På sin Facebook profil er manden blevet anmeldt til politiet af to personer med udenlandske navne. Politiet har afhørt manden og efterfølgende sendt manden et bødeforlæg (1) på 1000 kroner for at have overtrådt racismeparagraffen. Den nordjyske mand har ingen intentioner om at betale bøden og afventer, at sagen kommer for retten.
Om baggrunden for at brænde koranen skriver manden på Facebook:
"Brændte den (koranen, red.) af så andre ikke sku læse den"
Ingen er så vidt vides tidligere blevet dømt for at brænde koranen i Danmark. Men i I England blev seks personer anholdt for opildne til religiøst had i september 2010, fordi de havde brændt to eksemplarer af koranen. Den engelske koranafbrænding fandt angiveligt sted i baggården til en pub.
Mens de britiske og danske myndigheder slår ned på koranafbrændinger, gælder der helt andre og mere lempelige regler, hvis man sætter ild til bibelen.
Midt i den kristne adventstid – 9. december 2007 – brændte rockmusikeren Marilyn Manson et eksemplar af bibelen på scenen ved en koncert i NEC i Birmingham. Klippet er ligesom bibelafbrændinger foretaget af Marilyn Manson i Oslo og Bruxelles tilgængeligt på YouTube. Efter sin bibelafbrænding i Birmingham blev Marilyn Manson ikke anholdt af engelsk politi for at have opildnet til religiøst had, som det skete for de seks engelske koranafbrændere.
Bibelbrænder støttet af DR og Gyldendal
Danmark har også oplevet en profileret bibelafbrænding. Det skete i forbindelse med udstillingen The Wonderful Wide World of Antichrist af Odense-kunstneren Søren Mosegaard i Kunstnernes Hus i Aarhus i begyndelsen af 1997. Da Søren Mosegaard - som først planlagt - alligevel ikke ønskede at afbrænde nogen af de bibler, han havde indsamlet til formålet, fremskaffede Danmarks Radio en bibel (paperback-udgaven - hvem siger, at Danmarks Radio ikke er økonomisk ansvarlig!), hvorefter kunstneren foran et rullende kamera satte ild til bibelen.
Kunne man forestille sig, at Danmarks Radio ville gøre noget tilsvarende, hvis en person ønskede at brænde koranen?
Søren Mosegaard blev efter at have offentliggjort, at han ville brænde bibelen, meldt til politiet for blasfemi af formanden for Aarhus Kommunes kulturudvalg, konservative Birte Bernt Henriksen. Kunstneren blev ikke dømt, da afbrændingen af biblen i sidste ende ikke blev alment offentlig tilgængelig, men forbeholdt DR, som dermed agerede som både vidne og bibelleverandør.
Kunstneren kom efterfølgende ikke til at vansmægte. Gyldendal med litterær direktør Johannes Riis i spidsen – samme Johannes Riis, der i kølvandet på Muhammedkrisen efterlyste respekt for islams tabuer på et møde i Trykkefrihedsselskabet – valgte at tilbyde Søren Mosegaard en kontrakt på en religionskritisk (læs: kristendomskritisk) bog. Søren Mosegaards roman Uhyret fra Betlehem, der er stærkt kritisk overfor den kristne religion, udkom i efteråret 2001 på Gyldendal og blev blandt andet anmeldt applauderende af den nuværende Weekendavisen-anmelder Klaus Rothstein, der dengang var boganmelder på Berlingske Tidende. Rothstein kaldte bogen ”en hårdtpumpet thriller til de blodtørstige og en kættersk provokation til de troende”.
Søren Mosegaard har siden solgt sin delvist afbrændte DR-finansierede bibel på en internetauktion.
Spytter på biblen
Mens der i kunstverdenen er udbredt respekt for islams tabuer. Er respekten helt fraværende, når det gælder kristendommen.
I forbindelse med teaterforestillingen Biblen, der blev opført i perioden 23. februar til 19. april 2009 på Nørrebro Teater, var forestillingens plakat et foto, hvor skuespilleren og tryllekunstneren Rune Klan omgivet af sine skuespillerkolleger sidder med en brændende bibel i hænderne. Dette foto var også tilgængeligt på postkort og som pressefoto.
Som en del af forestillingen – der i flere passager arbejdede med direkte henvendelse til publikum – fortalte Rune Klan, hvordan fotoet var blevet til. Rune Klan oplyste, at han i flere omgange havde sat ild til bibelen og herefter havde slukket ilden ved at klappe bogen i. På et tidspunkt havde ilden imidlertid fået så godt fat, at den metode ifølge Rune Klan ikke længere virkede. Han var derfor nødt til at spytte på bibelen for at få ilden til at gå ud.
Direktør for Nørrebro Teater på det pågældende tidspunkt var komikeren Jonatan Spang, der i efteråret turnerede rundt i landet med onemanshowet Jonatan Spangs Danmark.
Trykkefrihed er bekendt med mandens identitet.
(1) Nordjyllands Politi gør opmærksom på, at det ikke er korrekt, at de har afsendt et bødeforlæg på 1000 kr. til den pågældende mand. Han er kun sigtet, oplyser de.