I sidste uge skrev jeg om noget af den (sønderlemmende) kritik, der er haglet ned over Mette Winding Tops bog ”Den forkerte muhammedtegner…”, der med sin ”nuancering” af Muhammedkrisen de facto har bedrevet historieforfalskning bl.a. med sine påstande om, at Kåre Bluitgen løj, når han sagde, at han ikke kunne finde illustratorer til sin bog om profeten Muhammeds liv og om at risikoen for at dø af et muslimsk terrorangreb er nærmest ikke-eksisterende.
Men jeg er slet ikke færdig med at svinge krabasken, for bogen henvender sig til de folkeskolelærere, der om nogen står med fletningerne i postkassen og en vis legemsdel i klaskehøjde, når de skal undervise i Muhammedkrisen i klasselokalerne, der i København stort set altid vil rumme elever med muslimsk baggrund og et potentielt uanet antal krænkelsesparate fætre i baggrunden. Til disse lærere går Mette Winding Top ud med det dobbelte budskab, at der overhovedet ikke er noget at være bange for, fordi hele Muhammedkrisen i virkeligheden byggede på misforståelser, irrationel frygt og sløset journalistik – samtidig med, at hun selv ganske har fravalgt at vise tegningerne i bogen. Det er hykleri af værste skuffe og en ussel desavouering af den reelle trussel lærerne må føle, at de udsætter sig selv for efter henrettelsen af den franske lærer Samuel Paty.
Det kalder på en reaktion fra Danmarks Lærerforening, der jo er sat i verden for at varetage lærernes faglige og ansættelsesmæssige interesser. Men se om det er sket. Heller ikke efter, at jeg for en uge siden kontaktede deres fagblad, Folkeskolen og spurgte, om folkeskolelærernes fagforening ikke havde kommentarer til bogen. Det affødte som eneste reaktion et opslag, der i korte veninder refererer muhammedtegnernes og Danske Bladtegneres protester over bogen, samt følgende sætning: ”Forfatteren til ”Den forkerte Muhammed-tegner” Mette Winding Top har i et debatindlæg på folkeskolen.dk skrevet, at Muhammed-krisen er et godt emne til undervisning i fake news”.
Det er en god ide at læse Mette Winding Tops indlæg på folkeskolen.dk, fordi det er en pixi-udgave af hendes anbringender, der derfor også bør få alle alarmklokker til at bimle og som minimum afføde en eller anden reaktion fra Danmarks Lærerforening. Så meget desto mere som både Kåre Bluitgen, 6 muhammedtegnere og Danske Bladtegnere utvetydigt har sagt, at bogen ikke bør anvendes i undervisningen.
Men Danmarks Lærerforening er tavs og lader dermed sine medlemmer i stikken. Og det er ikke første gang: faktisk har lærernes fagforening – i uskøn lighed med Skolelederforeningen – de facto udvist en foruroligende mangel på konstruktiv opbakning til deres medlemmer, ved at kalde debatten for ”skinger” og ved at feje problemerne ind under gulvtæppet ved at kalde på ”lokale løsninger”, der smart nok vil fritage Danmarks Lærerforening for et reelt engagement. Som lærernes formand Gordon Ørskov Madsen udtalte i januar sidste år: ”Hvis staten skal blande sig og udarbejde undervisningsmateriale i lige den her sag, skal staten så også overtage udarbejdelse af materiale i andre svære ting, som vi møder i skolen? Det peger jo i vidt forskellige retninger. Jeg mener ikke, at det her er noget, man skal styre fra centralt hold”
Nævn mig andre ”andre svære ting, som vi møder i skolen”, der blot tilnærmelsesvis kan måle sig med den latente trussel, lærerne må føle sig udsat for efter henrettelsen af Samuel Paty. Og fortæl så, Gordon Ørskov Madsen, hvad Danmarks Lærerforening har gjort for deres medlemmer ”lokalt”. I lige netop denne sag, har der været – og er der fortsat – bred politisk opbakning til lærerne og til at sikre deres undervisningsfrihed og tryghed i undervisningen, og så svigter Gordon Ørskov Madsen sine medlemmer i en tid, hvor det bliver mere og mere umuligt at finde nogen, der tør undervise i Muhammedkrisen af frygt for repressalier.
Men Mette Winding Tops debatindlæg, der bærer overskriften ”Brug karikaturkrisen til undervisning om frygt og fake news”, får lov at stå uimodsagt på folkeskolen.dk. Hvor oprørende hendes bog og dens anbringender ellers er, har den dog haft den positive effekt, at der med reaktionerne på den nu synes at være bred enighed om Muhammedkrisens betydning og dens konsekvenser. Og ikke mindst: om den fortsatte og uformindskede trussel fra islam, der i undervisningssammenhæng har fået ny næring efter henrettelsen af Samuel Paty. Eneste undtagelse er Danmarks Lærerforening, der insisterer på en dobbelt-strategi, hvor man skiftevis nedtoner truslen mod egne medlemmer for at undgå ansvaret – og stikker hovedet i busken i håb om, at problemerne forsvinder af sig selv.
Men det gør de ikke.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
