Klokken er 11.15 og det er den 5. februar 2014 – og på netop dette tidspunkt for et år siden stod der en mand uden for min opgang på Pelargonievej 7 på Frederiksberg og affyrede en pistol i hovedet på mig. Kuglen hvislede forbi mit højre øre og borede sig ind i en karm i opgangen.
Jeg kom i håndgemæng med den uheldige morder, der tabte pistolen og efter nogen tumult fik fat på den igen og tog flugten, mens han råbte et eller andet uforståeligt – formentlig på arabisk.
Den fummelfingrede morder beskrives af mig og andre vidner som mørk i huden, med sort hår og af mellemøstligt udseende.
Kl. 11.21 ringede jeg til alarmcentralen 112. Politiets beredskabsstyrke fik beskeden kl. 11.25 og den første udrykningsvogn ankom til Pelargonievej kl. 11.30.
Den blev senere fulgt af adskillige andre vogne og en større politistyrke, der afspærrede hele kvarteret og gik i gang med en intensiv undersøgelse.
Den er de for resten stadig i gang med – for attentatmanden er aldrig blevet fundet.
Politisk motiveret
Da både jeg og politiet, så vidt jeg forstår, betragter begivenheden som et politisk motiveret drabsforsøg, og da det altså ikke lykkedes, antager jeg, at bagmændene rumsterer med nye planer om min bortskaffelse fra denne verden.
Jeg har jo nemlig fortsat det arbejde, der må være grunden til, at nogen ville mig til livs: Jeg har ikke skiftet opfattelse af islam, jeg skriver på livet løs og sammen med Ingrid Carlqvist redigerer jeg fortsat Dispatch International – og netop Dispatch International tror jeg er den egentlige årsag til, at nogle af profetens følgesvende mente, at nu måtte jeg stoppes.
Det skal ikke lykkes dem. Så længe jeg er i live og kan ramme tangenterne på min computer, kommer de til at høre fra mig. Attentatet bestyrker mig i den opfattelse, at jeg fat i noget væsentligt og at min analyse af islams planer om erobring og undertrykkelse har ramt rigtigt.
Hvis det, jeg har skrevet og sagt, var rablende vanvittigt, var der jo ingen grund til at skyde mig. Hvem gider spilde tid med at planlægge et mord på en idiot?
Men hvorfor snakker jeg nu om bagmænd? Det gør jeg, fordi attentatmanden tydeligvis ikke var nogen professionel dræber eller vanekriminel. Politiet mener, at de har hans DNA og fingeraftryk, men de matcher ikke noget, der findes i politiets databaser, selv om han talte dansk uden accent og derfor må have levet en stor del af sit liv i Danmark.
Han er tydeligvis valgt til opgaven, netop fordi politiet ikke havde noget på ham. Omkostningen ved denne snedige plan var så til gengæld, at man havde valgt en mand, hvis pistolføring lod noget tilbage at ønske. Så vidt jeg forstår, er det også opfattelsen i Københavns Politi, der står for efterforskningen.
Jeg forstår også, at politiet mener, han er sendt i byen af nogen i udlandet – muligvis det fjerne udland. ”Vi skal kikke længere væk end Danmark”, sagde en af efterforskerne til mig.
Det kan så være al-Qaeda, Muslimbrødrene, 117 andre sammenslutninger af muslimske lystmordere, en eller anden opbragt mullah eller emir i Mellemøsten, eller det kan være sikkerhedstjenesten i en islamisk stat.
Deres plan er gået i vasken og de er sikkert sure.
Eller er de? Bagmændene har i hvert haft held til at demonstrere, hvad der sker med folk, der kritiserer og forhåner deres blodtørstige ideologi: Før du bliver lige så fræk som Lars Hedegaard, så tænk på, hvad der venter dig.
Ingen voksende forståelse for islamkritik
Og hvis nogen tror, at attentatet har medført større forståelse for min islamkritik i den politisk korrekte offentlighed, tager de fejl. Den herskende klasse, der har påført os alle problemerne med uhindret massetilstrømning fra MENAP-landene med påfølgende islamisering, har på ingen måde rokket sig.
De fortsætter deres politik og agiterer for dens ideologiske underbygning med fornyet styrke: Der er ingen sammenhæng mellem islam og muslimers opførsel, siger de, selv om voldsomme muslimer nok så mange gange påberåber sig profeten som motiv for deres handlinger. Tvært imod: jo voldsommere profetens følgesvende går frem, des mere uskyldsren fremstår hans lære.
Og skulle nogen vove at opponere mod denne besynderlige logik, bliver de skudt. Det er de selv ude om, for de må jo kende omkostningerne ved at forhåne profeten.
Sådan fremstiller de politisk korrekte ganske vist ikke sagen. De finder på udflugter. I mit tilfælde har de fundet på, at jeg selv har arrangeret det ”såkaldte attentat” for at angle efter ufortjent sympati og fremstå som martyr.
Den forklaring har gået sin sejrsgang i den svenske presse. I Danmark har ingen vovet offentligt at fremføre den, men den levet et stille liv i bedre kredse. Således har en redaktør ved et af de nationale dagblade fortalt mig, at det har han hørt ”1000 gange”. Det er simpelthen den gængse forklaring i København K, hvor en betydelig del af eliten har sin gang.
Så dumme kan de ikke være. Men deres dumsmarte kynisme beskytter dem mod at skulle indrømme, hvad de egentlig mener: Nemlig at de helst havde set, at en bedre pistolmand havde stået foran min dør den 5. februar 2013.
Profetens små hjælpere kan fortsat sole sig i magt, rigdom og berømmelse. Men også de burde overveje deres situation. Som Bob Dylan sang: ”Don’t speak too soon for the wheel’s still in spin.”
