Egentligt er det ikke så svært: Hvis en avis raseres, fordi den bringer nogle tegninger, bringer ethvert medie, der dækker historien, et billede af de tegninger, der fik gerningsmændene til at gå amok. Stort eller lille.
Man bringer det, så læseren ved hvad sagen drejer sig om.
Og når brandbomben oven i købet er led i en lang kamp mod det frie ord, så bringer man tegningerne også for at vise på hvis side man står i kampen.
Solidariske Charlie Hebdo
Det var derfor det lille satiriske magasin Charlie Hebdo midt under Muhammedkrisen bragte Jyllands-Postens Muhammedtegninger oven i købet tilsat Charlie Hebdos egen Muhammed-satire.
At Charlie Hebdo er et venstreorienteret medie, mens Jyllands-Posten hører til på den anden fløj spillede ingen rolle. Charlie Hebdos solidaritet var ikke til at tage fejl af, og avisens engagement i forsvaret for ytringsfriheden heller ikke.
Solidariteten med Jyllands-Posten kom dog til at koste Charlie Hebdo dyrt. Den resulterede i en lang og opslidende retssag om ”racisme”, som avisen dog endte med at vinde.
Sidste uge var det så Charlie Hebdo, der var under angreb pga. Muhammedtegninger og hvad gjorde Jyllands-Posten?
Den valgte ikke at vise tegningen, og skrev i stedet en lang og ynkelig leder om, at kampen om ytringsfriheden ” ikke længere kun handler om tegninger, den er blevet ”bredere og har fået mange former.”
Hold nu op. Selvfølgelig handler forsvaret for ytringsfriheden om tegninger. Brandbomben i Paris har skåret det ud i pap for de tungnemme.
Og netop derfor har Charlie Hebdo fortjent den støtte, som en genoptrykning af tegningerne er.
At trykke eller ikke trykke tegningerne. Det er stadig spørgsmålet.
Knæfald
Jyllands-Postens knæfald er ikke til at komme udenom, og lederen er et dårligt dække over den frygt, der ligger bag beslutningen, hvad en god del af læserne da også allerede har givet udtryk for.
JP´s leder udtrykker det i virkeligheden også selv:
”Jyllands-Posten har levet i en slags belejringstilstand i de seneste fem-seks år. Det er under et år siden, at PET afværgede, hvad der beskrives som et stort anlagt terroranslag mod JP/Politikens Hus i København. Vi ville gerne kunne sige, at dét må vi sætte os ud over i en højere sags tjeneste; koste hvad det vil. Men vi må være realistiske. Vi lever og virker i en sikkerhedssituation, som kan kaldes ekstrem.”
Det er her det bliver uhyggeligt. For dette er i virkeligheden et gravskrift. Et gravskrift over ytringsfrihedsforkæmperen Jyllands-Posten. Volden virkede og tog livet af ranke frihedskæmper, der gik i kamp mod selvcensur i september 2005.
Når man ikke selv har levet med daglige dødstrusler, forstår man ikke det pres, Jyllands-Postens ledelse er under. Et tyngende ansvar også for de ansatte, der med rette frygter at få skåret halsen og som måske (urimeligt nok) giver ledelsen, der satte Muhammed-tegningerne på skinner, skylden for den daglige frygt.
Men uanset hvor psykologisk forståeligt JP´s handling er, er den forkert, fordi den giver islamisterne det, de gerne vil have:
Underkastelsen under det islamiske billedforbud. Det var det OIC, Abu Laban og alle de andre banditter satte Muhammedkrisen i gang for at opnå. Og de gik af med sejren.
Jyllands-Posten er bevidst trådt ud af kampen. Man må håbe avisen besinder sig på at være nyhedsmedie og vender tilbage. Imens bærer det lille uforfærdede galler-magasin Charlie Hebdo stafetten videre med disse ord:
Vi giver ikke efter for hverken trusler eller attentater. Vi viger ikke en tomme. For hvis vi lader os true, betyder det, at vi svigter det vi tror på, og det vi er.
