“Krig er Fred - Frihed er slaveri – Uvidenhed er Styrke”, lyder Sandhedsministeriets parole i George Orwells dystopiske roman ”1984”. Her omskriver og fordrejer Sandhedsministeriet historien og bruger falske nyheder til at strømline folkets opfattelse af virkeligheden med det autoritære regimes doktriner.
En leder i Kristeligt Dagblad (05.08) fik mig forleden til at tænke på Orwell. Under overskriften: ”Retssag mod Trump er en sejr for et presset demokrati” - udlægger kristelig redaktør; Morten Rasmussen, den seneste politiske retssag mod USAs tidligere folkevalgte præsident som en ”sejr for demokratiet”. Rasmussen argumenterer bl.a. for det barokke standpunkt, at USA i stigende grad er ”opdelt og splittet, polariseret i demokrater versus republikanere”, og derfor skulle den politiske retssag mod Trump angiveligt fungere som ”centralt element i den forsoning, som ikke kun USA… har brug for … retssagen mod Trump (kan) være den lim, der holder sammen på det amerikanske demokrati”, skriver Rasmussen. Så det politiske magtmisbrug af et råddent og politiseret retssystem udlægges som en sejr for demokratiet. Og det svarer jo lidt til, hvis man udlagde det russiske retssystems seneste kriminalisering af oppositionspolitikeren Aleksej Navalnyj som var det en sejr for russisk demokrati?
Retssagen mod Trump er blot én af tre. I marts 2024 har det amerikanske retssystem fundet det belejligt at rejse en anden sag mod ham for at skulle have betalt en pornostjerne ved navn Stormy Daniels for et eller andet og i maj skal endnu en retssag indledes, hvor Trump står under anklage for privat at have opbevaret hemmelige statsdokumenter.
Det aktuelle anklageskrift mod Trump hævder, at hans påstande om valgsvindel ved præsidentvalget i 2020 skulle udgøre en fare for demokratiet og at han skulle være direkte ansvarlig for stormen på kongressen den 6. januar 2021. Det første forudsætter, at anklageren kan bevise, at Trump ikke selv skulle have troet på rygterne om valgsvindel og havde en decideret kriminel hensigt. Det andet bliver umuligt at bevise – for Trump var ikke ansvarlig for stormen på Kongressen. Alligevel mener redaktør Rasmussen, at ”Beviserne virker … overbevisende”. Det er usandt.
Trump-processens karakter af politisk retssag fremgår også af ved dens dobbeltmoral: Trump står under anklage for påstande om valgsvindel og uærlige valg, men Clinton-fløjen og det demokratiske partis falske påstande om russisk indblanding og demokratiske uregelmæssigheder ved præsidentvalget i 2016 står ikke under anklage. Hvis Trump skal straffes for påstande om valgsvindel, hvorfor skal hans politiske modstandere så gå fri for præcis den samme forseelse? Den såkaldte Mueller-rapport måtte i 2019 modstræbende konkludere, at der ikke var skyggen af beviser for anklagerne om russisk indblanding ved Trumps valgsejr i 2016.
Retssagens politiske karakter fremgår i høj grad også af dens timing. Redaktør Rasmussen ”kan (ganske vist) kun støtte …(den særlige retsundersøger) Jack Smiths ønske om en ’speedy trial’ …så den alvorlige anklage mod Trump ikke tages med i stemmeboksen”, men forbigår, at det jo netop er det, der kommer til at ske. Rasmussen undlader at nævne retssagens perfekte timing op til præsidentvalget og det forhold, at anklagerne har ventet i over to år til det politisk mest opportune tidspunkt op til præsidentvalget med at rejse sagen mod Trump.
Man behøver ikke været Trump-tilhænger for at se, hvor demokratisk problematisk og polariserende disse retssager er. Og man behøver heller ikke være Trump-tilhænger for at gennemskue, hvor tendensiøs og uærlig danske medier fremstiller disse ting for en ofte intetanende dansk offentlighed.
Også i Danmark har vi set eksempler på et politiseret retssystem, der bedriver ulige og tendensiøs justits. Den 7-år lange retssag mod Morten Messerschmidt og retssystemets énsidige, politisk motiverede og ulige håndhævelse af straffelovens § 264d viser det.
Med politiserede retssystemer følger indgreb i ytringsfriheden og autoritær undertrykkelse frihed og debat. Tyranniske tilstande kendetegner samfund, hvor retssystemer reduceres til politiske magthaverredskaber mod systemkritikere. Frihed er undtagelsen, hvor ordensmagt, retssystem og ikke-folkevalgte dommere villigt lader sig misbruge af en politisk elite som overmagt mod besværlige politiske modstandere.
Man kan mene om Trump, hvad man vil, men det er vælgerne i Amerika, der bør afgøre landets politiske fremtid - ikke dommerne og retssystemet.
