Hadet har fået en solid platform i det offentlige rum. Man kan påpege problemer, og man kan have al den ret, der er i verden i sine synspunkter, men hvis de gode er uenige, så bliver man udsat for et massivt raseri og had.
Sørine Gotfredsen var ude med en kronik i Berlingske Tidende bare en uges tid efter Breivik lærte en hel verden, at Utøya er en ø ikke så langt fra Oslo.
Der kom et pænt stykke over 2.000 kommentarer til kronikken, og blandt dem var hovedparten faretruende hadefulde.
”Det er sådanne tidspunkter, hvor man føler trang til at holde en lidt lav profil. Optakten var jo, at Politiken satte den dagsorden, at der var nogle mennesker her i landet, der havde et medansvar for, hvad der var sket i Norge. Min kronik var et modsvar.”
”Siden Muhammedkrisen har vi her i landet snakket om ytringsfrihed. Det er let at have nogle holdninger til det ene eller det andet, men hvad mener man, når noget står på spil. Det er det interessante”, sagde Sørine Gotfredsen, som Trykkefrihedsselskabet havde inviteret til sammen med Hans Rustad at give sit bud på debatten efter 22. juli.
Hun skal fyres
Mange er blevet rasende på Sørine Gotfredsen, og hun erkender, at hun måske var lidt hurtigt ude. En uge er ikke tid nok til at bearbejde en så voldsom hændelse som bomben i Oslo og den efterfølgende massakre på de unge socialdemokrater.
”Nogle har sagt, at jeg bør fyres som præst. Det har de meddelt både mig, menighedsrådet og sågar biskoppen. Min brøde var, at jeg ikke var ude med budskaber, der var milde, eftergivende, kærlige og som kunne rumme det hele. En præst skal være mild eller holde mund. En præst må ikke kæmpe.
Det vil sige, at det må en præst gerne, men det er den af eliten gode sag, der skal kæmpes. Præsterne, der involverede sig i sagen om Brorsons Kirke, hvor afviste irakiske asylansøgere havde taget ophold, de måtte gerne kæmpe, sagde Sørine Gotfredsen.
Det onde eksisterer
Sørine Gotfredsen pointerede, at i den polariserede debat vil de, der såres på egne eller andres vegne ikke lade dem, der har såret, tale. Man fornægter det onde og det destruktive i mennesket, men det onde kommer til udtryk i mennesker, der er pressede.
I en debat er der en trang til at placere sig selv på det godes side og modstanderen som ond. Den ultimative drøm er, at ondskab kan indkapsles og minimeres, og i den proces gøres budbringeren ond.
”Hvor frygteligt det end var, hvad der skete den 22. juli, så er Norges sorg ikke vores sorg.
De, der har raset mest over mig, deltager i en kollektiv sorg, hvor man sørger på andres vegne. Altså er man god. Hvis man ikke vil være med i den kollektive sorg, så er man hårdhjertet, kynisk eller uempatisk.
Breivik har skadet meget, og jeg skal ikke gøre mig bedre, end jeg er, for jeg har også bidraget ved at bruge ham i debatten om multikulturalismen”.
”De gode har fået vind i sejlene. De kunne ikke have ønsket sig det bedre end en etnisk norsk terrorist”, sagde Sørine Gotfredsen.
Se videooptagelse af Sørine Gotfredsens oplæg her.
