Hvis man stadig har et par feriedage til gode, kan jeg varmt anbefale en tur til Berlin. Af så mange grunde, men især fordi man skylder sig selv og sin dannelse at fordybe sig lidt i Berlins, Tysklands og Europas nære historie, som denne by i særklasse repræsenterer og stadig bærer tydelige vidnesbyrd om. Jeg bliver aldrig træt af Berlin, som hele tiden byder på nye overraskelser og oplevelser, som bare venter på at blive udforsket.
Sommerens store og grumme oplevelse var et besøg i den berygtede østtyske sikkerhedstjeneste Stasis fængsel Hohenschönhausen i den nordlige del af det tidligere Østberlin, som nu er omdannet til et fremragende museum, der slet ikke har fået den opmærksomhed, det fortjener. Her får man for kun 6 euro en fornemt guidet tur rundt i det tidligere fængsel og kan efterfølgende selv gå rundt i det tilhørende museum med dansk(!) guide i ørene.
Turen er ikke for sarte sjæle, for selvom den østtyske leder Erich Honecker ved flere lejligheder påstod, at der ikke blev krummet et hår på de østtyske (politiske) fangers hoveder, så er det en sandhed med væsentlige modifikationer: alt i Stasi-fængslet Hohenschönhausen var nidkært og i detaljen indrettet og konstrueret med henblik på systematisk nedbrydning af de indsatte: fra deres ankomst i slusen, efter at være blevet kørt rundt i timevis i bittesmå og mørklagte ”kabiner” i salatfade maskeret som varevogne – og til deres uge- , måned- eller år-lange ophold i de nøgne fængselsceller, havde de indsatte ingen kontakt med andre mennesker: selv når de skulle flyttes eller hentes til forhør blev det gjort efter et sindrigt system, så de ikke mødte andre mennesker, men fik oplevelsen af, at være fuldstændig alene.
Men ikke nok med det: vinduerne i cellerne blev lavet af glassten, der ganske vist tillod lys at slippe ind, men som gjorde det umuligt at se, hvad der var uden for. Fra det øjeblik, hvor de trådte ind i fængslet, mistede de ikke bare fornemmelsen for tid og rum, men også deres navn: de blev udelukkende tiltalt med nummeret på deres fængselscelle. Og så har jeg ikke nævnt de uendelige forhør eller straffecellerne med utilstrækkelig iltforsyning eller de andre, udspekulerede metoder til at knække fangerne.
Stasi-fængslet i Hohenschönhausen står som et på en gang dystert monument over og en vigtig påmindelse om, hvad der fandt sted i det totalitære DDR for kun få årtier siden og hvordan de kommunistiske ledere og deres effektive og nidkære magtapparat terroriserede og mishandlede de borgere, der formastede sig til at ytre kritik af systemet eller forsøgte at flygte fra det.
De af os, der kan huske tiden før Murens Fald, havde allerede dengang en klar fornemmelse af, hvad der skete i DDR: at Stasi var de østtyske magthaveres forlængede arm og deres metoder var nedrige og nådesløse. Det var der ingen i tvivl om, for beretningerne fra dem, der lykkedes at flygte fra DDR var entydige og talte deres eget larmende sprog: det var også dengang umuligt at lukke øjnene for, hvad der foregik.
Netop derfor bør man kombinere et besøg i Hohenschönhausen med at læse Mette Herborgs og Peter Michaelsens glimrende afdækning af det ofte hjertelige samarbejde mellem fremtrædende danske politikere, fagforeningsbosser, journalister og universitetsfolk og repræsentanter for DDR- regimet. I bogen ”Ugræs – danske Stasi-kontakter” fra 1999, får man et deprimerende indblik i, hvordan ”prominente” danskere ikke bare lukkede øjnene for uhyrlighederne i DDR, men ofte også promoverede østtyske organisationer, universiteter og foreninger, der alle i et eller andet omfang var dække for Stasi: Fra LO-formanden Knud Kristensens samarbejde med DDR´s statslige fagforbund, som hverken havde strejke- eller forhandlingsret, over Det Radikale Venstres tætte samarbejde og informationsudveksling med det DDR-statskontrollerede Tyskands Demokratiske Bondeparti og til fodnotepolitikernes – i særklasse Lasse Budtz´ - hemmelige forhandlinger på DDR´s ambassade i København om Danmarks sikkerhedspolitik.
”Ugræs – danske Stasi-kontakter” er forstemmende læsning, men også vigtig læsning, for den afslørerede allerede for over 20 år siden den fatale mangel på dømmekraft og i et demokratisk perspektiv utilgivelige hvidvaskning, der fandt sted i brede dele af den danske såkaldte intelligentsia. Men ingen blev nogensinde stillet til regnskab, endsige udskammet. Tværtimod kan man i dag finde mange af disse moralsk dubiøse personer på fremtrædende poster og til overflod blandt det selvgode segment, der altid har travlt med at løfte den moralske pegefinger og rette den anklagende mod andre.
Det siger meget om både Tyskland og Danmark, at mens Tyskland har gået canossagang og udfoldet store bestræbelser for at afdække selv de mest betændte sider af landets historie og gøre den tilgængelig for offentligheden, så har Danmark i alt væsentligt ladet stå til og lukket øjnene. Opgaven herhjemme var dog ellers langtfra så stor som den tyske. Det er således ganske betegnende, at den såkaldte PET-kommission, som blev nedsat i 1999 alene skulle kulegrave, om den danske efterretningstjeneste i perioden 1968-1989 overskred deres beføjelser i forhold til overvågning af ”lovlig politisk virksomhed” – dvs. danske partier på venstrefløjen. Dermed blev kikkerten behændigt sat for det blinde øje, og det er aldrig kommet til et hverken politisk eller retligt opgør med de personer, der i perioden udgjorde en risiko for Danmarks sikkerhed. Til overflod var PET-kommissionens arbejde således orkestreret af de selvsamme partier, der i koldkrigssammenhæng havde den mest betændte historie: Enhedslisten, Socialdemokratiet, SF og Det Radikale Venstre.
Det er dybt deprimerende – mest af alt fordi det manglende opgør med de danske Stasi-kontakter også vidner om en slap og afmægtig borgerlig fløj, som den ene gang efter den anden er blevet tromlet af venstrefløjens kadrer.
Det er en gammel sandhed, at dem, der skriver, bestemmer historien. I disse år, hvor der stadig er mange, der kan huske Den Kolde Krig, er det vigtigt at udbrede dette kendskab, gør sig bekendt med, hvad der skete og få afdækket de tråde, som de totalitære styrer bag Jerntæppet trak langt ind i Danmark. Det er en god idé at begynde i Berlin – så kommer interessen helt af sig selv.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
