I en af sine seneste bøger Frihed, det bedste guld, skriver David Gress, at med Muhammed og de islamiske krigeres erobring af Mellemøsten og Nordafrika i løbet af det 7. og 8.århundrede, gik der et kulturelt jerntæppe ned midt i Middelhavet.
Det satte en brat stopper for oldtidens enhedskultur, hvor landene rundt om Middelhavet og dets befolkninger levede i den samme kultur med fælles internationalt sprog – først græsk, siden latin.
Middelhavet havde i høj grad været et hav, der forbandt mennesker og knyttede dem tæt sammen i et handelsmæssigt, kulturelt og også politisk fællesskab. Man var alle borgere i det samme rige, romerriget. Og der gjaldt samme love og regler overalt langs middelhavets kyster.
Religiøst knyttede kristendommen også området sammen. Rom, Konstantinopel, Alexandria og Antiokia var hovedcentre for kristendommen, men i længden kunne man ikke enes om de kristne dogmer, og man drev fra hinanden.
Dette var allerede sket, da Muhammed overfaldt og udslettede sin første karavane af jødiske købmand i det 7. århundrede, og lagde grundstenen til den Eidfest, muslimer fejrer den dag i dag til minde om dette.
Aggressivt islam
Medens kristendommen var på retræte ekspanderede islam med sine vældige hære i alle retninger. Nærlæser man historien fra perioden år 635 til omkring det 12.århundrede tegner der sig et billede af et meget aggressivt islam, der med sine krigere og sørøvere konstant hærger i Middelhavet og de europæiske landes kyster.
Øer som Mallorca, Sicilien, Kreta, Malta, Cypern og mange andre har en historie, hvor muslimerne det ene øjeblik hersker, og hvor de kristne det næste øjeblik har magten igen.
Det er en meget blodig og ustabil tid. Efter araberne sætter sig fast i det sydlige Spanien i begyndelsen af det 8.århundrede er nabolandendes historie, i årene herefter, én lang beretning om hundredvis af overfald og erobringsforsøg fra de muslimske hære i det ellers for kultur og videnskab gennem tiderne så berømmede islamiske Spanien.
Der er derfor ingen tvivl om, at David Gress har ret i, at Muhammed og hans hæres fremmarch var med til at bryde den fælles kultur og det handelsmæssige samkvem mellem Europa, Asien og Afrika ned.
Båndene mellem Nordafrika og Sydeuropa blev skåret over.
Den græske klassiske kulturs arvtagere, Lilleasien med Byzans (Konstantinopel) blev løbet over ende af de asiatiske stammer med deres udgave af islam.
Fra Muhammed og indtil tyrkernes sidste forsøg indtil dato på at erobre Europa endte foran Wiens porte i 1683 er historien om islam en uafbrudt fortælling om overfald, sørøveri (den danske konge betalte så sent som i det 18. århundrede beskyttelsespenge for sine skibe til kongen af Marokko) og erobringstogter i landene omkring Middelhavet, på Balkan (inklusive Grækenland) og Østeuropa.
Arabisk forår i 1929
Det osmanniske rige blev en stormagt, der herskede i stort set de samme områder, som romerriget tidligere havde bestået af. Da dette rige brød sammen efter 1.verdenskrig, betød det også, at der opstod politiske og militære tomrum i landene omkring Middelhavet og selvstændighedsbevægelser og oprørsbevægelser opstod.
Lidt, ligesom vi ser nu med det, som kaldes det arabiske forår. Akkurat som nu, var det også dengang båret af forskellige ønsker og strømninger af politisk, national og ikke mindst religiøs karakter.
Længe nok havde araberne været styret fra Konstantinopel og siden af de europæiske kolonimagter. Nu var det tid for en arabisk og islamisk vækkelse. Ud af disse strømninger fødtes bl.a. det muslimske broderskab i Cairo i 1929.
Tilbage i 1760’erne beretter Carsten Niebuhr om forholdene i Middelhavet, Konstantinopel og det arabiske område på sin berømte rejse til det ”Lykkelige Arabien”.
Han beskriver den konstante fare europæiske skibe befinder sig for at blive opbragt af osmanniske krigsskibe eller arabiske sørøvere, som stjal og plyndrede og ikke mindst var ude efter europæiske kvinder, som blev solgt videre som slaver.
Ved Niebuhrs ankomst til Egypten får vi en beskrivelse af kopterne, de kristne egypteres stilling og placering i det egyptiske samfund. De lever i fattigdom: underkuet og usselt, som andenrangsmennesker i deres eget land.
De må tåle overfald og overgreb, forfølgelser og eksklusion fra det egyptiske af islam prægede samfund.
Forhold for kristne som i Niebuhrs dage
Bemærkelsesværdigt er det, at den dag i dag, kan man komme til Cairo og se kristne leve under akkurat samme forhold, som dem, Carsten Niebuhr beskrev i 1760’erne.
Det taler imod for den opfattelse, vi nu om dage har i Europa, at de kristne og jøderne bliver behandlet dårligt i muslimske lande pga. konflikten mellem Israel og Palæstina.
Historien viser klart, at de muslimsk dominerede lande, i hvert fald i århundreder, har behandlet de kristne og jøderne på en måde, der meget ligner den måde, de hvide i Sydafrika, behandlede de sorte, under det styre, der blev kaldt apartheid.
Således har det altid været og er stadig forbudt for kristne mænd at gifte sig med muslimske kvinder. Kristne kvinder kan godt gifte sig med muslimske mænd, men deres børn bliver da muslimer.
Skulle parret blive skilt, skal eventuelle børn opdrages i den muslimske religion.
I de fleste lande, med muslimsk flertal er det også noget nær på det strengeste forbudt for muslimer at konvertere til kristendom, medens det modsatte er velset. I det daglige civile liv er et menneskes borgerskab i et muslimsk land, som f.eks. Egypten, Jordan eller Syrien, bundet op på dets religiøse tilhørsforhold.
Selvom en muslimsk kvinde konverterer til kristendommen, så bliver denne konversion ikke anerkendt af myndighederne, hvorfor der vil stå i hendes papirer, at hun er muslim. Det betyder bl.a., at dersom, hun gifter sig med en kristen mand, bliver ægteskabet erklæret ulovligt og opløst.
Den kristne mand risikerer også straf for at have krænket loven, men også for at have ”bortført” en muslimsk kvinde og holdt hende i fangenskab - eftersom islamisk lov forstår et ægteskab sådan, at kvinden er mandens ejendom.
Man skulle jo tro, at den slags bare er noget religiøst, evt. kulturelt fnidder-fnadder, som ikke har noget egentligt at betyde. Men det er langt fra tilfældet.
Således var det netop påstande om, at kristne i Egypten på omtalte måde, havde bortført muslimske kvinder og holdt dem i fangenskab mod deres vilje, som var Al Qaedas begrundelse for at angribe Vor Frue kirke i Bagdad den 31.oktober 2010, og dræbe 60 mennesker, der var samlet til gudstjeneste i kirken.
Den samme begrundelse blev givet, da 25 kristne koptere i Egypten nytårsdag i år, blev slået ihjel pga. en selvmordsbomber uden for en kirke i Alexandria.
Da de fleste muslimske lande i deres forfatning har indskrevet Koran og sharia som øverste rettesnor for al lovgivning og retsudøvelse, så bliver det principperne her, der kommer til at udstikke de lovgivningsmæssige linier for reguleringen af samfundet, ligesom de enkelte konkrete retsafgørelser i de konkrete sager, bliver truffet af myndighederne ud fra den islamiske religion.
Eksempelvis kan det betyde, at muslimer, der anklages for mord på kristne, frikendes, medens derimod en muslim, der slår en myndighedsperson, f.eks. en politibetjent bliver straffet hårdt.
Sådan som det faktisk skete i en sag, hvor mange kristne blev skud ned på åben gade på vej hjem fra julegudstjeneste juleaften i byen Nag Hammadi i julen 2009.
Her er ingen muslimer blevet dømt for mord på kristne. Til gengæld er én muslim dømt for angreb på en betjent.
Forbud mod at forlade islam
I alle muslimske lande er det forbudt kristne at missionere, hvilket naturligvis skal ses i forlængelse af forbuddet mod at forlade islam (apostasi). Religionsfrihed betyder således reelt set: frihed til at undgå frafald fra islam for det muslimske samfund.
I skolerne, f.eks. i Egypten, indgår islam som en fast integreret del af pensum i stort set alle fagene på skemaet. Til gengæld adskilles kristne og muslimer i religionsundervisningen.
Der er finder ingen historisk eller kulturel undervisning sted, der forklarer de kristnes og kristendommens tilstedeværelse i det egyptiske samfund.
Mistilliden overfor de kristne er stor. Og ved det mindste rygte om, at en præst har talt imod islam i en kirke, drager store skarer til kirken og brænder kirken af og overfalder den pågældende bys kristne befolkning.
Det samme sker, dersom det rygtes, at en kristen mand og en muslimsk kvinde har haft et forhold til hinanden. Hadefulde muslimer drager til byen for at hærge, ødelægge og om muligt få den kristne mand udleveret til afstraffelse.
Aktuelle islamiske kristenforfølgelser
Her står vi i dag med sådanne forhold og det, som er værre, i langt de fleste muslimske lande i Nordafrika og i Mellemøsten.
Vi må sige, at der her reelt er tale om apartheidlignende styreformer, der systematisk undertrykker kristne medborgeres og andre ikke-muslimske gruppers ret til at eksistere, ytre sig og udfolde sig i overensstemmelse med deres religion og kultur.
Siden 2004 har islamister således i Irak angrebet og bombet mere end 70 kirker rundt om i landet. Senest for nylig 2 kirker i Kirkuk i det nordlige Irak.
En pakistansk kristen minister blev her i foråret dræbt af islamister, fordi han tillod sig at tale om beskyttelse af etniske minoriteter.
Efter Sydsudans selvstændighed tidligere på året, har det muslimske Nordsudan påbegyndt en etnisk udrensning af kristne sudanesere i grænseregionerne mellem det nu delte land.
I Tyrkiet kæmper kristne til stadighed en sej og hård kamp for at for lov at dyrke deres kristne religion. Det er op ad bakke, siden et klart flertal i den tyrkiske befolkning ønsker kristnes ret til gudsdyrkelse forbudt.
OIC-landene: Europa er for intolerant
Alligevel oplever vi de selv samme muslimske lande med Tyrkiet i spidsen (OIC-landene) kritisere europæiske lande for manglende tolerance over for muslimer. Man tror det er løgn, men det er sandt nok.
Den 25.juli i år udtalte den tyrkiske sekretær for OIC (organisationen for islamisk konference) en kritik af Europa for intolerance overfor religiøse minoriteter og understregede: at netop tolerance overfor disse minoriteter altid har ligget OIC på sinde (sic!).
Dette skal sammenholdes med den omstændighed, at bare i sekretær Ekmeleddin Ihsanoglus eget land, Tyrkiet, er det ofte forbundet med livsfare, at konvertere til kristendommen fra islam, ligesom klostre må kæmpe og stadig kæmper med den tyrkiske stat mod beskyldninger for at have ”stjålet” jord fra muslimer og for at være fjender af ”tyrkheden”.
Sådanne retssager kæmper f.eks. det ældste syrisk-ortodokse kloster Mor Gabriel mod i dag, selvom klostret er grundlagt i år 397.
Overgreb på egyptiske klostre
Også Sct. Katharina klostret i Egypten har så sent som i år været udsat for egyptisk politis og militærs overgreb og tilbageholdelse af materialer til at renovere klostret.
Konstant er klostrene og kirkerne i Egypten udsat for vanvittige (løgnagtige) beskyldninger, om at skjule muslimske kvinder, og tilbageholde dem mod deres viljer, hvilket ophidser muslimerne voldsomt og, som nævnt, ofte er den direkte årsag til angreb og mord på kristne, afbrænding af landsbyer og bomber mod kirker rundt om i Mellemøsten.
Vi bør tage os sammen
Vi, der har eller har haft et håb og en tro på, at landene omkring Middelhavet. Europa, Afrika og Mellemøsten burde kunne gå en stor fremtid i møde sammen.
Vi, der drømmer om, at der ad åre igen vil kunne opstå en fælles kultur og en fælles frit marked i området, hvor alle mennesker kan leve frit, uanset religion og etnisk herkomst i et fællesskab, som vi har i Europa.
Vi må samtidig erkende, at de forhold, kristne og andre minoriteter lever under i de muslimske lande, er en så menneskefjendsk ideologisk adskillelse af folk, at denne apartheid står i vejen for, at en fremtid med frihed og lige værdighed mellem folk i de enkelte lande og landene imellem vil kunne opnås.
Med mindre, vi snart tager os sammen og taler disse horrible tilstande og forhold for mennesker i middelhavsområdet midt imod.
Ole Buchardt Olesen er sognepræst i Gilleleje
