapitulation til diverse ideologiske projektmagere, som nu sidder til højbords i pressen, på universiteterne og i de internationale organisationer. Og den farligste konsekvens er den forestilling, at den gode tone og den respektfulde diskurs skulle være vejen frem.
Historisk set har den gode tone altid ført til ulykker, stilstand, reaktion og undertrykkelse. Må jeg minde om, at hver eneste ny ide, der nogen sinde er blevet udkastet, og som for alvor har bragt menneskeheden videre filosofisk, videnskabeligt, politisk, økonomisk og etisk – er blevet betragtet som en anmasselse, en frækhed, den rene gudsbespottelse, det glade vanvid, og at en krank skæbne som regel har mødt alle, der har fremsat sådanne uhyrligheder.
Men det er folk som Sokrates, Jesus, Paulus, Mester Eckehart, Galilei, Giordano Bruno, Spinoza, Luther, Milton, Montesquieu, Darwin, Einstein og – ja – Marx, der med deres åbenbart vanvittige betragtninger har bragt Vesten derhen, hvor vi er i dag.
Hvis liberalismen vil overleve, må den besinde sig på denne historie og melde ud, om den står på frihedens eller ufrihedens side.
