Meget tyder på, at de seneste års intense islamdebat og ikke mindst den islamiske trussel mod vestlige værdier og demokratier, er prellet af på store dele af det politiske establishment.
I hvert fald kunne man i Berlingske den 31. juli læse følgende:
”Det Muslimske Broderskab vil få tilbud om dansk hjælp til partidannelse, når Det nye Institut for Flerpartisamarbejde indleder sit første demokratiprojekt i Egypten.”
”Vi vil være helt åbne”
Længere nede i teksten udtaler instituttets direktør, Bjørn Førde, videre:
”Vi vil være meget brede og helt åbne for alle. Også for Det Muslimske Broderskab […] Åbenhed er et af grundelementerne i demokrati og vi vil ikke fanges i en debat om, hvorvidt en gruppe er stueren eller ej”
Jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg læste artiklen.
Ikke alene på grund af udtalelsen, som enten afspejler afgrundsdyb naivitet eller i det mindste et foruroligende fravær af viden om Broderskabet og dets vidtforgrenede indflydelse på islamiske terrorbevægelser og den radikalisering af islam, som har bredt sig over Europa de seneste år, og som udgør en reel trussel mod vores åbne samfund og demokratiske værdier.
Men også fordi jeg selv sidder i bestyrelsen for Institut for Flerpartisamarbejde (DIPD) udpeget af Dansk Folkeparti, og jeg kunne ikke mindes at have givet grønt lys for noget, der bare kunne minde om milde gaver til Broderskabet, selvom jeg i bagklogskabens klare lys måske burde have reageret tidligere på visse uheldige elementer i sagsbehandlingen.
Støtte til flerpartisystemer
Institut for Flerpartisamarbejde er en uafhængig og selvejende institution oprettet i 2010 af daværende Udviklingsminister Søren Pind.
Formålet er ”…at styrke den danske demokratibistand, herunder særligt støtten til udvikling af politiske partier og flerpartisystemer i udviklingslandene” (vedtægternes § 2).
Instituttet ledes af en bestyrelse bestående af repræsentanter udpeget af de politiske partier, Dansk Ungdoms Fællesråd, Rektorkollegiet og en række NGO´er.
DIPD skal over de næste 3-4 år uddele 75 mio. kr. til projekter, der kan fremme demokratiudviklingen i de udviklingslande Danmark i forvejen har et samarbejde med.
I foråret 2011 begyndte der at ske ting og sager i Mellemøsten og Nordafrika. Det såkaldt ”arabiske forår” og ikke mindst Mubaraks fald, satte Ægypten højt på DIPDs short-list over potentielle modtagerlande til instituttets midler.
Troen på, at demonstranterne på Tahrir-pladsen var mere interesseret i at få vestligt demokrati end at få massearbejdsløsheden ned og brød på bordet var stærk i bestyrelsen, og DIPD var hurtige til at få kontakt med Dansk-Egyptisk Dialoginstitut.
Jakob Erles opgør med Israel
Her begyndte det så småt at bæve om mine mundvige, for direktøren for vores nye, nære samarbejdspartner er Jakob Erle, der tilbage i 1980 sammen med Anne Grethe Holmsgaard både underskrev en samarbejdsaftale med PLFP samt udarbejdede en fælleserklæring med terrorbevægelsen, hvori det bl.a. hed:
”VS og PLFP er enige om, at der hverken kan findes en løsning på det palæstinensiske eller på det jødiske spørgsmål uden et totalt opgør med den zionistiske bevægelse og med Israel.”
Nå, schwamm darüber, tænkte jeg, det er 30 år siden, han kan jo have rettet sig. Jeg var stadig med på, at afsætte 3,5 mio. kr. til at støtte den gryende demokratibevægelse i Egypten, og valgte desuden at overse en noget besynderlig formulering i et baggrundsnotat til bestyrelsen, som umiddelbart så ud til at blåstemple Det Muslimske Broderskab:
”Til valget (i Ægypten) vil der være to etablerede stærke grupper: resterne af det tidligere regeringsparti NDP og det Friheds- og Retfærdighedsparti, der er ved at blive oprettet af det muslimske broderskab. Der vil desuden være en række gamle partier, som i meget høj grad har mistet troværdighed pga deres mangeårige kollaboration med NDP.
Ingen afstandtagen i bestyrelsen
Artiklen i Berlingske rev dog endelig skællene fra mine øjne, og jeg havde bestemt også regnet med, at der i bestyrelsen ville være flere andre, der indtog mit standpunkt:
Bestyrelsen for DIPD må tage klart afstand fra udtalelsen om, at vi på nogen måde vil støtte Det Muslimske Broderskab og garantere, at ikke en krone vil gå til at promovere eller hjælpe noget parti, der har blot den mindste tilknytning til Broderskabet.
Det ville jo være i direkte modstrid med instituttets formål at støtte partier eller bevægelser, der arbejder for at indføre et islamo-fascistisk regime.
Men der var ingen i bestyrelsen, som havde taget anstød af Førdes udtalelser. Tværtimod var der fuld opbakning og en generel afvisning af mit anbringende om, at tage afstand fra Det Muslimske Broderskab.
Og desuden en klar tilkendegivelse af, at man ikke kunne afvise nogen på forhånd. Der er derfor meget, der tyder på, at Det Muslimske Broderskab i forskellige afskygninger vil få fri adgang til de demokratifremmende projekter DIPD iværksætter i Ægypten for 3,5 mio. kr. det næste halvandet år.
Støtte til islamisk diktatur
Danmark vil dermed yde økonomisk støtte til partier, der vil indføre islamisk diktatur, nægte kvinder lige rettigheder, henrette homoseksuelle og aldrig nogensinde tillade en kvinde at blive præsident.
Det helt paradoksale er altså sket: I bestræbelserne på at udbrede vestligt demokrati og de grundlæggende ligheds- og frihedsværdier, som demokrati baseres på, har man – med Førdes ord – valgt ”…at være meget brede og helt åbne for alle. Også for Det Muslimske Broderskab”.
Og i sin iver efter ”ikke at ville fanges i en debat om, hvorvidt en gruppe er stueren eller ej” har DIPD truffet beslutning om at være så åbne og brede, at det ikke er til at skelne fra ren berøringsangst.
Man vælger at ”inkludere” demokratiet ihjel i fejlplaceret åbenhed over for de grupper, der har som erklæret mål at afskaffe de sekulære demokratier og indføre sharia og verdenskalifatet.
Hvordan det harmonerer med DIPDs formål om at ”styrke den danske demokratibistand” skal man være Bjørn Førde for at udtænke, og medlem af DIPDs bestyrelse for at forstå.
Aia Fog er jurist, medlem af Trykkefrihedsselskabets bestyrelse og folketingskandidat for Dansk Folkeparti