Idéhistorisk set er Koranen symbolet på 1400 års had, vold, blod og terror! Intet sted i verden har islam kunne leve sammen med almindelige og normale mennesker.
Man hører ofte den romantiske myte om den fredelige sameksistens mellem muslimer, krisene og jøder på den Iberiske Halvø, men det er ukorrekt. Historieforfalskning og intellektuel uhæderlighed, når den er værst. Så lad os derfor kaste et kort blik i de spanske historiebøger!
Plyndringstogter.
"Det er farligt, at lade mennesket for tydeligt mærke, hvor meget
De er lig dyrene uden samtidig at understrege deres storhed.
Blaise Pascal. (1623-62)
På sporet af Adam. Af Herbert Wendt. 1958.
I 710 var der knap gået 80 år siden røverhøvdingen Muhammeds død, og hans arvinger havde allerede spredt (udvidet)det islamiske imperium fra Kinas grænse til Atlanterhavetskysten i Nordafrika. Krigen i Mellemøsten begyndte med Muhammeds røvere og banditter, og den krig slutter aldrig. Muslimerne erobrede Irak i (637), Syrien (640), Ægypten (641), og Persien (641) - de var alle fortrinsvis jødiske og kristne samfund. Springet over Gilbraltarstrædet lå nu lige for, hvis ekspansionen skulle forsætte. I den situation dummede spaniere sig slemt, da de henvendte sig på den anden side af strædet og bad om hjælp i den interne spanske borgerkrig.
Det skulle senere vise sig at være den største fejltagelse i den spanske historie.
For bagefter rykkede de muslimsk hjælpetropper ikke ud af gæsteværelset. De overtog simpelthen hele boligen. Erobringen var et plyndringstogt af den type, som afspejlede de arabiske nomadestammers livsform. Før Muhammed lå de arabiske stammer i evig krig med hinanden om ørkenens sparsomme ressourcer.
Muhammed ønskede at forene araberne, men han forstod også, at uden disse plyndringstogter ville befolkningen vokse hurtigere end fødevare-produktionen.
Det problem løste han med jihad, den hellige krig, som tilhængerne af hans nye religion gav sig til at føre mod hedningene. Muslimerne havde ikke lov til at slås indbyrdes, så lige så snart naboerne var omvendt med sværdet, blev det nødvendigt med nye plyndringstogter på jagt efter nyt bytte. På den måde
skabtes en vældig krigsmaskine, og det borgerkrigsramte Spanien lå lige for som et hurtigt og nemt bytte. Ifølge historie professor Bernard Lewis med speciale i Mellemøstenstudier varede disse plyndringstogter i næsten tusind år.
Nogle mener ligefrem, at de ikke er slut endnu med henvisning til Kosovo, Bosnien, Tjetjenien, Kashmir og Sudan osv.
,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,, - o - ,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,
På Tarifa havde det kristne Europa for 1300 år siden sit første møde med den nye trussel fra islam.
I 710 gik en maurisk kriger ved navn Tarif i land på Tarifa med ca.7000 krigere for at sondere terrænet. Således blev Tarifa den første af talløse andalusiske lokaliteter, som fik et nyt arabisk navn. Tarif og hans kriger vendte tilbage med et bytte, der fik tænderne til at løbe i vand på de arabiske terrorister. Det følgende år sendte de feltherren Tariq over strædet ved romernes Calpe, der ved den lejlighed også tog navneforandring til Tariqs klippe, det vi i dag kalder Gibraltar.
Fem år senere var det hele overstået, bortset fra et lille hjørne i Nordspanien, hvor de sidste kristne stadig holdt stand.
Allerede i 718 gik en adelsmand ved navn Pelayo i gang med at organisere modstandskampen i Asturien, men der skulle gå op til 800 år, før hans efterkommere kunne gøre skaden god igen. For Andalusiens første første kalif, Abd al-Rahmán var det et spørgsmål om at sikre grænserne imod de kristne generobrere, men sydpå følte Abd al-Rahmán sig lige så truet af sine muslimske trosfæller på den anden side af strædet, hvor de stod på spring for at få del i Andalusiens sagnomspunden – og noget overdrevne rigdomme.
Desuden var der store indre spændinger i landet, hvor de kristne stadig var i flertal, mens muslimerne var delt i mindst tre grupper: den lille arabiske overklasse, det store mauriske tjenerskab, og den endnu meget lille gruppe af omvendte kristne. Allerede i 1082 nåede de første kristne generobrere til Tarifa, hvor Kastilliens krigerkonge Alfonso V1 drev sin hest ud i vandet og triumferende råbte” Dette er enden på landet al-Andalus. Efter at have erobret Toledo følte Alfonso sig i stand til det hele, men muslimerne hentede forstrækninger fra deres trosfæller på den anden side af strædet, og fire år senere blev de kristne atter drevet ud af Sydspanien. Det er sandt, at Andalusiens muslimske herskere også betalte en dyr pris, fordi de måtte aflevere magten til disse invasionsstyrker. Det har aldrig været gratis at hente hjælp i Nordafrika.
Først 200 år senere var tiden moden til den kristne generobring af Tarifa, som på dette tidspunkt var en grænse by i Spaniens sidste muslimske kongedømme Granada. Igennem hele 1292 forsvarede Tarifas kristne kommandant Alonso Pérez de Guzmán den isolerede by mod de genforenede muslimer. I løbet af belejringen kaldte muslimerne Guzmán frem på brystværnet, for at han kunne se sin lille søn Pedro, som muslimerne havde taget til fange. Kommandanten
fik valget mellem Pedro Alonso død eller Tarifa overgivelse. Som svar trak Guzmán sin dolk og kastede den ned til belejrerne, som skar struben over på barnet. Bagefter lagde de hovedet i en kastemaskine og sendte det over bymuren, så farmand kunne nyde synet på nært hold. Hvordan var muslimerne kommet i besiddelse af sønnen? Han blev taget til fange af en kristen prins, der konspirerede om Kastilliens trone og håbede på hjælp fra muslimerne.
Disse opslidelseskrige var lige så vigtige som de store slag, hvis en af parterne ville hævde sin ret til landet. Derfor gjaldt om at skaffe nybyggere for enhver pris, og i 1334 gik Alfonso X1 et skridt videre. Han tilbød amnesti til fanger og fredløse, der tog ophold på Tarifa i minimum et år og en dag.
Kampen mod islam.
Død før livet – eller livet før døden?
Efter Granadas fald i 1492 skulle man måske tro, at Tarifas indbyggere kunne ånde lettet op, men det var langt fra tilfældet. Spanien gik samme år ind i stormagtstiden efter opdagelsen af søvejen til Amerika, men landet var samtidig ude af stand til at sikre sin egne kyster mod mauriske og tyrkiske pirater, hvis vigtigste bytte var mennesker – menneskevarer, som efter voldtægt blev solgt til Nordafrikas enorme slavemarked. Denne trussel var ikke drevet helt over, da en ny fjende viste sig i horisonten. Efter den engelske besættelse af Gibraltar i 1740 blev Tarifa atter grænseland og en vigtig brik i det strategiske spil om kontrollen med indsejlingen til Middelhavet.
Det er nok kun de færreste, der ved, at Andalusiens otte provinshovedstæder skylder danskerne deres eksistens. Efter forskrækkelsen i 844, hvor kong Horiks vikinger plyndrede Sevilla, inviterede emiren Abd al-Rahman 11 to yemenitiske stammer til at tage ophold i det østlige Andalusien for at forsvare denne del af kysten mod los vikingos eller ”machus”, som de blev kaldt på arabisk. Yemenitterne slog sig ned i Pechina, men nede ved kysten og her
byggede de et tårn, som de kaldte vagttårnet: al-Mariya. Almeria! Så havde man et navn. Nu manglede man blot en by. Den voksede snart op under tårnets beskyttede mure. Knap var byen blevet hovedstad i 995, før en nordafrikansk flåde trængte ind i havnen brændte skibene og plyndrede byen.
Dette med vikingerne er måske en anekdote, men også en passende start på byens historie, for Almeria har i mere end tusind år lidt under pirateriet som intet andet sted i Europa.” Havet koger af pirater” skrev den spanske vicekonge af Napoli hjem. Vor tids jihad er ikke en form for ny opfundet islamisk terrorisme. Den er blevet brugt til at udvide den islamiske verden, siden araberne i 700-tallet begyndte at rage det meste af Nordafrika til sig, og allerede i år 830 gik muslimske krigere, de såkaldte saracenere i land nord for Rom, hvor de hærgede og plyndrede den første Peterskirke. I 1200-tallet erobrede tyrkerne Anatolien, der var en del af det Byzantinske rige. Senere indtog de Konstantinopel og omdøbtes byen til Istanbul, hvorfra det ottomanske rige ekspanderede til det meste af middelhavsområdet.
Fra Perignan i Frankrig til Portugal ligger jorden uopdyrket, fordi folk ikke turde bo tættere ved vandet end fire, fem mil”, klagede prokuratoren ved det spanske hof i 1538. Situationen ved de spanske kyster skal ses i en større sammenhæng. I 1529. stødte Karl V og Tyrkiets sultan Suleiman el Magnifico sammen foran Wiens port. Knap havde Spanien sluttet sin 800 års kamp for at generobre deres land fra muslimerne, før disse rettede et nyt stød mod selve Europas hjerte. Europæerne stod langt fra sammen mod den islamiske trussel. Kaperstaterne støttedes indirekte eller endda direkte af England, Holland og Frankrig, der alle var begærlige efter en del af det spanske imperium. Det passede dem udmærket, at Spanien havde hænderne fulde på hjemmefronten.
PIRATKYSTEN.
Krigen mellem Spanien og Tyrkiet førtes lige så meget til søs som til lands. Hele Nordafrikas kyst fyldtes med kaperstater og tyrkiske vasalstater, hvis vigtigste erhverv var sørøveriet. Det ved ethvert spansk skolebarn. Desværre kunne piraterne tit mønstre større styrker end forsvarerne. Kampen mod kaperstaterne var den spanske histories længste krig. Men det er også en mærkelig overset krig, selv om den næsten førte til Almeria provinsens affolkning. Efter Granadas fald i1492 blev denne opslidelseskrig meget mere brutal fra muslimernes side. Togterne havde tidligere været et rent forretningsanliggende, men derefter forekom hævnmotivet ofte at være lige så vigtigt.
Det var slaver, som var piraternes mest eftertragtede bytte. Nogle historikere skønner, at alene i Algier passerede en million mennesker slavemarkedet i løbet af tre århundreder. Endnu i 1700-tallet fortæller en engelsk rejsende, hvordan han har set 3000 lænkede kristne fanger i Tetuans fangehuller, hvor de ventede på at blive at blive drevet til markedet. Hvis den spanske og portugisiske slavehandel var grusom – og det var den, det skal der ikke herske nogen tvivl om! Så var det dog for intet at regne i forhold til muslimernes transatlantisk slavehandel, som stod på i mange århundreder, og slavehandlen foregår stadig i den muslimske verden – man kalder den bare noget andet.
Det var hovedsagligt Spanien, Portugal, Italien, Holland og England, der var offer for disse slavejæger men strakte sig så langt, som til Island.
Det anslås, at slavejægere fra Nordafrika indfangede over en million europæere i perioden 1530-1780.( 250. år). Nogle af disse var den danske konges undersåtter
Den 21. august 1635 afsendes et brev fra Algier adresseret til "Øvrigheden i København". "Findes der da ingen barmhjertighed, ingen næstekærlighed, ingen samvittighed, som kan vækkes? Findes der da ingen gudfrygtige mennesker, eller har vi ingen nådig konge? Har vi ingen retfærdige herrer og øvrigheder eller ingen gudfrygtige præster, ingen forældre, venner eller brødre, som lader vor dødbringende nød og angst og vore veklager gå til hjertet?" spørger brevskriverne, der gennem årene har sendt adskillige breve til deres kære, men aldrig har fået svar.
Brevskriverne er to gange blevet narret af udsendinge fra Danmark. Udsendingene købte huder og sukker for løsesummen, der skulle have købt dem fri. Nu er en tredje udsending fra Danmark dukket op med løsepenge, men de er ikke sikre på ham.
De afslutter brevet med i Guds, Jesu og næstekærlighedens navn at bønfalde myndighederne i Danmark om ikke at glemme dem, men at der bliver bedt for dem foran alle Guds hellige altre og fra alle prædikestole i alle lande regeret af deres nådige herre kongelige majestæt, så at Guds krafts nådige vilje kan skænke dem friheden og lede dem ind i et kristent land.
Af brevet fremgår, hvorfor de befinder sig i Algier, eller Barbarien som brevskriverne kalder deres opholdssted: "Vi er bortført til slaveri og trælbundne i bortførernes land", bortførere som de beder Gud nedkalde sin straf over.
Hvem var disse danske undersåtter, der levede som slaver i Algier i 1635? For at få svaret herpå skruer vi tiden tilbage til højsommeren 1627. Da hjemsøgtes Island af sørøvere. De jagtede ikke gods og guld, som Island heller ikke er rig på, men mennesker.
Specielt Vestmannaøerne blev hårdt ramt. Af øernes 400 indbyggere blev små 250 taget til fange. Over 30 øboere blev dræbt, mens det lykkedes godt 100 at skjule sig i klippehuler eller ro over til fastlandet.
De til fangetagne blev roet ud til piraternes skibe. Først da skibene satte sejl og lagde kursen sydover, blev islændingene klar over, hvem deres overfaldsmænd var. De troede en overgang, de var englændere, for englændere havde tidligere overfaldet og plyndret øerne, og nogle af sørøverne og mandskabet ombord talte engelsk og så engelske ud.
Men af de fleste bortføreres sprog og udseende regnede islændingene ud, at piraterne måtte være tyrkere. Da de også fandt ud af, at sørøvernes anfører hed Murad Reis, gik det op for dem, hvorfor de var blevet indfanget. De skulle sælges som slaver i Nordafrika, for Murad Reis var tyrkernes dygtigste slavejæger.
De 250 øboere og andre 150 fra fastlandet var langt fra de eneste europæere, som Murad Reis og andre nordafrikanske korsarer bortførte og solgte som slaver. Det anslås, at slavejægere fra Nordafrika 1530-1780 indfangede over 1 million europæere for at sælge dem på slavemarkeder i Tripoli, Tunis, Algier og Rabat-Salé eller udveksle dem mod løsepenge.
Nordafrikanernes jagt på slaver var et led i den flere århundreder lange strid mellem kristne og muslimer. Konflikten skærpedes i 1400-tallet, da muslimske osmanner i 1453 erobrede det kristne Byzans' hovedby, Konstantinopel, mens kristne spanske konger gen-erobrede dele af Spanien fra muslimerne.
Halvdelen af de slavetogter, der udgik fra Nordafrika, var anført af renegater, altså kristne europæere, der var konverteret til islam. Murad Reis var hollænder og hed Jan Janszoon, før han fik sit tyrkiske navn. Hans og andre renegaters omvendelse kan have flere forklaringer. Den muslimske tro kan have tiltalt nogle, men for de fleste var det et liv i pomp og pragt i Nordafrika, der gjorde dem til muslimer.
Andre igen - som korsaren Ali Basha Fartas med fødenavnet Ochali - ville have hævn, fordi de var blevet dårligt behandlet på deres hjemegn eller af deres redere i Europa. I spidsen for en flåde vendte renegaten tilbage til sin fødeby i Calabrien og ødelagde nogle adelsfolks ejendom. Han belønnede slægtninge, der valgte at konvertere og følge ham til Algier.
Slaveriet i Algier kulminerede 1550-1650. Anslået en fjerdedel af byens indbyggere var da slaver. I virkeligheden var antallet af indbyggere med europæisk baggrund langt højere, da mange slaver havde omvendt sig til islam. Det gjorde de af enten overbevisning, tvang eller nød.
Da de fleste mandlige slaver var beskæftiget med udmarvende arbejde i stenbrud, på moler eller ved vejanlæg eller værre endnu var roere på korsarernes galejer, var dødeligheden blandt slaverne høj.
Mange slaver forsøgte at konvertere til islam, da de fandt ud af, at muslimer ikke måtte holdes som slaver. Men ofte afviste slaveherrerne slavernes ønske om omvendelse, da de i så fald mistede værdifuld arbejdskraft.
Øernes præst, Ólafur Egilsson, var blandt de tilfangetagne, men han og hans kone blev ikke sat til salg, da tyrkerne ville have løsepenge for dem. Egilsson blev derfor en måned efter ankomsten til Algier sendt til Danmark efter løsepenge. Det gik trægt, da Christian IV's Danmark var besat og fattigt. Efter hjemkomsten til Island nedskrev han en beretning om tyrkernes overfald på øen.
Cirka 35 islændinge døde kort efter ankomsten til Algier. Andre 20 købte sig fri i de første år, og andre 35 blev købt fri otte år senere blandt andet for penge, der var indsamlet i kirker i Island, Norge og Danmark. Blandt de frikøbte i 1635 var Egilssons kone. Parrets to små børn måtte blive i Algier, og man ved ikke, hvad der blev af dem. Resten, omkring 300, blev dernede, og dem ved man lige så lidt om. Hovedparten endte sikkert deres dage som slaver, men det vides, at mange unge konverterede til islam.
En enkelt islænding, Gudridur Símonardóttir, ved vi meget om. Hun og sønnen Sölmund bortførtes sammen med de andre øboere i 1627, mens hendes mand Eyjólf Sölmundarson undslap. Hun og sønnen havde været slaver for den samme tyrker i otte år, inden det i 1635 lykkedes hende at sende et brev til Eyjólf. Hun var blandt de frikøbte i 1635, men hun måtte lade sønnen Sölmund blive tilbage i Algier.
Brevet til ægtemanden nåede ham imidlertid aldrig, da han nogle måneder forinden var omkommet under en heftig storm på havet. Senere erfarede hun, at Eyjólf, som de fleste andre mænd, hvis koner var blevet fanget i 1627, havde taget sig en husholderske, og da han regnede med, at Gudridur var død, giftede han sig med hende og fik fire børn.
Havde han stadig været i live, da Gudridur 10 år senere dukkede op på Island, var han formentlig blevet halshugget, da halshugning på den lutherske ortodoksis tid var straffen for ægteskabsbrud.
Da Gudridur Símonardóttir og de godt 30 andre frikøbte ankom til København i 1636, blev Hallgrímur Pétursson, en ung teologistuderende, sat til at genopfriske den rette lutherske lære for dem. Hallgrímur og den 17 år ældre Gudridur forelskede sig, og hun blev gravid. Som straf blev de sendt hjem til Island.
De kunne imødese hårde straffe for hor, da de regnede med, at hendes mand var i live. Hvis ikke hendes mand Eyjólf var død, ville Gudridur være blevet straffet med druknedøden og Hallgrímur med øksen.
I Island blev de efter en længere retssag gift. Først i 1651 fik Hallgrímur Pétursson en præstestilling. De fik mange børn, men alle undtagen én døde før voksenalderen. En af døtrenes død gjorde Pétursson til salmedigter, og han regnes for Islands betydeligste salmedigter. Han er repræsenteret med to salmer i den danske salmebog.
Gudridur Símonardóttir har fået et skidt eftermæle. Hun kendes under øgenavnet Tyrker-Gudda, da hun på grund af sine otte-ni år i Algier som slave for en muslimsk mand - helt uretfærdigt - blev mistænkt for kætteri og for usømmelig omgang med kristendommens fjender, muslimerne.
- Jørgen J. Grimstrup er lektor og cand.mag. Slaveriet i det tyrkiske Nordafrika, og de islandske slavers skæbne danner baggrund for Jørgen Grimstrups roman "Laurids", der netop er udkommet.
Hvis man skal forstå kampen mod islam og udvisningen af muslimerne, er der lige en vigtig detalje, vi skal have med. Datidens kristne højborg Byzans, som nu hedder Istanbul, blev stormet og indtaget af muslimerne i 1453. De kristne forsvarere, der var tilbage, fik alle halsen skåret over. I Byzans lå verdens største kirke, Hagia Sofia kirken. Det er i dag en moské, som nu hedder Hagia Sofia Moskéen. Muslimerne trængte helt op til Ungarn. Her blev de endelig standset og slået tilbage. Historien er herodotisk dvs. fortløbende og konfiktuel.
I løbet af det 16.årh. erobrede de ottemanniske sultaner Bagdad, Ungarn, Ægypten og største delen af Nordafrika, og takket være deres flåde fik de magten over Middelhavet. I 1492 indtog Ferdinand af Aragonien og hans Dronning Isabella af Castilien Granada, som var den sidste islamistiske by på Halvøen. Men det var først i søslaget ved Lepanto, at ottomanernes magt blev knækket, og de kristne genvandt overherredømmet i Middelhavet. I søslaget ved Lepanto 1571deltog den berømte spanske forfatter Cervantes Saaveda(1547-1616), som nok mest er kendt for sin berømte roman Don Quijote her mistede han sin venstre hånd. Han blev sener taget til fange af nogle sørøvere, og de følgende fem år holdt, som slave i Algier. Syg og nedbrudt kom han i 1580 fri ved familiens økonomiske hjælp og kunne vende hjem til Spanien. Men det skulle senere vise sig ikke at være den sidste gang, Europa var truet af udslettelse af den islamiske krigsmaskine. I 1683 stod tyrkerne i det sydlige Europa foran Wien port med ca. 30.000 mand (nogle historikere mener, at tallet var meget større; men det er en anden sag). Europa, der var svækket gennem religionskrige, var nær kommet under islams herredømme. Så havde der ikke eksisteret noget kristent Vesten.
”Den kristne tro er to fingerbredder fra udslettelse, hvis I bliver herre, ” sagdeTerkeli til den tyrkiske vesir, som det næsten var lykkes at lægge Europa ind under islam i 1683. Wien gjaldt dengang som kristendommens bolværk ”. ( Histoire de L´Empri Othoman, 1713.)
Som bekendt lykkes det Nordeuropæerne at samle sig i en fælles front mod islam, og tyrkerne blev fordrevet. Og fra da af var Europa blevet så stærkt militært, at Muhammeds røverbander ikke længere kunne løbe europæerne over ende. Muslimerne har altid ført kujonkrig. Hver gang de har mødt en veludrustet hær, løber de hjem og gemmer sig blandt kvinder og børn – ” vi har aldrig gjort noget”.
”At dræbe en hykler, der nægter at omvende sig, er mere værd end 1.000 bønner” Ayatollah Muhammed Guilavi, 1983.
De nordafrikanske kaperstater er et mærkeligt overset kapitel i slavehandelens historie. Historikerne har ofte meget større opmærksomhed på de forbrydelser, som europæerne på samme tid gjorde sig skyldig i andetsteds. Efter de spanske muslimers udvisning sidst i 1500-tallet drev faren for hjemlandets ” femte kolonne” over, men Almeria lå næsten ubefolket. Efter hvert større piratoverfald var mange overlevende kristne nybyggere så demoraliserede, at de vendte tilbage til Kastillien. Intet andet sted kostede det så mange tårer og så meget blod at vinde freden, efter at man med meget besvær havde vundet krigen.
JØDERNE DER FORSVANDT.
Lad os indledningsvis starte med at fastslå, at jøderne altid har været gode til at integrere sig i det omkring liggende samfund – endda så gode, at det vakte misundelse blandt tyskerne – denne tragiske historie kender vi alle.
Jøderne har altid været dygtige håndværkere, handelsfolk, kunstnere og videnskabsfolk.
Lad mig blot nævne tre verdensberømte jøder, som alle om end på hver sin måde har fascineret verden.
Albert Einstein, Charlie Chaplin og Bob Dylan. Man kunne for så vidt nævne mange berømte filmskuespillere, filminstruktører og musikere med jødisk baggrund.(..)
,,,,,,,,,,,,,,,,,,,, O ,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,
Det skal for en ordens skyld tilføjes, at også de spanske jøder var hårdt trængt under muslimernes brutale angreb. Man skønner, at der i middelalderen fandtes ca. 150.000 – 200.000 jøder i Spanien. Da udgjorde de ca. 15-25 pct. af befolkningen. Kun tre synagoger minder om, at de har eksisteret. I 1013 blev Códobas jøder ofre for de første jødeforfølgelser i det muslimske al-Andalus.
Jøderne havde som alle andre været agerdyrkere, indtil forfølgelserne tvang dem til at opgive deres jord og ejendomme. I 1013 blev Córdobas jøder massakreret af byens nordafrikanske lejetropper. De overlevende søgte tilflugt i Lucena (lille Jerusalem), som også tog imod flygtningene efter en anden stor jødemassakre i Granada. 1066 blev hele den jødiske menighed i Granada slagtet af muslimerne. Da almohaderne (marokkanerne) erobrede landet, blev de stillet over for valget mellem islam eller døden. Der var næsten ingen jøder tilbage, da de kristne generobrere fra Nordspanien i 1212 trængte ind i Andalusien og blev modtaget af de overlevende jøder som befriere. Der er ingen spor af Córdobas store synagoge, som Fernando111 gav tilladelse til at bygge i de lykkelige år efter tilbagekomsten i 1236. Ingen aner, hvor den lå. I dag bor der omkring 40.000 jøder i Spanien. Kun de færreste ved, at igennem et halvt århundrede var Ronda et selvstændigt kongerige. Episoden hører hjemme i en forvirret periode af Spaniens historie, og Rondas tre mauriske småkonger er i virkeligheden mere kendt for deres død end for deres liv. På trods af de fine titler var der reelt tale om tre røverhøvdinger. Såvel de tysktalende som de fransktalende – blev kristendommens tapreste forsvarere. Under Karl Martel blev den store muhamedanske invasion i 732 standset ved Tours i Sydfrankrig. Og Martels sønnesøn, Karl den Store, blev en af den europæiske histories store kristne herskere. Han blev frankernes konge i 768, og ved sin død i 814 havde han udstrakt sit rige til at omfatte næsten hele Vesteuropa.
Det var så myten om den fredelige sameksistens mellem muslimer, kristne og jøder på den Iberiske halvø – og som vi har set det ovenfor, så har den teori ikke meget tøj på. (Se også the myth of islamis tolerance. – How Islamic law treats non-Muslims. Af Robert Spencer. 2005. Det er ganske hårrejsende læsning.
Se også, www.Gatesofvirna.com
Måske skulle vi lige stifte bekendtskab med en af myternes jordmødre. Det var den Amerikanske forfatter Washington Irving, som besøgte Spanien i 1829. Han var en naiv romantiker og havde ingen grundlæggende indblik i den spanske historie. Irving er langtfra den eneste og ikke engang den første. Men han er en af de hovedansvarlige for romantikernes uholdbare teori. Hans største fadæse var hans grusomme konklusion,” at det var spanierne, som ødelagde paradisets have”. Det skriger jo til himmelen! Mange romantiske myter har forvandlet sig til” historiske” sandheder simpelthen ved at blive gentaget til bevidstløshed indtil vore dage. Normalt skrives historien af sejrherrerne, men i Spanien skete det mærkelige, at den blev skrevet ud fra de besejredes synspunkt.
Straks efter invasionen i 711 indførte de nye herskere et apartheidsamfund, hvor de kristne både økonomisk og socialt havde status som andenrangsborgere. Som altid indførtes den forhadte skat jizya, som alle ikke muslimer var tvunget til at betale til muslimerne.
Det var en skat, som kan sammenlignes med det, man i mafiaen kalder for beskyttelsespenge.
Det var muslimerne selv, som på intet tidspunkt i deres historie ønskede at lade sig integrere, ikke engang da de var blevet besejret i Granada og i starten fik alle faciliteter. Med hensyn til de ud skældte korstog blev de til som et selvforsvar. De var simpelthen en kopi (modsvar) på den islamiske djihad, som skyllede hen over den kristne kultur i store områder af middelhavszonen. Den Iberiske Halvø var blot et af de få steder, hvor det lykkedes at vende udviklingen. De første korstog var for øvrigt en temmelig mislykket affære, idet korsridderne rejste om dagen med fuld oppakning i den bagende sol, hvorimod muslimerne sov om dage og angreb om natten. Kendsgerningerne sorteres nu efter deres politiske korrekthed. Det erfarede José Maria Aznar for nylig, hvor den muslimske verden på ny kræver undskyldninger for vestens formodede overgreb. Aznar mindede om, at muslimerne aldrig har undskyldt invasionen af Spanien. Muslimerne og den samlede venstrefløj med regeringspartiet i spidsen stemplede Aznars kommentar som tåbelig og endda som historisk ukorrekt, for så vidt at Spanien aldrig var blevet invaderet!
Den offentlige debat føres mellem en kultur, der med tiden udviklede evnen til selvkritik, og en anden, som aldrig gjorde det. Spaniens stadige mere aggressive islamiske organisationer presser voldsomt på for en anerkendelse af det, de betragter som deres historiske rettigheder til landet. Og de vil også afskaffe de traditionelle byfester”Moros y Cristiano”, hvormed mange byer mindes de gamle grænsekrige. Flere steder har man allerede censureret eller helt aflyst festerne. Man kan jo nok tilgive Irving hans araberromantik, idet den alene hviler på et ringe kendskab til den spanske historie, men han skabte det klima, der tillod folk som ham selv at skrive alt det sludder og vrøvl, de lystede, hvor myter er vigtigere end kendsgerningerne, også vor egen H. C. Andersen har bidraget til myten om det romantiske Al-Andalus.
Også Portugal var under muslimsk belejring igennem mange hundrede år.
Og den portugisiske historie ligner den spanske til forveksling. Lande som Syrien, Libanon, Jordan, Ægypten, Palæstina var alle kristne lande, længe før verden så den første muslim. De blev alle løbet over ende af Muhammeds røvere og banditter i det 7. århundrede. Om muslimernes plyndringstogter på Balkan se Ingmar Karlsson for yderlige oplysninger og historiske kendsgerninger se (5.
som er noget af det bedste (danske) materiale, der findes på området, værket skal især roses for sin bredde, dybde og nuancerede perspektivering.
Islam trækker det dybeste og længste blodspor ned gennem historien, denne verden endnu har set. Ingen forbryderorganisation har slået så mange mennesker ihjel som netop islam. I 1100-tallet var man i Sevilla gået så vidt, at man indførte et dekret om dødsstraf til alle personer, der ikke bad fem gange om dagen – til allah- vel og mærke.
Ekspansionsmønstret i Nordafrika, Spanien, Portugal og på Balkan er altid det samme. Plyndringstogter, massemassakrer og massevoldtægter, som er en gammel islamisk ”tradition”, som går helt tilbage til Muhammeds klanmentalitet og ørkenkultur. Allahs had og vold vil ingen ende tage.
Nye undersøgelser har for nylig uafhængig af hinanden fastslået, at det had og vold herunder selvmordsbomber, som man praktiserer i den muslimske verden, kan føres tilbage til den syge mands bog. Måske vi lige skulle høre
allahs mening om denne sag og smage på et satanisk vers fra Koranen.
”O I troende gør ikke jøderne eller de kristne til jeres venner!
Dræb afgudsdyrkerne, hvor I finder dem, gør dem til fanger,
Belejr dem, angrib dem fra baghold. Træffer I vantro, så hug
Hovedet af dem, indtil I har anrettet et stort blodbad blandt Dem. Igen ser vi koranens indre svinehund stikke sit hæslige fjæs frem.
