Tre garvede frihedskæmpere har skrevet bogen “Der var et yndigt land”. Den kunne også have heddet “Ak, hvor forandret”. Emnet er islamiseringen af Danmark (og Europa) - og dermed tilintetgørelsen af frihed, sikkerhed og velstand.
Da Schlüter beroligede danskerne
Poul Schlüter, Danmarks konservative statsminister, erklærede i 1985:
“Jeg ved godt, at mange danskere er ængstelige for at åbne grænser kunne føre til, at Danmark bogstaveligt talt blev oversvømmet af f.eks. en halv eller en million mennesker udefra. Det ville skræmme folk, men sådan går det jo ikke. I øjeblikket udgør flygtningene 0,3 procent af befolkningen” (Berlingske, 04. august 1985, citeret i bogen s. 237).
Hvis Poul Schlüter blandt sine ansatte havde haft en dygtig spåkone/spåmand, kunne han have spurgt om, hvordan Danmark ville se ud i 2008. Det år udtalte Københavns politidirektør Hanne Bech Hansen til Jyllands-Posten, at indvandrerkriminalitet var “det største og altoverskyggende problem i den danske hovedstad”.
I årets første halvdel havde 67 procent af de 85 unge under 18 år, som blev fremstillet i Dommervagten for grove forbrydelser, udenlandsk baggrund (s. 330 i bogen).
Det er velkendt, at det ikke drejede sig - og stadig ikke drejer sig - om vietnamesere og tamiler, som i gennemsnit er mindre kriminelle end etniske danskere. Det handler om unge hanner, der aldrig har lært indrestyring - især arabere og somaliere.
År 2015 ville den pensionerede Poul Schlüter næppe betegne situationen i København - og resten af Danmark - som “kulturberigelse”. Daglig meldes om overfald på homoseksuelle og jøder, skyderier, knivstikkeri, røveri, trusler og terrorforberedelse.
Dertil kommer, at i tusindvis af danskere og fredelige indvandrere flygter fra deres hjem på grund af grov chikane og ballade med en bestemt type muslimske naboer.
Og dette er så for intet at regne i forhold til Malmø og andre svenske byer, der i en årrække er blevet oversvømmet af en arabisk folkevandring.
Virkelighedstab
Camre, Hasselbalch og Hedegaard undersøger dobbelttemaet islamisk invasion i kombination med danske politikeres benægtelse af fakta. Massakren på Charlie Hebdos tegnere i januar i år demonstrerede med al ønskelig tydelighed det officielle Danmarks - og hele Vestens - virkelighedstab.
USA’s præsident Obama, Frankrigs præsident Hollande, den britiske premierminister Cameron og Venstres formand Lars Løkke Rasmussen meddelte offentligt, at disse ritualmord ikke havde noget at gøre med islam.
Nej Boko Haram, Taleban, Islamisk Stat, Al Qaeda/Al Nusra, Det Muslimske Broderskab og Hamas, dets filial i Gaza, har heller ikke noget at gøre med islam. En foregangsmand var her USA’s daværende præsident George W. Bush, som efter terrorangrebene d. 9. september 2001 erklærede, at “islam er fredens religion”.
Hans afløser, Hussein Obama forbyder USA’s efterretningstjenester at benytte islam som søgeparameter. Problemet er, at terroristerne misbruger deres religion. Misbrugte Hitler nazismen?
Taler disse politikere mod bedre vidende? Er de bange? Tror de, at truslen forsvinder om et par dage, hvis de holder en pæn tone?
Selvskabt plage
Hvordan er det kommet dertil, at ministre og embedsmænd har malet Danmark op i et hjørne, hvor en fjendtlig overtagelse ikke bliver imødegået og slået tilbage, men tværtimod fortiet og på mange måder begunstiget - f.eks. over de gigantiske velfærdsbudgetter, hvorfra en betydelig del af de tilvandrede henter deres udkomme i både Danmark og de fleste andre EU-lande?
Dette emne dokumenteres grundigt af forfatterne til “Der var et yndigt land”. Der er tale om en redegørelse, som er tæt pakket med data og henvisninger. Essensen er, at en skvattet bedsteborger lader sig kujonere af brandstiftere.
De slæber tønder af benzin ind i hans hus, og skønt han er klar over, at katastrofen snart indtræffer, rækker han selv forbryderne en æske tændstikker. Sådan beskrev Max Frisch pænhedens og passivitetens pris i dramaet “Biedermann und die Brandstifter”.
“Sådan er de jo ikke allesammen!”
Men terroristerne er kun et lille mindretal, og det er jo ikke alle muslimske indvandrere, der stjæler og begår grove voldsforbrydelser. Sådan lyder en ofte benyttet afværgemanøvre. Hvad vides med sikkerhed?
Her viser det sig, at ingen ringere end Danmarks Statistik udspreder “anti-viden” - forstået som blokering af en kvantativ opgørelse: “ ... kriminalitet begået af indvandrere ud over 2. generation registreres som ikke vedrørende “efterkommere”, men som begået af danskere” (s. 45).
De naive statistikere tror, at børnebørn af indvandrere har tilegnet sig danske normer, enten fordi de får dem indpodet af forældre og bedsteforældre eller fordi kommunerne er dygtige til at “integrere” - eller evt. en kombination. Begge formodninger er åbenlyst falske, og Danmarks Statistik leverer her et usagligt og uvidenskabeligt produkt.
Allah spiller skak med sig selv
Har teologi betydning for andre end teologer? I det postprotestantiske Danmark vil de fleste nok svare benægtende. Men en gudsopfattelse kan have skæbnesvangre konsekvenser - især blandt mennesker med en dybt rodfæstet flokmentalitet.
Af islams helligskrifter - frem for alt koranen og ahadith (beretninger om Muhammed) - fremgår, at Allah har fjender. Han har selv skabt dem som brikker i et skakspil, hvor de hvide brikker angriber og udsletter de sorte. Allahs - og dermed de “rettroendes” - fjender hedder kuffaar.
Ordet betyder personer, der skurkagtigt benægter, at de fra fødslen er muslimer. I al Andalus, det islamisk beherskede Spanien, var den gængse betegnelse for disse laverestående kristne og jøder aduw-Allah - “Allahs fjender”.
At udplyndre, ydmyge og besejre dem - fi sabil Allah (“på Allahs vej”) overtrumfer de “fem søjler” eller pligter, vestlige islamforskere gerne fremstiller som alfa og omega i den islamiske tro.
Men topprioritet har pligten til at udøve jihad mod de vantro og dens forberedelse hijra - udvandring. Den er en af drivkræfterne i den invasion af Europa, som åbent proklameres af talspersoner for Det Muslimske broderskab og andre af islamimperialismens agenturer.
“Dem kontra os”
I en hadithtekst forkynder profeten Muhammed: “Jeg fik ordre til at bekæmpe alle mennesker, indtil de bevidner, at der ikke er nogen anden gud end Allah.” (Sahih Muslim, 1:33). Denne teologi og kosmologi blev i koranen fusioneret med arabisk stammesolidaritet og gjort til en skarp opdeling af menneskeheden i “dem kontra os”. Den virker som en effektiv identitetsmarkør i stort og småt.
Ifølge EU-agenturet Frontex ankom 278.000 illegale immigranter til Europa i 2014, og alle tegn tyder på, at tilstrømningen vil fortsætte med forøget styrke. De fleste af disse såkaldte “flygtninge” er muslimer, og hvis de ikke har hørt om ovennævnte hadith, er der god mulighed for at stifte bekendtskab med den og lignende påbud fra Allah i de utallige moskeer, der findes i de vantros Europa.
Viljen til uvidenhed
Alt dette nægter de fleste politikere, universitetsansatte og redaktører at erkende. I stedet påstår de og en stribe imamer, at muslimer er ofre - vor tids jøder. En debat om islamiseringen af Vesten afspores med en advarsel mod “højrefløjen”, der gøres til den store trussel, fordi den - som Hitler - søger at ophidse racistiske og protofascistiske folkemasser til at forfølge sagesløse indvandrere.
Det kan f.eks. se således ud: “Hvis Danmarks Radio skal tage sit idégrundlag alvorligt, så bør vi bevidst i den samlede sendeflade forsøge at dæmme op overfor den højrebølge i indvandrerspørgsmålet, der strømmer gennem landet” - citat af tidligere generaldirektør Christian S. Nissen (Jyllands-Posten d. 15. november 1997, s. 328 i bogen).
Personer som Nissen og andre af demokratiets beslutningstagere læser næppe “Der var et yndigt land”. Men måske vil i det mindste nogle af de bekymrede borgere købe den. De vil blive rigeligt forsynet med dokumentation og analyse.
Mogens Camre, Ole Hasselbalch og Lars Hedegaard: “Der var et yndigt land - en beretning om truslen mod Danmark”, Den Danske Forenings Forlag, 2014
