Desværre, er grænsen meget vanskelig at holde, da muslimer betragter alt omkring deres religion, som en hån ved bare den mindste duft af kritik.
Det er rigtigt nok, at der findes nogle muslimer, som har voldtaget deres børn, endog fået afkom med dem. Men sådan en handling er ikke et speciale man kun finder hos muslimer. Den bedrives af mennesker fra alle trosretninger og over hele kloden, også af etniske danskere, men som gudskelov tilhører sjældenheden. Jeg erkender også, at der findes mange muslimer der – pga. århundreder af undertrykkelse - lyver ganske tit under adskillige situationer, hvor de handler med højere autoritets instanser. LH’s sproglige uheld er, at han brugte ordet ”muslimer” uden at placere ”nogle” eller ”vise” foran.
Efter 9/11 blev islam grundigt undersøgt af de fleste vestlige institutioner og det var meget nemt, at finde bunkevis af materiale i religionen, som ville kunne kritiseres. Konsekvensen blev, at alle vestlige lande kom til at betragte muslimer generelt – og specielt hvis de var tilhængere af islamismen, fundamentalismen og radikalismen - som en fjende, der skal bekæmpes og at Vesten skal forsvares ordentligt fra dens skadelige virksomhed. Sprit blev hældt på bålet, da ledende muslimske instanser erklærede en hellig krig mod Vesten.
Det var derfor normalt at Danmark skulle forsvare sine værdier, kultur og levevis. Den Danske Forening tog sig til opgave at oplyse danskerne om kampen. Islamkritisk Netværk undersøgte metoder til, at forsvare kristendommen fra islamismen. Dansk Folkeparti klarede sig godt i striden ved at indføre love og regler i forbindelse med indvandring og ophold af fundamentalister. Regeringen i sin helhed tog mange succesrige foranstaltninger for at håndtere radikalismen samt terroraktiviteter. Mange andre organisationer og forsamlinger tog til sig opgaven med at oplære danskerne i alt omkring den negativitet, islamismen er kendt for.
Et af de kritisable karakteristiske egenskaber man fandt i islamismen er dens forbudt mod fri tale. I den forbindelse blev Trykkefrihedsselskabet (TFS) dannet for, at forsvare en af menneskehedens højeste rettigheder, hvilket er ytringsfrihed. Det er derfor et dilemma, når LH, som formand for TFS finder ud af, at ytringsfriheden ikke er absolut. Ikke bare i den islamisk verden men også i selveste Danmark, landet som pudsigt nok optager den øverste plads på verdens rankelisten, hvad angår udøvelsen af ytringsfriheden.
Uanset hvem har ret i hvad under heksejagten på LH, så er skaden sket og derfor er jeg desværre nød til at forlade TFS, da min kamp mod islamismen m.m. ikke har råd til at være en del af polemikken, hvis jeg fortsat ønsker at blive hørt og forhåbentlig betragtet som en rollemodel af danske muslimer, da de vil lukke helt af, hvis en anbefaling eller et forslag kommer fra én, der er tilknyttet en front der direkte modarbejder dem som en helhed.
Lars Hedegaard svarer:
Det er ganske sympatisk, når Cherif nu føler behov for at forklare, hvorfor han ikke længere vil være medlem af Trykkefrihedsselskabet.
Mit problem med Cherifs redegørelse er, at den klart adskiller sig fra den forklaring, han gav i et læserbrev i Weekendavisen (15. januar 2010). Her anklager han mig for at have taget til orde for "militser og selvjustits" – hvilket jeg aldrig har gjort – og skriver videre:
"Lars Hedegaard har efter min mening tilsidesat det ansvar, han har som formand, når han i sine bøger og sine foredrag rundt om i verden har [sic] kommet med udtalelser, som har været stærkt problematiske – og uden først at rådgive [sic] sig med resten af medlemmer [sic], bestyrelsen eller TFS's rådgivende gruppe. Den slags tegner et meget utroværdigt billede af selskabet. Derfor har jeg valgt at trække mig ud af Trykkefrihedsselskabet."
Denne oprindelige forklaring er der grund til at kommentere, fordi den røber en decideret mangel på forståelse for, hvad Trykkefrihedsselskabets mission er.
Cherif forlanger altså, at jeg skal indsende mine historiske og kulturkritiske skrifter og taler til godkendelse hos Trykkefrihedsselskabets op mod 800 medlemmer, bestyrelsen og Det Rådgivende Råd, hvilket er det samme som at sige, at jeg som formand ikke nyder ytringsfrihed.
Hvis en så absurd forordning skulle indføres, måtte den vel i øvrigt gælde ethvert andet medlem af Selskabet, som heller ikke kunne ytre sig, uden at udsagnet var sendt til afstemning i medlemskredsen og godkendt at Det Rådgivende Råd. Ellers ville vi stå i en situation, hvor alle nød godt at ytringsfriheden bortset fra formanden (og formentlig næstformanden, resten af bestyrelsen og redaktørerne af Sappho).
Jeg er bange for, at der er noget, som Cherif ganske har misforstået.
