Citater 2015

Selv om den voldelige islamiske jihad i Mellemøsten har domineret overskrifterne, er det ’snigende pres’ fra islamiseringen i afrikanske lande det mest påfaldende på Verdensranglisten 2015. Der spores en markant øget forfølgelse af kristne samfund i mange afrikanske stater.

Chefredaktør Anne Mette Svane afslutter sit forsvar med at sige, at tegningen af Støjberg, der pynter op med døde mennesker, ikke er en af tegnerens bedste, men det er jeg slet ikke enig i. For kære Politiken, den udstiller på fineste vis jeres hykleri, at I er en flok tøsedrenge, og at I for altid mistet jeres moralske ret til at tale om “tonen i debatten.

Islamisk Stat skal bekæmpes militært, og her rækker nogle luftbombardementer ikke. Islamisk Stat skal bekæmpes ideologisk - med ord og handlinger, der kan standse rekrutteringen. Men hvis vi virkelig vil ramme disse terrorister, skal vi følge pengestrømmen.

Når blodet begynder at flyde, ændrer alt sig. Vi bevæger os ind i en anden dimension. I år har vi haft elleve angreb; de fleste af dem mislykkedes. Det er uudholdeligt. Nu er det rette tidspunkt at slå igen og knuse barbarerne.

Da jøder blev dræbt i Toulouse, fik Israel-Palæstina konflikten skylden. Da Charlie Hebdo blev angrebet, var det hån og manglende respekt, der var forklaringen. Nu, da alle bliver ramt, er det Syrien-krigen, den er gal med, og forklaringen på Syrien-krigen er, at vi er islamofober. Det har ingen ende.

Jeg er så træt af, at politikere er 'chokerede' 'medfølende' 'i sorg', det er utidig følelsesporno, jeg er mere interesseret i at være hvad de vil gøre for at forhindre lignede terroranslag og en begyndende borgerkrig i Europa.

Nu er der så en mand, der rent faktisk opfordrer til drab i en forening, der åbent opfordrer til had mod jøder og har rigtig mange ubehagelige episoder bag sig, hvor jøder er blevet antastet i Københavns Kommune. Så har vi en forpligtelse overfor det jødiske miljø for at sørge for, at det her ikke sker

Belal El-Khatibs ytringsfrihed bliver ikke truet af, at han nægtes dansk statsborgerskab: Ingen - hverken Indfødsretsudvalget eller andre - har os bekendt forsøgt at lukke munden på ham. Han har fortsat sin fulde frihed til at udspy sine forbandelser over det land, han har ansøgt om statsborgerskab i, og de værdier, der bærer det.
At Politiken overhovedet kan få sig selv til at kolportere sådan noget vås i en leder og oven i købet trække Muhammedkortet, er ikke alene pinligt - det illustrerer desværre igen, at det frie ord og betydningen af det, har været i frit fald for avisen siden... ja, siden netop Muhammedkrisen! Behøver jeg minde om Politikens massive svigt af Jyllands-Posten i den forbindelse og de groteske forsøg på at tækkes de formørkede imamer og mullaher, der angreb vores land kulminerende med Tøger Seidenfadens bizarre knæfald for »profetens efterfølgere«?

Trykkefrihedsselskabets selvmål er nu så mange og så konsistente at man burde gøre ytringsfriheden en tjeneste og nedlægge sig selv eller skifte navn og formål.

Det er lidt ligesom med terror. Vi opildner også til terror, når vi begynder at lave profet-tegninger og stigmatisere folk.

Det islamiske Trossamfunds mål: Det Islamiske Trossamfunds mål er at etablere et muslimsk fællesskab med uafhængige institutioner, som besidder den fornødne kapacitet til at tilbyde de basale tjenester på tværs af Skandinavien. Dette fællesskab er i stand til at: ??
- Implementere islamiske værdier indefra
??- Give praktisk demonstration af Islam som værende en attraktiv repræsentation for det europæiske samfund

Jeg glæder mig over, at man har optaget Vilks i netværket, for noget tilsvarende findes ikke i Sverige og det må være af stor betydning for Vilks at kunne komme i denne kreds. Men jeg finder det sært, at man hos Fri Debat ikke planlægger at arrangere offentlige møder med Vilks.

I virkeligheden skulle de folk, der lavede arrangementet med Lars Wilks, straffes for uagtsomt manddrab, for havde de ikke gjort det, var der ikke sket noget. Og hvorfor indbyde en mand, der har tegnet Muhammed som hund? Det er plat og skal ikke belønnes.

Vi siger, vi står vagt om ytringsfriheden, men vi står ikke vagt om de mennesker, der har modet til at forsvare den.

Jeg har talt for denne fremragende gruppe af ukuelige danskere før, og de har i sandhed vist mere mod end resten af den europæiske medieklasse tilsammen.

Min tur til Grønland denne gang er betinget af min sikkerhed. Jeg følte mig presset væk og havde brug for ro. Jeg skulle hele tiden orientere politi og myndigheder, alene når jeg skulle holde et foredrag. Jeg måtte også stoppe med at spille fodbold. Der var miljøer, hvor jeg ikke kunne arbejde og opholde mig.

Jeg kan godt forstå, at Jyllands-Posten ikke vil bringe Muhammedtegninger, så det må endelig ikke lyde som en kritik. Men det er et ondt varsel, et bevis på, at terroren virker, når ophavsavisen i dag ikke trykker tegningerne. Jeg er dog glad for, at avisen forklarer hvorfor: man tør ikke.

Blandt flygtningemassen var også unge mænd i 20'erne og 30'erne, som ihærdigt forsøgte at skjule deres ansigter, så snart de så et kamera. Forbipasserende mænd af samme type, som ikke var blege for insisterende og højt at sige: "EU IS ISLAM!". Noget, som ikke kun blev sagt af en mand, eller en gruppe, men noget som flere grupperinger og mænd glædeligt sagde. Mænd som helt tydeligt ikke virkede som flygtninge, men som var meget glade og højlydte, men samtidig meget fjendske over for kameraer.

På internettet ser han det i kampagner mod trolls – trolde, der dukker op på hjemmesider og i debattråde og siger grove ting og afsporer den seriøse debat. I stedet for bare at ignorere dem er der flere og flere, der forsøger at regulere eller endog lovgive imod dem. Problemet er bare, at det synes lige så vanskeligt at blive enige om en gangbar definition af en troll som af en ”krænkelse” – og når man forsøger, er tendensen, at der kommer for meget med, og at trolls meget let bliver dem, der bare mener noget andet end hjemmesidebestyrere og lovgivere. Derved kommer den afgørende grænse mellem reelle kriminelle trusler og groft sprog til at opløses. For Hume er det snarere hæren af professionelle krænkelsessøgere, der er det reelle problem på nettet, med deres likesstorme mod ulyksalige enkeltpersoner – mere end sølle troldes sporadiske skældsord.

Med ytringsfriheden følger også en pligt til at tænke sig om, når man inviterer kontroversielle oplægsholdere - og også hvilke konsekvenser det kan have i forhold til andre deltagere ved sådanne arrangementer. Jeg kommer aldrig til at sige, at man skal lade være med at invitere oplægsholdere, men jeg håber, at man tænker sig om, inden man inviterer oplægsholdere, der kan skabe behov for ekstra politiopbud

Ytringsfrihed er jo sådan, at man skal acceptere ytringer, man ikke kan lide inden for lovens rammer. Ellers er den værdiløs. Det kan aldrig være den, der føler sig krænket, der må sætte grænsen for, hvad andre må sige,

Ytringsfrihed er jo sådan, at man skal acceptere ytringer, man ikke kan lide inden for lovens rammer. Ellers er den værdiløs. Det kan aldrig være den, der føler sig krænket, der må sætte grænsen for, hvad andre må sige,

Det at kunne ytre sig er meget vigtigt, og det vil jeg altid kæmpe for. Men jeg har nok også været ret naiv. Efter at jeg og Jyllands-Posten har levet med de trusler i mange år, håbede jeg, at det ville forsvinde. For relativt nyligt, har jeg erkendt, at jeg i resten af mit liv må leve med et sikkerhedsproblem.

 Enten skrider vi ind over for alle de udtalelser, der overtræder de pågældende bestemmelser, også selvom det er kommentarer fra helt almindelige borgere. Det vil givetvis betyde en stigning i antallet af sager, men også en stor grad af vilkårlighed i tiltalepraksis, eftersom politi- og anklagemyndighed ikke vil have ressourcer til at efterforske og retsforfølge alle de mange grove kommentarer, der genereres dagligt.

Alternativt må vi overveje en model, hvor vi vænner os til at de store fremskridt, som internettet og sociale medier har medført, også har en skyggeside. Der er her en klar parallel til tidligere tider, med fremkomsten af bogtrykkerkunsten og censurens ophør. Også her betød disse revolutioner, at der blev plads til ”smudsskrifter” og underlødig litteratur, der gav samtiden stærk ubehag, men der er næppe en eneste nulevende dansker, der ville ønske, at disse landvindinger ikke blev indført.

Der blev stillet et ultimatum fra både Niels Ivar Larsen, redaktør på Information, og cand.scient.soc. og blogger Jaleh Tavakoli. Der skulle flere folk fra venstrefløjen ind, ellers ville de gå. Larsen ville specifikt have tre-fire mennesker ind, der ikke var ”TFS-relaterede”, altså folk, der ikke har haft berøring med Trykkefrihedsselskabet. Mikael Jalving, der også indgår i Lars Vilks Komiteens arbejdsgrupppe, er medlem af Trykkefrihedsselskabet. Kronikørerne er begge tidligere medlemmer af Trykkefrihedsselskabet og sætter stor pris på organisationens forsvar for ytringsfriheden.
Vi hilser absolut flere folk fra venstrefløjen velkommen. Men de er svære at finde, når det gælder opbakning til ytringsfriheden. Og vi ville ikke bøje os for et ultimatum. Så vi foreslog dem begge at forlade komiteen.

Jeg skal hilse og sige, at det krævede brede skuldre at modstå det pres, vi i Trykkefrihedsselskabet var under. Og det er det, der gør mig bekymret for fremtiden. For hvis det er så besværligt og så upopulært at gennemføre den slags arrangementer, er der selvfølgelig kun få eller ingen, der orker at gøre det. Hvis frygten forklædt som moralsk forargelse får lov til at sætte dagsordenen, forærer vi islamisterne en kolossal sejr, der kun vil give dem mere blod på tanden.

Derfor efterlyser jeg større principfasthed og en langt stærkere demokratisk rygrad end det, vi oplevede fra politisk side denne ret bedrøvelige forsommer.

Der hører moralsk mod til at turde diskutere med Wilders ved dette møde. Et sådant mod har Flemming Rose, og når mødet imellem disse to blev så godt, hænger det også sammen med, at Flemming Rose er en imponerende personlighed, som tør tænke og tale frit. Det skal siges, idet det samtidig skal fastholdes, at Wilders blev mødets eller debattens afgørende og – siger jeg – imponerende personlighed.

Vores gæster og talere repræsenterer kun sig selv, ikke Trykkefrihedsselskabet, og Geert Wilders repræsenterer på ingen måde Trykkefrihedsselskabets holdninger, lige så lidt som Flemming Rose gør. I forhold til debatten om forbud mod Koranen og moskéer, er Trykkefrihedsselskabets holdning på linje med Flemming Roses og ikke Geert Wilders', og det har den altid været.

Lars Vilks og Trykkefrihedsselskabet laver ikke satire, men har helt andre agendaer. Jeg mener, at man sagtens kan lave et seriøst satiremagasin, som ikke behøver at hoppe med den latterlige konflikt om Muhammed-tegninger. Det er oplagt at lave satire om mange andre emner.

Jeg kan forsikre om, at jeg aldrig nogensinde lægger mig ned, så længe jeg er fysisk i stand til at stå op.

Debatten om folkemødet får én til at overveje, om vi mon i længden rummer tilstrækkelig styrke og fasthed, når det gælder.

Folkemødet handler om ord og argumenter. Tegningerne ville fuldstændig kortslutte debatten. Det er der ingen grund til, og man kan sagtens diskutere uden at skulle gøre det med billeder og tegninger,

»Hvad er der galt med at ville provokere? Det kan jeg ikke se noget problem i. Vi lever desværre i en tid, hvor det at ville provokere anses for at være stærkt problematisk. Jeg synes, det er skønt, hvis der er nogen, der vil provokere og måske endda endnu bedre, hvis de vil gøre det for provokationens skyld. Det skaber et dynamisk og vibrant samfund«

Men hele 'Geert Wilders-gate' kunne selvfølgelig også have været undgået, hvis vi bare havde ladet Al-Qaeda stå for det med at invitere talere til Folkemødet. Måske næste år " 

Borgmester Knud Larsen (KL) bekendtgør på forsiden af Sjællandske 8. maj - dagen, hvor 2. Verdenskrig sluttede - at han skam går ind for ytringsfrihed - bare ikke på Bornholm! Bortset fra den uheldige timing er KL bange for, at Trykkefrihedsselskabets debatmøde med den hollandske politiker Geert Wilders og Flemming Rose, Information, vil skade den gode stemning og dialog på folkemødet.

Vi andre frygter noget, der er meget værre, hvis ytringsfriheden indskrænkes såvel globalt som lokalt! Frihed er som bekendt ikke noget, man får, men noget man skal kæmpe for hver dag. Dette sker med ord, men hvis ord tæmmes, får man korruption, nepotisme og enevælde, og i sidste ende erstattes ord med kalahsnikov.

Det betyder ikke noget, om man er venstreorienteret eller højreorienteret, eller om man er amerikansk, dansk, hollandsk, belgisk eller fransk. Disse forskelle er måske af umådelig stor interesse i de forskellige lande, men de betyder ikke meget for Islamisk Stat og deres medløbere. Det, der optager disse mennesker, er forsøget på få hele verden underlagt islamisk lov. Det er det eneste afgørende, og hvis vi mister dette perspektiv, så mister vi ikke bare ytringsfriheden, så taber vi. Punktum

Jeg er imod et forbud, fordi jeg aldrig har set noget forkert i, at vi har lavet de tegninger, så personligt har jeg altså den indstilling, at hvis man spørger om det, finder vi ud af det. 

Vi har ytringsfrihed, men når det handler om islam, er det nødvendigt at have beskyttelse for at sikre den. Der er sket et stort tilbageslag. Trykkefriheden og pressefriheden er virkelig anfægtet i Europa. Kun få tør trykke provokationer. Blandt andet fordi det koster en masse i sikkerhedsforanstaltninger, så de penge skal man have, hvis ellers ikke en chefredaktør insisterer på det, selvom det har konsekvenser. Og på denne indirekte måde kommer grundlovssikrede friheder under pres,

Da Inger Støjberg sætter sig ind i bilen, står den mest højtrøstende af de fire mænd oppe i hovedet på hende og råber »Bare vent til Islamisk Stat kommer!«. Og derefter: »Vil du være min valentine?«, med henvisning til datoen 14 februar, hvor Omar El Hussein dræbte to mennesker i København, og som samtidig er Valentines Day.

Her er den nye Koran for tro og krig, svulstig, ord-flommende, formløs, men svanger med sit budskab.

Efter terroren i Paris og København er der etableret en ny frontlinje i den offentlige debat, hvis man i sagens anledning bærer over med det krigeriske billedsprog. Fronten går ikke kun mellem dem, der viser Muhammedtegninger, og dem, der lader være. Der er så veldokumenterede risici ved at bringe dem, at der kan være allehånde begrundelser for at lade være i konkrete situationer. I den forstand har militante islamisters løbende trusler, aktioner og terroranslag allerede været en succes. Vi taler om Muhammedtegninger uafbrudt, men vi krænker sjældent billedforbuddet.

Den vigtige konfliktlinje handler for tiden lige så meget om ærlighed om motiver og handlinger. Om at erkende, at man er angst, kort sagt. Hvorfor? Ikke som udslag af flæbende flagellanteri, men fordi den erkendte angst i sin kerne er tro over for de værdier, vort samfunds succes bygger på: fri kritik af autoriteter, religionsfrihed, herunder retten til at kritisere religioner. Den erkendte angst begræder indskrænkningen af disse værdier. De selvanklagende bortforklaringer er ikke bare selvforblændende, men ignorerer betydningen af de samme værdier ved at tale om noget andet.

Det eneste, vi får ud af at sige, at vi ikke må tegne Muhammed, er, at der kommer flere religiøst begrundede begrænsninger af vores frihedsrettigheder.  Vi skal tværtimod tage tyren ved hornene og sætte spørgsmålstegn ved, om Muhammed gjorde det rigtige, da han eksempelvis beordrede sine kritikere myrdet. Den diskussion er vi nødt til at tage med de europæiske muslimer.

Kernen i problemet er en mangel på accept af de liberale frihedsrettigheder, vi har i EU, samt retfærdiggørelse af vold for at fremme en islamisk agenda, der først og fremmest rammer andre muslimer. Hvis man som forsker fortier det, ender man med at tage parti i en intern muslimsk kulturkamp, samtidig med at man fortier vigtige ting for offentligheden. At sløre de religiøse påbud og regler, som findes i Koranen og haditherne, er uhæderligt. Og nej, de forklarer ikke alt, men de er en vigtig del af den virkelighed, som det er akademikernes opgave at forstå og formidle, og derfor bliver man nødt til at inddrage dem.

Vi forholder os til islam som et blåt øje til en boksehandske, eller som et vissent træ til en orkan.

Vi forholder os til islam som et blåt øje til en boksehandske, eller som et vissent træ til en orkan.

Vi forholder os til islam som et blåt øje til en boksehandske, eller som et vissent træ til en orkan.

Det er blevet Trykkefrihedsselskabets lod at være dem, de andre ikke vil lege med, men når man betragter skolegården, drengerøvene og pigebørnene henne i hjørnet, så skal I ikke beklage jeres lod. Skæbnens gunst har placeret TFS på skandalens sted, hvor balladen opstår, og bølgerne går højest, ikke mindst når det gælder diskussionen af islams politiske og terroristiske potentiale, som vi ser udfoldet med stadig større institutionel, demografisk og paramilitær styrke i hele Vesteuropa. At tro, denne diskussion stopper ved Valby Bakke eller Øresund, er decideret provinsielt. Og at mene, at tonen, ordene, faconen – ikke demografien, ikke den sociale virkelighed og ikke de politiske konflikter – er det væsentlige, er at fortabe sig i overfladisk moralisme. 

Højrefløjens monopol på kampen for ytringsfrihed er på sørgeligste vis stort set uanfægtet.

Det var upassende, da en del højtbegavede meningsdannere og såkaldte 'gode' mennesker, glemte alt, hvad der hed medfølelse overfor en traumatiseret ældre herre, som blev udsat for et mordattentat i sin egen opgang. Der var folk, der mere end antydede, at det var opdigtet, selvom der lå brugte patronhylstre på gulvet - og selvom gerningsmanden senere blev fængslet i Tyrkiet. Jeg synes der er nogen, der skulle sende Lars Hedegaard et lille brev med en undskyldning og en kasse god Bourgogne. Jeg bryder mig ikke om dobbeltstandarder i forhold til, hvem man føler empati overfor. Jeg mener, at Jesus siger noget klogt om emnet. Det er nemt nok at holde med dem, vi er enige med. Men hvis empatien ikke rækker til dem, man er politisk uenige med, er den ikke meget værd i mine øjne.

Men Stjernfelt og hans ligesindede er for ideologisk forblændede til at dechifrere de – i neon bøjede - kulturelle plader, der udgør konfliktens tektonik. I stedet for at erkende konfliktens indlysende værdimæssige udspring, serverer Stjernfelt sin egen livret - en nyateistisk (vi mindes en sammenligning af Luther med Osama Bin Laden) radikal menneskerettighedsideologi, hvor den moderne verdens velsignelser er et resultat af kristendomsfjendtlig, fortrinsvis fransk oplysningstænkning. Et rent og purt universalistisk ideal – som han i øvrigt ikke ser for, hvad det er, nemlig et kristent og vestligt kulturprodukt. Og det er netop sådan resten af verden opfatter Vesten.

En gruppe muslimer kom ind: "Er du kristen?". " Ja.". ”Du er afføring. Du er dødsdømt," lød reaktionen. " Så skyndte jeg mig ind på værelset og låste døren. Men om aftenen kunne jeg høre mænd foran min dør, som råbte ' Allahu Akbar' og ' Christian shit' gennem døren. Når jeg skal ud på toilettet, holder min mand øje med mig. Jeg kan ikke finde fred i asylcentret. Men hvor kan jeg så finde fred?".

Det her handler om angreb på tegnere, politifolk og jøder, men uanset hvem, man efterhånden hører udtale sig, så er det glemt og det hele er kommet til at handle om at forsikre, at det intet har med muslimer og islam at gøre. Det er skandaløst.

Jeg har som præst ytringsfrihed i mine prædikener og i andre sammenhænge og den, føler jeg, er trådt under fode.

Sennels skulle have udtalt, at muslimer er genetisk disponeret for vold og vrede. Et citat, som senere er blevet dementeret, men det har tidligere kostet Sennels jobbet i samme kommune at tale mod islams voldskultur. Nu er der som bekendt forskel på genetik og kultur. Genetik er skæbne, kultur er valg, men det er næppe godt for arvemassen med for mange fætter-kusiner ægteskaber, uanset hvilke religion man bekender sig til. Man kan være enig eller uenig med Nicolai Sennels, men spørgsmålet er, om hans holdninger er uforenelig med at være en god skolepsykolog? Skal man have de rigtige politiske holdninger for at være offentlig ansat i Danmark? Ja, det skal man i nogen grad. Man kan selvfølgelig ikke undsige grundlaget for sin stilling, udgøre en sikkerhedsrisiko eller udtrykke forståelse for kriminelle handlinger som den sjællandske psykolog, der for år tilbage mente, at pædofile forhold var legitime kærlighedsforhold. Hvis nu Nicolai Sennels havde sagt noget lignede eller erklæret psykologien for en ubrugelig pseudovidenskab, havde han selvfølgelig undergravet sin troværdighed. Men kan man ikke være stærkt islamkritisk og give muslimer en god behandling som skolepsykolog?

Jeg synes, testen er fejlet i den forstand, at ingen redaktører ud over JP har været ærlige om deres motiv for ikke at bringe Muhammed-tegningerne. Alle andre har forsøgt at omskrive og pakke ind og finde skyggeforklaringer. For hvem har lyst til at stille sig op og sige; »jeg er bange«? Som redaktør er det ikke et selvbillede, man har lyst til at slæbe rundt på. Det er ikke specielt heroisk.

Jeg synes ikke, man som magthaver i Københavns Kommune skal bruge den magt til at fyre politiske modstandere, fordi man er uenig med dem. Socialdemokraterne går langt over stregen ved at gå efter Nicolai Sennels' levebrød.

Demokratiet er en fin styreform, og retsstaten et uvurderligt gode, men dens institutioner er skabt af og for demokratiske og lovlydige europæiske borgere. Retsstaten kommer til kort over for de enorme og voksende udfordringer over en bred front, Europa står midt i som følge af den islamiske massetilvandring.

(...) "absurd, at vores Statsminister, Forsvarsminister samt Justitsminister deltager i demonstrationen i Paris for ytringsfrihed og støtte til ofrene fra Charlie Hebdo, mens vi her i Danmark har en såkaldt racisme og en blasfemi paragraf, der groft begrænser vores ytringsfrihed. Alle medarbejdere i Charlie Hebdos redaktion, som vores regering hylder offentligt, ville i dag sidde i fængsel i Danmark for blasfemi, racisme m.m., havde deres blad udkommet her i landet."

Nej, ytringsfriheden er ikke truet. Ytringsfriheden vil altid være truet til alle tider og på alle steder, og det afhænger fuldstændig af, hvordan man selv håndterer situationen. Det, der er sket i Paris, kunne lige så godt være sket i København, så den trussel er der hele tiden. Men hvis man ikke accepterer, at der er en trussel, så er ytringsfriheden ikke truet. 

Han døde stående, han blev henrettet med sine kammerater, som han kaldte dem. De døde, mens de forsvarede ytringsfriheden og Voltaires, republikkens ånd, som vi næsten har glemt. Vi kan være meget stolte af dem. Alle disse tegnere fortjener en ceremoni, som Malraux organiserede for Jean Moulin, for de kæmpede for principper, vi har glemt at forsvare. De var resistance. Hvis jeg var præsident Hollande, ville jeg give dem denne æresmedalje. De døde for ytringsfriheden og for at vi andre kan forblive frie.

Vi er på det rene med, at vi dermed bøjer os for vold og intimidering, og vi er klar over, at Danmark og pressen på den baggrund ikke skal vente mindre af den slags, men mere når nogen næste gang krænker muslimernes profet. For det viser, at vold virker.

Jeg støtter Charlie Hebdo, som vi alle bør gøre, for at støtte den kunstart, satire er. En kunstart, der altid har styrket friheden og bekæmpet tyranniet, uærligheden og dumheden. ”Respekt for religion” er et blevet et andet udtryk for ”frygt for religion”. Som alle andre ideer fortjener religion kritik, og ja, frygtløs disrespekt.

Hvilken grund har jeg til at være en ven af islam? Jeg kan være muslimers ven, men ikke en ven af denne uoplyste religion og dens politiske ambitioner, hvis hadpotentiale er så stort, at det har rystet hele verden.