Det er meget krudt at bruge på én artikel, der på alle måder bærer præg af at være skrevet af en doven journalist, der ikke har gidet tjekke sine kilder. Hvilket fører til spørgsmålet om fake news ikke er relativt let at afsløre, hvis man blot gør sit forarbejde ordentligt.
Det er en kendt sag, at mange danske politikere er meget bekymrede for troldefabrikker og falske profiler, der kan sprede fake news på de sociale medier til skade(?) for regeringen og/eller offentlige og internationale myndigheder og organisationer.
Den frygt er så stærk, at Justitsminister Søren Pape i efteråret fremsatte et lovforslag om, at udvide straffelovens spionbestemmelse, så det ikke bare er dem, der videregiver fortrolige oplysninger ud af landet, der skal straffes men også dem, der viderebringer information ind i landet fra fremmede efterretningstjenester, der forsøger at påvirke meningsdannelsen i landet.
Lovforslaget blev gennemheglet – ikke mindst af Trykkefrihedsselskabet – for det rummer et helt grotesk indgreb i ytringsfriheden, der slet ikke står mål med den reelle trussel, som fremmede (russisk) efterretningstjenesters spredning af fake news udgør. I Trykkefrihedsselskabet mener vi, at fake news er et vilkår, som bedst imødegås ved oplysning og skærpelse af læserens kritiske sans. Og den kommer helt af sig selv, når man er blevet taget ved næsen et par gange.
Det gælder i sagens natur også nyhedsmedierne, der i disse fake news tider skal være ekstra opmærksomme på deres kilder, og som ikke (længere) kan stole helt så blindt på, hvad andre medier skriver. Godt nyt for læserne, skulle man tro, der ofte udsættes for dovne journalister, der ukritisk planker andre mediers historier.
Den verserende kilde-fejde mellem JP og Altinget ligner på overfladen et eksempel på en sådan historie:
Den 7. og 8. november bragte JP på hhv. hjemmeside og i papirudgave en artikel om, at 20.000 migranter (mænd) er på vej ind i Europa via Bosnien – de fleste bevæbnet med knive. Kilden var den østrigske tabloidavis Kronen Zeitung, der bl.a. citerede østrigske embedsmænd for oplysningerne.
Den 13. december gik Altinget under overskriften ”Falsk historie rejste verden rundt og endte i Jyllands-Posten” til angreb på JP og avisens slatne omgang med deres kilder. Det var en falsk historie, der var tilføjet forkerte oplysninger, skrev Altinget og anførte, at der ikke stod 20.000 knivbevæbnede mænd ved den Bosniske grænse, men kun 5000 (tallet 20.000 relaterer sig til det samlede antal migranter, der har rejst gennem Bosnien i 2018), at det ikke er 95% af dem, der er bevæbnet med kniv, men kun nogle af dem – og at det notat fra det østrigske embedsapparat, som JP henviser til, ikke findes.
Det fik dog ikke JP til at fjerne historien, som stadig ligger på nettet, dog i en tilrettet udgave – til Altingets store fortrydelse.
Men spørgsmålet er, om det meget EU-glade og ditto finansierede Altinget ikke har sat sig lovlig højt op på den moralske hest, og om de ikke burde koncentrere sig lidt mere om at feje for egen dør.
Lad det være sagt med det samme: det er for dårligt, at en af Danmarks største aviser er så sjasket med sine kilder og dokumentation og kritikløst viderekolporterer andre avisers fejlbehæftede tal. Det har Altinget fuldstændig ret i, men der hviler en sært enøjet fake news-fiksering over Altingets monomane iver efter at lege Sin Broders Vogter.
Hele fire lange artikler har Altinget indtil videre produceret om JPs ene artikel – alle med afsæt i, hvordan russerne har succes med at underminere nyhedsstrømmen og fordreje fakta med deres falske nyheder: ”Falsk historie rejste verden rundt og endte i Jyllands-Posten”, ”Sådan rejste den falske historie verden rundt” og ”Russisk statsmedie gav den falske historie luft” er nogle af overskrifterne på Altingets artikler. Det er meget krudt at bruge på én artikel, der på alle måder bærer præg af at være skrevet af en doven journalist, der ikke har gidet tjekke sine kilder. Hvilket fører til spørgsmålet om fake news ikke er relativt let at afsløre, hvis man blot gør sit forarbejde ordentligt.
Det synes imidlertid ikke at være et spørgsmål, der optager Altinget, som efterhånden har gjort det til en mærkesag at afsløre mere eller mindre indbildte russiske påvirkningsforsøg. Det var således også Altinget, der gjorde protesterne i forbindelse med regeringens underskrivelse af FNs migrationspagt til fake news og misinformation plantet af fjendtligtsindede (russiske) troldefabrikker. En påstand Altinget baserede dels på Lars Løkkes udtalelse om, at han sjældent havde oplevet så meget misinformation på de sociale medier som den, der havde været omkring FN-pagten, og Udenrigsministeriets fund af 16 (seksten) falske profilers deling af negative nyheder om migrations-pagten. En tynd kop te set i et dokumentationsperspektiv, ikke mindst for de mange, herunder Trykkefrihedsselskabet, hvis protester var baseret på grundig gennemgang af migrationspagtens tekst.
Seneste eksempel på Altingets fake news-fiksering grænser til det komiske: ansvarshavende redaktør Jakob Nielsen skrev tirsdag på sin twitter profil: ”En ikke-bindende FN-erklæring fører nu til den belgiske regerings fald. Ingen kan selvsagt vide eller dokumentere, hvilken rolle Facebook-vrede og russisk misinformation har spillet i det forløb. Men det var næppe sket for 20 år siden.”
Når man tænker på, hvilke uoverskuelige konsekvenser en retlig regulering af fake news vil få for ytrings- og pressefriheden – og hvor relativt nemt det er at arbejde sig forbi fremmede efterretningstjenesters påvirkningsforsøg, er Altingets ukritiske anammelse af regeringens og EU's fake news-frygt en gåde. De burde være mere optaget af at kæmpe for grundlaget for, at de fortsat kan udøve deres virke. Lad dette være en opfordring.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
