Svenske domstole har længe været genstand for min interesse.
I stedet for at dømme skyldige og frikende uskyldige, har de i mange tilfælde ladet åbenlyst skyldige løbe på grund af manglende beviser (hvilket er godt, sådan skal det være), mens mennesker, man ikke havde ringeste beviser imod, er blevet idømt lange fængselsstraffe – udelukkende på grundlag af den forurettedes forklaring.
Denne mærkelige ordning gælder først og fremmest, når der er tale om voldtægt og andre seksuelle forbrydelser, men også mord. Se bare på den kæmpemæssige retsskandale med Thomas Quick, Sveriges egen seriemorder, der ved nærmere eftersyn viste sig overhovedet ikke at have myrdet nogen.
Sverige har gennem årene haft ganske få retssager affødt af loven om ”hetz mod folkegruppe” – det som man i Danmark kalder racismeparagraffen, 266b
For at en udtalelse kan anses for at være hetz mod folkegruppe, skal den efter den svenske straffelovs kapitel 16, § 8 være
1. Forsætlig
2. fremsat offentligt
3. true eller udtrykke ringeagt for en folkegruppe eller en lignende gruppe af personer defineret ved race, hudfarve, national oprindelse, etnicitet, trosbekendelse eller seksuel orientering
Konsekvensen er fængsel i højst to år eller i mindre alvorlige tilfælde bøder.
Forbrydelsen omfatter ikke ”en saglig og vederhæftig diskussion” eller udtalelser, der er faldet inden for den private sfære.
Hvis forbrydelsen betragtes som grov, er straffen mindst seks måneders og højst fire års fængsel. I sådanne tilfælde skal domstolen især vurdere, om meddelelsen har et særligt truende eller krænkende indhold og er udbredt til et stort antal personer på en måde, der har været egnet til at vække betydelig opmærksomhed.
Ifølge Sveriges øverste juridiske embedsmand, justitskansleren (JK), omfatter begrebet folkegruppe ikke svenskere. At svenskere er undtaget, forklarer JK med, at
”formålet med bestemmelsen om hetz mod folkegruppe var at sikre minoritetsgrupper … og tilhængere af diverse trosretninger retsbeskyttelse. Kritik mod svenskere kan ikke betragtes som omfattet af straffebestemmelsen.”
Den mest kendte frikendelse i Sverige gælder frikirkepræsten Åke Green, der i 2004 kaldte ”seksuelle abnormiteter [herunder homoseksualitet] en dyb kræftsvulst i hele samfundslegemet”. Han blev frikendt med henvisning til religionsfriheden.
Blekinge tingsret (i Danmark: underretten), der for nyligt dømte sverigedemokraten Michael Hess for hetz mod folkegruppe, anstillede overvejelser om netop denne dom. Rettens konklusion var, at forsamlingen, der havde hørt Greens udtalelser, var kommet i kirken netop for at høre Åke Greens mening og at de derfor målte betragtes som forberedte på sådanne udtalelser.
Det var ikke tilfældet med Michael Hess, der skrev en kommentar til en artikel om voldtægter på Tahrir-torvet i Kairo. Han skrev: ”Hvornår vil I journalister indse, at det er dybt rodfæstet i islams kultur at voldtage og mishandle kvinder, der ikke retter sig efter islams lære. Der er en klar sammenhæng mellem voldtægter i Sverige og antallet af indvandrere fra MENA-lande.”
I sin begrundelse skrev tingsretten:
”Michael Hess’ udtalelse er… sket i et åbent forum og synligt for enhver internetbruger, der har været inde påAftonbladets hjemmeside, uanset om de ville høre budskabet.”
Og så kommer det fantastiske:
”Endeligt konstaterer tingsretten, at Michael Hess’ udtalelse har været formuleret på en måde, der har været krænkende for gruppen af muslimer i Sverige og i strid med pligten til … så vidt muligt at undgå udtalelser, som er umotiveret krænkende for andre og således udgør et angreb på deres rettigheder og derfor ikke bidrager til nogen form for almen debat, der kan medføre fremskridt i omgangen mellem mennesker. Hvis Michael Hess’ hensigt havde været at starte en debat om det han betragter som et problem i Sverige, kunne han have formulere sin udtalelse, uden at det havde været nedsættende for svenske indvandrere med henvisning til deres trosbekendelse.
Michael Hess skal derfor stilles til ansvar for hetz mod folkegruppe.”
Medføre fremskridt i omgangen mellem mennesker? Siden hvornår er det blevet en domstols opgave at træffe bestemmelse om det? Det ville måske have medført fremgang i omgangen mellem muslimer og svenskere, hvis muslimer holdt op med at voldtage svenske kvinder, fordi Allah giver dem ret til at tage slavinder, som deres ”højre hånd besidder”. Måske ville det medføre fantastisk fremgang for svenske kvinders omgang med muslimer, hvis de forstod, at en del muslimske mænd betragter det som deres ret at voldtage vantro kvinder – og hvis kvinderne derfor afholdt sig fra at omgås muslimske mænd i deres fritid?
Det er tydeligt, at Blekinge tingsret lod sig inspirere af Hess-sagen, da den afsagde dom mod gadekunstneren Dan Park, som glædeligvis er med i aftenens panel.
Baggrunden for sagen mod Dan Park, der blev ført for Malmø tingsret, var, at Park havde tegnet billeder af sorte, der var blevet hængt, og skrevet, at ”zigenarbrott är något gott” [sigøjnerforbrydelser er gode] – nemlig for venstreekstremisterne, der ustandseligt har behov for nye krænkede at slås for.
Malmø tingsret lavede sin helt egen definition af ytringsfriheden:
”Ved udøvelsen af ytringsfrihed er der en pligt til i videst muligt omfang at undgå udtalelser, der umotiveret krænker andre [hvem skulle de ellers krænke?] og derfor udgør et angreb på deres rettigheder og følgeligt ikke bidrager til en debat, der kan medføre fremskridt i omgangen mellem mennesker.”
Og så dømte de Dan Park til tre måneders fængsel. Endnu inden dommen var afsagt – og det altså var afgjort, om der overhovedet forelå en forbrydelse – indtraf et nyt og spændende indslag i den svenske retshåndhævelse. Dan Park blev pågrebet i sin lejlighed mistænkt for at have spredt de samme påstået hadefulde billeder på sin blog.
Anklageren mente, at Park havde gjort sig skyldig i en ny forbrydelse – to uger inden der var afsagt dom i den oprindelige sag og inden vi altså vidste, om det var ulovligt at vise disse billeder! Jeg ringede til anklageren og spurgte, hvordan det var muligt at blive fængslet for en forbrydelse, inden det var afgjort, om der forelå nogen forbrydelse. Anklageren forstod overhovedet ikke mit spørgsmål.
Nogle måneder senere blev Dan Park idømt yderligere en måneds fængsel – og nu var det faktisk en forbrydelse, idet Malmø tingsret havde dømt ham til tre måneders fængsel
Begge domme er nu appelleret. Dan Parks advokat skriver til hovretten [landsretten] at tingsretten ”har foretaget en fejlagtig afvejning af de modstående interesser i sagen. Ved en rigtig afvejning indebærer beskyttelsen af ytringsfriheden, at gerningerne ikke indebærer nogen forbrydelse”.
Anklagemyndigheden anker også og kræver en længere fængselsstraf for Dan Park med henvisning til, at man skal tage særligt hensyn til hans ”gentagne forbrydelse”.
Den anklager, der fik Dan Park fængslet og dømt for denne ”gentagne forbrydelse”, krævede også, at kunstneren skulle mentalundersøges. I hans verden må man åbenbart have knald i låget, hvis man udfordrer etablissementet på denne måde.
Nu kom der ingen mentalundersøgelse, for tingsretten efterkom ikke anklagerens begæring, men hans handlemåde fik i det mindste én åbenbar konsekvens: nemlig at jeg har bestemt mig for at forlade mit fødeland.
Jeg har ikke lyst til at sidde og vente på politiet for udtalelser jeg har gjort på internettet, blive mentalundersøgt og spærret inde på et sindssygehospital.
Det eneste positive, hvis det skulle ske, er, at jeg så får anledning til at søge politisk asyl i Danmark – et land som jeg forstår stadig tager ytringsfriheden alvorligt.
Jeg håber, at I vil byde mig velkommen som dansker. Slægtsforskning viser, at min skånske æt kan dateres tilbage fra før 1658, så en slags dansker er jeg vel allerede.
