Danmarks frihed kunne ikke forsvares den 9. april 1940 ved at holde tropperne tilbage på Sjælland, når tysken stod opmarcheret ved Kruså, og ytringsfriheden kan ikke forsvares ved at tegne Kristus, hvis det er Muhammedtegnere, der udættes for terrorangreb.
Ytringsfriheden må forsvares dér, hvor den er under angreb, og det er aldrig ytringsfrihedens forsvarere, der vælger kamppladsen for kampen for ytringsfrihed, men derimod ytringsfrihedens fjender.
Når især Kurt Westergaards Muhammedtegning er blevet et symbol på kampen for ytringsfrihed, så er det ikke islamkritikere, der har valgt Muhammedtegningerne som en kampplads, men derimod de islamister, der gentagne gange udøver eller truer med at udøve vold og terror mod dem, der formaster sig til at tegne Muhammed.
Hvis – og når – det er venstrefløjen, der udøver vold mod politiske modstandere for at tvinge dem til tavshed, eller når det er statsmagten, der straffer kunstnere for deres ”entartede kunst”, så er det også dér vi må sætte ind og forsvare ytringsfriheden.
Som Trykkefrihedsseskabet gjorde, da vi udstillede Dan Parks billeder i et lille kælderlokale på Østerbro. Under politibeskyttelse mod venstreekstremister, der allerede havde truet med at brænde Hornsleths galleri ned og udsat det for hærværk.
Giver voldsmændene veto
Det er dét, som PEN ikke har forstået – eller ikke vil forstå. At ytringsfriheden må forsvares, hvor den er under pres, og at den kun kan forsvares ved at blive praktiseret.
For den nye PEN-formand, Per Øhrgaard, er det at piske en stemning op at lave en ”tegn Muhammed-konkurrence”, og han går endda så langt som til at hævde, at konkurrencen kun kan ”have haft til formål at piske en stemning op.”
Dermed agerer PEN og Per Nørgaard islamisternes nyttige idioter, for realiteten er, at PEN giver voldsmændene veto over for, hvad vi må sige, skrive eller tegne under dække af at arbejde ”for at nedbryde fjendebilleder” – i stedet for at forsvare ytringsfriheden mod dens reelle fjender.
