En 10-årig dreng i Gaza har nok at se til. Zakharia Sarsak hjælper til på hospitalet i Khan Younis, gør ambulancer rene og hjælper et kamerahold, mens han skaffer mad til sin familie - alt sammen på én dag i BBC-dokumentaren ”Gaza: How to survive a war zone”. Vinklen på den en time lange film var ifølge BBC at vise, hvordan palæstinensiske børn overlever krigen i Gaza. Det er brutalt og bevægende: kvinder og børn på flugt, brag, skrig, gråd og blod. Der er flere indtagende børn i filmen. Men det er 13-årige Abdullah Ayman Al-Yazouri som er stjernen, barnestjernen, nærmest en slags palæstinensisk Lilleper. Med ham besøger vi et hospital, hvor lægen siger, at 90 procent af de sårede patienter er børn.
Godt engelsk
Mens han kravler rundt på ruindyngerne, fortæller han om de israelske angreb og nød og elendigheden i Gaza. Her lå min families hus, fortæller han. Og på et overraskende velformuleret engelsk. Og det viser sig da også, at 13-årige Abdullah ikke bare er en charmerende gadedreng i stil med Aladdin og Den Vidunderlige Lampe, men har en hel del medieerfaring.
En årvågen journalist genkendte nemlig Abdullah fra en bevægende udsendelse på Channel 4 tilbage i 2023. Men dengang blev den velformulerede Gaza-dreng ikke præsenteret som Abdullah Al-Yazouri men som Abdullah Shamala. Det var da underligt, tænkte David Collier, som ud over at være erklæret zionist også er en mistroisk, pedantisk og nævenyttig type. David Collier fandt ud af, at Channel 4 var blevet snøret.
Søn af Hamas-minister
Abdullahs rigtige navn er Al-Yazouri, og Yazouri-klanen tilhører den blåblodede adel, Hamas’ nomenklatura, som Abdullahs bedstefar var med til at grundlægge. Abdullahs egen far hedder Ayman Al-Yazouri og er såmænd Hamas’ landbrugsminister i Gaza.
Her vil jeg i forbifarten bemærke, at en landbrugsminister-titel i Gaza kun har til formål at skrabe endnu en løncheck ind fra Vesten, for da jøderne forlod Gaza i 2005, valgte palæstinenserne at rasere de velordnede drivhuse og vandingsanlæg og stjæle glas, pumper og rør, så en eksport på hundreder af millioner af dollars fra citruseksport, som araberne blot kunne have fortsat, forduftede i løbet af et par døgn.
Tre timers goog’ling
Nå, men dem om det: Det sjove er, at David Collier ikke havde særlige kilder eller hemmelige metoder, som han brugte i sin afdækning; næ, han brugte såmænd bare Google og Facebook, og det tog ham under tre timer at afdække lille Abdullahs stamtræ.
Når nu han var i gang, fandt han også på ganske kort tid ud af, at den ene af de to producenter på filmen Yousef Hammash (det hedder han!) var født i Gaza og rejste til Storbritannien i 2024. Forinden havde han lavet flæbende propaganda for Norges Flygtningeråd, NRC, og Channel 4.
Men ingen af de to producenter deltog selv i optagelserne i Gaza. Undskyldningen var, at ingen udenlandske TV-hold kunne arbejde i enklaven, så de to sad og gassede sig i London og hyrede i stedet to pålidelige filmfotografer, Amjad Al Fayoumi og Ibrahim Abu Ishaiba. Om dem fandt den nidkære David Collier fandt uden større besvær frem til nogle temmelig frastødende synspunkter fra den antijødiske slampøl, som de to arabere luftede på nettet umiddelbart efter 7. Oktober-pogromen.
”Yahud” eller bare ”israelere”?
BBC overlod reelt hele produktionen, redigeringen og knap fire millioner kroner til Hamas-sympatisørerne i Gaza, som naturligvis var fuldt ud klar over, at Abdullahs far er en hårdkogt Hamas-leder. Rent ud amatøragtigt ser det ud, at BBC troede at kunne slippe af sted med en skandaløst fordrejet oversættelse. Selv om det er tydeligt, at alle aktører i filmen siger ”Yahud”, altså jøder, så bliver det konsekvent oversat til ”israelere”. Når de siger ”jihad” lyder oversættelsen såmænd ”modstand” eller ”kamp”. (Jeg har selv overhørt den slags utallige gange, og jeg iagttog med stigende væmmelse, at andre korrespondenter labbede det i sig.)
Tidligere nyhedschef på BBC Danny Cohen forsvarede i årevis pligtskyldigt ”den korrekte linje” men har siden sin afsked i 2015 reflekteret over sit medansvar og siger i dag, at BBC’s arabisksprogede sektion forpester hele BBC, hvor der i forvejen hersker en venstredrejet anti-israelsk kultur og en indædt modvilje imod at dementere løgnehistorier som den, at det var et israelsk missil, som ramte Al Ahli-hospitalet i oktober 2023 (det var hjemmelavet skrammel affyret af Islamisk Jihad).
16 milliarder
BBC modtager årligt 16 milliarder kroner i statstilskud og tvangsinddreven licens; du kan faktisk ende i fængsel, hvis du undlader at betale en bøde for ikke at have betalt licens. Men mastodonten kan åbenbart rystes af en enkelt journalist som David Collier, som med sund skepsis og et par timer på computeren bider sig fast.
Nu er skandalen blevet rejst i parlamentet af de konservatives nye leder Kemi Badenoch.
Efter at have forsvaret sig hårdnakket i en uges tid, pillede BBC omsider dokumentaren ned, men den kan stadig ses her, nu med en såkaldt ”disclaimer”, altså ”fralæggelse af ansvar”, hvor BBC kortfattet, netop, fralægger sig ansvaret. Hamas har ikke været med til at redigere i udsendelsen, forsikrer BBC.