Første gang jeg mødte Lars Hedegaard er knap fem år siden. Jeg var hjemme i Danmark for en kort bemærkning og havde tilmeldt mig et arrangement i Trykkefrihedsselskabet, hvor temaet var kvindeundertrykkelse i islam
Arrangementet var fremragende. Den fortrinlige Mikael Jalving var moderator og de indbudte talere, Wafa Sultan, Hege Storhauge og Hans Janssen, var vidende og saglige.
Det eneste der irriterede mig en del, udover det surrealistiske faktum, at pressen glimrede ved sit fravær, var måden forsamlingen omtalte og behandlede deres daværende formand på.
”Kære formand” lød det, når han blev tiltalt. Der blev også klappet lidt for højt, mente jeg, når han fik ordet.
Jeg gik derfra med en fornemmelse af, at det hele var lidt guru- eller loge-agtigt, hvilket var ærgerligt, da jeg havde endog særdeles stor sympati for Trykkefrihedsselskabets projekt.
Formanden dengang var Lars Hedegaard, og det står mig i dag lysende klart, at han ubetinget fortjente og fortjener den respekt, som medlemmerne gav udtryk for den eftermiddag i Vartov.
Jeg melder mig i koret.
Kronhjorten og musene
For uanset hvordan man vender og drejer det. Uanset, hvor enig eller uenig man måtte være med Hedegaard om dette eller hint. Så er der én ting, der står mejslet i granit:
Lars Hedegaard er en modig mand. En hæderlig mand. En mand med integritet. Lars Hedegaard er en mand, som mange vil slå ihjel for det han siger og skriver. Lars Hedegaard er foragtet og udskældt af de kulturradikale. Ja, de hader ham som pesten.
Større ros kan man ikke få.
Når jeg sammenligner Hedegaard med hans fjender, så er det som at sammenligne en kronhjort med en flok mus. Og her tænker jeg ikke på de islamistiske galninge.
De skal dog have den ”ros”, at ord og handling følges ad. At de vil slå Hedegaard ihjel er fuldstændig logisk konsistent med alt, hvad der siges og skrives inden for islam.
Næh, jeg tænker på Hedegaards såkaldt intellektuelle fjender. Dem er der ingen, der vil slå ihjel, og det er de så misundelige over, at de igen og igen har udvist stor forståelse for, hvorfor der er folk, der stræber Hedegaard efter livet.
Skulle man være i tvivl om dette postulat, så anbefaler jeg, at man straks går i boghandleren, køber bogen ATTENTATET og slår op på side 183!
Jeg fik næsten kvalme af raseri på Hedegaards vegne, og det er helt bevidst, at jeg ikke fortæller, hvad der står, for jeg vil nemlig have læserne ned for at købe bogen.
ATTENTATET udkommer i dag på People’sPress. Den er skrevet af Hedegaard og handler om de højdramatiske begivenheder under og efter det mislykkede mordforsøg på ham den 5. februar 2013.
Masser af humor
Lars Hedegaard skriver godt. Meget godt. Og så besidder den 72-årige historiker og samfundsdebattør gudskelov også forløsende humor.
Jeg skriver ’gudskelov’, fordi ATTENTATET, på så mange forskellige niveauer burde bringe læseren i rigtigt dårligt humør.
Men da jeg lagde ATTENTATET fra mig, var det underligt nok med et smil på læben. Bogen er simpelt hen utrolig veloplagt og let læselig. Igen og igen formår Hedegaard – alvoren til trods – at skrive sprudlende humoristisk og befriende sarkastisk.
Det er nærmest som om Hedegaard er blevet revitaliseret af sit møde med døden. Jeg er overbevist om, at de mange tilfældigheder, der reddede hans liv, blandt andet et 60 år gammelt fyrværkeriuheld (!), har givet ham fornyet smag på livet.
På intet tidspunkt i den 200 sider lange bog klynker Hedegaard. Læseren føler hans vrede, den skjuler han ikke, men det er som om, han har skrevet bogen ud fra et mantra om, at ”én ting skal mine fjender ikke kunne fornøje sig over: nemlig, at jeg har det skidt”.
Dyrt at blive skudt
Det mislykkede mordforsøg ruinerede Lars Hedegaard. Han blev tvunget til at fraflytte sin billige lejlighed og udskifte den med en langt dyrere.
Ud over en erstatning på 91.000 kroner som voldsoffer, der langt fra dækkede omkostningerne for de tandskader attentatet forårsagede samt flytteudgifter og depositum til ny lejlighed med mere, var der intet af hente fra det offentlige.
Hedegaards liv blev på få minutter fuldstændig forandret. Det beskriver han lakonisk således:
”Det er derfor, jeg hele tiden har sagt, at det er dyrt at blive skudt – især hvis man overlever. Det er desuden besværligt.”
I bogen gennemgår Hedegaard minutiøst selve attentatforsøget, hvilket jeg vil undlade at gøre her. Meget af det vidste man godt, men det er noget af en nyhed, at Hedegaard i bogstaveligste forstand sked i bukserne, da det gik op for ham, at han var ved at blive myrdet:
”Jeg kan i øvrigt bekræfte, hvad jeg har læst i en del krigsbøger: Når en soldat første gang står ansigt til ansigt med døden, mister han kontrollen over sin peristaltik. Det er ubehageligt og ikke smukt at se på, men jo en nyttig mekanisme. Nervesystemet lukker ned for alle ikke-livsvigtige funktioner, sådan at kroppen kan koncentrere sig om den rene overlevelse”.
Da politiet kort tid efter mordforsøget skulle lave tekniske undersøgelser, bad de Hedegaard om ikke at skifte tøj eller vaske sig, da det kunne ødelægge eventuelle DNA-spor. Det med tøjet nægtede Hedegaard dog pure: ”Jeg fastholdt imidlertid, at jeg i hvert fald måtte iføre mig nye underbukser, idet jeg antog, at politiet ikke ville finde noget af interesse i de gamle”.
Dansk knæfald
Derefter går det slag i slag. Vi hører om politiets indledende fiasko-efterforskning. Om gennembruddet, da de endelig finder et afgørende spor i form af en parkeret varevogn, som de havde overset i ugevis.
Om den glæde men samtidige skepsis Hedegaard føler, da han får at vide, at den formodede gerningsmand, Basil Hassan, en velintegreret palæstinenser, er blevet arresteret i Tyrkiet.
Hedegaards skepsis, der gik på om det nu også ville være så let at få Basil Hassan udleveret fra Erdogans Tyrkiet, skulle vise sig at være ualmindelig velbegrundet. For udleveret blev Hassan som bekendt aldrig. I stedet forsvandt han fra jordens overflade.
Hele dette pinlige forløb, hvor lille Danmark blev trukket rundt i manégen af NATO-partneren Tyrkiet, er tæerkrummende forfærdelig læsning. Basil Hassans skæbne er i dag ukendt, men han formodes udvekslet med ISIS i en studehandel mellem ”Kalifatet” og Tyrkiet.
ATTENTATET indeholder flere kapitler, der er taget fra Hedegaards to tidligere selvbiografier, men det er rigtig set at tage dem med, da de beskriver hans rejse fra trotskistisk, venstreorienteret chefredaktør på Information til den blanding af ”menneskeæder og sindssyg” som medierne har fremstillet ham som.
Hedegaard er ikke bitter, han er afklaret. Ligesom bogen. Med hele sit intellekt ved han, at det multikulturelle fantasiprojekt, som meningskleriset og den liljehvide elite har påført det sagesløse danske folk, er en katastrofe.
Den bedste sammenligning jeg umiddelbart kan komme i tanke om, hvis man skal forsøge at beskrive den sindsstemning, bogen er skrevet med, er at tænke på Wallace Hartley.
Hartley var kapelmester for bandet på Titanic, og han og de andre musikere i bandet spillede lige til det sidste, mens de så på deres verden gå under.
ATTENTATET er stærkt anbefalelsesværdig. Det er en helstøbt bog, man bliver klogere af.
ATTENTATET, People’sPress. 200 sider. Vejledende pris: 249,95 kr.
Trykkefrihedsselskabet holder møde om bogen med Lars Hedegaard og Helle Merete Brix 29. oktober, tilmeld dig her
