TFS’s bestyrelse har besluttet, at Selskabets ytringsfrihedspris – Sappho-prisen - i år skal gå til Karoly Németh. Jeg er blevet anmodet om at sige nogle ord i den anledning, og den anmodning har jeg været meget glad for.
Mit eneste problem i den forbindelse er, at jeg i lighed med andre har så svært ved at udtale navnet på prisen rigtigt og derfor flere gange har fået skældud af den tidligere formand for TFS.
Du har i øvrigt nogle meget flotte navne. Karoly, som på jævnt dansk oversættes til Karl, betyder på slavisk konge. Og Laszlo er faktisk navnet på en ungarsk konge og helgen i 1000-tallet, Ladislau, afledt af det slaviske Vladislav - den der har æren.
Sappho-prisen gives til en der person, ”der har udvist uforfærdethed og kompromisløshed i kampen for det frie ord.” Det kan man uden overdrivelse sige, at du, Karoly, har udvist. Og du kommer i øvrigt også i godt selskab, når man ser på, hvem der tidligere har modtaget den fornemme pris.
Den tænksomme englænder Roger Scruton. Den iltre Ezra Levant fra Canada, som for øvrigt er jurist og også har en vis ydre lighed med dig. Han gjorde et uforglemmeligt indtryk på mig, da jeg så hans optræden over for en canadisk bureaukrat, der havde indkaldt ham til at afgive forklaring i anledning af, at han havde sagt nogle bramfri og sande ord om bestræbelserne på at begrænse ytringsfriheden.
Thilo Sarrazin, den tyske socialdemokrat og tidligere overborgmester i bydelen Neukölln i Berlin, som utrætteligt, velskrivende og veltalende har forsøgt at råbe sine døve og blinde landsmænd op – læs hans bøger Deutschland schafft sich ab og Neukölln ist überall.
Olga Romanova, russisk journalist og systemkritiker, som er drivende kraft i netværket Sidjasjtjaja Rossija – på dansk Rusland i fængsel, der yder juridisk, økonomisk og moralsk støtte til politiske fanger og deres pårørende. Olgas mand – hvis bedstemor i øvrigt var en dygtig spion under Stalin - var selv i fængsel i flere år.
De to amerikanere Rachel Ehrenfeld og Mark Steyn og englænderen Melanie Philips – alle uforfærdede forkæmpere for det frie ord.
Og ikke at forglemme vore to landsmænd og tidligere højt skattede medarbejdere på Jyllands-Posten - Kurt Westergaard og Flemming Rose. Flemmings optræden på et amerikanske universitet blev for få dage siden søgt forhindret af studerende, som finder ytringsfrihed farlig. For nylig blev en forsker slået ned på et andet amerikansk universitet af en student, som ikke brød sig om forskerens forskningsresultater.
Karoly, du har ført kampen for det fri og sande ord i retssalene – og du har oven i købet gjort det pro bono. Jeg behøver ikke at fortælle dig, hvor stor tak jeg personlig er dig skyldig for din store indsats på mine vegne.
Jeg vil først kort fortælle om et par af de mere muntre episoder i Østre Landsret.
Da Dragsdahls daværende advokat Holm Nielsen fortvivlet sad i Østre Landsret og baksede med sine talrige ringbind fulde af irrelevante avis- og tidsskriftsartikler om og fra Den Kolde Krig og ikke kunne finde frem til det papir, han søgte efter – da rejste du dig og gik roligt over til din kollega og modstander og overrakte ham papiret, som du lynhurtigt havde fundet frem for ham.
Din hukommelse er frygtindgydende! Når jeg selv under afhøringer vaklede mht. dato eller sted, var du også altid på pletten med assistance. Man var i gode hænder i retssalen sammen med dig!
I en pause kunne jeg ikke nære mig, men gik hen til Ole Wæver, der har titel af superprofessor, fordi han aldrig har præsteret andet end almindeligheder og tom snak. Wæver, en af Dragsdahls kammerater fra ”fredskampen” i 1980´erne, optrådte som Dragsdahls vidne og havde lige siddet og blæret sig om et emne, han ikke har begreb om – historisk kildekritik. ”Hvor er du dog en opblæst nar!”, sagde jeg til ham. Det fik superprofessoren til som en anden skolepige, der i skolegården har hørt en slem dreng sige noget uartigt, at løbe hen til Karoly med spørgsmålet: Har du hørt, hvad din klient har kaldt mig – en opblæst nar?! Hvortil Karoly blot svarede: Måske har han ret!
Forinden havde du kraftigt irettesat superprofessoren, som overlegent og nonchalant sad og drejede på sin stol foran dommerne – kan alle se mig? – med ordren: - Sid ordentligt på stolen og se på retsformanden, når De besvarer spørgsmål! Det her er ikke noget dagligstuemøde!
Din energi er lige så frygtindgydende som din hukommelse. Jeg har flere gange sagt farvel til dig efter en lang dag i retssalen eller på kontoret, hvor du satte dig på cyklen, tungt belæsset med mapper med papirer, som du nu skulle hjem for at arbejde videre med. Jeg ved ikke, hvornår du sover, for du ligger også og læser bøger om natten.
Engang ringede jeg til dig på den sydlige halvkugle og fik Birgitte i telefonen. Hun fortalte, at du var ude at løbe. Jeg spurgte forsigtigt, om det var sundt i den alder? Birgittes kontante svar lød: Jeg tror, at han ville dø, hvis han ikke havde mulighed for at løbe!
Din humor er herlig. Vi spøger undertiden med, at det danske og europæiske retsvæsen er så langsommelig, at det ender med, at retten må sættes på et plejehjem!
Man skal ikke iklæde sig falske fjer, og man skal vare sig for at fremstille sig selv som frihedskæmper i et så fredsommeligt land som Danmark. Men med alle mulige forbehold så betragter jeg din virksomhed i de danske retssale til fordel for os, der har sagt nej til løgnen og som forsøger at bekæmpe løgnens repræsentanter, som en form for forlængelse af den frihedskamp, du som 14-årig oplevede på nærmeste hold i Ungarn, da repræsentanterne for et ondt og løgnagtigt system blev likvideret. Dengang i 1956 var det nødvendigt at bruge skydevåben, i dag foregår kampen med ord og juridiske paragraffer.
Jeg har et foto i min computer, hvor man ser den kæmpemæssige Stalin-statue i bronze, som stod i Budapest, indtil den under Ungarn-opstanden i 1956 blev væltet og lagt ned på jorden og siden fjernet. Statuen er så stor, at selv liggende på ryggen rager massemorderens venstre brystlomme på uniformsjakken så højt op i luften, at den skjuler ansigtet på en mand iført blød hat. Kun mandens hat er højere end Stalins brystlomme i flad tilstand.
På Stalins venstre kind er med kridt eller hvid maling skrevet W.C., og det kan man jo forstå – med mindre det da betyder noget andet på ungarsk. På venstre overarm og venstre brystlomme er der også skrevet noget, men om det er navne eller skældsord, kan jeg ikke tyde. Mit ungarske er ikke så godt.
Man ser en masse ungarere omkring den væltede statue, der veltilfredse beskuer det nedlagte bytte. Det er udelukkende mænd – nogle med kasket, andre med hat og atter andre uden hovedbeklædning.
Jeg har set efter, om den 14-årige Karoly skulle være blandt de mange mennesker, men hvis du havde været der, ville man ikke have kunnet se dig, fordi du med din unge alder ikke ragede højt nok op til at blive set. Men på et andet fotografi, hvor portrætter af Stalin afbrændes på gaden, står der faktisk en dreng, der kunne være dig, sammen med nogle voksne ungarere.
Der er også fotos af likviderede AVH-officerer og en kvinde iført lange bukser og lang frakke bevæbnet med et gevær, mens hun udsteder ordrer. Der var mange modige kvinder i den ungarske frihedsbevægelse. Det samme er tilfældet i dag i Danmark i kampen for det frie ord.
Jeg er lidt ældre end dig og var 18 år, da Ungarn-opstanden kom til det fredelige Kjellerup i Midtjylland via Pressens Radioavis og dagbladet Kjellerup Avis. Andre nyhedskilder havde vi ikke, men de var nu ikke så ringe. Jeg fulgte sammen med min jævne kloge Far opstanden med begejstring - og derpå med bitterhed og sorg dens knusning. Man lærte fremmede navne som Imre Nagy og oberst Pal Maleter i Kilian Kasernen, der gik over på frihedskæmpernes side. Begge blev henrettet i 1958.
Jeg hørte via Fars radio den danske kommunistfører Aksel Larsen i Folketinget, hvor han angreb de ”fascistiske kontrarevolutionære” og deres ”feudale herrer”, som ville omstyrte ”demokratiet og socialismen”. Jeg måtte have Far til hjælp for at forstå de sære og ukendte ord.
Dengang havde politikerne endnu ikke fået støvsuget mindre bysamfund for vigtige institutioner som politi, domstole, arresthuse, sygehuse, apoteker, posthuse og jernbaner. Kjellerup – en stationsby med 2.000 sjæle - havde alle disse institutioner som en selvfølge. Der var en imponerende dommerbolig med dommerkontor, hvor den fastboende dommer Møller residerede. En ugift dommerfuldmægtig boede til leje hos den værdige politimester Kjeldsen, som man daglig så. Der var i byens midte ved Torvet et flot Tinghus med retslokale og integreret arrest.
På Tinghuset gav jeg som elektrikerlærling mit beskedne bidrag til Ungarn-indsamlingen, som frk. Petersen, den myndige bestyrer af Tinghusets kontor, administrerede. Hos boghander David Christensens velassorterede boglade ved Korsvejen købte jeg en illustreret digtsamling, Rødt er blodet i Pests gader. Og i Missionshuset, endnu en vigtig institution, hvor der søndag formiddag blev holdt søndagsskole, og hvor fiskehandler Christensen fortalte om Jesus og hans underfulde gerninger – dér var der i Den Store Sal, hvor Faster Marie spillede på orglet og jeg selv avancerede til at træde på blæsebælgens store pedal, taler af lokale honoratiores og optræden af flygtede ungarer.
Blandt de sidste var der en 16-årig ung Peter Eszterhas med flot højt tilbagestrøget bølgende hår og dyb stemme, som deklamerede ungarske, formentlig patriotiske, digte. Han blev en kendt teaterinstruktør og oversætter af ungarsk litteratur til dansk.
Kære Karoly, du kom som 14-årig sammen med din mor og dine søskende til Danmark ved en tilfældighed. I stod på en banegård i Østrig og hørte i højttaleren, at der snart afgik et tog til Danmark, og I steg på toget.
Du kom til os, vandt prinsesse Birgitte og det halve kongerige. Du blev som dine navne tilsagde, en konge blandt danske advokater, den der tilkommer æren.
Hjertelig til lykke med TFS´ Ytringsfrihedspris.
