Ikke fordi de selv havde i sinde at opfordre til vold eller begå ulovligheder, men fordi de britiske myndigheder frygtede, hvad andre (muslimer) kunne finde på. Den 22-årige Lauren Southern fik oven i købet permanent indrejseforbud, fordi hun tidligere havde formastet sig til at uddele flyers i det indvandrertunge Luton med teksten ”Allah er homosexuel” og ”Allah er transkønnet”.
Martin Sellner og hans kæreste Brittany Pettibone havde endnu ikke gjort noget, men Sellner ville holde en islamkritisk tale på det berømte Speakers Corner ved Hyde Park i London – og det er åbenbart blevet forbudt. Det blev af de engelske myndigheder betragtet som en skærpende omstændighed, at Sellner havde taget notater om, hvordan han skulle reagere, såfremt han blev fysisk angrebet i forbindelse med afholdelsen af sin tale.
Senest har Londons muslimske borgmester, Sadiq Khan, slået til lyd for censur på de sociale medier. Med udgangspunkt i tweets, som han selv har modtaget, og som han fuldstændig fejlagtigt betegner som racistiske, ønsker han at sætte en stopper for hate speech – vel at mærke den hate speech, der rammer (muslimske) minoriteter som ham selv.
Men hvis Kahn ønsker at overbevise om, at han er udsat for grænseoverskridende hadefuld og truende beskeder, så er det nogle bovlamme tweets han har fundet frem til lejligheden. Tweets som ”Jeg synes, Sadiq Khan ligner en spurv” og ”Sadiq Khan ligner en dårlig efterligning af Jose Mourinho” får næppe den sarteste mimose til at løfte et øjenbryn, og ikke engang tweets som: ”Jeg ville ønske nogen ville lave et bål og kaste dig på det – dit uduelige læs lort” og ”Der er en nem løsning på terror-truslen: deporter alle muslimer – og begynd med dig selv” kan betegnes som truende.
Som borgmester for en by, oven i købet Englands hovedstad, hvor muslimske terrorangreb har ramt med foruroligende hyppighed og en epidemisk bølge af knivmord føjer sig til den i forvejen tårnhøje kriminalitet, er det vel forventeligt, at borgerne begynder at brokke sig over en tydeligvis inkompetent politisk ledelse. Og lige så forventeligt er det, at der lukkes mere damp ud på de sociale medier end i avisernes læserbreve – og i betragtning af problemernes omfang er det faktisk utroligt, at Sadiq Khan ikke kan hoste op med mere graverende tweets. Under alle omstændigheder er det hans job at stå for skud, når hans vilje og evne til at passe på den by, han er sat i spidsen for svigter.
Men sådan ser Khan ikke på det. I en tale for nylig sagde han bl.a.:
”Politikerne og politikudviklerne har svigtet deres pligt til at sikre, at den hurtige teknologiske udvikling bliver udnyttet og styret i en retning, der gavner os alle […] Hvis Facebook, Twitter og andre platforme ikke selv omfavner en større ansvarsbevidsthed, vil de møde en ny og hårdtslående lovgivning som den tyske, der gør det muligt at idømme store bøder for ikke at fjerne hate speech, fake news og ulovligt indhold hurtigt nok”
At ytringsfriheden er under pres i England er en underdrivelse. Den er under frontalangreb. Udadtil når myndighederne nægter fredelige, højreorienterede demokrati-tilhængere indrejse under henvisning til, hvad andre kunne finde på af voldelige tiltag, såfremt de fik indrejse. Og indadtil, når Londons borgmester vil indføre censur på de sociale medier, så ingen længere kan sige, at han ligner en spurv.
Inden for den samme måned har briterne ikke bare bøjet sig for voldsmandens veto – Londons borgmester har også iværksat en kampagne for at indskrænke ytringsfriheden yderligere. Med den fart vil det kun tage få år helt at afskaffe demokratiet og ikke mindst den frihed, demokratiet hviler på.
Artiklen har oprindeligt været bragt i Den Korte Avis
