I sidste uge indgav Trykkefrihedsselskabet en politianmeldelse mod en betjent.
Vi giver os ellers ikke af med at anmelde folk – og slet ikke repræsentanter for offentlige myndigheder, for det er jo netop dem, der sikrer, at vi kan hævde og udfolde vores borgerrettigheder. Og det skal jeg skynde mig at sige også har været den generelle erfaring, at man kan stole på vores offentlige institutioner og myndigheder.
Den tillid kan dog meget let forsvinde, hvis befolkningen gentagne gange oplever, at myndigheder eller embedspersoner tilsidesætter eller truer vores borgerrettigheder.
Det skete den 22.marts da betjent Jeppe Nyboe Jensen (JNJ) meddelte en deltager i en lovlig demonstration, at han ville indberette ham til de sociale myndigheder, fordi demonstranten havde taget sin 8-årige søn med til demonstration og tilladt ham at sparke til en udgave af koranen.
Det er en helt utilbørlig overskridelse af den rolle og funktion som JNJ har som politimand i den pågældende situation. Her skal han sørge for god ro og orden og en fredelig afvikling af demonstrationen. I stedet overskrider han en deltagers privatsfære og lovlige ret til at deltage i den offentlige debat ved at true ham på sit barn.
Det er og bliver et konkret angreb på ytrings- og forsamlingsfriheden, for JNJ`s trussel er de facto fremsat af den stat, som han i situationen repræsenterer og til overflod symboliserer i kraft af, at han optræder i politiuniform. Og det gør oplevelsen så meget voldsommere for den far, der ikke kan være i tvivl om, at hans forældremyndighed nu trues fordi han har taget sin søn med til demonstration.
Desværre ser det ud til, at JNJ ikke selv er klar over, hvad han har gjort forkert, ligesom han ikke synes at have forståelse for den myndighed og autoritet, der udgår fra en betjent i uniform.
Efter at Trykkefrihedsselskabet indgav anmeldelse mod ham, har han i flere omgange rettet henvendelse til os og forsikret os om, at han også tog kontakt til HUT-demonstranter, ”som med flag, råb og provokerende og aggressiv adfærd henvendte sig til moddemoen”, at han ”ikke er ude efter Rasmus og hans følgere” og at han ”i øvrigt ville gøre nøjagtig det samme, hvis en muslimsk dreng stod og kastede med biblen eller brændte Dannebrog af.”
Det håber vi sandelig ikke, for vores reaktion havde i så fald været nøjagtig den samme, hvilket vi desværre ikke har kunnet bringe JNJ til at forstå. Han er fuldstændig overbevist om, at vi er fortørnede over, at han har grebet ind over for en meningsfælle (vi har ingen meningsfæller i relation til demonstrationerne den 22. marts).
Det er stærkt foruroligende, at en aktiv betjent hverken synes at kende til omfanget af og grænserne for egen myndighedsudøvelse, ligesom han synes blind for den respekt og autoritet en politiuniform aftvinger. Han føler sig tværtimod kaldet til at agere som politimand og mobilt socialtilsyn ud fra sine personlige, moralske vurderinger om, hvordan en far skal varetage forældrerollen. JNJ anfører således, at der er tale om ”…en dreng på 8 år, som ikke skal tages til ”gidsel” i had” og at han efterfølgende ”har været i kontakt med drengens far, som sagtens kunne forstå mine synspunkter og min bekymring”
Jo tak: hvem tør sætte sig op mod ordensmagten, når den oven i købet følger op på truslen?
I det hele tegner JNJ et billede af sig selv som værende ude af stand til at skelne mellem privatpersonen og politimanden – han nærmest praler med det:
I en af sine henvendelser til Trykkefrihedsselskabet henviser han således til et interview, der er lavet med ham på netstedet ”Frihedsaktivisten”, hvor han bl.a. udtaler: ”Selvfølgelig har min personlige politiske holdning ingen betydning i mit job generelt. Jeg er, som du var, meget uenig i nogle ting, men prøver at tilpasse mig så godt som muligt uden at gå for meget på kompromis med mig selv.”
På den baggrund kan man vist roligt konkludere, at JNJ har sat barren for, hvornår han ikke vil gå på kompromis med sig selv, meget lavt.
Og noget tyder på, at der også i andre dele af embedsværket er brådne kar, der føler sig i deres gode ret til ikke at gå på kompromis med deres egen politiske holdning, når der skal træffes afgørelser af indgribende betydning for borgeren.
Jeg tænker her på Socialtilsyn Øst, der for nylig bebudede, at de ville inddrage debattøren Jaleh Tavakolis plejetilladelse til familiens 8-årige plejedatter fordi hun var for eksponeret i den offentlige debat.
Disse to sager har alt for mange lighedstræk, der lugter af embedsmisbrug, magtfordrejning og forsøg på sindelagskontrol. Det er hårde ord i april, men der skal skarp lud til skurvede hoveder, og sager som disse skal der slås hårdt og konsekvent ned på, hvis vi skal holde den udbredte tillid til vores myndigheder intakt.
