Altinget har lanceret en temadebat under overskriften ”Hvordan skal EU forsvare demokratiet mod Ruslands digitale krigsførelse?”. Et spørgsmål, som er ret umuligt at svare på, for hvad menes der med ”digital krigsførelse” og er ”digital krigsførelse” overhovedet noget, der med rette kan siges at true demokratiet?
Socialdemokraternes mangeårige medlem af EU-Parlamentet, Christel Schaldemose er dog ikke i tvivl om noget som helst: ”Der er brug for hård lovgivning mod spredning af desinformation” lyder overskriften på hendes bidrag til Altingets temadebat, der kan koges ned til at desinformation er anti-demokratisk og at censur er et legalt middel til at imødegå det.
Desinformation definerer Schaldemose som ”bevidst.. [spredning af]..”informationer”, der er løgne eller meget langt fra fakta med det formål at skade en person, en gruppe eller et samfund”, og det er især hensigten om at skade, som hun betegner som farligt og ”et kæmpe politisk problem”. Den meget farlige desinformation udfoldes på de sociale medier, hvorfor de i kraft af ny EU-lovgivning skal pålægges både at gennemføre årlige risikovurderinger af deres algoritmer og gentage disse risikovurderinger, hver gang ”noget ekstraordinært” finder sted, som f.eks. krige eller pandemier.
Som eksempel på, hvor farligt desinformation er, nævner Schaldemose, at de franske facebookbrugere, der som følge af russisk evne til at udnytte Facebooks algoritmer, fik flere nyheder fra Russia Today end fra franske France24.
Schaldemoses indlæg er gruopvækkende læsning, men ikke af de grunde hun angiver. Tværtimod. Det er Schaldemose selv, der er er gruopvækkende: hun er med sine mere end 15 år i EU-parlamentet indbegrebet af en levebrødspolitiker, hvilket har givet hende al tid i verden til at forstå, at retten til frit at kunne ytre sig ikke alene er grundpræmissen for frihed og demokrati, men så sandelig også er forudsætningen for hendes eget lukrative levebrød.
Men det har Schaldemose tydeligvis ikke fattet – eller også er hun ligeglad, for retten til frit at kunne ytre sig og hendes egen forpligtelse til at værne om denne primære borgerrettighed, fylder intet hos hende. Hun er udelukkende optaget af at indføre endnu mere censur på de sociale medier, hvis enorme betydning hun til gengæld anerkender, hvilket dog er en ringe trøst i denne sammenhæng: hun vil nemlig bruge Facebook og andre techgiganter til at indføre censur af desinformation, som hun med et ikke-eksempel (Russia Today –France24) påstår er ”et kæmpe politisk problem”.
Såh?? Hvordan, Christel Schaldemose?
Hvorfor skal Facebook afvise Russia Today og promovere France24? Hvornår er det blevet en politisk opgave i et demokrati at censurere medier – og at delegere udførelsen af censuren til en privat virksomhed, der i forvejen er kendt for aldrig at begrunde deres arbitrære og politisk motiverede censur?
Hvad gør desinformation så farlig, at ”hård lovgivning” og algoritme-censur er nødvendig? Hvad kan overhovedet begrunde offentlig censur i et demokrati? Er borgerne så dumme, at de ikke – i længden i hvert fald – vil kunne gennemskue fake news? Er den frie og åbne adgang til information og ditto debat ikke netop det bedste våben mod fake news, fordi det tvinger modtagerne til konstant selv at tage stilling? Hvem skal vurdere, hvad der er desinformation og altså fremsat med henblik på at skade, og hvad der bare almindelig løgn? Skal Schaldemose? Helle Thorning-Schmidt? Mark Zuckerberg?
Ikke én gang gør Christel Schaldemose sig nogen overvejelse om, at hun de facto promoverer endnu et frontalangreb på ytringsfriheden. Og den selvfølgelighed hvormed hun antager, at jeg og alle andre vil være tilfredse med og glade for censur-algoritmer og at navnløse ”andre” skal tage stilling til, hvilken information vi må få, er et angreb på vores frihed og en fornærmelse mod vores intelligens.
Det altoverskyggende politiske problem er ikke hverken Russia Today eller mis-, dis- eller desinformation, men Christel Schaldemose selv og de EU-parlamentarikere, der arbejder på at få denne censurlovgivning gennemført.
