For vi har en meget vigtig position at forsvare:
Presset på det frie ord er ikke aftaget, og der åbnes stadigt flere flanker i forsvaret for ytringsfriheden.
Tag bare Facebooks omsiggribende censur – der ikke bare rammer brugerne i flæng, men har fået helt absurde udtryk. Som da den lille, ikoniske figur Venus fra Willendorf blev bortcensureret, fordi facebook mente, at den var pornografisk.
Eller hvad med de amerikanske universiteter, der opretter safe spaces for de studerende, så de ikke skal konfronteres med holdninger, de ikke bryder sig om.
Eller den canadiske regerings tillæg til forfatningen, der ikke bare vedtager, at det er den enkeltes ret selv at definere sit eget køn – men oven i købet påbyder borgerne sprogligt at rette sig efter det. Så vidt jeg ved, har Canada nu officielt godkendt over 70 kønspronominer.
Herhjemme er den største trussel mod ytringsfriheden dog stadig islam. Eller rettere, så kommer truslen mod ytringsfriheden fra dem, der hellere vil bøje sig for islams særkrav, end de vil tage kampen og stå fast på vores frihed og vores værdier.
Og i den kamp indtager Trykkefrihedsselskabet både nu og fremover en meget vigtig position:
I vores optik er ytringsfriheden ikke en frit i luften svævende, universel rettighed som er givet til hver en tid.
Ytringsfriheden er forankret i vores kultur og i vores historie. Den forudsætter, at der i befolkningen er udbredt enighed om, at friheden til frit at kunne ytre sig er selve fundamentet for vores frie samfund og åbne demokrati.
Den kan kun trives og hævdes inden for nationalstatens rammer.
Det er vores pligt som borgere i Danmark at kæmpe for og værne om ytringsfriheden - og det Trykkefrihedsselskabets fornemste opgave også i fremtiden at sørge for, at danskerne husker den forpligtelse.
Den opgave vil jeg gerne påtage mig at stå i spidsen for.
