Hvis man forventer at journalister er mentalt robuste og kan modstå voldsomme oplevelser, eller udholde den næsten ubærlige byrde af at være sandhedens budbringere, så tro om igen. Journalister har også følelser, de kan også blive bange, og senest har valget af Donald Trump som præsident rystet hele journaliststanden i den vestlige verden.
Så meget desto mere i Danmark, hvor en lav smertetærskel, forvekslet med følsomhed, nærmest er en dyd, hvor man kan få tilkendt PTSD, fordi ens moster har været udsat for en hård opbremsning, og hvor statsministeren må tage et par dage fri, fordi en polsk bums puffer til hende på Kultorvet.
Og så er det rart at have en fagforening, som ikke bare udlejer sommerhuse eller trykker et blad, man ikke gider læse, men som bekymrer sig om medlemmernes sjælelige kriser.
Trump-angst
”Trist over Trump? Sådan tackler du det som journalist”, stod det at læse i fagbladet Journalisten den 7. november.
”Hvis du havde svært ved at holde modet oppe, da du onsdag vågnede til nyheden om, at Donald Trump havde vundet valget i USA, så er du sikkert ikke den eneste,” trøstede fagbladet, og henviste til meningsmålinger, som viser, at de danskere, som i deres stille sind håbede på en sejr til Trump, næsten alle kunne have været i mit 45 kvm sommerhus på Bornholm, hvis et par af dem stod ude på terrassen: 96 procent for Kamala Harris, 4 procent for Donald Trump.
”Hvad stiller man egentlig op som en nyhedsjournalist, der forventes at dække virkeligheden neutralt og upartisk, hvis man samtidig er så desillusioneret over udsigten til fire år mere med Trump, at man ligefrem har lyst til at slukke for verden?” lød spørgsmålet fra fagbladets redaktion, som påkaldte sig professionel hjælp til at besvare dét spørgsmål: en docent i journalistisk filosofi, Ejvind Hansen, ansat på Journalisthøjskolen i Århus.
Og fald nu ikke i staver over begrebet ”journalistisk filosofi”, men læs Ejvind Hansens svar:
”Det er da også et spørgsmål, jeg selv har bøvlet (!) med. Det tror jeg faktisk, at mange journalister har. Men jeg tror, vi er nødt til at indse, at mange af de journalistiske idealer om neutral dækning er under forandring og bliver udfordret i de her år. Og jeg synes virkelig, at valget af Trump kalder på en radikal refleksion over, hvad journalistikken og den fjerde statsmagt skal.”
Når verden er håbløs…
Ejvind Hansen siger, at det ”ikke er nok at gå i sort – det er kun det første skridt.”
”Hvis man som journalist i dag synes, at verden er håbløs, så må man jo prøve at finde ud af, hvorfor det ser sådan ud. Jeg er ikke Trump-tilhænger, men hvorfor er der så mange, som er det? Hvad er det, der driver dem?”
Av, ja, brilliant idé, hvorfor er ingen kommet på den før? Altså, at gå ud og spørge nogen, som mener det modsatte af én selv?
Risikoen er selvfølgelig, at journalisten støder ind i amerikanere, som er trætte af, at colombianske gangstere vælter ind over grænsen; at mænd forklædt som Greta Garbo overpisser dametoilettet; at mænd forklædt som kvindelige boksere lammetæver kvindelige boksere, at hjernevridere og slagtere forklædt som psykologer og kirurger i bedste Doktor Mengele-stil bortopererer bryster og livmoder på 15-årige piger; at det amerikanske flyvevåben designer uniformer til gravide kamppiloter; eller at klimatosser har held til at båndlægge enorme mængder af gas og olie i den amerikanske undergrund.
Ret skal være ret: Dansk Journalistforbund flæberi blev mødt med modstand; nogle journalister har åbenbart en grænse for, hvor megen infantilisering de vil finde sig i, for ”Journalisten” så sig nødsaget til at lukke for kommentarsporet, hvor der ifølge redaktør Christian Lindhardt blev luftet ”konspirationsteorier” og hadske udfald imod navngivne journalister.
Christian Lindhardt, som selvfølgelig er tidligere redaktionschef på Danmarks Radio, blev i øvrigt lagt på hjul og stejle i DR’s ugentlige program Tabloid af Marie Louise Toksvig. Hør ham sprælle og gentage sig selv i ét væk, mens Marie Louise Toksvig radbrækker ham.
Kære brevkasse:
Men angst æder sjæle op, ikke bare journalisters, den gnaver også løs på forsvarsløse børns livslyst, når far og mor i deres påtagede selvplageri ikke kan styre neuroserne.
I Informations brevkasse skrev en bekymret mor den 8. november et læserbrev under overskriften ”Hvordan skal jeg tale til mine børn om Trump?
”Som så mange andre danskere er jeg forskrækket og trist over valget af Donald Trump som USA’s næste præsident. Nu er det gået op for mig, at jeg nok i løbet af valgkampen har været lidt for åbenmundet over for mine børn om, hvor slem jeg synes han er.”
Det har gjort begge hendes børn nervøse, ikke mindst for hvad er nu sker med klimaet.
”Jeg vil selvfølgelig tale med dem om det og vil gerne både berolige dem og være ærlig over for dem. Men hvordan skal jeg gøre det på den bedste måde?” Underskrevet ”Den bekymrede”.
Det minder mig om den rørende scene i ”Titanic”, hvor en mor, vel vidende at undergangen er nær, bevarer roen og beroliger sine børn til det sidste, mens vandet stiger i kahytten; men den slags værdighed har ”Den bekymrede” åbenbart opgivet.
Trump ødelægger morgenhyggen
Brevkassens svar, fra brevkasseredaktør Lene Winther, er fuldt af forståelse, men ikke særlig beroligende:
”Kære Bekymrede: Jeg forstår din udfordring. Morgenen på valgdagen hvislede Trumps stemme ud gennem radioen i mit køkken, og min datter på ni år gøs: ’Mor, den stemme er så uhyggelig’, sagde hun. Jeg synes, at vores hovedopgave som forældre nu er at indgyde håb (…) Men valget af ham kan betyde, at vi i Europa for alvor vågner op og rykker tættere sammen i fælles kamp mod den politik, han repræsenterer. At folk, for hvem klimakampen før blot var en abstrakt overskrift, nu bliver vakt. Og at valget af Trump ikke er en tabt kamp, men et tabt øjeblik.”
Ægte angst
Jeg skal indrømme, at jeg forleden selv blev slået med angst, ikke Trump-angst, men en slags klima-angst, fordi det frøs om natten, og min trofaste blikkenslager på Bornholm, Filip, meddelte mig, at han ville afvikle sit firma for at læse til maskiningeniør, hvorfor han ikke længere kan frostsikre sommerhuset, altså pumpe alt vand ud og forhindre, at vi får smadret toilet, blandingsbatterier og opvaskemaskine, når frosten pludselig og uventet trodser FN’s computer-spådomme om global opvarmning, og dén tror Filip vist heller ikke på, og hvis han gør, og jeg har ikke spurgt ham, så er det enten Guds straf, eller også vil Gud køle kloden ned, når det passer ham, for han er nemlig medlem af Evangelisk-Luthersk Missionsforening, altså Filip, men af samme grund kan jeg ikke få ham til at arbejde sort!
Se, det er angst. Jeg begyndte panisk at pakke kompresser og andet udstyr sammen og belavede mig på at krydse Skåneland mod Ystad for at redde hytten på Bornholm, da norske YR kom mig til undsætning med et løfte om klamt, gråt, smålunt novembervejr mange dage frem.
Min angst fordampede som CO2, og nu går jeg i stedet for og glæder mig til, at COP 29 i olieslampølen Baku ender som en total fiasko, og til at Iran affyrer sine sidste skod-missiler mod Israel, så jøderne omsider får et påskud for at tæve perserne så grundigt, at de helt glemmer, at de blev islamiseret i 600-tallet og vågner op og tror, at de stadig er zarathustra-tilbedere.
