Den svenske gadekunstner Dan Park og hans gallerist Henrik Rönnquist har fået afslag på at få prøvet deres sager ved Sveriges højesteret. Dermed står hovrettens dom fra oktober 2014 ved magt. Her blev både Dan Park og Henrik Rönnquist dømt for hetz mod folkegruppe (en paragraf svarende til den danske racismeparagraf). Dan Park fik ved den lejlighed fem måneders ubetinget fængsel, mens Henrik Rönnquist fik en betinget dom med en prøvetid på to år.
Den svenske højesteret skriver i en erklæring:
"Højesteret har gennemgået materialet. Det har ikke fundet nogen grund til at give tilladelse til at appellere."
Højesterets afvisning af sagen betyder, at Dan Park skal afsone de sidste 15 dage af den straf på fem måneder, han blev idømt i hovretten. I hovretten blev det samtidig besluttet, at en række af Dan Parks værker skulle destrueres. Med den svenske højesterets afvisning af sagen må det formodes, at destrueringen af Dan Parks kunstværker nu føres ud i livet. Værkerne bliver angiveligt brændt.
Sagen mod Dan Park og Henrik Rönnquist begyndte 5. juli sidste år, hvor der var fernisering på en udstilling med Dan Parks collageværker i Galleri Rönnquist og Rönnquist i Malmø. Galleriet var i dagene inden åbningen af udstillingen blevet udsat for hærværk. Blandt andet var der blevet kastet en brosten gennem ruden og malet graffiti på facaden. Ferniseringen fik også et dramatisk forløb, da en moddemonstration inden ferniseringen var stimlet sammen tæt på galleriet for at protestere mod den udstillede kunst. Få minutter efter åbningen udviklede tingene sig yderligere, da en større politistyrke kom ind i galleriet og tog både Dan Park og en lang række kunstværker med sig. Senere samme aften blev Dan Park anholdt og siden overført til fængslet i Ystad, da man frygtede, at han ville begå ny kriminalitet (lave ny kunst).
Senere blev Dan Park idømt seks måneders ubetinget fængsel i tingsretten, mens hovretten altså reducerede dommen til fem måneders fængsel.
Om højesterets afvisning siger Parks gallerist Henrik Rönnquist i en erklæring:
"Hvilken kunst, der kan vises i dag i Sverige, er således begrænset, kunsten kan blive censureret og kan beslaglægges af retsvæsenet."
Med de 15 dages straf kommer Dan Park til at sidde længere i fængsel end den verdensberømte kinesiske kunstner og aktivist Ai Weiwei. I modsætning til Ai Weiwei har Dan Park ikke modtaget nogen som helst opbakning fra kunstverdenen, når man ser bort fra Parks svenske kollega Lars Vilks.