Sommeren bød på et forsøg på at genoplive blasfemiparagraffen, fordi en irakisk migrant i Sverige med sine koranafbrændinger havde antændt ummaens ‘flammende vrede’. Og herhjemme gør Rasmus Paludan jo det samme. Debatten viser et par interessante forskelle i menneskesynet mellem dem, der vil friheden og dem, der har det gode menneskesyn.
Jacob Mchangama fra ‘den anden forening’ minder om lynchningen af Farkhunda Malikzada, en kvinde i Kabul, der blev beskyldt for at have brændt en Koran. En menneskemængde, som politiet ikke kunne stoppe, omsluttede hurtigt Farkhunda og mens alle skreg “Allahu Akbar!”, inklusiv Farkhunda selv, blev hun banket, stenet, smidt ned fra et hustag, trukket efter en bil og til slut brændt. Mchangama slutter, at forbud mod blasfemi ikke tilfredsstiller krænkede muslimer og fortsætter:
"Mordet på Fakhunda står ikke alene. I 2022 blev en pakistansk mand stenet til døde af 300 mennesker efter at han blev beskyldt for at brænde en Koran.
Tidligere i år blev en nigeriansk mand stenet til døde efter beskyldninger om at han havde “krænket profeten Muhammed”.
Samme skæbne overgik den pakistanske studerende Mashal Khan der blev myrdet af sine medstuderende i 2017
I Iran blev to unge ateister henrettet for blasfemi efter at de havde delt en video af Koranen der blev brændt
Det er den slags religiøse følelser vi er oppe mod. Man kan selvfølgelig mene, at det åbne sekulære demokrati ikke har modstandsstyrken til at imødegå den slags religiøs obskurantisme, og at man derfor bliver nødt til at give efter. Men lad være med at lyve for dig selv med fortællingen om at en genindførsel af blasfemiparagraffen handler om mindretalsbeskyttelse eller er et værn mod religiøs mobning af en sårbar religion. Og husk på at de muslimske lande der har de strengeste blasfemiparagraffer også er de lande, hvor der er mest religiøst baseret vold mod anderledes tænkende."
Mikkel Anderson mener i Kontrast, at angsten for voldsmandens veto driver Danmark ned ad en glidebane:
"I dag har regeringen effektivt flyttet debatten om, hvorvidt den danske ytringsfrihed kan begrænses af trusler, til hvilke ytringer man skal give efter for. Kan Mette Frederiksen og Peter Hummelgaard ikke lide bogbrændinger? Jamen så skal vi da have en lov, der potentielt sender iranske flygtninge, som protesterer mod regimets brug af religionen, i fængsel."
Den virkelighed lever Mustafa Musse Sayegh, der er formand for Foreningen Frafalden, i. I Information advarer han også imod en glidebane og anfører at “hvis regeringen giver efter for de islamiske lande, der med trusler om vold og økonomisk pres vil indskrænke ytringsfriheden i Danmark, bliver det langt sværere at frigøre sig fra islam og få et frit liv i fremtiden”. Han fortæller at mange lever et dobbeltliv, hvor de udadtil lever efter muslimske regler og skikke i frygt for “traumatiske følger af socialt pres eller udstødelse”:
"Personer, der har været udsat for partnervold, beskriver ofte, at de efter bruddet har svært ved at slippe partneren. Denne afhængighed oplever frafaldne muslimer også. Man ender derfor som en medløber, der forsvarer sin voldsmand. Man beholder mærkatet som ’muslim’, fordi det er langt mere utrygt og konfliktfyldt at kalde sig frafalden.
I mange af de muslimske lande, som nu vil diktere lovgivningen i Danmark, er der dødsstraf og fængsel for frafald og blasfemi. Homoseksuelles rettigheder krænkes og kvinder behandles som andenrangsborgere. Som eksmuslimer ser vi, hvordan islamiske dogmer og traditioner får mere og mere indflydelse i Danmark.
Hijab, der repræsenterer diskrimination og forskelsbehandling mellem mand og kvinde, promoveres som norm. Men virkeligheden er, at det for eksmuslimske kvinder i Danmark ofte har alvorlige konsekvenser at tage sin hijab af."
Der er et skyggetal med æresdrab og æresvold, skriver TV2. I Randers er der mandag indledt en retssag, hvor en far og hans søn står anklaget for at have dræbt deres hustru/mor i september sidste år, fordi moderen ikke var rettroende muslim. Sayegh spørger med den virkelighed som baggrund, at hvis en kvinde straffes korporligt for at have forbrudt sig imod Koranens værdier, ”skulle hun så bare tie stille og respektere de hellige skrifter?”
Ja, det mener Dansk Industris topchef Lars Sandahl Sørensen, der ligesom tjener Boldt ikke har råd til principper, men “må tænke på omsætningen”. Det er helt ærværdigt at forsvare sin branche og bekymre sig om, hvorvidt muslimerne i den store verden fortsat vil købe feta og insulin - Danske virksomheder eksporterede sidste år for 117 milliarder kroner til de 57 muslimske lande. I Berlingske Tidende (Mandag d. 31. juli 2023) advokerede han for “respektfuld, tænksom og åben dialog i verden”. Med både dialog og censur som sine to ben begiver Sandahl sig ud i den langvarige debat:
"Man skal selvfølgelig kunne sige og skrive, hvad man vil. Det er fundamentet for vores samfund. Og jeg anerkender, at det her både juridisk, moralsk og følelsesmæssigt er en meget vanskelig diskussion. Men hvis man vil have en fredelig sameksistens med andre omkring os, bliver man nødt til at have respekt for andres religioner.
(...)
Udgangspunktet er, om vi har lyst til at have en dialog med resten af verden og unødigt at provokere andre ved at brænde religiøse skrifter. Vil vi være i stand til at påvirke resten af verden i den rigtige retning og samtidig undgå en kæmpe sikkerhedsrisiko? Så skal vi nok tænke os om."
Sandahls argumentation bygger på en os-og-dem præmis, hvor muslimerne er ‘dem’, skønt der allerede bor mange af ‘dem’ med dansk pas og dansk indfødsret i Danmark. Det bliver de i Sandahls argumentation ikke danske af, de er ikke os. Vi er dem, der skal tænke os om, tankens himmelflugt, det er ikke for dem. (Gad vide om Sayegh Den Frafaldne tælles som dansker i Sandahls verden?)
Hvis en af os, som ytringsfriheds aktivisten Rasmus Paludan, brænder en Koran af, gør han det på vores vegne. “Vi har i Danmark og Europa et særligt ansvar for at kunne føre en respektfuld dialog med resten af verden” – Muslimerne er åbenbart alt for emotionelle:
"De ret så store sikkerhedsrisici, som vi udsætter Danmark og danskere for, stemmer de overens med at lade meget få mennesker brænde religiøse genstande? Er det klogt? Vi mener, at man, ligesom i en lang række andre lande, bør finde løsninger på problemet."
Sandahl ønsker at Danmark skal være et samfund “hvor vi er respektfulde over for hinanden og over for andre kulturer” og derfor ikke “acceptere den her adfærd” med “voldsomme og meningsløse provokationer som afbrænding af religiøse genstande”. Danmark har et trygt samfund “men verden er mange steder helt anderledes”.
Hvad mener han med “unødigt at provokere andre ved at brænde religiøse skrifter”. At det er ‘andres’ religiøse skrifter, er tydeligt, for de andre er muslimerne. Danskerne, der kan tænke sig om, er os. Men hvorfor er det unødigt i hans verden at brænde en koran? Da vi danskere lever i et frit samfund, principper han på visse betingelser tilslutter sig, er det jo op til hver enkelt af os at se, hvad der er nødvendigt. Og irakeren i Sverige og Paludan mener, at det er nødvendigt for ham at brænde en Koran af, for at vise hvor meget de foragter dens ideologiske indhold. Det er trods alt muslimernes religiøse skrifter, der har gjort lige præcis muslimerne så voldsparate, at de udgør “en kæmpe sikkerhedsrisiko” i første omgang.
Verden er ganske vist helt anderledes end Danmark og muslimer tænker ikke som danskerne. De griber til vold, fordi de ikke tænker sig om, mener Sandahl altså. Hver gang jeg påpeger det samme, bliver jeg kaldt racist. Men jeg tjener heller ikke så meget som Sandahl. Jeg siger dog heller ikke dybt underlige ting som, at ytringsfrihed er årsagen til krigen i Ukraine
"For det første har vi jo krig i Europa. De geopolitiske spændinger er ekstremt store på kryds og tværs, og det kræver jo, at der er en respektfuld dialog mellem verdens religioner. Mere end nogensinde er der behov for at se hinanden i øjnene og diskutere løsninger.
(...)
[Krigen] er jo et eksempel på, hvad der sker, når tingene løber løbsk. Jeg siger sådan set bare det, FN siger. Og de siger det jo, fordi de ved, at hvis man går ind på et spor med provokationer og følelser, er det svært at have fred i verden"
Der er bred enighed, fra Marie Krarup til Anna Libak, om, at krigen i Ukraine faktisk er udløst af klimaforandringerne.
Det var ikke kun en Sandahl, der forsvarede ørkenfolkets følelser i Berlingske Tidende den dag. For forfatteren Jens Christian Grøndahl og juraprofessor emeritus Ditlev Tamm er det ikke blot frygten for de fremmede, men også æstetikken, der er argumentet for at forbyde afbrænding af Koranen. Man brænder bare ikke bøger og især ikke hellige skrifter, mener de. Ifølge Grøndahl lammer relativismen “det moralske instinkt”:
"Hvis man prioriterer islamkritikken højere end almindelig anstændighed gør man vold på anstændigheden. Man sætter sine ideologiske hensyn over sin menneskelige indlevelse. Man slår parentes om sit spontane ubehag ved selve handlingen at brænde en bog. Hvordan kan man undgå at tænke på de natlige optagelser af uniformerede nazister, der i den tyske dannelses hjerte, foran operaen i Berlin, kastede bøger på bålet fordi de stred imod hadets ideologi."
Det er også almindelig anstændighed at hilse igen. Men for nu at blive i nazi-sporet, så er vi nogen, der vånder os ved at heile tilbage. Der er mange påstande på andre menneskers vegne, om hvad ‘man’ gør, i Grøndahls indlæg, og det går nok i skønlitteraturen. Men det er ikke så svært ikke at sammenligne en symbolsk bogafbrænding af, hvad man selv mener er hadets ideologi, med nazisternes censur af alt, der strider imod hadets ideologi. Nazisterne brændte ikke deres egne bøger, men alle de kunne få fat i. Offentligheden skulle slet ikke have adgang til de for nazisterne uønskede ideer.
Det er heller ikke “hærværk” at brænde bøger, som Grøndahl videre påstår, hvis det er ens egen bog. I Koranens oprindelsesland, hvor dens “åndsprodukt” er gennemført med en hvis konsekvens, er de fleste bøger forbudt, især bibler. Måske brænder nogle derfor Koranen som en symbolsk afstandtagen til ufriheden, fordi man mener at det strider imod almindelig anstændighed, ikke at tolerere andres meninger? Ironisk nok mener Grøndahl videre, at afbrænding af en bog “er at kortslutte den demokratiske samtale”, når koranafbrænding netop har fået ham til tasterne for at forfægte sine synspunkter i avisen i en stor national debat. Det havde han måske ikke gjort, hvis man havde foretaget en Mein Kampf-afbrænding?
Bagved Grøndahls indignation, ligger der også en ‘os og dem’ tænkning. “Hos os brænder man ikke nogen som helst bog” for “Vi må vise resten af verden, at vores frie, vestlige livsform har et menneskeligt ansigt”. Friheden som modsætning til det menneskelige, er passende i en tekst, hvor Paludan beskrives som “rabiat” på grund af hans “bøvede provokationer”.
Tilbage til Grøndahls angst for de fremmede, for det er “rettidigt omhu” med et forbud mod koranafbrændinger, argumenterer han videre, for at undgå “de globale konsekvenser”. Muslimerne er nemlig ikke bøvede som os, de udgør, som snart sagt alt i Grøndahls indre univers, en trussel:
"Hverken Sverige eller Danmark har brug for en reprise på den arabiske gades gades voldsparate ressentiment i en situation , hvor der er krig i Europa, hvor klimaforandringernes katastrofale konsekvenser , og hvor de europæiske velfærdssamfund er begyndt at give sig i fugerne."
Det er ikke kun Paludan, der kan undgå at tænke på de natlige optagelser foran operaen i Berlin. I 2017 begrundede Danmarks Radios Anne-Marie Dohm forskellen mellem i 1997 at vise kunstneren Søren Mosegaards afbrænding af en bibel på TV og ikke vise en koranafbrænding i motiver. En optagelse af en koranafbrænding, der var lagt på Facebook, ville “lægge en trosretning for had”. Men “[n]år vi viser kunstneren Søren Mosegaards kunstinstallation fra 1997, hvor han brændte en bibel, var det for at vise, at blasfemi- paragraffen har sin begrænsning” svarede Dohm. En kunstinstallation(!). Æstetik var altså også lidt af begrundelsen for at vise det ene frem for det andet af det samme. Ifølge Dohm kan man altså udtrykke sig endda meget forskelligt gennem afbrænding af bøger.
Ditlev Tamm fejer dog den argumentation af bordet og erklærer at bogafbrænding end ikke er en “demokratisk handling”. Efter at have slået fast, at det ikke juridisk er problematisk at begrænse ytringsfriheden, men at han generelt er ked af forbud, skriver han:
"Demokratiets debatform og ytring er argumentation, eventuelt i satirisk form, men den består ikke i destruktion af bøger eller genstande, som betyder noget for andre. Ytringsfrihed forudsætter som demokrati i det hele taget et elementært dannelsesniveau og respekt for andres meninger og evne til at beherske sig selv."
Og muslimerne har altså ikke et elementært dannelsesniveau, respekt for andres meninger eller evnen til at beherske sig selv, kan vi forstå. Videre om deres iboende kvaliteter skriver Tamm indsigtsfuldt:
"Koranen er som bekendt et helligt skrift for ganske mange hundrede millioner af mennesker, hvoraf en del ikke på samme måde som vi er opdraget med, at man, når man fornærmes, skal man vende den anden kind til. Tværtimod bliver de vrede og slår undertiden igen.
(...)
Og vi lever altså i en verden, hvor vi ikke er herre over alt og er nødt til at tage bestik af, at verden er, som den er. Og i den er der altså mennesker, der ikke kan forstå, at afbrænding af deres hellige skrift er en vigtig ytring, og som tillader sig at blive vrede over det eller kede af det."
Vi er ganske vist ikke herre over alt, men vi er vel herre i eget hus? Still, it could be worse: Muslimerne er end ikke herre over deres egne handlinger. Det er ofte svært for kreative mennesker at tænke rationelt. Men Grøndahl er ikke den eneste, der er kreativ. Juraprofessoren kan nu også lægge ‘creativos’ til sine titler.
Man bliver ikke klogere på, hvorfor det er en god ide, at indskrænke ytringsfriheden af hverken Sandahl, Grøndahl eller Tamm. Men man forstår, at pæne mennesker, med udsyn og dannelse, frygtsomme ser muslimer som et fremmedelement i Danmark, mens de skoser os andre som bøvede. Sandahl bliver spurgt om man også skulle forbyde demonstrationer mod islam, selv om ingen koraner blev brændt og han svarer selvmodsigende, men rigtigt; “nej, for hvor stopper det så henne?” Det stopper smuldrende i Kabul.
Artiklen har været bragt i 24Nyt
