Lad os bare slå fast, at det ikke var heldigt, at hun endte debatten med at give sin modpart, Omar Marzouk, fingeren. Ligesom man ikke spytter på folk, man debatterer med, giver man heller ikke sine modstandere fingeren.
Vi gætter på, at Firoozeh også bagefter ærgrer sig over, at hun forløb sig. Ikke mindst, fordi det stjæler opmærksomheden fra det egentlige skandaløse: Omar Marzouks udtalelser.
Omar Marzouk er ikke hvem som helst, men en veletableret, DR-elsket komiker og caffe latte-segmentets yndlings moderate muslim. Da historien om truslerne mod Tina Pedersen - som Udkigsposten her på siden var den første til at berette om - kom frem, kaldte han hende en ”kylling” og ”kujon”, fordi medierne, i øvrigt fejlagtigt, oplyste, at hun var gået under jorden.
Når han vælger at håne en dødstruet i stedet for som noget helt elementært at bakke hende op, giver det et rystende indblik i kynismen i den kreative klasse.
Skal samfundets ressourcer bruges på det?
Men i Deadline i lørdags gik Marzouk skridtet videre og stillede spørgsmålstegn ved, om de dødstruede overhovedet fortjente, at samfundet brugte ressourcer på at beskytte dem:
”Var det virkeligt nødvendigt, at der skulle være flyforbud over Vollsmose, da Yahya Hassan skulle tale der? Hvor mange ressourcer skal vi som samfund bruge på det?”.
Sådan spurgte han, og hans mening var tydeligvis ikke, at man skulle overveje at bruge flere ressourcer på de dødstruede – et ellers relevant spørgsmål – men færre.
”Når de dødstruede er ”tosser”, eller bare debattører ”der ikke har anden claim to fame end at de har fået en dødstrussel.”, så ja, så skal vi til at overveje, om de overhovedet fortjener, at samfundet bruger penge på deres beskyttelse og slår ring om dem i offentligheden.
Nu lå det åbenbart hinsides Deadline-journalistens fantasi at spørge Omar Marzouk, om han havde tænkt på, hvad konsekvensen af hans ideer ville være:
Skal Yahya Hassan udelukkes fra at tale i Vollsmose, hvis islamister truer med ballade? Og hvis han alligevel taler, skal han så ikke beskyttes? Skal vi som samfund leve med, at han overfaldes? Eller at alle potentielt dødstruede tier stille af frygt for at blive overfaldet?
Omar Marzouk lød som om, han fint ville kunne leve med disse konsekvenser, der jo indebærer en effektiv strangulering af det frie ord i dette land.
De, der fortjener opbakning og de, der ikke gør
Det væsentligste for ham syntes at være, at man skelnede mellem de gode kunstnere og de mindre gode og mellem de debattører, der har ”bidraget med noget” og dem, der ikke har. De mindre gode, ”tosserne”, ”martyrerne” fortjener åbenbart ikke samme opbakning som de talentfulde, når de trues.
Det svarer til at skelne imellem voldtægter, der begås mod smukke kvinder, og voldtægter udøvet mod grimme madammer og så drage den konklusion, at det første er en forbrydelse, mens det andet må tages mindre alvorligt.
Når en fremtrædende debattør og mediepersonlighed kan finde på at sige den slags, så bliver det nødvendigt at slå det helt elementære fast:
Når en digter, en komiker, en forfatter og en politiker trues, er det ikke længere afgørende, om de er talentfulde, begavede eller vittige.
Så er det eneste afgørende, at de trues og at de derfor skal støttes og beskyttes.
Og så er vi alle sammen lige pludselig Tina Pedersen, Kurt Westergaard, Lars Hedegaard – eller såmænd Omar Marzouk.
Det var grunden til, at Trykkefrihedsselskabet i 2010 gjorde, hvad vi kunne for at støtte Omar Marzouk selv, da han i medierne fortalte om dødstrusler imod ham.
Det gør vi gerne igen, men kun fordi vi forkaster hans egen principløse skelnen mellem dem, der fortjener opbakning og dem, der ikke gør.
Den er nemlig skandaløs.
