Efter at Black Lives Matter Denmark med den på alle måder synlige talskvinde Bwalya Sørensen i front har gennemført en række demoer i større, danske byer, er kritikken begyndt at brede sig. Ikke af bevægelsen BLM – heller ikke den danske udgave – men af Bwalya Sørensen, der med sin ulovlige indsamling, forvisning af hvide demonstranter til den bagerste del af demoen og forbud mod at udtale sig til pressen mv., har udvist en i dansk sammenhæng upassende og usympatisk diskriminerende adfærd, der i manges øjne diskvalificerer hende som talsperson for bevægelsen. Således skriver journalisten Jakob Steen Olsen i Berlingske 11/6 bl.a.: ”Men man når altså ikke mig med Bwalya Sørensen som forperson. Hun er simpelthen ikke dygtig nok, og hendes personlighed er et kæmpe problem for bevægelsen”
I dette udsagn ligger en meget sympatisk antagelse om, at der er en uoverensstemmelse mellem BLM-bevægelsen, dens formål og modus operandi - og Bwalya Sørensen. Men gennemgår man indholdet på BLMs hjemmeside og følger man med i mediedækningen og i de utallige videoer, der dagligt lægges op på youtube, er der ikke dækning for den antagelse:
Det er således næsten umuligt at finde belæg for, at BLM går ind for ligestilling mellem sorte og hvide – i hvert fald på den korte bane. Alene navnet ”Black Lives Matter” rummer i sig selv en ekskludering og der gøres ingen hemmelighed ud af, at BLM udelukkende har kampen for og promoveringen af sorte som sit omdrejningspunkt. Det er først, når sorte har vundet en ikke nærmere defineret frihed og retfærdighed for sig selv, at de kan række ud til andre:
”Vi er kompromisløst sorte i vores standpunkt. Vi skal ikke kvalificere vores standpunkt, at Black Lives Matter. At begære frihed og retfærdighed for os selv er en forudsætning for at kunne ønske det for andre” (min oversættelse)
Det er altså ifølge BLM ikke muligt for sorte at rumme andres behov for frihed og retfærdighed, så længe de ikke selv oplever frihed og retfærdighed. Og i den forbindelse er det værd at notere sig, at sortes frihed og retfærdighed ifølge BLM ikke kan været båret af hvide mennesker, for som det hedder et andet sted på hjemmesiden:
”Vores mål er at støtte fremvæksten af nye Sorte ledere og at skabe et netværk, hvor Sorte føler sig bemyndigede til selv at bestemme deres skæbne i vores samfund.”
Det løber som en rød tråd igennem BLM´s hjemmeside, at for overhovedet at kunne udtale sig om sortes behov og krav, så skal man selv være sort, og at hvide mennesker, der støtter BLM derfor i sagens natur ikke har noget at skulle have sagt, da de jo i kraft af deres hudfarve er bærere af racismens og det hvide overherredømmes arvesynd.
Den præmis er der en del hvide amerikanere fra det såkaldt liberale segment, der accepterer og Youtube flyder nærmest over med videoer af alt fra fremtrædende Demokrater iført afrikanske stamme-tørklæder til unge kvinder på gaden i New York, der knæler for både BLM og tilfældige sorte, de møder og undskylder for deres hvidhed.
Ingen steder har jeg kunnet finde udtalelser fra repræsentanter for BLM, der forsøger at gå i rette med denne anti-hvide racisme. Og værre endnu: jeg har heller ikke kunnet finde eksempler på, at BLM har forsøgt at mane til besindighed og opretholdelse af lov og orden som reaktion på den volds-, hærkværks- og plyndringsbølge, der skyller ind over USA i denne tid. Tværtimod er den voldelige og ødelæggende adfærd den ene gang efter den anden blevet forklaret og nærmest retfærdiggjort med påstanden om, at det er opsparet frustration over århundreders hvidt overherredømme og ditto undertrykkelse.
På den baggrund er Bwalya Sørensen bestemt en værdig frontperson for BLM Denmark, og hendes ageren ligger lige så bestemt inden for den skive, som BLM har tegnet for bevægelsen, både på hjemmesiden og i virkelighedens verden. Hun har dygtigt formået at samle tusindvis af mennesker til den ene demonstration efter den anden, og oven i købet for en sag og et emne, der aldrig nogensinde har haft ben at gå på i Danmark, som alle dage har været lykkeligt fri for enhver ansats til noget, der blot kunne minde om strukturel racisme. Så det er simpelthen ikke sandt, at Bwalya Sørensen ikke er dygtig – hun er super dygtig og god til at få en masse omtale.
Når Jakob Steen Olsen og mange andre med ham antager, at det er Bwalya Sørensen som talsperson, der er problemet, så hænger det i virkeligheden mere sammen med, at han har en urealistisk og romantisk opfattelse af, hvad BLM er for noget. Problemet er nemlig ikke så meget Bwalya Sørensen, men den organisation, hun repræsenterer.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
