Vil man forstå udviklingen i sit eget land, skal man tage pejling af sine naboer, og det gælder ikke mindst ytringsfrihedens tilstand. I Trykkefrihedsselskabet har vi i årevis med stigende bekymring fulgt Sveriges kamikaze-agtige drift mod kulturel – og dermed demokratisk – selvudslettelse, drevet af skiftende regeringers ubegribelige behov for at vinde et usynligt kapløb om at blive Verdens Humanitære Stormagt. Denne frygtelige ambition har som bekendt ført til et gigantisk indtag af uintegrerbare migranter fra (muslimske) 3. verdenslande, der på så mange områder har undermineret det svenske samfund i en grad, så mange er begyndt at omtale landet som en ”failed state”.
Tilbage i 2018 afholdt Trykkefrihedsselskabet en debat med overskriften: ”Er Sverige tabt?”; en relevant overskrift, for allerede dengang bød Sverige velkommen til over fire gange så mange migranter som resten af Norden tilsammen, der var over 60 erklærede no-go områder, som det svenske politi ikke kunne betræde, og alligevel var prognosen, at Sverige ville byde velkommen til yderligere 500.000 (muslimske) migranter frem mod 2022.
I lørdags afholdt Trykkefrihedsselskabet så endnu en debat om Sverige, men denne gang med overskriften: ”Er Sverige blevet hardliner i forhold til islam – og har Danmark givet op?”. Baggrunden for arrangementet var, at vi det seneste år har kunnet konstatere en art Zeitenwende i Sverige, når det drejer sig om at stå fast på egne værdier og kulturarv med størst gennemslag i forbindelse med den såkaldte korankrise, der udsprang af de koranafbrændinger, der fandt sted med Rasmus Paludan som frontfigur i både Danmark og Sverige.
Og modsat hvad vi skulle have troet, så var det Danmark og ikke Sverige, der bukkede under for det pres, som islam lagde på regering og myndigheder i den forbindelse: mens den danske regering i efteråret gennemførte den forhadte koranafbrændingslov, der kriminaliserede ”utilbørlig behandling af religiøse skrifter”, så stod den svenske regering fast på ytringsfriheden og nægtede at indføre et tilsvarende forbud i Sverige. Dette på trods af, at Sveriges optagelse i NATO af Erdogan blev gjort betinget af et forbud mod koranafbrænding.
Det er altså lidt den omvendte verden, vi er vidne til: Danmark bøjer sig for voldsmandens veto og kapitulerer over for islam, mens Sverige, der ellers har skabt en tradition for både at tabuisere islamkritik og villigt sælge ud af både svenske værdier og svensk kultur – står fast på ytringsfriheden og nægtede at indføre en koranlov som den danske.
Det var en debat værd, for hvad er der sket i Sverige – og i Danmark siden landene i dén grad kan bytte position, og det havde det indbudte panel, der bestod af både danske og svenske eksperter, flere forklaringer på: Richard Jomshof fra Sverigesdemokraterne og formand for Riksdagens magtfulde Retsudvalg lagde vægt på, at Sverigesdemokraterne som støtteparti til regeringen har fået magt til at lægge pres på den svenske regering og på den omstændighed, at islams pres på det svenske samfund nu er så mærkbart, at selv de mest velstillede kan mærke konsekvenserne.
Mikael Willgert, ansvarshavende på et af Sveriges mest betydningsfulde frie medier, Swebbtv, påpegede bl.a., at svenskerne har en tendens til at være træge i starten og bruge meget tid på at vende og dreje tingene uden at handle, men når først de reagerer, kan der ske meget på kort tid. Om afvisningen af at indføre et koranafbrændingsforbud er forløberen for en massiv indsats mod islamiseringen af Sverige er dog langt fra sikkert: Willgerts dystopiske spådom var tværtimod, at Sverige også ville ende med et forbud som det danske.
Denne pessimisme slog panelets tredje deltager, Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti fast: han mente ikke, at svenskernes nyvundne realisme hverken var tilstrækkelig rodfæstet eller erkendt i en grad, så det betød et opgør med de vaneforestillinger og samfundsmekanismer, der har befordret udviklingen i Sverige: ikke engang Sverigesdemokraterne kan således forestille sig et opgør med de konventioner, der er forudsætningen for et regulært indvandringsstop og hjemsendelse af uintegrerbare indvandrere.
Historikeren og forfatteren Mikael Jalvings analyse af tilstanden i Danmark og Sverige var, at svenskerne efter et langt tilløb, var rendt frontalt ind i en erkendelse af problemernes omfang og konsekvenserne af deres udlændingepolitik, mens danskerne i kraft af vores efterhånden mangeårige debat om udlændingepolitik, Muhammed-krise, 24-årsregel osv. har fået en (falsk) følelse af, at der er styr på det. Derfor tager danskerne det ikke længere helt så tungt, når der skæres i ytringsfriheden og regeringen giver efter for muslimske særkrav – og dét kan vise sig fatalt på den lange bane. En meget interessant betragtning.
Helt grundlæggende viste lørdagens debat, at på trods af, at Danmark og Sverige på lange stræk deler sprog og kultur, så er vi væsensforskellige. Og det er endnu et åbent spørgsmål, hvor dyb erkendelsen er i Sverige er af omfanget og årsagen til de problemer landet slås med – ligesom Jalvings analyse af den danske hængekøje også giver anledning til pessimisme med hensyn til udviklingen i Danmark.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
