”Hvis vi for alvor skal kunne genoprette fællesskabet og sammenholdet. Hvis vi for alvor skal kunne forvalte og udvikle det land, som for ikke så længe siden endda, blev betragtet som et under af social tillid og tryghed, så må vi også have modet til at stå fast, når grundlæggende værdier angribes. Stå med rank ryg, hvor meget det så end stormer. Ikke bøje os for terrorister. Ikke krybe for skurkestater, som hader vores måde at leve på. Aldrig lade os skræmme til lydighed og eftergivenhed.
Det er ikke den, der brænder en bog – hvor primitivt, hvor anti-intellektuelt og tumpet det end er – det er ikke den, der brænder en bog, som er problemet. Det er stenkasterne i Rosengården, der er problemet. Det er islamistlande, der kræver ændret svensk lovgivning, der er problemet. Det er terrorister, der truer med at dræbe og lemlæste uskyldige svenskere. Det er dem, der er problemet.”
Ordene er Jimmie Åkessons, Sverigedemokraternas partileder, og de faldt den 13. september som en central del af hans tale under en partilederdebat i den svenske rigsdag, hvor også den svenske ”korankrise” blev debatteret. Den er, som det vil være mange bekendt, ikke ganske ulig den danske, men hvor den danske ”korankrise” i alt væsentligt er fostret af en svag og frygtsom dansk regering og drevet frem af en skruppel- og principløs udenrigsminister – så er der anderledes substans i krisen på den anden side af Sundet, hvor koranafbrændingsforbud (og dermed indhug i ytringsfriheden) af Erdogan forsøges gjort til en forudsætning for Sveriges optagelse i NATO.
Det er paradoksalt – ja, den omvendte verden, at det er den danske regering, der begår et historisk faux pas med sit knæfald for OIC med lovindgreb og fængselsstraf for at fornærme islam – mens den svenske regering står fast på ytringsfriheden.
Nu er Jimmie Åkesson og Sverigesdemokraterna ganske vist ikke i regering, selvom partiet de facto holder hånden under den i kraft af Sverigesdemokraternas størrelse og funktion som støtteparti, men i denne sag synes der ikke at være vaklen i regerings-geledderne: således udtalte leder af Kristdemokraterna og vicestatsminister, Ebba Busch, at partiet ikke vil støtte et forbud mod koranafbrændinger, og opfordrer krænkelsesparate muslimer til ”…at vende den anden kind til”. Og i en tale i august går hun endnu videre og siger om koranafbrændingerne henvendt til det muslimske samfund: ”Hvis, og jeg siger hvis, de anser en sådan demokratisk ytringsfrihed for at være uforenelig med deres tolkning af islam – så har den type islam ingen plads i Sverige”
Man kan indvende, at det nok er mere end en postgang for sent, at svenske politikere begynder at gro en rygrad og tage ansvar for eget land, folk og kultur, men det ændrer ikke ved, at de lige her og i dette helt centrale spørgsmål ikke sælger ud. Og at vores egne ditto iler forud med deres kapitulation.
Det er så besynderligt at være vidne til svenske politikere pludselig stå fast på værdierne efter årtiers storudsalg af eget land og masseimport af islam – ovenikøbet i en situation, hvor deres NATO-medlemskab står på spil og man i øvrigt ville forvente, at de som selvudråbt humanitær stormagt ville agere som Lars Løkke og Mette Frederiksen og skyndsomst indrette sig efter muslimske særkrav.
Det sætter unægtelig koranafbrændingsloven i relief, for den danske regering mangler fortsat at redegøre for, ”det ændrede trusselsbillede” og ”den særlige udenrigspolitiske situation”, der skulle begrunde et storudsalg af demokratiets arvesølv, ytringsfriheden. Og det sætter den siddende regering i relief at huske tilbage til Muhammedkrisen i 2005-2006 og den daværende regering, der med Anders Fogh Rasmussen i spidsen trods et åbenlyst extraordinært trusselsbillede og en helt usædvanlig udenrigspolitisk situation, aldrig bøjede sig for pres udefra, hvilket gav Danmark en særlig status som frontkæmper for ytringsfriheden.
Den status har den nuværende regering sat fuldstændig over styr på grund af et par koranafbrændinger foretaget af enkeltpersoner, og vi kan nu se mod Sverige for at se, hvilke ”konsekvenser” det får at gøre det rigtige og stå fast på værdierne. Mit gæt er: det får ingen negative konsekvenser for Sverige - tværtimod. Det samme kan man desværre ikke sige om Danmark.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
