Borgerlighedens brudte fronter

Verdens eneste socialistiske monarki

Der er egentlig ikke meget at smile over som situationen er. Den borgerlige regering kører på pumperne. Dens projekt – i det omfang den havde et – er mislykkedes. Den kan ikke mere. I horisonten truer venstrefløjen. Den borgerlige regerings opgave var en kulturkamp. Den måtte gøre op med det kulturradikale meningshegemoni i i ånds- og kulturlivet, sætte Danmark på dagsordenen, løsne multikulturalismens kvælertag og særligt i uddannelsessystemet drive oikofobien på porten. I verdens eneste socialistiske monarki skulle regeringen tage opgøret med den velfærdsstat, som havde udviklet sig til en socialisering af tilværelsens mest basale forhold, hvor familielivet var blevet eksproprieret, og enhver sædelighed forsøgt holdt nede ved rundhåndede subsidier. Den borgerlige regeringens eneste eksistensberettigelse var at sætte sig i spidsen for en konservativ reaktion mod det vulgære, sociale eksperiment, som vi kaldte Danmark.

En konservativ reaktion? Ja, for konservatismen er netop den ideologi, der vil stille sig på vores kulturelle udgangspunkt og forsvare den frihed, som er denne kulturs mest værdifulde frugt, og som samtidig er den klareste forudsætning for, at vores kultur og civilisation kan videreføres.

Friheden som levet virkelighed og som en arv, der igen måtte hævdes. Det var den borgerlige regerings opgave, men hvad blev det til? En enkelt stramning af den før så grænseløse indvandring. En prop i den nationale suverænitets revnede og indefra opløste dige. Det var, hvad den forenede borgerlighed kunne mande sig op til. Selv for Dansk Folkeparti er kulturkampens blevet til et forsvar for bare patter og fri kage med saftevand i venteværelset.

Eftertiden må vise, om der var tale om en stakket frist, om erosionen uden et egentligt nationalt og konservativt opbygningsarbejde måtte fortsætte, og om et nyt digebrud måtte blive den egentlige konsekvens.

For ikke så længe siden skrev den konservative litterat Kasper Støvring i Berlingske Tidende om det borgerlige momentum, altså det forhold, at de borgerlige egentlig havde sejret, og at særligt konservative kunne have noget at glæde sig over. Og lad gå da. Lad os glæde os over, at det ikke står så skidt til, som det gjorde før, og lad os særligt glæde os over, at der er opstået en stærk borgerlig opinion, at debatten nu foregår mellem konservative og liberale og ikke mellem højre og venstrefløj. For ti år siden var det ikke sådan. At det er forandret er godt. Så lad os en kort stund glædes over det og så vende tilbage til den bekymring, som enhver sund fornuft må nære.

Afgørende sandheder ikke længere til debat

Faktum er, at de borgerlige debattører står helt alene med kulturkampen. Befolkningen vil hellere se ”Vild med Dans”, og den borgerlige regering har sat sine penge på etablissementet. Når ”venstrefløjen” nu fylder så lidt i den offentlige debat, er det simpelthen fordi, den ikke behøver at tage særlig notits af de små borgerlige køtere, der intet andet kan gøre end stille sig op foran de tavse monolitter og bjæffe så dygtigt, de har lært. Systemet kører videre, og højrefløjens dominans på blogs er ikke et tegn på dens styrke, men et tegn på, at den af ren nød er fortrængt ud i massekommunikationens mest afsides randområder.

De afgørende sandheder er ikke længere til debat. Centrum-venstres meningshegemoni reproducerer sig selv i de underliggende antagelser, som gør sig gældende i enhver skønlitterær produktion, videnskabelig indsats og journalistisk virksomhed. Kun popkulturens perversiteter, grænseløse selvoptagethed og selvsmagende egoisme, altså med andre ord et moderne barbari, udfordrer den.

Multikulturalisme og doktrinær liberalisme er tvillinger

Og skal vi virkelig glæde os over, at vi er så stærke i den borgerlige lejr, at vi nu ifølge Information har formået at overtage venstrefløjens tradition for splittelse og fraktionering? Er det virkeligt et styrketegn, at konservative og liberale bider tungerne af hinanden? Er sagen ikke snarere den, at det borgerlige Danmark ikke eksisterer, når kampen ikke længere står mod socialismen? Er sagen ikke den, at multikulturalismen og den doktrinære liberalisme er grimme tvillinger?

Nuvel, der findes fornuftige liberale, som nærmest er konservative, og ja, ja, der er mange gode ting i liberalismen. I en eller anden forstand er vi jo alle liberale – gudskelov. Men mellem konservatisme og liberalisme består et tilsyneladende afgrundsdybt skel i opfattelsen af frihedens rødder. Mens konservative erkender, at friheden eller rettere frihederne er et konkret kulturelt og historisk produkt, en vestlig egenart, som vi først gennem abstraktionen ophæver til princip, så springer liberalismen alle disse vanskeligheder og mellemregninger over, vælger nemheden og forstår alene friheden som et princip, en ide, der simpelthen er rigtig blot fordi den er.

At så mange folk rundt om på kloden nu direkte afviser det vestlige frihedsbegreb, ja, at en af kulturkampens væsentligste fronter netop er mod den islamisme, der er en negering af det vestlige frihedsbegreb som sådan, synes ikke at anfægte de rettroende liberalister.

Hormonelt forstyrret teenager

Om noget viser virkeligheden, at friheden ikke er en neutral fællesgrund eller en universel værdi. Den er først og fremmest vores på godt og ondt. Det er en værdi, som er opstået og formuleret i særlige kulturelle sammenhænge, og som vel ligesom alt andet uden sine rødder må visne. Det liberale frihedsbegreb er dog allerede i sit udgangspunkt rodløst, fordi det bygger på fornægtelsen af sine kulturelle forudsætninger: Den nationale tradition, græciteten og kristendommen. Det liberale frihedsbegreb er som en hormonelt forstyrret teenager, der ikke vil være ved sit ophav, som ligefrem stædigt hævder at være forældreløst – ja født uden navlestreng – og som i sidste ende vil slå sine forældre ihjel for at få pointen igennem.

Dette er jo egentlig situationen, når liberale universalister som CEPOS-juristen Jacob Mchangama eller Dennis Nørmark, der ligeledes er tilknyttet bemeldte liberale tænketank, vender kanonerne mod kristendommen, eller når en anden liberal universalist, Frederik Stjernfelt, allierer sig med en række professionelle Luther-bashere for at bevise, at Luther var 1500-tallets Osama bin Laden.

Nok hævder de liberale at være langt mere rendyrkede i deres forsvar for friheden, men deres frihed er så sandelig ikke af denne verden. Den er en drøm, en utilnærmelig horisont og en gold utopi. Det er ikke frihed til os, men frihed fra os og alt, hvad vi står for i kraft af nu engang at være dem, vi er, født på dette sted og i denne tid.

Konservatisme alene i frihedsforsvaret

Splittelsen mellem liberalismen og konservatismen viser ikke borgerlighedens styrke, men understreger, at konservatismen står alene i sit forsvar for den vestlige frihed. Nok har den mest at byde på og nok blæser vindene internationalt den vej, men den er svagest organiseret. Den holdes oppe af en broget skare af fribyttere langt fra de statslige institutioners overflod, sikkerhed og bonede gulve og næsten endnu længere fra CEPOS’ stadigt mere velordnede og veldisciplinerede og rettroende liberale milits.

Men den har én fordel. Den har tyngden. Dens projekt er påkrævet, nødvendigheden betinger det.

Konservatisme er, som den konservative præst Alfred Bindslev skrev engang, "i sig selv en magt, der også uden om partirammerne baner sig vej, regulerer og ordner. Det levedygtige samfund kan ikke være den foruden. Var det ikke så, ville mismod vel stundom stjæle sig ind i sindet. Men det er så.”

Christian Skov er redaktør af Årsskriftet Critique